Hvis man skal stille det groft op, okay, meget groft, så er der to slags mennesker i verden. Der er de handlekraftige, dem, der får ting gjort, og så er der dem, der ikke får ting gjort.
Min kæreste, for eksempel, han får ikke særligt meget gjort. Hver gang fremtidsudsigter trækker op til handling, så er han ligesom forsvundet. På toilettet, for eksempel – mit indtryk er, at rigtig mange mænd i småbørnsfamilier kan findes her – i soveværelset med en ny guitar, skulle vi noget?
Jeg er selv bedre, det er klart, men ikke voldsomt meget bedre. Jeg vil gerne falde i staver hen over avisen, over én, to, mange bøger, og hvis der ikke var børn, der afkrævede handling i tide og utide, så ville vi nok ikke få gjort så meget.
Jeg har altid tænkt, at sommerhuse kun var skabt til de mennesker, der fik ting gjort. Og som vel at mærke kunne lide at få ting gjort. Et sommerhus kræver trods alt noget maling og vedligeholdelse, og det er så svært for sådan nogle som os. Min kæreste er tålmodig og god til det, men bliver så vrissen af det – det er surt arbejde.
Jeg har relativt meget gåpåmod på det område, men ingen tålmodighed og slet intet håndelag, så min handlekraft ender ligesom blindt. Alligevel har vi på det seneste ledt intenst og forgæves efter et sommerhus på Møn, for ideen om de handlekraftige og sommerhusejerne som en hellig symbiotisk enhed har ændret sig.
Corona har været forbi, det er sommer og Mette Frederiksen har været nærig med grænseåbningerne. Så måske skal man ikke være så praktisk, måske skal vi bare nyde naturen og se træværket mørne i solnedgangen? Herregud, vi lever kun én gang, og lyt dog til den solsort.
En nationalistisk tilbagetrækning i sit fædreland
Alligevel er jeg dybt splittet over for konceptet med sommerhuse. Da jeg for et par år siden læste filosoffen Arno Victor Nielsens hårde dom over sommerhuse, følte jeg mig ramt.
I en klumme i Kristeligt Dagblad hævdede han, at sommerhuse ret beset var fængsler, hvor man – ligesom man gør derhjemme – skulle udføre alverdens kedelige praktiske opgaver mod til gengæld intet nyt at opleve. At det at bevæge sig fra helårsboligen til sommerhuset bare er at skifte den ene rutineprægede celle ud med den anden.
Der er noget sandt i, synes jeg, at sommerhuset ikke matcher den frihedsfølelse, som mange af os i disse coronatider tillægger den.
Ikke bare i forhold til praktikken, men også i forhold til, at man ved at købe et sommerhus lægger de fleste af sine ferier i lænker og altid tvinges til at tage det samme sted hen og udføre omtrent de samme rutiner.
Sommerhuset er ikke et eventyr i det ukendtes land, det er en nationalistisk tilbagetrækning i sig selv, sit fædreland, hvor man kan spise sin sildemad i fred, mens den store verden passer sit. Man åbner ikke sit blik mod den store verden, kommer ikke hjem fra ferie med inspiration fra andre kulturer.
Ro og gennemgribende fred
Omvendt tilbyder sommerhuset også en ro og en gennemgribende fred, hvis man altså kan give sig hen til tilstanden, rutinerne. Til de daglige bade i havet, befriende formålsløse indsamlinger af sten, fjer og muslingskaller, ingen ved, hvad de skal stille op med, friske fisk på panden, aftenture, læsning og tid, tid til absolut ingenting og dermed til alting.
Sommerhuset er indadvendthed, meditation og afslapning, men det er også et helle fra tidens evindelige krav om at opleve noget eksotisk og særegent og være i konstant udvikling. Her kan man være til og se på marehalmen, der kaster sig rundt i vinden. Når man ikke lige skal skifte ble, selvfølgelig.
Man kan øve sig i gentagelsen, når man stryger en pensel mod det evigt hungrende træværk. Sommerhuset er også danskerens buddhistiske tempel.
Sådan står jeg på kanten af sommeren og vakler. Selv om vi for nu har opgivet eget sommerhus på Møn, fordi der simpelthen ikke er huse nok til alle de trængende danskere, tilbringer vi alligevel sommeren i et lånt sommerhus. Og jeg ved stadig ikke, hvad jeg helt skal stille op med det.
Et fængsel, buddhistisk tempel eller noget helt tredje? Eller er det sådan, at friheden også kan blomstre op i et rutinepræget fængsel med masser af sand mellem tæerne? Så længe udsigten er god? Vi får se.
Vi skal et par sætninger ned i teksten, og så kommer den: "Min kæreste, for eksempel, han får ikke særligt meget gjort."
Så kan han lissom få den, så fik du den gjort. Journalistens passiv-aggressive, priviligerede måde at fortælle kæresten, at han altså ikke er tilstrækkelig. Fordi alle ved jo godt, at det er lidt for sjov. Alle ved godt, at journalisten gør, hvad den skal gøre, og bruger den platform, den har. Det er rent arbejde, det er lidt for sjov og lidt almengyldigt. En art metafor.
Men når alt kommer til alt, ved den skarpsindige læser også, at det stikker dybere. Det er ikke kun metafor. Det var utilfredshed med kæresten, der blev luftet i den offentlighed, der er blevet journalistens baghave.
Sommerhuset som lykkepille. Kvartårshuset som den uopnåelige søgen, hvis illusoriske genstand gøres permanent over hypotekslånet.
Forvilder man sig som bybo derud en vinterdag, mødes man af disse tavse huse, hvis mørke, udslukte vinduesflader stirrer tilbage som døde fiskeøjne.
Kysten er nærmest det eneste af menneskehånd uberørte natur vi har tilbage. Naturen kan du eje. Blot Ikke dens væsen. Træd varsomt og støt op om kystzonen. Den har vi kun, hvis den er sin egen.
Der er eje-sommerhuset og leje-sommerhuset. I leje-sommerhuset er det andre der maler, klipper hæk og græs, reparerer og ser til huset om vinteren.
Jeg nød i mange år at leje sommerhuse, hovedsageligt i Sverige altid ved vand, og sjældent det samme sted mere end én gang. På den måde kunne jeg slappe af i leje-sommerhuset og har besøgt mange forskellige dele af Sverige syd for de store søer.
For fire år siden købte vi et gammelt hus på Sejerø. Pragtfuld udsigt over til Odden. 170 meter til stranden. Vi bruger det som fritidshus.
160 kvm der skal renoveres. Jeg elsker det. Det er der ikke noget fængsel over.
Når jeg engang dør, har jeg ikke sat dybe aftryk for kommende generationer; men jeg har holdt et 125 år gammelt hus i live...det har jeg det egentlig godt med. Budhistisk tempel eller ej.