International kommentar

En ny, lang og hed sommer venter Amerika

Amerikanske storbyer, der koger af vrede over systemisk racisme, prægede også den hede sommer i 1968 – det kom til at afgøre præsidentvalget til fordel for Richard Nixon, skriver forfatter Ian Buruma i dette debatindlæg
»De systemiske racistiske praksisser, som nu igen har sat brand i Amerikas gader, begyndte selvsagt ikke med Trump. Men han har med fuldt overlæg næret ilden ved at hænge mørklødede migranter ud som kriminelle, kalde tilhængere af hvid overhøjhed for anstændige mennesker og afvise vrede sorte demonstranter som »banditter««, skriver Ian Buruma i dette debatindlæg.

»De systemiske racistiske praksisser, som nu igen har sat brand i Amerikas gader, begyndte selvsagt ikke med Trump. Men han har med fuldt overlæg næret ilden ved at hænge mørklødede migranter ud som kriminelle, kalde tilhængere af hvid overhøjhed for anstændige mennesker og afvise vrede sorte demonstranter som »banditter««, skriver Ian Buruma i dette debatindlæg.

Brent Stirton

Debat
8. juni 2020

Kan USA vente sig en gentagelse af den hede sommer i 1968? Også dengang så verden, hvordan folkelig vrede kogte over i Amerika, mens sorte storbykvarterer gik op i flammer, og unge mennesker blev tåregasset, angrebet og brutalt gennemtævet af uropoliti og nationalgardister.

Resultatet af den tids civile uro blev, hvad man også kan frygte i år: en valgsejr til den republikanske kandidat. Dengang lovede Richard Nixon »det tavse flertal« – »de, som ikke råbte« og »ikke demonstrerede« – at han ville genoprette lov og orden med magt. De nedslidte afroamerikanske bydele blev udsultet for føderale bevillinger og isoleret yderligere, mens hvide forstadsborgere købte flere våben, og politistyrkerne blev bevæbnet så svært, som havde de været en gren af militæret.

Som i dag begyndte urolighederne i 1968 med et vredesudbrud over undertrykkelsen af sorte i Amerika. Dagen efter at Martin Luther King havde kaldt nationen »syg«, blev han myrdet af en hvid kriminel racist. De protester, som fulgte, var nok udtryk for vrede over mordet på King, men også for vrede over manglen på lige muligheder i uddannelsessystemet og samfundsøkonomien, der igen var resultatet af en lang og voldelig racistisk historie.

Selv om en afroamerikansk præsident fik to perioder i Det Hvide Hus, er vilkårene næppe bedre i dag – i nogle henseender måske værre. Derudover har COVID-19 ramt afroamerikanere endnu værre, fordi mange ikke har opsparing at leve af og må arbejde som ’essentielle arbejdstagere’ i risikable job med sygepleje og fødevarelevering, ofte uden ordentlig sygesikring. Når først den globale recession strammer til, vil mange rammes af social deroute.

Bedre musik

Dog er der væsentlige forskelle mellem i dag og sommeren 1968. For det første var musikken bedre dengang og seksuelle tilbud flere. Den sidste pointe er ikke kun ment som morsomhed. At sidde i hjemmeisolation i månedsvis har forstærket frustrationerne hos mange unge og fået dem til at give deres vrede luft med desto større styrke.

Joe Biden, dette års formodede demokratiske præsidentkandidat, har vist, at han trods sine mangler, har stof i sig til at appellere bredere end Hubert Humphrey, der i 1968 stødte mange fra sig med sine apologier for Vietnamkrigen. Bidens sympati er klart på demonstranternes side. Han har utallige gange taget afstand fra politivold mod ubevæbnede sorte amerikanere og lovet omfattende reformer af ordensmagten.

I dårlige tider har udfordreren en fordel. Ligesom Lyndon B. Johnson blev holdt ansvarlig for en eskalerende og stadig mere upopulær Vietnamkrig, må den aktuelle beboer af Det Hvide Hus tage Amerikas aktuelle sygdom på sig. Donald Trump er ikke skyld i COVID-19-pandemien, men ansvaret for USA’s forkludrede modsvar kan han i høj grad klandres for.

De systemiske racistiske praksisser, som nu igen har sat brand i Amerikas gader, begyndte selvsagt heller ikke med Trump. Men han har med fuldt overlæg næret ilden ved at hænge mørklødede migranter ud som kriminelle, kalde tilhængere af hvid overhøjhed for anstændige mennesker og afvise vrede sorte demonstranter som »banditter«. Og så har han ansporet militsgrupper, nationalgardister og politifolk til at bruge de hårdeste midler. Eller som han karakteristisk drævede: Please don’t be too nice.

Racekrig

Skønt nogle højreekstremistiske grupper i USA nu forhåbningsfuldt taler om en kommende ’racekrig’, gør Trump ikke spor for at dæmpe deres voldsbegejstring. Tværtimod ser han ud til at svælge i den. Tilfældigt er det næppe, at hans tweet i sidste uge om, at »når plyndringerne starter, starter skyderierne«, var et direkte citat fra Miamis racistiske politichef, der i 1967 gav sine betjente ordre til at skyde med skarpt imod demonstranter fra hans bys »negerkvarterer«.

Trumps ærinde er at mobilisere baglandet, og det skal nok lykkes ham at appellere til mange kernevælgere. Det store spørgsmål til november bliver om de, som stemte på ham i 2016 uden nødvendigvis at være motiveret af fanatisk opbakning, vil gøre det igen. Hvad tænker hvide middelklassekvinder fra forstæderne, arbejderklassevælgere fra rustbæltestaterne og ældre (som er de mest udsatte for COVID-19-smitte) sydstatsfolk i disse dage?

Mange amerikanere er åbenlyst forfærdede over deres præsidents tarvelige og hadopflammende retorik. Men vil deres misbilligelse blive overskygget af frygt og væmmelse over de voldsomme sociale uroligheder? Vil indgroede racefordomme, ofte uudtalte og endda uerkendte, stadig få dem til at stemme for den falske tryghed, som den grove hvide bølle lover dem?

Meget vil afhænge af, hvor varm en sommer USA går i møde. Hvis amerikanerne tænker rationelt til november, er det svært at forestille sig, at tilpas mange af dem vil stemme en så udpræget rædsom regering til magten i yderligere fire år. Frygten kan dog være fornuftens værste fjende.

Ian Buruma er forfatter
© Project Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Ian Buruma er endnu en (hvid) 'intellektuel', som forsøger sig med at tilpasse verden til sit eget narrativ.

Således må vi forstå, at de vedvarende protestesters voldsomhed tildels er grundet i unge menneskers seksuelle frustrationer: [!!]

"Dog er der væsentlige forskelle mellem i dag og sommeren 1968. For det første var musikken bedre dengang og seksuelle tilbud flere. Den sidste pointe er ikke kun ment som morsomhed. At sidde i hjemmeisolation i månedsvis har forstærket frustrationerne hos mange unge og fået dem til at give deres vrede luft med desto større styrke."

Den sidste pointe er ikke kun ment som en morsomhed, forsikrer dette 'intellektuelle' menneske, denne Ian Buruma. Han søger skam ikke at gøre sig morsom, sådan hen over liget på endnu en død, sort amerikaner. Blot ønsker han tilsyneladende at påpege, at indespærrede, seksuelle frustrationer er en væsentlig determinant for de protester, som nu har manifesteret sig. Som om de levende billeder af et menneske, der henrettes, ikke var grund nok i sig selv..

Denne trang til at intellektualisere og fortolke netop dette guttural-skrig af vrede, kommer jeg aldrig til helt at tilgive. Jeg forstår tilbøjeligheden, bevares. Jeg forstår menneskers behov for så ganske pludselig at retfærdiggøre sig selv. Men det handler ikke om dig, kammerat! Og derfor er din mening i og for sig dybt ligegyldig, lige nu..

Således Ian Buruma..

Men hvad med 'os':

Vi kommer til at tale en frygtelig masse om racisme, om forfordelinger, om fordomme, om forventninger. Vi kommer til at tale om det alt sammen, og ikke blot i en amerikansk kontekst. Vi kommer igen til at diskutere hvad 'integration' egentlig er for en størrelse, og hvorvidt den er forfejlet eller ej..Vi kommer på sigt til at tale om, hvor mange klimaflygtninge vi vil lukke ind i vort lille paradis..

Men lige nu? Lige nu bør enhver, der ikke for alvor har 'skin in the game', holde sin store, fede kæft lukket..Og så ellers bare lytte.. At lytte er ikke det samme som at acceptere hvert eneste udsagn. Nej, 'at lytte' udtrykker blot en villighed til i det mindste at 'høre'. At høre, hvad der bliver sagt.

Det burde slet ikke være så svært...

Pietro Cini, Trond Meiring og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar