Siden tårnfalkeparret flyttede ind, har hverken naboen eller vi set en dræbersnegl

Vi har nogle somre været slemt plaget af de iberiske skovsnegle, der, som biologen Rasmus Ejrnæs har bemærket, paradoksalt nok kaldes dræbersnegle, fordi vi dræber dem. Det gør jeg ikke desto mindre uden skrupler. Man kan finde dem midt inde i et salathoved, og så er den salat kaput. Og de æder mine georginer.

Tidligere havde jeg rigtig mange georginer, men i de senere år har jeg kun kunnet have dem i krukker. Ellers er den mindste grønne spire øjeblikkelig væk, så snart den har vovet sig op. Jeg har en speciel dræbersneglesaks, og hver morgen i snegleplagede somre er dagen begyndt med en morgentur i haven, iført gummihandsker, saks og en plastikpose. Tit har posen til skraldespanden været mere end halvfuld, når jeg var færdig med min runde.

Men i år har vi ikke set én eneste dræbersnegl. Jeg har fundet et par leopardsnegle under bunden på den plastikkurv, jeg bruger, når jeg luger. Og to voldsnegle på æbletræernes stammer. Men dræbersnegle? Nix. Og egentlig havde vi rustet os til en ekstra plagsom sneglesommer: Varm vinter, vådt forår – det skulle være ideelle opvækstbetingelser for de små, slimede, brune bæster.