Kommentar

Stop med at bruge dyr som levende fabrikker i antistofproduktionen

Der bør ikke længere anvendes levende dyr til produktion af antistoffer. Moderne metoder uden brug af forsøgsdyr kan nemlig levere antistoffer på samme niveau, skriver Bente Lakjer, direktør i Landsforeningen Forsøgsdyrenes Værn, i dette debatindlæg
(ARKIV) Foto fra et forskningsprojekt på Københavns Universitet, hvor grise bliver brugt som modeller for for tidligt fødte børn. Nogle pattegrise tages ved kejsersnit og bliver derefter lagt i kuvøser.

(ARKIV) Foto fra et forskningsprojekt på Københavns Universitet, hvor grise bliver brugt som modeller for for tidligt fødte børn. Nogle pattegrise tages ved kejsersnit og bliver derefter lagt i kuvøser.

Finn Frandsen

Debat
4. juni 2020

Der bør ikke længere anvendes levende dyr til produktion af antistoffer. Moderne metoder kan levere antistoffer, der er fuldt på højde med og har mange videnskabelige fordele sammenlignet med den konventionelle produktion i levende dyr. Det fastslås i en EU-rapport om dyrefri metoder til antistofproduktion, som netop er blevet offentliggjort.

Hvert år anvendes der alene i EU omkring en million dyr til udvikling og produktion af antistoffer. Procedurerne kan involvere betydelig lidelse for dyrene. Det er derfor etisk uacceptabelt og i strid med loven at fortsætte med at anvende dyr. Danmark har en stor produktion af antistoffer med brug af forsøgsdyr.

Antistofudvikling i dyr involverer gentagne immuniseringer af levende dyr med høst af antistoffer enten fra blodet eller fra milten. Der anvendes kaniner, geder, får, heste, lamaer og andre dyr i denne produktion.

Antistoffer produceres af immunsystemet hos de fleste hvirveldyr med det formål at bekæmpe en trussel mod kroppen som en virus eller en bakterie. Hvis for eksempel en kanin får indsprøjtet et bestemt protein, vil dyrets hvide blodlegemer begynde at producere antistoffer mod proteinet. Ved blodtapning fra dyret kan antistofferne udvindes fra dyrets blod. Ofte tilsættes et hjælpestof (adjuvans), som skal forstærke reaktionen hos dyret.

Hjælpestoffet kan være meget smertevoldende for dyret. Mængden af antistoffer testes løbende ved blodprøver, og når den ønskede mængde er opnået, tappes dyret for en vis blodmængde.

Antistofbaserede tests bruges blandt andet til at diagnosticere og overvåge infektiøse eller kroniske sygdomme for at styre kræftbehandling, til at påvise frugtbarhed, ægløsning og graviditet, seksuelt overførte sygdomme, misbrugsstoffer m.fl.

De kan også anvendes til at måle niveauet af pesticider i afgrøder, til at forudsige den sikre grænse for en potentielt skadelig ingrediens i kosmetiske produkter eller til at kontrollere kvaliteten af biologiske agenser som vacciner.

Millioner af forsøgsdyr gennemgår ofte store lidelser, idet de anvendes som levende fabrikker i udviklingen af antistoffer. De belastninger, dyrene udsættes for, er beskæmmende, og ofte afsløres der stærkt kritisable forhold for dyrene på produktionsfarmene.

Videnskabeligt problem

Men også rent videnskabeligt er antistoffer produceret i dyr et problem. Det er på tværs af biovidenskaberne et voksende problem, at forskningsresultater ikke kan eftergøres. Det faktum, at man kun er i stand til at eftergøre en mindre del af de offentliggjorte videnskabelige resultater, er blevet kendt som reproducerbarhedskrisen.

Årsagen kan blandt andet være forskelle fra vareparti til vareparti, og at antistofferne genkender ekstra proteiner udover dem, de bliver solgt til at genkende. Det betyder spild af ressourcer, spild af de dyr, der har lagt krop til produktionen af antistoffer, spild af forskertid- og penge og forsinkelse af udviklingen af medicin.

Forpligtelsen til at anvende dyrefri metoder, som er videnskabeligt tilfredsstillende og giver resultater, der er lige så gode eller bedre end metoder med brug af forsøgsdyr, er skrevet ind som et nøglebegreb i EU-direktivet 2010/63 om beskyttelsen af dyr, der anvendes til videnskabelige formål. Der findes en tilsvarende forpligtelse i den danske dyreforsøgslov.

Den nye rapport indeholder anbefalinger fra EU’s videnskabelige rådgivende udvalg om antistoffer nedsat under EURL-ECVAM, som er det europæiske center for validering af alternative metoder.

Udtalelsen fra udvalget baseres på en gennemgang af de mange dyrefri metoder, som findes til fremstilling af antistoffer og antistoferstatninger, samt en videnskabelig vurdering af disse. Udtalelsens hovedkonklusion er, at anvendelsen af levende dyr til fremstilling af antistoffer kan erstattes.

Fire ønsker

Når loven påbyder, at der skal anvendes dyrefri metoder, når det overhovedet er muligt, så vil det ikke længere være holdbart, at myndighederne – i Danmark Rådet for Dyreforsøg – giver tilladelser til produktion af antistoffer i levende dyr.

I Forsøgsdyrenes Værn har vi længe krævet, at den nuværende form for produktion af antistoffer udfases hurtigst muligt, samtidig med at dyrefri teknologier tages i brug, og som medlem af Rådet for Dyreforsøg har jeg vedvarende fremført dette synspunkt.

Forsøgsdyrenes Værn ønsker derfor følgende:

  • at myndigheder, fonde og andre, der støtter forskning økonomisk, kræver, at de nye anbefalinger følges.
  • at der hurtigst muligt udvikles retningslinjer for overgangen til de dyrefri teknologier.
  • at der bør udvikles retningslinjer for ansøgere om tilladelse til dyreforsøg, som oplyser, at i fremtiden vil ansøgninger om tilladelse til at fremkalde og/eller producere antistoffer i levende dyr kun godkendes som en absolut undtagelse.
  • at fremstilling af antistoffer med dyrefri metoder skal indføres i alle EU-lande.

Forsøgsdyrenes Værn besluttede allerede for nogle år siden at støtte udviklingen af et ikkekommercielt bibliotek bestående af foreløbig en milliard antistoffer fremstillet uden brug af dyr. Biblioteket vil være placeret på Nottingham University. 

Bente Lakjer er direktør i Landsforeningen Forsøgsdyrenes Værn og medlem af Rådet for Dyreforsøg under Fødevareministeriet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

erik pedersen

Håber der bliver opbakning !!!