Kommentar

For mig er sabbatår ikke en pause, men en mulighed for at skabe, leve og opleve

Det er klart, at nogle får ondt i numsen af, at jeg tillader mig at tage tre års pause fra konkurrencestatsmentalitet og bestræbelser på at være en nyttig borger. Men det er definitionen af ordet ’sabbatår’, som ødelægger ordets potentiale, skriver Elisa Maria Lund Hviid i dette debatindlæg
(ARKIV) Elisa Maria Lund Hviid gik ud af gymnasiet for tre år siden og har siden arbejdet og rejst.

(ARKIV) Elisa Maria Lund Hviid gik ud af gymnasiet for tre år siden og har siden arbejdet og rejst.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Debat
4. juni 2020

Hvis denne artikel nogensinde når til en avis, så lad mig påpege, at jeg har tænkt lang tid over, hvad jeg kan skrive i feltet ’stillingsbetegnelse’, som skal udfyldes, hvis man prøver at indsende et skriv. For hvad laver jeg?

Det er til sommer tre år siden, jeg fik min studenterhue, men jeg fandt hurtigt ud af, at det, at kalde det et tredje sabbatår, har en klang af dovenskab siddende i alle stavelserne. Sabbat betyder hvile: og hvile i tre år – det er da i overkanten, er det ikke?

På ordnet.dk bliver sabbat beskrevet som: »Periode af en bestemt længde hvor man holder pause fra sine sædvanlige aktiviteter og i stedet holder fri eller beskæftiger sig med noget andet.«

Og med de ord sagt: Er det i virkeligheden med god ret, at jeg ikke kalder det et sabbatår? Beskæftiger jeg mig med noget andet, når jeg står i en situation, hvor jeg ikke ved, hvad det ene i så fald skulle være?

Sidste gang jeg brugte sætningen: »Det er mit tredje sabbatår«, var i september måned.

Altså var jeg lige trådt ind i det tredje år og på mit nye arbejde. En ældre mand hilste på mig og spurgte ind til mit foretagende, og hvad jeg studerede.

Jeg svarede: »Det er mit tredje sabbatår«, hvortil han udbrød: »Det er virkelig dyrt. De år, du ikke er på det rigtige arbejdsmarked, mister du virkelig mange penge i din pension. Disse år er RIGTIG dyre!«

Og lige netop dér slog det mig. Jeg står i en situation, hvor jeg ønsker at kunne kalde mine år noget andet end sabbat. Det er klart, at nogle får ondt i numsen af, at jeg tillader mig at tage tre års pause fra konkurrencestatsmentalitet og bestræbelser på at være en nyttig borger.

Ordets definition ødelægger dets potentiale. I denne sproglige konstruktion er studie implicit blevet det rigtige valg, mens sabbat sprogligt er blevet degraderet til ’pause’ fra livet.

Snæver målgruppe som netværk

Jeg vil påstå, jeg aldrig har været tættere på livet som i disse år. Siden september og ti måneder frem har jeg været ansvarlig for en social og kulturel ungdomsgruppe nær Málaga igennem Danske Sømands- og Udlandskirker, fordi det sammenhold, jeg selv fik ved et ophold i London, var den tryghed, som skulle til, for at et ungt menneske som jeg kunne bo og arbejde i udlandet, første gang jeg flyttede hjemmefra.

Jeg har i de sidste tre år vægtet at være en del af forskellige sociale og kulturelle sammenhænge, som hver og en har givet mig forståelse for det enkelte fag. Det vigtigste, jeg har taget med mig, er de mennesker, jeg har mødt. Mit netværk var efter 3.g udelukkende gymnasievenner, som primært nu er ved at uddanne sig som akademikere.

Herefter vil jeg tage på universitetet, hvor jeg ligeledes vil få akademikervenner, ligesom jeg på mit arbejde vil få akademikerkolleger – og netop her vil jeg stille spørgsmålet: I hvilket samfund er det sundt at have borgere med et så homogent netværk?

I stedet har jeg nu mødt mennesker, som brænder for deres fag, ligesom jeg kan sætte min danske kultur i perspektiv ved at have boet i udlandet samt lært at rumme mennesker på højskole og hostels. Er det ikke netop at være en nyttig borger? At integrere sig og interessere sig i samfundet?

Hvad nytter mest?

Skal jeg starte blot for at starte, når ansøgningsfristen igen løber mod mig? Sidste forår troede jeg, at jeg skulle søge ind på journalisthøjskolen, men ak, jeg følte mig tom, da jeg sad med den første prøve foran mig.

Jeg troede efterfølgende, jeg skulle ind på antropologi, men ak, jeg følte mig tom, da jeg fik tilbuddet om en studieplads og takkede nej tak.

Det er ikke sjældent, at jeg hører venner og bekendte sige, at de startede på noget, blot for at starte. Går den, så går den. Og gik den ikke, ja så starter de på noget nyt til sommer.

Så kære sabbat. Skal jeg stå fast og tro på, at det, du gør for mig og samfundet, rent faktisk er lige så godt, som det føles? Eller skal jeg acceptere din definition og tage de mange holdninger til dig alvorligt? Skal jeg stoppe med at tage mig disse år og vente med at skabe, leve, opleve og gøre, hvad jeg egentlig mener, jeg er allernyttigst til, til den dag jeg har en uddannelse og officielt kan kalde livet for andet end pause? Hvad nytter mest? Og er det i så fald det lykkeligste at gøre?

At have sabbat har så mange associationer, at jeg ufrivilligt bliver en del af en større diskussion, en politisk dagsorden og ikke mindst personlige holdninger om livets gøren, hver eneste gang jeg bruger ordet.

Uanset om jeg så har hjulpet de ældre, givet familier en god dag fra museets skranke, styrket mine engelskkundskaber, udforsket verden på højskole og nu bruger et år af mit liv på at skabe et trygt fællesskab for andre.

Så til alle jer, som har himlet med øjnene og grinet ad mig: Er det dét, I mener, er unyttigt? At have passion og tanke for at forstå situationer, som ligger uden for jeres snævre livssyn. Jeg vil gerne være overbærende og er det også et langt stykke af vejen, for I tog måske ikke et sabbatår.

Elisa Maria Lund Hviid er i gang med sit tredje sabbatår.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Det er sgu en besynderlig tekst, du her har begået, Elisa Maria Lund Hviid.

Du synes på en og samme tid at afvise en instrumentalisering af tilværelsen, samtidig med at dine argumenter for et sådant afslag alene har grund i samme instrumentelle forståelse af livet og dets mening.

Jeg bebrejder dig på ingen måde. Blot bedrøves jeg, og det helt ind til kernen af min sjæl, over den fantasiløshed, som tydeligvis er givet dig i arv. Sådan kan et helt samfund svigte sin måske vigtigste opgave..

Måske ved du endnu ikke - med et behørigt nik til din relative ungdommelighed - at ikke alt, hvad man fortæller dig, nødvendigvis er sandt? At blot fordi man forventer en given adfærd af dig, så er det ikke ensbetydende med, at man har dit bedste for øje!

Well, hvis du er i stand til i det mindste delvist at anerkende, at man ikke nødvendigvis taler sandt, og at man ikke nødvendigvis ønsker det bedste for dig, ja så bør du uden videre anstrengelse være i stand til at indse, at det man mener om dine private forhold, i og for sig er uden større konsekvens. I det mindste hvis vi kan enes om at definere begrebet konsekvens som: 'Noget' af virkelig betydning.

Hvor gammel er du nu? 20 år? 21?. Gammel nok, tror jeg, til at være blevet gjort bekendt med, at der skam eksisterer en slags 'opskrift' på 'det gode liv' her i liden Dannevang. Skematisk fremstillet ser den sådan her ud:

Fødsel => Vuggestue => Børnehave => Skole => Gymnasium => Videre uddannelse => Produktion => Reproduktion => Mere Produktion => Pension/Død.

Der findes også en udgave for det mere middelmådige liv, som med få men betydningsfulde variationer ellers følger samme skema. Den kan du sikkert selv tænke dig til..

Et skematisk og regelret liv! Som man anbefaler og derfor anbefales.

Formålet med et sådant skematisk og regelret liv er en vedvarende effektivisering. Hensigten med en sådan vedvarende effektivisering er en vedvarende vækst i lilleputstaten Danmarks BNP. Man mener, at et lands BNP er et rimeligt mål for både borgernes velstand og borgernes velfærd.

Når man mener sådan - og det gør man skam - så vil man betragte enhver form for dissidens, enhver form for oprør mod denne skematiske form, som ikke blot uhensigtsmæssig. Nej, man vil opfatte det som et moralsk svigt! :

"Hvor vover du ikke at optimere dig selv på mest effektiv vis? Hvor vover du at afvige fra den fastsatte form? Hvor vover du?"

Jeg har efterhånden linket til følgende lílle bid visdom så mange gange, at i det mindste faste læsere af disse kommentarfelter må trættes. Men efter min mening kan visse sandheder ikke udtrykkes ofte nok:

Culture Is Not Your Friend [Terence McKenna]
https://www.youtube.com/watch?v=4-tY6hmKcms

Vær tro mod dig selv, Little Wing..så kommer resten af sig selv..;)

Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Ups, du er måske for ung til at spore 'Little Wing'-metaforen?

Here you go:
https://www.youtube.com/watch?v=9sg06-tOHxg&t=38m37s

(Han synger og spiller om det man kalder en 'muse', dvs. 'guddommelig' inspiration.. ;) )

Henning Kjær

Hvorfor har du brug for at kalde disse år for sabat, du kunne bare kalde dig selv for løsarbejder, men sabat skal vel antyde at du er er i overgang og mårettet på vej til noget andet.
Når du engang er på vej til noget andet, eller er i noget andet, så har du stadig mulighed for at skabe, leve, opleve og gøre. Livet er lang og at skabe, leve, opleve og gøre slutter ikke med en uddannelse og et job.

Malene Nielsen

Torsten har lidt ret i at argumentationen kortslutter mht. instrumentliseringen. Jeg fristes også til at sige at hun skam skal være ligeglad med hvad alle andre synes og som Torsten siger være tro mod sig selv, men det er bare lidt letkøbt, og i tilgift forkert.
Det er ikke ligemeget hvad alle andre synes om de valg du tager. Der er mange der prøver at bilde sig selv ind at det er det, men er en illusion. Det betyder skam en hel del hvad "andre synes", både for hvordan du opfatter dig selv, din identitet og for hvilke muligheder du får givet at andre. At bilde sig selv ind at det ikke betyder noget det er selvbedrag. Jeg forstår godt at der bliver stillet spørgsmålstegn ved det 3. sabatår. Det giver heller ikke rigtig mening for mig at du fortsætter med at kalde det sabatår, og det betyder ikke at jeg ikke synes det er godt det du gør. Men ultimativt så betyder de valg du tager noget - og det udstråler teksten også bevistheden om. Den udstråler en slags desperation over umuligheden i at skulle navigere i den her absurde verden vi er født ind i, og som vi har så lidt indflydelse på. Så tak for det - og indsigten i hvilke tanker en ungt menneske kan gøre sig i en tid som denne her.

Torsten Jacobsen

Malene Nielsen leverer et udmærket korrektiv til mit tidligere indlæg, så tak for det.

Jeg skriver godt nok intetsteds, at man blot skal 'være ligeglad med hvad alle andre synes'. Det kan man selvsagt ikke være.

Men jeg kan godt se, at min tekst kan tolkes på den måde.

Dog sigter jeg med min tekst lidt dybere: Jeg skriver med vilje, at det man mener, ikke bør opleves som et forhold af egentlig konsekvens, det vil sige af virkelig betydning.

Hvad har virkelig betydning her i tilværelsen? Det kan man utvivlsomt have mange interessante diskussioner om. Blot efterlader det mig en lille smule modløs, hvis vi for alvor skal inddrage andre menneskers løftede øjenbryn i en sådan snak om tilværelsen og dens endelige mening..

Helle Degnbol

Tak for sejt og godt skriv. Skønt at høre om dit mod & syn på tilværelsen og at vide at du møder verden og dens muligheder - lige nu! det vil du aldrig fortryde, tværtom, det "lønner sig", og det vil folk omkring dig kun nyde godt af, uden at jeg lige ved, hvor meget det trækker ned i pensionen.