Læserbrev

Racismen findes alle steder, også i det vi ikke siger og i det vi ikke gør

Ingen griber ind, ingen gør noget. Det går ubemærket hen for andre, mens man selv står tilbage med en uløselig klump i halsen. Der sker alle steder, også i en provinsby i Danmark. Dengang var racismen et vilkår, men det skal vi lave om på nu, skriver cand.mag. i nordisk sprog og litteratur Nelli Ann-Marie Dahl i dette debatindlæg.
Debat
12. juni 2020

Jeg havde egentlig ikke arkiveret episoderne som racisme. Alligevel har de lagret sig i hukommelsen og bliver skødesløst hentet frem, når jeg lejlighedsvist refererer til det ejendommelige ved at vokse op som brunt barn i en hvid provinsby. Små hændelser, der smyger sig langs hverdagen og forplanter sig som underfundige anekdoter.

Jeg har været i biografen med min nabo, og hans mor henter os i bil. Vi holder for en fodgænger.

»Han er sort, bare kør ham over,« siger min nabo.

Han er seks år.

Jeg fortæller til min klassekammerat, at jeg ikke går i bad hver dag.

»Det er derfor, du er så mørk,« siger hun.

Vi går i anden klasse. Hjemme hos hende går de i bad hver dag. Nogle gange mere end én gang.

Vi går i femte klasse og har om Anden Verdenskrig.

»Det var dem med mørkt hår og brune øjne, man ville have ud,« siger min dansklærer.

Hun kigger på mig.

Til min venindes dimission laver hendes onkel sjov og tager sig til lommerne, hver gang jeg går forbi – han skal lige tjekke, at alt er der.

»Man kan aldrig være sikker,« siger han.

Jeg ligner jo en sigøjner.

Hele selskabet griner.

Min veninde har fødselsdag, og vi er på bodega. En mand er nysgerrig:

»How much«, spørger han. Først høfligt.

Jeg vifter ham væk, men han vender tilbage. Denne gang er han ikke venlig.

Racismen findes ikke kun i direkte tilråb og udtalt forskelsbehandling. Den går under radaren og udsluses i små subtile doser, udmøntes i henkastede bemærkninger, bevægelser, blikke og i det, vi ikke gør.

Det, der efterfølgende står skarpest, er den passivitet, der symptomatisk snor sig gennem samtlige episoder. At ingen griber ind. At det, der sætter sig som en uløselig klump i halsen på nogle, går ubemærket hen for andre.

Med tiden internaliseres fremmedgørelsen. Rodfæster sig som en grundtilstand i os, i vores tankemønstre og sprog. Så vi ikke er i stand til at skelne diskrimination fra kutyme. Det er en farlig tilstand. For alle.

Nelli Ann-Marie Dahl er cand.mag. i nordisk sprog og litteratur og underviser i dansk og psykologi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her