Statens Serum Institut har taget noget af det mest dyrebare fra os

Skal vi vurdere en handling på baggrund af dens konsekvenser?

Eller skal vi vurdere den ud fra idéen om, at en handling i sig selv kan være rigtig eller forkert, uanset konsekvenserne?

Spørgsmålene er afledt af to filosofier, henholdsvis konsekvensetik og pligtetik, og henleder os til den klassiske problemstilling om, hvorvidt målet helliger midlet. Virkeligheden er for nuanceret til at blive indpasset under to polariserede filosofiske perspektiver, men overvejelserne er vigtige at gøre sig. Især når man står i en samfundskrise og bliver bedt om at ofre grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder, herunder privatlivets fred.

Når man åbner en hjemmeside, dukker der en advarsel op: »Giv samtykke til, at dit data bliver gemt«. Det tager ti sekunder at afvise al unødvendig dataindsamling – og samtidig hylde de digitale pionerer, som har vist, at vores data er en guldgrube, der bruges til alt fra at vinde det amerikanske valg til ulovlig overvågning i terrorbekæmpelsens navn.

I en verden, hvor vi er blevet digitale borgere, er data en eftertragtet valuta, som kan skabe et helhedsbillede af, hvad vi tænker (internetsøgninger), hvor vi befinder os (teledata og GPS), hvem vi er sammen med (Bluetooth), og hvad vi foretrækker (køb og likes). Vores virtuelle persona har skabt grobund for en ny økonomi med marketingstrategier, som former vores holdninger og adfærd døgnet rundt.

Derfor kommer det bag på os, at Statens Serum Institut (SSI) har fået adgang til borgernes data med grønt lys fra myndighederne, men uden at spørge os borgere direkte. Ifølge en ekspertrapport fra SSI dateret 6. maj 2020 er der »anvendt data til at vurdere befolkningens adfærd såsom aggregerede data om trafik- og rejseaktivitet samt dankorttransaktioner.

Der benyttes også aggregerede teledata, som viser overordnede bevægelser mellem kommuner og dermed giver et billede af, hvor meget danskerne ændrer deres bevægelsesmønstre, jf. bilag 1. Der arbejdes løbende på yderligere relevante datakilder.«

Da det drejer sig om anonymiseret data, er oplysningerne undtaget EU’s persondataregler. I mellemtiden har EU gjort det lovligt at spore individer med tilstrækkeligt belæg.

Vi opgiver frihedsrettigheder

Privatlivets data, og de frihedsrettigheder, der beskytter det, har længe været handelsvarer blandt verdens førende it-virksomheder. Langsomt har en tilvænning til overvågning og magtesløshed sneget sig ind i vores bevidsthed til trods for EU’s omfattende databeskyttelseslove.

Der er gode argumenter for at udvise mere tiltro til den danske regerings behandling af borgernes data. Denne anonymiserede overvågning kan umiddelbart virke uskyldig – epidemibekæmpelse er trods alt et formål, vi alle støtter. Vi har allerede hjulpet ved at gøre vores nærmeste til vores fjerneste. Vi har frivilligt ofret dét, der skulle til, fordi vi har forstået sagens alvor. Denne gang er vi dog ikke blevet spurgt om at give vores hjælp – den er blevet taget fra os.

Før COVID-19 krydsede den danske grænse, diskuterede man, hvordan EU, sammenlignet med Kina, ville håndtere spredningen og samtidig bevare friheden og privatlivet. Denne debat ser nu ud til at være en saga blot.

Det er vigtigt at huske, at politiske beslutninger danner grundlaget for nye normer. I dag opgiver vi frihedsrettigheder i håbet om at komme sikkert ud af coronakrisen. I morgen vil der være en ny krise i horisonten. Kampen for rettigheder tager år at vinde, men et øjeblik at tabe.

Skal handle hurtigt

Digitaliseringsstyrelsens kommende smittesporingsapp, som frivilligt kan afbenyttes, bliver omtalt af 300 forskere og eksperter som »en overvågning af samfundet uden fortilfælde«, men hvor er kritikken af SSI’s indsamling af borgernes data uden samtykke?

Selv med de bedste intentioner om SSI’s behandling af data, så har fortilfælde demonstreret, at lækage af følsomme oplysninger let kan opstå. I 2016 endte sundhedsdata og personnumre på i alt 5.282.616 danskere hos et kinesisk firma – i ukrypteret form. SSI fandt det ikke nødvendigt at oplyse borgerne om lækket. Efterfølgende, i perioden 1. januar 2016 til 22. maj 2018, sendte SSI 2.000 kvinders sundhedsdata til USA uden retsgrundlag.

Vi kan vælge at acceptere overvågningen af det danske samfund og anvende konsekvensetikkens argument om, at vores data giver forskerne værdifuld indsigt, som kan anvendes til at forstå COVID-19’s smittespredning. Vi kan også vælge at modsætte os overvågningen med det pligtetiske argument om, at uanset om den giver forskerne indsigt, så er det ikke etisk forsvarligt at kompromittere grundværdierne, som vores samfund bygger på.

Sandheden er, at vi sjældent opdager, hvor vi er på vej hen, før det er for sent. Hvis COVID-19 har lært os én ting, så er det, at vi skal handle hurtigt – før det ender galt.

Katja Sidenius er skribent, og Thomas Prien-Larsen er IT-konsulent.