Kronik

Skræmmende: Fejl i 51 procent af kommunens afgørelser om hjælp til handicappede børn

Man skulle tro, at kommunerne spekulerer i at give handicappede børn afslag på hjælp, når 51 procent af de kommunale afgørelser ender i omgørelser. I hvert fald svigter systemet nogle af dem, som har allermest brug for hjælp, og det skal der laves om på, skriver advokat Thomas Taguchi i dette debatindlæg
’Hvis man i Danmark bliver mistænkt for røveri eller voldtægt, så er det en grundlæggende rettighed for den sigtede altid at få beskikket en advokat til at hjælpe sig. Denne rettighed har handicappede børn (og voksne) desværre ikke, når de får afslag på støtte fra kommunen. En støtte, som ellers i mange tilfælde er fundamental for, at hverdagen for den handicappede og dennes familie kan hænge sammen,’ skriver Thomas Taguchi i denne kronik.

’Hvis man i Danmark bliver mistænkt for røveri eller voldtægt, så er det en grundlæggende rettighed for den sigtede altid at få beskikket en advokat til at hjælpe sig. Denne rettighed har handicappede børn (og voksne) desværre ikke, når de får afslag på støtte fra kommunen. En støtte, som ellers i mange tilfælde er fundamental for, at hverdagen for den handicappede og dennes familie kan hænge sammen,’ skriver Thomas Taguchi i denne kronik.

Peter Nygaard

1. juli 2020

51 procent. Det tal siger nok ikke de fleste noget, men for titusindvis af børn med et fysisk eller psykisk handicap er dette et tal, som for dem og deres familier kan blive afgørende for deres liv. De 51 procent dækker nemlig over den omgørelsesprocent for kommunale afgørelser, hvor Ankestyrelsen i 2019 vurderede, at kommunernes oprindelige afslag på at yde hjælp og støtte til de handicappede børn skulle omgøres.

Omgørelserne skete for størstedelen af disses vedkommende ved at hjemvise afgørelserne til fornyet behandling i kommunerne, særligt på grund af sagsbehandlingsfejl, mens knap en tredjedel af de omgjorte afgørelser blev ændret direkte af Ankestyrelsen til et andet resultat eller ophævet.

51 procent! Dette tal synes helt uvirkeligt – selv for mig, der er advokat og tjener mit levebrød ved hver dag at repræsentere handicappede børn og voksne i deres kamp for at få omgjort kommunale afgørelser. Når tallet skræmmer mig som professionel på området, der ellers har set lidt af hvert, tør jeg slet ikke tænkte på, hvordan det må virke på andre.

Statsminister Mette Frederiksen bad i sin tale til befolkningen den 29. marts efter coronakrisens indtog i Danmark de svageste om at være de stærkeste i denne tid. For handicappede børn har dette dog i lang tid været deres virkelighed, og det vil det efter al sandsynlighed også være i lang tid fremover.

I modsætning til mange andre forbigående forhold, som for eksempel forbuddet mod at besøge og modtage besøg af sine kære på plejehjem, så er udfordringerne for de handicappede børn ikke blot nogle, som begrænser sig til coronakrisen. Tværtimod har udfordringerne været der længe før coronaen, og de vil efter al sandsynlighed fortsætte med at være der, medmindre der gøres noget radikalt.

Det fremgår af Social- og Indenrigsministeriets offentliggørelser fra tidligere år, at omgørelsesprocenten på børnehandicapområdet mellem 2016-2018 svingede fra 46 procent til 52 procent. Og i 2019 var på 51 procent. Der er således intet, der tyder på, at det fremover bliver meget bedre eller vil nå et niveau, hvor tilliden til de kommunale afgørelser øges. Snarere tværtimod.

Når støvet fra coronakrisen har lagt sig, og gælden fra den massive offentlige støtte skal betales, er man naturligvis nødsaget til at se på områder, hvor der kan spares. Jeg ved, at det er en tanke, som skræmmer mange forældre til handicappede børn, der længe har haft mistanke om, at kommunernes afslag på hjælp nogle gange bunder i fastlagte kommunale budgetter på området – og dertilhørende besparelseshensyn – snarere end at være udtryk for, at kommunerne har ladet sagen undergå den juridiske tættekam for at nå det materielt korrekte resultat.

Konsulenter lukrerer på besparelser 

Der er i den seneste tid blevet kastet yderligere brænde på dette bekymringsbål, efter at det blev offentligt kendt, at en meget stor del af landets kommuner benytter sig af private konsulentfirmaer, hvis formål alene er at finde besparelser på handicap- og socialområdet.

Kontrakterne, der blev indgået med disse konsulentfirmaer, var hovedsageligt baseret på et no cure no pay-princip, hvor konsulenterne ofte fik mellem 10-15 procent af de besparelser, de fandt, og således kun blev aflønnet, hvis de konkluderede, at de udsatte gruppers ydelser kunne skæres ned, herunder også i konkrete sager. Konsulentfirmaerne havde med andre ord en direkte økonomisk interesse i sagernes udfald.

På trods af, at Kommunernes Landsforening, KL, i januar 2020 via et brev til Ankestyrelsen lancerede et kraftigt forsvar for kommunernes aftaler, klingede dette dog ganske hult – særligt for de udsatte familier. For hvordan kan konsulenter dog være uvildige, hvis de har en direkte økonomisk egeninteresse i udfaldet af den sag, de er sat til at vurdere?

For mange af os andre, der står på sidelinjen, synes det åbenbart, at denne praksis er i klar strid med de offentligretlige regler og principper om inhabilitet, hvilket Ankestyrelsen da også den 24. juni konkluderede i en tilsynsudtalelse, som blev sendt til samtlige kommuner.

Må leve i uvished

Men hvorfor overhovedet italesætte, at der skulle være dybe udfordringer på handicapområdet, som kan medføre tragedier for handicappede børn, når nu Ankestyrelsen kan fungere som bagstopper for eventuelle fejl?

Jo, for det første er der selve sagsbehandlingstiden for Ankestyrelsen i de konkrete sager, og for det andet er der den egentlige vurdering af kommunernes afgørelser.

Ventetiden i Ankestyrelsen kan nemt være fem-seks måneder, og indtil da står mange familier uden den ansøgte hjælp og støtte, som ellers skulle have været familiens og det handicappede barns sikkerhedsnet, samt med den nagende uvished om, hvorvidt Ankestyrelsen overhovedet vil give dem medhold, når sagen endelig bliver realitetsbehandlet.

Der er derudover langtfra nogen garanti for, at Ankestyrelsen nødvendigvis træffer den juridisk korrekte afgørelse, når sagen endelig bliver realitetsbehandlet, da Ankestyrelsen (som kommunerne) jo også kan tage fejl.

Det gør det derfor endnu mere bekymrende, at Ankestyrelsen de seneste par år alligevel har omgjort mellem 46-52 procent af de påklagede kommunale afgørelser om afslag på hjælp og støtte til handicappede børn. Og hertil er ikke engang medregnet de tilfælde, hvor borgerne ikke har haft de personlige ressourcer til at påklage den kommunale afvisning.

Flyt handicapområdet til regionerne

Hvis man i Danmark bliver mistænkt for røveri eller voldtægt, så er det en grundlæggende rettighed for den sigtede altid at få beskikket en advokat til at hjælpe sig. Det vil sige, at det offentlige sikrer, at man altid kan få advokathjælp til sin sag, så man har en professionel i sit ringhjørne til at hjælpe sig. Dette er både nødvendigt og fair.

Denne rettighed har handicappede børn (og voksne) desværre ikke, når de får afslag på støtte fra kommunen. En støtte som ellers i mange tilfælde er fundamentalt for, at hverdagen for den handicappede og dennes familie kan hænge sammen.

Det er ikke, fordi jeg på nogen måde er fortaler for, at et lignende system indføres for at sikre handicappedes rettigheder – langt fra. Ønsket er derimod, at der opbygges et system på handicapområdet, hvor fejlmarginen for den kommunale sagsbehandling og de dertilhørende afgørelser er så lav, at det alene er de helt principielle afvisninger om støtte, som kræver professionel hjælp.

Man kan begynde med at sikre, at sager på tværs af kommunerne i videst muligt omfang bliver behandlet ensartet gennem vidensdeling samt tværgående sammenlægning af specialistkompetencer, og at det juridiske fundament, afgørelserne bliver truffet på basis af, generelt bliver styrket. Det kan overvejes, om man på længere sigt skal overflytte handicapområdet til regionerne, hvor specialistkompetencerne kan samles, og desuden udbetale kompensation for forkerte afgørelser.

Regeringen og de samlede politiske partier var ikke længe om bredt set at støtte erhvervslivet, da dette i denne svære tid kaldte på hjælp, hvilket også var og er absolut nødvendigt for at sikre den fremtidige velfærd i Danmark. Spørgsmålet er dog, om politikerne også vil være lige så lydhøre, når en måske ikke økonomisk, men i hvert fald menneskeligt set lige så vigtig gruppe gør det samme – og dermed vise en politisk vilje til at støtte de svageste i at være de stærkeste.

Særligt når de svageste i efterdønningerne på denne krise ser ud til at stå endnu svagere.

Thomas Taguchi er advokat hos Socialretsadvokaterne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Andersen
  • Jane Jensen
  • Werner Gass
  • Per Christiansen
  • Steen K Petersen
  • Gert Romme
  • Erik Fuglsang
  • Carsten Svendsen
  • Christel Gruner-Olesen
  • Carsten Munk
  • Peter Wulff
  • Freddie Vindberg
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ib Christensen
  • Dorte Sørensen
  • David Adam
  • Eva Schwanenflügel
  • Lars Jørgensen
Thomas Andersen, Jane Jensen, Werner Gass, Per Christiansen, Steen K Petersen, Gert Romme, Erik Fuglsang, Carsten Svendsen, Christel Gruner-Olesen, Carsten Munk, Peter Wulff, Freddie Vindberg, Bjarne Bisgaard Jensen, Ib Christensen, Dorte Sørensen, David Adam, Eva Schwanenflügel og Lars Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Desværre ville den daværende regering ikke høre på de mange advarsler mod en sådan udvikling , da Løkke Rasmussen og Fogh Rasmussen med DF's og de øvrige borglige stemmer i Folketinget gav kommunerne ansvaret efter de gl. amter.

Nette Skov, Søren Haastrup, Ole Svendsen, Werner Gass, Steen K Petersen, Estermarie Mandelquist, Gert Romme, Susanne Kaspersen, Ulla Blok Kristensen, Gitte Loeyche, Carsten Munk, Ib Christensen, Ete Forchhammer og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Inge ambrosius

Det er et eksempel på, at det var en katastrofe at nedlægge amterne. Ikke nok med at der er blevet meget større ulighed i hjælpen, fordi kommunerne agerer forskelligt, der er også i mange tilfælde tale om dårligere tilbud, specielt til sjældne handicaps, hvor kommunerne er for små til at kunne give de optimale tilbud, men "slår handicaps sammen".

Nette Skov, Ole Svendsen, Werner Gass, Steen K Petersen, Estermarie Mandelquist, Kim Houmøller, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel, Ulla Blok Kristensen, Christel Gruner-Olesen, Gitte Loeyche, Holger Nielsen, Carsten Munk og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Freddie Vindberg

Fejl...? Ikke tale om. Det er noget bevidst fejt svineri.

Nette Skov, Jesper Gudomlund, Søren Andersen, Steen K Petersen, Gert Romme, Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche, Torben Arendal, Peter Wulff og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

De enorme ressourcer, der ligger i aflønning af konsulenter, "overskudsdeling" med samme samt gentagen sagsbehandling i Ankestyrelsen og tilbage igen i kommunerne, sagtens må kunne finansiere en stor del af de sager, der afvises "på skrømt". Derudover tænker jeg, at der er en samfundsmæssig gevinst i at de berørte familier ikke bliver bragt i en umulig social position, men sættes i en situation, der skaber fremtidige gode skatteborgere og -indtægter. En Win-Win ikke at trække grundlaget væk under de berørte familier.

Der er ikke så meget andet at sige, end at se at få fikset problemet, kommuner!

Werner Gass, Estermarie Mandelquist, Susanne Kaspersen, Ib Christensen, Ulla Blok Kristensen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Ulla Blok Kristensen

Forældre til børn m handicap går ofte ned m stress. Ikke på grund af børnene, men p gr af den behandling de får i de kommunale systemer. En gang kunne man gå til sin sagsbehandler f hjælp. Sagsbehandleren kendte til det handicap, barnet har og kunne rådgive og vejlede. I dag skal forældrene selv være sagsbehandlere og kende til lovgivning mv.
Det er bare ikke godt nok !

Ole Svendsen, Claus Nielsen, Werner Gass, Steen K Petersen, Estermarie Mandelquist, Susanne Kaspersen, Ete Forchhammer , Freddie Vindberg, Eva Schwanenflügel og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Marianne Jespersen

Ville ønske at de danske handicaporganisationer startede en borgerforslagskampagne om overflytning af området til regionerne - så vi kan genopbygge den ekspertise som forsvandt med Lars Løkkes kommunalreform.

Ole Svendsen, Werner Gass, Inge ambrosius, Steen K Petersen, Estermarie Mandelquist, Gert Romme, Susanne Kaspersen, Ete Forchhammer , Ib Christensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Når kommunerne ikke har noget økonomisk incitament for at opretholde loven, vil de forsøge at omgå den med alle til rådighed stående midler, fx de uappetitlige aftaler med 'spare-konsulenterne'.

Hvis en ydelse bliver frataget og der derefter ankes, burde det som minimum være en regel at man oppebar denne ydelse indtil Ankestyrelsen havde talt.

For at dette ikke skal gå ud over visitation og bevilling af ydelser og hjælp, burde kommuner kunne få bøder, når de havde mange fejlagtige afgørelser over et år.

KL har efter Ankestyrelsens afgørelse om, at no-cure, no-pay konsulenter var inhabile, problematiseret selve Ankestyrelsens principafgørelser, og ment at de skulle være til diskussion.
Det ville være endnu en glidebane.

Som flere her i tråden har lamenteret, er afskaffelsen af amterne og deres ekspertise et af hovedproblemerne.
Regionerne burde overtage handicapområdet.
Og selvfølgelig også få bevillingerne til at forvalte det.

Her kan man læse mere om konsulentsagen:

"Konsulentsag afgjort: Resultatløn i handicapsager var ulovlig"
https://www.altinget.dk/artikel/forside-konsulentsag-afgjort-resultatloe...

Ole Svendsen, Claus Nielsen, Werner Gass, Steen K Petersen, Estermarie Mandelquist, Susanne Kaspersen, Ib Christensen og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Nej. Det er da ikke fejl. Det er fortolkning set i forhold til kassetænkning. Hvor meget kan vi (kommunen) spare ved at bøje loven mest muligt uden det vækker opsigt. Den offentlige forvaltning var før 2002 (året fra hvor Anders Fogh Rasmussens minimalstats drømme skulle omsættes til virkelighed) til for borgernes skyld. Siden da har massive offentlige besparelser år efter år under AFR's regime, til fordel for skattelettelser for særligt de rigeste, fået det offentlige til at se borgerne som besværlige udgifter. På papiret ser det forsat nogenlunde ud. Men virkeligheden er noget helt andet.

Det kommer til at tage tid, at få ryddet op efter Venstre denne gang. Men sådan er det jo. Hver gang Venstre laver ødelæggelser må Socialdemokratiet komme og rydde op efter abefesten.

Jesper Gudomlund, Ib Christensen, Werner Gass, Estermarie Mandelquist og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

Dette er et så alvorligt element i modern samfundsstruktur, at på kort sigt bør de kommuner, der har vist, at de ikke magter opgaven, fratages retten til at udføre den. Og her må Socialministeriet påtage sig dette arbejde.

På længere sigt må der findes en anden form for vurderinger, der ikke er afhængig af kassetænkning. Og her syntes regionerne ikke at være det rette sted, da de ikke selv kan udskrive skatter til at finansiere deres opgaver. Og i øvrigt vil regionerne jo også blive så meget part, at de formentlig også vil forfalde til kassetænkning...

Thomas Andersen, Estermarie Mandelquist og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar
Ole Svendsen

"Det kan overvejes, om man på længere sigt skal overflytte handicapområdet til regionerne, hvor specialistkompetencerne kan samles, og desuden udbetale kompensation for forkerte afgørelser."
Det er en vigtig pointe.

Som mange har anført var nedlæggelsen af amterne i Lars Løkkes politiske felttog mod amterne en katastrofe.

Flyt handicap området til regionerne + giv regionerne selvstændig skatte udskrivningsret.
Eller, indfør et armslængde princip, hvor det er regionerne, der afgør sagerne om støtte til handicappede borgere og kommunerne der betaler regningen for støtten. Det er vigtigt, at dem som træffer afgørelsen ikke har en økonomisk egen interesse i sagens udfald, for så er den instans der træffer afgørelsen ikke uvildig.

Et andet af problemerne er jo de mange skattelettelser, der er blevet givet siden AFR kom til magten i 2001. I samme periode er den offentlige sektor blevet rundbarberet, for at få råd til skattelettelserne til især de rigeste.

Det vil ikke gøre noget som helst at rulle nogen af de skattelettelser tilbage, for at få råd til en offentlig sektor, som har ressourcer til at yde den hjælp, der er brug for til de medborgere, som har brug for hjælp.

Josephine Kaldan

Det var netop den problematik Johs. Flensted som amtsborgmester pegede på. Kommunerne magter ikke opgaven, ganske enkelt. Handicapområdet skal ligge i et større regi f.eks. I regionerne. Det er gået præcis som Flensted Jensen påpegede igen og igen.

Dorte Sørensen

PS: til Ole Svendsen 02. juli, 2020 - 11:39
Men det dummeste AFR gjorde var nok at nedskærer og omlægge SKAT.
For at blive i AFR's eget sprogbrug - så fosser pengene efter nedskæringerne og omlægningerne ud af statskassen

Ole Svendsen, Eva Schwanenflügel og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Erik Fuglsang

Det var en foruroligende høj fejlprocent.

I kommentarsporet er fokus - ikke overraskende - ensidigt på de tilfælde, hvor en kommune tilsyneladende ikke lever op til lovens krav og ånd

Lige så interessant er det imidlertid at undersøge, i hvilken udstrækning der findes eksempler på, at der uretmæssigt udbetales mere i støtte end den handicappede og dennes pårørende er berettiget til efter loven ! Er det blevet undersøgt?