Kronik

Populismen vil ikke omfordele den kulturelle kapital, men devaluere dens værdi fuldstændigt

Samfundets uddannelsesforskelle har altid skabt ulighed og oprør mod ’de lærdes tyranni’. Men med vor tids populisme er kampen gået fra at ville omfordele uddannelse og kulturel kapital til at ville undergrave værdien af ekspertviden, hvilket er dødelig alvor i en coronakrise, skriver forfatter Kristian Thorup i denne kronik
’Populisterne ønsker grundlæggende at undergrave uddannelseshierarkiet ved at fjerne den værdi, vi tildeler ekspertviden og lange uddannelser. Når vi hører Trump udbryde »I love the poorly educated!«, er det ikke en opfordring til, at samfundets bund skal uddannes bedre, men til at dem med korte uddannelser skal have en plads ved bordet, og at eksperterne skal stikke piben ind,’ skriver Kristian Thorup i denne kronik.

’Populisterne ønsker grundlæggende at undergrave uddannelseshierarkiet ved at fjerne den værdi, vi tildeler ekspertviden og lange uddannelser. Når vi hører Trump udbryde »I love the poorly educated!«, er det ikke en opfordring til, at samfundets bund skal uddannes bedre, men til at dem med korte uddannelser skal have en plads ved bordet, og at eksperterne skal stikke piben ind,’ skriver Kristian Thorup i denne kronik.

Andrew Caballero-Reynolds

Debat
12. juni 2020

Populisme og uddannelse er uadskilleligt forbundne. Det påvises gang på gang, at populistiske partier primært finder opbakning blandt folk med korte uddannelser, og i populisternes retorik raser de imod de veluddannede eliter i storbyerne. Derfor er det næppe et tilfælde, at mange populister er skeptiske over for klimaforandringerne, der jo netop fremhæves af eksperter.

Den kamp, populisterne kæmper imod ’de lærdes tyranni’, bringer tankerne tilbage på en lignende kamp, som udspillede sig i midten af 1800-tallet, da folk som Grundtvig tog kampen op for de danske højskoler.

Når man læser om Grundtvigs filosofi bag højskolerne, er det næsten umuligt ikke at lade sine tanker falde på vor tids populistiske oprør mod eksperterne og de veluddannede, her beskrevet af teologen Kaj Thaning:

»For at bryde den klassiske dannelses monopol skulle folket gennem brug af modersmålet bringes på højde med de såkaldt ’dannede’, som Grundtvig frygtede ellers ville tilrive sig magten.« 

Med andre ord var målet at udligne det sociale hierarki ved at omfordele den kulturelle kapital, så de mindrebemidlede klasser fik større tilgang til viden og uddannelse.

På snart 200 års afstand står Grundtvigs strategi i skarp kontrast til vor tids populisme. Højskolestrategien anerkendte værdien af viden og uddannelse, da Grundtvig vidste, at det var værdifulde ressourcer, der gav adgang til magt og indflydelse, og som derfor burde demokratiseres og fordeles til alle samfundslag.

Vor tids populisme er kendetegnet ved at have opgivet denne strategi. Selv om populisterne er mindst lige så optagede af kampen mod de lærde, finder de ikke deres løsning i en større omfordeling af viden og kulturel kapital. Derimod ønsker populisterne grundlæggende at undergrave uddannelseshierarkiet ved at fjerne den værdi, vi tildeler ekspertviden og lange uddannelser.

Når vi hører Trump udbryde »I love the poorly educated!«, er det ikke en opfordring til, at samfundets bund skal uddannes bedre, men til at dem med korte uddannelser skal have en plads ved bordet, og at eksperterne skal stikke piben ind.

Med deres antiekspertise er det heller ikke overraskende, at mange populistiske ledere i lang tid forsøgte at nedspille coronakrisen som irrationelt hysteri og spildte flere ugers vigtig forberedelsestid på at trodse eksperternes råd.

Overklassernes overmod

I disse år, hvor den globale ulighed har været stigende i årtier, er vi pludselig begyndt at se store multinationale selskaber og pengemænd bekymre sig om den økonomiske ulighed i Vesten. De frygter, at en stigende økonomisk ulighed vil ende i ekstreme politiske udsving, som vil skade grundlaget for deres økonomiske velstand (for eksempel med Brexit og Trumps handelskrige).

Samfundets veluddannede klasse befinder sig i en lignende situation, men uden selv at være klar over det. Den kulturelle ulighed og den magt, som koncentreres omkring samfundsklasserne med mest kulturel kapital, kan nå et så ekstremt punkt, at modsvaret kommer til at underminere selve det fundament, de veluddannedes magt er bygget på. Det ser vi blandt andet med fake news, alternative facts, foragt for eksperter og dalende tillid til mainstreammedierne.

Man kan som analogi sammenligne populismens kamp mod de veluddannede med kommunismens revolutionære kamp mod kapitalismen. Venstre- og højrefløjen har gennem århundreder kæmpet om den økonomiske omfordeling, som altid har befundet sig inden for den samme markedsøkonomiske spillebane.

Kommunismen har derimod stået som den ultimative trussel, da dens mål bestod i at underminere selve spillebanen for den demokratiske kamp i form af privat ejendomsret, markedsøkonomi og lønarbejde. Kommunismen ville ikke omfordele markedsøkonomiens velstand, men afskaffe selve det ejendomsprincip, som uligheden var baseret på.

På samme måde kan man sige, at den lærde klasse gennem århundreder har kæmpet en kamp om den kulturelle kapital med aktører som Grundtvig og folk fra arbejderbevægelsen. Denne kamp har handlet om, i hvor høj grad uddannelse og viden skulle omfordeles til alle samfundslag eller forblive under ’de lærdes’ monopol.

Fænomener som populisme, misinformation og fake news står i denne konflikt på samme måde som kommunismen for at underminere selve spillebanen for konflikten i form af rationel diskussion, anerkendelse af objektive kendsgerninger og videnskabens legitimitet. Populismen vil ikke omfordele den kulturelle kapital, men devaluere dens værdi fuldstændigt.

Det gælder for både den økonomiske og den kulturelle klassekamp, at de ophører, når selve spillebanen bliver forkastet. Kapitalisterne har ikke nogen magt, det øjeblik kapitalismen bliver afskaffet. På samme måde eroderes de videnskabelige indsigters legitimitet, det øjeblik videnskabens autoritet ikke længere anerkendes, og henvisninger til faktuelle kendsgerninger devalueres, når ideen om, at man bare kan have sine egne alternative fakta, begynder at herske.

Kan corona redde eksperterne?

Coronakrisen kan siges at have vist grænserne for både populismens antiekspertise og for ekspertsystemernes overbevisningskraft: På den ene side er det påfaldende, hvordan netop lande med populistiske ledere (USA, Storbritannien, Brasilien) er dem, der har klaret sig suverænt dårligst igennem coronakrisen, netop på grund af deres foragt for eksperterne. På den anden side ser vi i mange lande oprør mod sundhedseksperterne, selv om dødstallene og de pressede sundhedssystemer burde mane enhver ekspertskepsis til jorden. 

Men selv om coronakrisen for en kort stund har revitaliseret eksperternes legitimitet i samfundet, bør vi ikke bilde os ind, at indignationen over de lærdes tyranni vil være forduftet efter krisen.

Foragten for eksperterne handler ikke særlig meget om, hvorvidt eksperterne har ret i alle deres vurderinger eller ej. Den afspejler snarere en følelse af ikke at have indflydelse i et samfund, hvor magten koncentreres i stadig højere grad omkring de veluddannede. Selv om coronakrisen er et godt eksempel på, hvornår vi har brug for eksperternes vurderinger, er der også eksempler på, at eksperterne overspiller deres kort.

Det ser vi, når økonomer udlægger de ’nødvendige’ reformer som hinsides enhver politisk diskussion. Vi ser det, når transnationale institutioner og internationale konventioner fremstilles som naturlove, der ikke kan ændres politisk. Og vi ser det, når en neoliberal globalisering bliver udlagt som et ustoppeligt fremskridt uden for vores indflydelse. Flere og flere områder, som tidligere var politiske kamppladser, bliver neutraliseret til komplekse felter, som kun eksperterne kan forstå og påvirke.

Den sørgelige konklusion er indtil videre, at den ’lærde’ klasse stort set ikke har taget sin egen magtposition til efterretning. Enhver kritik af den veluddannede klasses magt er blevet affejet som bagudskuende, idiotisk og reaktionær, og det har bestemt ikke hjulpet, at kritikken ofte er blevet fremført i populistiske gevandter, som har gjort den let at overhøre og latterliggøre.

Men som kapitalisterne i Davos har forstået bedre end de fleste i den veluddannede overklasse, konsoliderer man ofte sin magtposition bedst ved at forsøge at forstå ens kritikere – også dem, som ikke umiddelbart forekommer fornuftige. De, der er mest blinde over for deres egen magtposition, ender ofte med at få hugget hovedet af – om ikke andet i symbolsk forstand. Og det kan blive meget dyrt for et samfund, den dag det virkelig har brug for sine eksperter.

Kristian Thorup er cand.soc. og forfatter til ’Populismens klassekamp’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Interessante synspunkter. Så mangler vi bare en ny højskolebevægelse.

Ib Gram-Jensen

Absolut interessant, men forfatteren går galt i byen, når han påstår, at:

"Fænomener som populisme, misinformation og fake news står i denne konflikt på samme måde som kommunismen for at undervminere selve spillebanen for konflikten i form af rationel diskussion, anerkendelse af objektive kendsgerninger og videnskabens legitimitet. Populismen vil ikke omfordele den kulturelle kapital, men devaluere dens værdi fuldstændigt."

"Kommunismen" (en noget bred og udefineret størrelse, som ordet anvendes her) står ikke i sig selv og som helhed for nogen devaluering af kulturel kapital, eller fornægtelse af videnskabens legitimitet - at den/marxismen i forskellige sammenhænge er blevet blandet sammen med sådan devaluering og fornægtelse (som evolutionsteorien er blevet blandet sammen med racistisk vrøvl) er noget andet. Enhver teori kan fejlfortolkes, fordrejes og misbruges.

Det var Marx, der under en diskussion slog i bordet og råbte, at hidtil har uvidenhed aldrig hjulpet nogen - og som brugte mange år og en enorm arbejdsindsats ikke på populistisk agitation, men på samfundsvidenskab - analyse og kritik af det kapitalistiske samfund. Han og kommunismen kan ikke sættes i bås med populismen og det vrøvl, der spredes af populistiske ledere og bevægelser og på internettet.

Eva Schwanenflügel, Poul Erik Pedersen, Mikkel Zess, Jens Flø og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Man skal ikke lukke øjnene for hvem der har definitionsretten, over hvad der bliver kaldt populistisk. Så alt der falder i smag for den privilegerede ende af middelklassen er ikke populistisk, og hvad der falder udenfor kaldes populistisk.

For mig at se går populære, og polariserende, ensrettede udtryk på tværs af uddannelser. Men får et forskelligt navn.

Vreden kommer frem, når alle dem der har adgang til at skrive artiklerne, skriver udenom de mindre priviligeredes kerneproblemer, og sætter deres egen dagsorden.

Ib Jørgensen

Hvis vi , som denne artikel, tager som udgangspunkt, at det er uvidenhed, der er grundlaget for populisme, så er populismen også udbredt til de fleste af vore politikere, højt uddannede, mediefolk og meningsdannere iøvrigt og en masse andre pæne mennesker. Jeg tænker naturligvis her på uvidenhed om kapitalismens væsen og funktionsmåde. Fælles for populisterne er, at de med mere eller mindre forfinede udtryksformer forventer politiske tiltag, som kan bringe kapitalismen til at fungere til det fælles bedste. De bonede gulves versus gadens populisme.

Niels-Simon Larsen, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Pedersen, Jens Flø, Ejvind Larsen og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Der er mange meninger om definitionen af populisme. Hvad bare med at definere det som det oprindeligt var ment som:
Populisme: Populisme er afledt af det latinske ord populus som betyder "folk". Begrebet bruges om politiske enkeltpersoner og bevægelser, der fremhæver sig selv som talsmænd for det jævne folk, som regel i modsætning til en elite, herunder en politisk, økonomisk eller kulturel elite.

Jeg kan godt følge Jens Christians, definition. Men ser så at der gået markedsdifferentiering, og opdeling af folk i et utal segmenter, hvor en del gerne vil identificere sig med dem, som de ser som eliten.