International kommentar

Stiglitz: Pandemien forløb ikke som ventet. Alle lande må revurdere deres stimulusprogrammer

COVID-19-pandemien ramte så overrumplende og hårdt, at regeringer og centralbanker i al hast måtte reagere med massive likviditetsindsprøjtninger. Den ønskede effekt er dog udeblevet, og nu er der brug for en ny og mere langsigtet stimulusplan, skriver Joseph E. Stiglitz og Hamid Rashid i denne kommentar
De nationale regeringer bør overveje at udstede forbrugskuponer, som man allerede gør i 50 byer i Kina. De digitale kuponer kan bruges til at købe forskellige varer og tjenester inden for en bestemt tidsramme. Udløbsdatoen gør dem til potente stimulanser til forbrug og samlet efterspørgsel på kort sigt – det vil sige, hvor det er mest nødvendigt, skriver økonomerne Joseph E. Stiglitz og Hamid Rashid i denne kommentar.

De nationale regeringer bør overveje at udstede forbrugskuponer, som man allerede gør i 50 byer i Kina. De digitale kuponer kan bruges til at købe forskellige varer og tjenester inden for en bestemt tidsramme. Udløbsdatoen gør dem til potente stimulanser til forbrug og samlet efterspørgsel på kort sigt – det vil sige, hvor det er mest nødvendigt, skriver økonomerne Joseph E. Stiglitz og Hamid Rashid i denne kommentar.

Ina Fassbender

12. juni 2020

I hele verden har regeringer grebet til historisk robuste foranstaltninger imod COVID-19-krisen. De kombinerede finans- og valutapolitiske modtræk har allerede pumpet penge ud i et omfang, der svarer til ti procent af det globale BNP.

Men ifølge den seneste globale vurdering fra FN’s Kontor for Økonomiske og Sociale Anliggender ser de vidtgående tiltag ikke ud til at stimulere forbruget og investeringerne så meget, som de politiske beslutningstagere havde håbet.

Store andele af disse penge bliver kanaliseret direkte over i kapitalbuffere. Det forøger sikkerhedsbeholdningerne og skaber en situation, der minder om den ’likviditetsfælde’, som John Maynard Keynes advarede imod under Den Store Depression.

De seneste måneders stimuluspakker måtte forståeligt nok udrulles i hast – ja, i panik – for at inddæmme pandemiens økonomiske skader. Og selv om brandslukningsmanøvren ikke kunne målrettes mere præcist, vil mange analytikere være enige i, at der i situationen ikke var noget alternativ.

Uden massiv indsprøjtning af nødlikviditet ville vi utvivlsomt have set omfattende bankerotter og tab af organisationskapital. Vejen til et opsving ville være blevet meget stejlere.

Revurdering

Da nødforanstaltningerne blev sat i værk, var antagelsen, at pandemien ville være overstået inden for en overskuelig tid. Det står nu klart, at den i mange lande kan rase i måneder endnu. Det betyder, at der er brug for at revurdere alle stimulusprogrammer med henblik på deres langsigtede effekter.

I perioder med stor usikkerhed vil sikkerhedsbeholdningerne typisk vokse, fordi husholdninger og virksomheder holder på likvider af frygt for de trængsler, som kan ligge forude. Den aktuelle krise udgør ikke nogen undtagelse.

En stor del af de penge, som husholdninger og virksomheder modtager i form af stimuluschecks vil stå uvirksomme hen på bankkonti. Samtidig vil bankerne sidde på overskudslikviditet på grund af mangel på kreditværdige lånere, der er klar til at optage nye lån.

Ikke overraskende blev de overskydende reserver i amerikanske deponeringsinstitutioner fra februar til april fordoblet fra 1.500 milliarder dollar til 2.900 milliarder dollar. Til sammenligning nåede de overskydende reserver i bankerne under den store recession i 2007-2009 kun op på 1.000 milliarder dollar.

Den enorme stigning i bankreserver er en klar indikation af, at de hidtidige stimuleringspolitikker kun har haft lav multiplikatoreffekt. Det turde være indlysende, at bankkreditter alene ikke kan føre os ud af det aktuelle økonomiske dødvande.

Hvad værre er, kan dagens overskydende likviditet medføre høje sociale omkostninger. Ud over den sædvanlige frygt for gæld og inflation er der god grund til at bekymre sig for, at de overskydende kontanter i bankerne vil blive kanaliseret over i finansiel spekulation.

Aktiemarkederne fluktuerer allerede vildt, og denne volatilitet kan igen forlænge klimaet af øget usikkerhed, hvilket vil føre til endnu mere forsigtighed, der modvirker både det forbrug og de investeringer, der er nødvendige for at få gang i et opsving.

Likviditetsfælde

Vi står i så fald over for en ny likviditetsfælde: Massive stigninger i udbuddet af penge og en begrænset anvendelse af dem fra husholdningers og virksomheders side. Veltilrettelagte stimulusforanstaltninger kan hjælpe, når COVID-19 er bragt under kontrol. Men så længe pandemien stadig raser, kan vi ikke vende tilbage til normaliteten.

Afgørende vil det blive at reducere risici ved at øge incitamenterne til at forbruge. Så længe virksomheder frygter, at økonomien skal blive ved med at være svag i et halvt eller et helt år frem, udsætter de investeringer og derved opsvinget.

Kun staten kan bryde den onde cirkel. Regeringerne må påtage sig at stille sikkerhed for aktuelle risici ved at tilbyde kompensation til virksomheder i tilfælde af, at økonomien ikke løfter sig igen inden for en nøjere aftalt tidsfrist.

De nationale regeringer bør også overveje at udstede forbrugskuponer for at stimulere husholdningernes forbrug. Det sker allerede i Kina, hvor lokalregeringer i 50 byer udsteder digitale kuponer, der kan bruges til at købe forskellige varer og tjenester inden for en bestemt tidsramme. Udløbsdatoen gør dem til potente stimulanser til forbrug og samlet efterspørgsel på kort sigt – det vil sige, hvor det er mest nødvendigt.

Da pandemien sandsynligvis vil vare en hel del længere end først antaget, vil det blive nødvendigt med meget mere stimulans. Selv om USA for eksempel allerede har brugt tre milliarder dollar på forskellige former for assistance, vil disse penge kun have forlænget mange virksomheders levetid med få måneder snarere end at redde dem.

Uigennemtænkte og dårligt udformede stimulusprogrammer er ikke blot ineffektive. De er også potentielt skadelige. Forfejlede politikker kan bidrage til øget ulighed og ustabilitet og undergrave den politiske støtte til regeringer, der har brug for den for at forhindre, at økonomien falder ned i langvarig recession.

Joseph E. Stiglitz er nobelprisvindende økonom og cheføkonom ved Roosevelt Institute, og Hamid Rashid er chefrådgiver ved UNDP’s Kontor for Udviklingspolitik © Project Syndicate og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Rohde Jensen

Det amerikanske aktiemarked satte ny rekord for et par dage siden så ja, pengene er gået direkte over i spekulation. Dvs. de rige skummer fløden igen.

Hvis man havde sendt pengene ud til de fattigste i samfundet så var de blevet brugt omgående og målet være nået.

Er det dumhed eller ideologi, der får magthaverne til, at gøre det, som IKKE virker når mekanismerne er kendt på forhånd?

Rune Stilling, Palle Jensen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Johan Hammelev

Der er vist sket en fejl i oversættelsen. 3 milliarder dollars er kun en brøkdel af de ressourcer der er brugt i USA.