Siden tårnfalkeparret flyttede ind, har hverken naboen eller vi set en dræbersnegl

Vi har nogle somre været slemt plaget af de iberiske skovsnegle, der, som biologen Rasmus Ejrnæs har bemærket, paradoksalt nok kaldes dræbersnegle, fordi vi dræber dem. Det gør jeg ikke desto mindre uden skrupler. Man kan finde dem midt inde i et salathoved, og så er den salat kaput. Og de æder mine georginer.

Tidligere havde jeg rigtig mange georginer, men i de senere år har jeg kun kunnet have dem i krukker. Ellers er den mindste grønne spire øjeblikkelig væk, så snart den har vovet sig op. Jeg har en speciel dræbersneglesaks, og hver morgen i snegleplagede somre er dagen begyndt med en morgentur i haven, iført gummihandsker, saks og en plastikpose. Tit har posen til skraldespanden været mere end halvfuld, når jeg var færdig med min runde.

Men i år har vi ikke set én eneste dræbersnegl. Jeg har fundet et par leopardsnegle under bunden på den plastikkurv, jeg bruger, når jeg luger. Og to voldsnegle på æbletræernes stammer. Men dræbersnegle? Nix. Og egentlig havde vi rustet os til en ekstra plagsom sneglesommer: Varm vinter, vådt forår – det skulle være ideelle opvækstbetingelser for de små, slimede, brune bæster.

Men så skete der noget.

Da Camilla og Peder for nogle år siden blev vores nye naboer, var en af deres første handlinger at hænge en uglekasse op på deres gavl. Ikke til min udelte begejstring, da uglen en sommer havde gjort kål på ikke færre end 26 svaleunger i vores portrum.

Kassen forblev imidlertid tom. Indtil i år, hvor et tårnfalkepar flyttede ind.

Både snegle- og musefri

Det er tårnfalken, der hænger over hovedet på én, når man kommer kørende på motorvejen. Eller den sidder i et træ og venter på, at en bil kører et dyr over. Når den ’muser’, som det hedder, står den næsten stille i luften med baskende vinger og udspredt hale, men især om vinteren sidder den mest, så den ikke skal bruge energi på at hænge deroppe i luften.

Tårnfalken er kun 34 cm lang, den har spidse vinger og lang hale, er rødbrun på oversiden og har en lys, spættet underside, og den hedder tårnfalk, fordi den tidligere holdt til i kirketårnenes glamhuller. De er nu muret til de fleste steder. Men jeg har en gammel fuglebog fra 1961, der kan fortælle, at der siden 1954 har boet et tårnfalkepar i Københavns Domkirke. Om det stadig er tilfældet, kan jeg naturligvis ikke vide.

Og nu kommer jeg til pointen: Siden tårnfalkeparret flyttede ind, har hverken naboen eller vi set en dræbersnegl. Camilla gav sig til at læse om tårnfalke og fandt ud af, at de ud over at jage mus ganske rigtigt også jager snegle og andre smådyr. Så sandsynligvis kan vi takke tårnfalkene for vores sneglefri sommer.

Og musefri! Camillas to store skovkatte er blevet mistænkeligt magre og har helt droppet deres dårlige vane med at slæbe mus ind i huset. Til gengæld sætter de nu den dobbelte ration kattemad til livs. Tidligere gad de knap spise op.

Trofaste tårnfalke

Tårnfalkefar har sin faste rute, som blandt andet omfatter vores asketræ og vores bøgetræ. Så sidder han i toppen og udstøder nogle korte hyl, der skal gøre mutter i kassen klar til at modtage og partere byttet til ungerne.

»Kii, kii, dræbersnegl på vej.«

»Kii, kii, jeg har nappet en markmus.«

Far jager, mor tilbereder maden, forklarer Camilla.

Nogle tårnfalke trækker til Tyskland, Holland og Frankrig for at overvintre, men de fleste forbliver i Danmark året rundt, og blandt standfuglene kan dødeligheden være ret høj. Derfor får tårnfalken, i forhold til de fleste andre rovfugle, relativt mange unger, forklarer Dansk Ornitologisk Forening.

Hvor mange æg hunnen lægger, regulerer sig efter, hvor rigeligt det bytte er, som far kommer med op til æglægningen. Hvis vores teorier er rigtige, må naboens redekasse være proppet med unger!

Når dertil kommer, at de er fantastisk flotte flyvere, kan vi kun håbe på, at de vender tilbage næste år. Men også det har Camilla undersøgt, og åbenbart er der folk, der har haft tårnfalke i deres kasse i over 20 år. Trofaste er de også.