Kronik

Om der står ’samtykke’ eller ’frivillighed’ i den nye voldtægtsparagraf, er ikke det vigtige

Der er ikke længere modstand mod at ændre fokus og at udvide kriminaliseringen af voldtægt. Men der strides om ordvalget, og fronterne er trukket unødig skarpt op, skriver Jørn Vestergaard, professor i strafferet, i dette debatindlæg
Der er ikke længere modstand mod at ændre fokus og at udvide kriminaliseringen af voldtægt. Men der strides om ordvalget, og fronterne er trukket unødig skarpt op, skriver Jørn Vestergaard, professor i strafferet, i dette debatindlæg

Sara Houmann Mortensen

8. juni 2020

Der forhandles fortsat om en politisk aftale om en ny voldtægtsbestemmelse. Nu er der ikke længere væsentlig modstand mod at ændre fokus og at udvide kriminaliseringen. Så langt, så godt! Men der strides om ordvalget, og fronterne er trukket unødig skarpt op.

Det oprindelige udgangspunkt var kravet om samtykke til seksuelle handlinger. Selve begrebet samtykke gav imidlertid anledning til stærke modforestillinger. Modstandere af en lovændring forsøgte at miskreditere og ligefrem latterliggøre reformønskerne. Debatten var præget af fastlåste forestillinger om, hvad der skal til for at anerkende, at en person på rette måde har givet udtryk for, hvad vedkommende er indstillet på. For at løfte debatten ud af denne retoriske sump anbefalede jeg sidste år at følge den svenske model med begrebet frivillighed som omdrejningspunkt.

I den semantisk betonede debat om betydningen af at anvende enten ordet ’frivilligt’ eller ordet ’samtykket’ i paragraffen er der imidlertid opstået en udbredt tilbøjelighed til at indfortolke både mere og mindre i de to udtryk, end ordene i sig selv nødvendigvis betyder.

Såvel juridisk set som reelt er det faktisk ikke forskellen mellem de foreslåede lovtekster, der i praksis vil føre til forskellige resultater, men hvad man politisk beslutter at indlægge i dem.

Straffelovrådets flertal har anbefalet at gøre frivillighed til nøglebegrebet. Et enkelt medlem har holdt fast ved begrebet samtykke som det afgørende. Den reelle afstand mellem parterne er dog betydelig mindre, end de til tider skarpe meningsudvekslinger umiddelbart kan give indtryk af.

Det væsentlige er, om der kan være tilfælde, hvor der påhviler en person et ansvar for selv at sige fra, hvis hun ikke ønsker at deltage i en seksuel aktivitet. Det mener flertallet i Straffelovrådet. For mindretallet er det altid en pligt for hver af parterne at sikre sig, at den anden person er indforstået. Denne forskel med hensyn til kriminaliseringens rækkevidde er stridens egentlige kerne – ikke selve ordvalget i paragraffen.

Forbedring af udsattes retsstilling

Flertallet ønsker at undgå en risiko for at kriminalisere seksuel adfærd, der af mange anses som ’naturlig og sædvanlig’. Udtryksmåden har givet anledning til stærke modforestillinger. En række aktører har på det grundlag taget kategorisk afstand fra at anvende begrebet frivillighed.

Forbeholdet er af flertallet formuleret som en formodningsregel, det vil sige et udgangspunkt, der for eksempel kan være retningsgivende, hvis to personer i ’et ligeværdigt samlivsforhold’ har samleje ’under sædvanlige omstændigheder’, og den ene part er ’passiv og uengageret’.

Nogle kritikere har udlagt forbeholdet som et mere absolut udtryk for, at det i nære relationer skal være straffrit at gennemføre seksuelle handlinger med en partner, som ikke er i stand til at sige fra, for eksempel som følge af psykisk vold i parrelationer med asymmetri i kvinders forhold til mænd med magt og kontrol over deres partnere. En sådan tolkning af flertallets forslag er ikke retvisende.

Flertallet har udtrykkeligt gjort opmærksom på, at psykisk vold kan bevirke, at deltagelse i et samleje ikke er frivillig. Og efter mindretallets forslag kan et samtykke godt være stiltiende, så forskellen på de to modeller vil i praksis være begrænset, hvis overhovedet eksisterende.

Uanset valg af lovtekst vil en ændring af voldtægtsparagraffen kunne forbedre særligt udsatte kvinders retsstilling. Men det kan stadig være ganske vanskeligt at løfte bevisbyrden i forhold til, at parterne ikke kan anses for ligeværdige med hensyn til udøvelse af selvbestemmelse. Så både retshåndhævelsen og hjælpeindsatsen på dette område vil fortsat være hæmmet af andre faktorer, om end en forbedring af det samlede beredskab vil kunne bidrage positivt, herunder ved udmøntning af forslagene fra det af Justitsministeriet nedsatte ekspertpanel.

Forløbet op til samleje

En anden vigtig gruppe af tilfælde er dem, hvor den forurettede er bragt i en ubevidst frygttilstand og derfor ikke siger fra, men instinktivt ’stivner’/’lammes’/’fryser’ og forholder sig helt passiv eller ufrivilligt ’kører på autopilot’ (det bliver også kaldt: freeze response, dissociation, tonisk immobilitet).

Flertallet i Straffelovrådet mener, at spørgsmålet om den anklagedes forsæt så må afgøres efter en samlet vurdering af omstændighederne, herunder om der har været en seksuelt betonet optakt, som forurettede frivilligt har deltaget i. Mindretallet mener, at en sådan ordning i reglen vil falde ud til frifindelse, mens det med en samtykkebaseret bestemmelse vil være mere klart, at samtykket skal angå selve samlejet.

Da mindretallet anerkender, at et samtykke kan være stiltiende, er det imidlertid mere end tvivlsomt, om den konkrete bevisbedømmelse i praksis vil falde anderledes ud end med et krav om frivillighed.

Flere aktører kritiserer, at Straffelovrådets flertal lægger op til, at forløbet op til et samleje kan indgå i den samlede vurdering af, om der var tale om frivillighed. Forholdet er imidlertid det, at flertallet lige så lidt som mindretallet mener, at flirtende adfærd eller det forhold, at den ene part er gået med den anden part hjem, i sig selv kan anses som en seksuelt betonet optakt til samleje.

Omvendt har modstandere af en samtykkemodel udtrykt bekymring for kriminalisering af såkaldt ’pligt- eller hverdagssex’ med deltagelse af samlevende par i langvarige forhold, hvor kun den ene part har lyst til sex. Samtykkekonceptet er blevet udlagt som udtryk for en kriminalisering af normale situationer, hvor ingen af parterne finder det nødvendigt at sikre sig et samtykke. Sådanne bekymringer er der hverken juridisk set eller på anden måde noget reelt grundlag for. Også en samtykkemodel kan afgrænses sådan, at kriminaliseringen alene omfatter tilfælde, der præges af dokumenterbart misbrug og overgreb.

Respekt for begge positioner

Uanset hvilken af modellerne Folketinget vælger, kan man med fordel underbygge lovgivningen med en kombination af de betragtninger, som de to parter i Straffelovrådet har lagt frem om, hvad der under betegnelsen voldtægt skal bedømmes som alvorlige strafbare seksuelle overgreb.

Hvis de politiske vinde blæser i retning af at anvende ordet ’samtykket’, vil der kunne hentes megen rimelighed og fornuft i flertallets redegørelser for, hvad kriminaliseringen bør omfatte. Dette kan meget vel ske uden at tilsidesætte mindretallets synspunkter og bekymringer, for i realiteten ligger de to forslag overmåde tæt op ad hinanden.

Det må være muligt at opnå politisk enighed om, at en ny paragraf ikke skal legalisere overgreb i nære relationer eller i forbindelse med fester, festivaler eller lignende. Det bør også være oplagt, at hver af parterne i et seksuelt samvær har en pligt til at sikre, at den anden part under hele forløbet er indforstået med, hvad der foregår, og at ansvaret herfor ikke mindst omfatter tilfælde, hvor der er grund til tvivl.

Flertallet i Straffelovrådet lægger til grund, at frivilligheden kan fremgå af den konkrete situation og sammenhæng og dermed ikke behøver at antage form af en udtrykkelig tilkendegivelse. Tilsvarende antager mindretallet, at et samtykke skal vurderes helt uformaliseret og dermed godt kan være stiltiende, hvilket i det væsentlige indebærer det samme som den af flertallet anbefalede ordning.

Ingen af parterne ønsker at ændre på anklagemyndighedens bevisbyrde eller kravet om den anklagede parts forsæt. Der kan med fordel vises respekt for begge positioner i debatten, så der skabes det bedst mulige værn om den seksuelle selvbestemmelse og integritet.

Jørn Vestergaard er professor i strafferet på Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Viggo Okholm
Alvin Jensen og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

07/jun/2020

“Om der står 'samtykke' eller 'frivillighed' i den nye
voldtægtsparagraf, er ikke det vigtige”.

1 At samtykke er at være enig og muligvis medvirke ...

2 Frivillighed vil, i praksis, sige ikke at gøre modstand ...

Med venlig hilsen
Claus

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Jacob Schmidt, Thomas Andersen, Freddie Vindberg, Rikke Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Man kan sige, at spørgsmålet er, om det er frivillighed eller villighed, der er på spil.

Er der noget i vejen for at udforme loven, så der både kræves frivillighed og samtykke, som det ellers er beskrevet.

Thomas Andersen

"Forholdet er imidlertid det, at flertallet lige så lidt som mindretallet mener, at flirtende adfærd eller det forhold, at den ene part er gået med den anden part hjem, i sig selv kan anses som en seksuelt betonet optakt til samleje."

Men hvis en person BÅDE udviser flirtende adfærd OG går med den anden hjem, så skal det da nok blive udlagt som en seksuel betonet optakt til sameje.

Hvis det er påstand mod påstand, så vil ovenstående da blive lagt til grund for domfældelsen.

Anders Sørensen

Hvis man møder en person i byen, flirter med denne og tager med vedkommende hjem, er der lagt op til samleje. I det øjeblik, der siges "nej", er der naturligvis ikke lagt op til samleje længere, uanset hvornår "nej" ytres.

Det er skidesvært. Ikke mindst fordi "nej" er et flerstavelsesord, der kan misforstås.

Anders Sørensen

@Kent Nørregaard, har du tit følt dig voldtaget? Evt. af en kvinde. Eller nogensinde?

Kim Kristensen

Hvis man ikke længere kan blive forført, er lovteksten forkert.
Jeg kan også tvivle på om det stadig gælder at 'man er uskyldig indtil andet er bevist'