Forleden havde en kollega lagt et billede op i vores interne mailgruppe her på avisen.
Billedet forestillede et lille sort barn på skuldrene af sin far i Long Beach, Californien.
Foran dem stod en gruppe af politibetjente, hvoraf den ene havde en pistol rettet mod faderens ansigt. Billedet var gået viralt på nettet og var blandt andet blevet delt mere end 140.000 gange på Twitter.
I løbet af dagen var flere af mine kolleger forbi billedredaktionen og opfordre til, at netop det fotografi skulle i avisens spalter dagen efter. Og det var fristende at give dem ret. Det er et effektfuldt billede, der sætter den aktuelle politiske situation helt på spidsen ved at placere et sårbart og uskyldigt, sort barn over for en aggressiv, hvid politistyrke.
De aktuelle protester i USA er en voldsom kompleks affære og et kvadratisk uddrag af en given situation, fanget på godt 1/250-del af et sekund, siger pr. automatik ikke noget sandt om situationen.
Mit job som billedredaktør er blandt andet at prøve at gennemskue, hvordan billeder er blevet til og under hvilke omstændigheder. For det er ikke nok, at billedet eksisterer, de skal også være til at stole på.
Et par dage efter at billedet blev taget, kunne man i Long Beach Post læse journaliststuderende Richard Grants forklaring på dets tilblivelse. »Billedet er ægte«, siger han i interviewet, men siger dog også, at da billedet bliver taget, peger politimanden ikke på demonstranten med barnet på skuldrene, men mod menneskemængden ved siden af.
På grund af den vinkel, som billedet er taget fra, er det ikke muligt at se, at pistolen ikke peger direkte mod barnet og hans far. Efter at billedet blev publiceret, lykkedes det Richard Grant at finde frem til demonstranten, og først der kunne han få verificeret direkte fra ham, at politiet faktisk på et tidspunkt sigtede deres pistol imod ham. Det er blot ikke den situation, der er afbilledet. Long Beach Police Department er nu ved at undersøge, hvad der skete ved episoden.
Alle har et kamera i lommen
Essensen af det ovenstående er, at virkeligheden ofte er mudret og alt andet end sort-hvid. Og når virkeligheden fortælles i et splitsekund, kræver det en fyldestgørende billedtekst og den rette kontekst.
Som udgangspunkt benytter vi os her på avisen ikke af billeder, der ikke kommer igennem et billedbureau eller en professionel fotograf, som vi selv har hyret til opgaven. For det er vigtigt for os at vide, hvem der har taget billedet og ikke mindst hvorfor. Har fotografen en interesse i, at en given sag bliver fremført, eller er billedet ligefrem iscenesat eller manipuleret?
For mange år siden, dengang man fotograferede på film, og det krævede et mørkekammer at få dem fremkaldt, havde professionelle fotografer monopol på at lave fotografi. Sådan er det naturligvis ikke mere. Alle har et kamera i lommen, og det er en god ting. Vi har meget at takke mobilkameraet for. Havde det ikke været for en privat optagelse, havde George Floyds mord ikke været dokumenteret, og fire politimænd havde nok aldrig været stillet til regnskab for deres gerninger. Som den amerikanske skuespiller Will Smith udtaler: »Racismen bliver ikke værre, den bliver filmet«
Men i disse tider, hvor mobiltelefoner optager alt – og privatpersoners fotografier og videoer oversvømmer internettet – har vi i den grad brug for at sortere og gå kritisk til alt det, som internettet byder på. Her i avisen er det job blandt andet mit – og jeg indrømmer gerne, at det ikke altid er nemt. Hver gang vi bringer et billede i Information, har der været en eller anden form for overvejelse inde over, men det er klart, at der hele tiden er en risiko for at begå fejl.
Splitsekund af en virkelighed
Da jeg læste fotografens forklaring af forløbet omkring billedet af det lille barn på skuldrene af sin far, blev jeg lettet over, at vi ikke bragte billedet. For det havde krævet mere forklaring og kontekst, end vi umiddelbart havde kunnet give jer læsere på dagen.
Dækningen af protesterne i USA kalder på rigtig mange overvejelser, når der skal udvælges billeder til dagens avis. Og der er hele tiden mange veje, man kan gå. Vi kan vælge at vise de mest dramatiske og effektfulde billeder af brand i gaderne eller billeder af folk, der røver butikker.
Vi kan også vise jer fotografier af politibetjente, der tilslutter sig protesterne. Eller vi kan vælge billeder af de fredelige demonstrationer, som måske ikke er de bedste og mest dragende billeder, men som formentlig afspejler virkeligheden bedre.
Præcis som i den skrevne journalistik er vores vigtigste formål at give jer som læsere en afbalanceret og velovervejet dækning af de ting, som sker i verden. På den måde er I forhåbentlig bedre klædt på til at forstå det splitsekund af en virkelighed, som vi har valgt at bringe i avisen lige netop den dag.
Meget vigtig diskussion at bringe frem. Tak for det!
10/jun/2020
Sigrid Nygaard,
tak for et super-relevant ind-
læg i min avis. Information :-) ...
Venlig hilsen
Claus
Et klassisk journalistisk dilemma. Jagten på det opsigtsvækkende/spektakulære/dramatiske rummer altid risiko for at tegne et forvansket billede af virkeligheden.
Det er indlysende nødvendigt at bruge dramatiske greb for at fange et publikum; Faren er, at det kommer til at stå alene.
Vi så det samme da en TV2 fotograf gjorde opmærksom på et billede hvor folk stod for tæt. Billedet var taget med teleobjektiv. Var det taget med vidvinkelobjektiv, kunne historien være at folk holder afstand. Vidvinkel spreder motivet og tele trækker det sammen. Sådan ser vi det. Langt de fleste foto er subjektive vurderinger. Man ser en situation fryser øjeblikket og fortæller det man ønsker at fortælle med billedet. Men det har ikke nødvendigvis noget med den virkelige situationen . Også produktfoto, som jeg laver. Jeg må altid have en personlig vurdering ind over, så der er overensstemmelse med fotoet på hjemmesiden og det man vil se når man ser produktet virkeligt. Farverne er også op til en personlig vurdering.
Jeg fotograferede en stol og ville være kreativ. Så jeg eksperimenterede med lyset. Og jeg viser stolt den markedstingsansvarlige mit billede. Det lignede et bilfoto. Jeg syntes det var flot. Men så siger hun - Det er en brugt stol . Jeg kan ikke sætte et billede af en brugt stol hjemmesiden når stolen ligner en milion.
Jeg kan også forestille mig at en pressefotograf ankommer til et konflikt område. Fotografen har en holdning til konflikten og vil måske ubevidst spejde efter de motiver som bekræfter fotografens egen holdning.
Som vi siger - Foto er fup og fiduser.
Jeg syntes også det er vigtigt at Sigrid Nygaard nævner- At man ikke bare skal sluge det man ser på billeder råt.
Det behøves ikke at være manipuleret i Photoshop for at være fake.
Jeg tillader mig at komme med en korrektion: politibetjenten peger ikke med en pistol - mit bedste bud er, at det er et våben til affyring af tåregasgranater, hvilket gør det meget lidt sandsynligt, at våbnet skulle pege på menneskene lige foran betjenten. Jeg finder det væsentligt, at genstande på et billede bliver identificeret korrekt.
Det undrede mig, da Politikens billedredaktør i en debat sagde, at folk er lynhurtige til at læse et billede. Min erfaring fra talrige fotoudstillinger er, at folk flest bruger ret lidt tid på at se på et billede, - langt mindre end den betragtere af malerier bruger (på malerier, forstås), og at det kniber med den dybere forståelse af et fotografi.
Det rækker så vidt, at jury-medlemmer frejdigt erklærer, at de ikke ved hvad et sandt foto er. Jeg skal her blot nævne diskussionen om Robert Capas billede fra den spanske borgerkrig og virkningen billedet af den napalm-ramte pige fra Vietnam. Et par billeder, som dækker temmelig mange vinkler af refleksionerne over billeder som løgn eller sandhed og publikums evne til at læse et billede (både rigtigt og forkert).
#Steen Obel. Det er ikke til affyring af tåregas, men et våben med kikkertsigte til affyring af gummikugler. Gummikugler er beregnet til at ramme den nederste del af kroppen eller benene, hvorfor så højt sigte, som politimanden på billedet tager, under alle omstændigheder er ukorrekt.