Kommentar

Thunberg blev gnisten, der tændte klimakampen. Måske kan corona gøre det for socialpolitik

Sociale problemer har eksisteret i Danmark i lang tid, men med coronavirussen blev de både værre og tydeligere. Forhåbentlig er det det, der skal til for, at vi en gang for alle sætter ind mod den sociale krise, skriver bestyrelsen for Akademiet for Social Innovation i dette debatindlæg
’Der er vel ikke nogen, der synes, det er acceptabelt for et samfund som det danske, at der er mere end 6.000 mennesker, der er hjemløse. Alligevel er vi ikke for alvor lykkedes med at ændre situationen. De er blevet en del af vores forståelse af det danske velfærdssamfund,’ skriver en række bestyrelsesmedlemmer fra Akademiet for Social Innovation i denne kommentar.

’Der er vel ikke nogen, der synes, det er acceptabelt for et samfund som det danske, at der er mere end 6.000 mennesker, der er hjemløse. Alligevel er vi ikke for alvor lykkedes med at ændre situationen. De er blevet en del af vores forståelse af det danske velfærdssamfund,’ skriver en række bestyrelsesmedlemmer fra Akademiet for Social Innovation i denne kommentar.

Anders Rye Skjoldjensen

20. juni 2020

Skoleelevers klimastrejker blev gnisten, der fik klimaet øverst på den politiske dagsorden. Måske kan COVID-19 være det samme for socialpolitikken?

De seneste par år har klimapolitik og den globale klimakrise stået højt på dagsordenen i store dele af verden. Efter det første klimavalg nogensinde i 2019 blev aftalen om en ambitiøs klimalov indgået med næsten samtlige mandater i Folketinget. Der er etableret 13 klimapartnerskaber med erhvervslivet, som skal finde svar på de mange spørgsmål, klimaambitionerne rejser.

En klimabølge er med andre ord skyllet ind over Danmark og verden. Og gnisten, der antændte det hele, var Greta Thunberg. Hendes skolestrejke gjorde en krise, vi i stadigt stigende grad har kendt til over de sidste årtier, presserende. Til den vigtigste politiske dagsorden overhovedet.

Store forandringer sker ofte på baggrund af kriser. Kriser afslører problemer og giver mandat til at afprøve nye, radikale tiltag. Men når kriserne er latente, har de ikke samme bevågenhed.

Hjemløshed i Danmark er et godt eksempel. Der er vel ikke nogen, der synes, det er acceptabelt for et samfund som det danske, at der er mere end 6.000 mennesker, der er hjemløse. Alligevel er vi ikke for alvor lykkedes med at ændre situationen. De er blevet en del af vores forståelse af det danske velfærdssamfund.

Den store gruppe mennesker uden for arbejdsmarkedet kunne også nævnes som en krise, vi accepterer. Eller den konstante andel af unge, der forlader grundskolen uden basale færdigheder. Eller uligheden i sundhed.

Krisens ansigt

Greta Thunberg blev med sin insisteren på klimahandling ansigtet på en hel generations nødvendige kamp for at løse et altafgørende problem. Det sociale område har brug for noget af det samme. Synligheden, der gør problemet nærværende og presserende, og som kan få os til at forstå, at udsatte menneskers problemer er samfundets problemer. Det er vores problemer.

Vi håber, at COVID-19 kan være den begivenhed, der gør de latente sociale kriser i Danmark presserende for os alle.

I de forgangne måneder er det blevet tydeligt, at en virus, der ellers ikke kender forskel på rig og fattig, alligevel rammer skævt. Vores risiko for at blive alvorligt syge af COVID-19 afhænger af underliggende sygdomme, som vi ved har en social slagside. Samtidig er konsekvenserne af at skulle holde afstand og blive hjemme meget større for udsatte grupper.

Pandemien blev en stor lup, der for en stund bevægede sig hen over vores samfund og synliggjorde de sociale problemer, vi egentlig godt ved findes, men som det normalt lykkes os at lukke øjnene for.

Samtidig har krisen også mindet os om, at vi alle sammen har et ansvar for at passe på de svageste i samfundet, og at vi i krisesituationer er rigtig gode til netop det. Og det blev tydeligt, hvad vi kan opnå, når vi på tværs af erhvervslivet, civilsamfundet og det offentlige står sammen om at løse problemerne.

Det er den tilgang, vi skal have til de sociale kriser i vores samfund. Hjemløshed, arbejdsløshed og ulighed i sundhed er ikke det offentliges problemer – det er hele samfundets problemer, og vi har en fælles forpligtelse til at løse dem. Socialpolitik er lige så meget en fælles samfundsopgave som klimapolitik og håndteringen af en pandemi.

Socialpolitiske partnerskaber

For nylig etablerede socialminister Astrid Krag tre partnerskaber med repræsentanter fra civilsamfundet og det offentlige, som skal skabe tryghed og modvirke ensomhed og mental mistrivsel hos udsatte grupper under genåbningen af landet. Det er godt, men vi skal være mere ambitiøse og langsigtede. Og så skal vi huske, at erhvervslivet også er en vigtig del af løsningen.

Akademiet for Social Innovation opfordrer til, at vi bruger pandemien som en påmindelse om, at der er sociale kriser i vores samfund, som det er afgørende vigtigt, at vi får løst. Og at det er hele samfundet, der skal være med til at finde løsningerne, hvis vi skal lykkes.

Konkret foreslår vi, at regeringen tager initiativ til at etablere sociale partnerskaber på tværs af sektorer, som blandt andet skal komme med bud på, hvordan vi afskaffer hjemløshed og sikrer, at alle forlader grundskolen med grundlæggende færdigheder.

Ligesom med klimapartnerskaberne er der behov for, at vores folkevalgte sætter ambitiøse mål – så står vi klar til at skabe løsningerne.

Dorthe Petersen, Claus Bjørn Billehøj, Henrik Abildtrup, Laura Auken, Mirka Mozer, Olav Hesseldahl og Susanne Stormer er alle medlemmer af bestyrelsen for Akademiet for Social Innovation

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Estermarie Mandelquist
  • Arne Albatros Olsen
  • Jane Jensen
  • Chris Ru Brix
Olaf Tehrani, Estermarie Mandelquist, Arne Albatros Olsen, Jane Jensen og Chris Ru Brix anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Når man hører om, hvordan spredningen i Tyskland påvirker befolkningens holdning til sociale spørgsmål, er der stor sandsynlighed for, at det vil virke i retning af forbedringer.

Jens Ole Mortensen

Fint og sympatisk indlæg. jeg tror nu ikke at socialt udsatte mennesker og mennesker som bor i almennyttig boligbyggeri er så hårdt ramt af isolationen som f.eks. "den kreative klasse" som savner rejserne, teateret, cafe´livet. De mest udsatte har stadig haft mulighed for deres væresteder. Andre har fået en pause fra jobcentreret . Nogle har måske ligefrem fundet en undskyldning for at holde pause fra distriktspsykiatrien. De er jo ikke blevet tvunget til at holde sig væk. Der har hele tiden været åbne butikker. Jeg tror der har været stor forståelse for nedlukningen hos disse klasser. Vi skal jo tage hensyn til ældre og mennesker med et svagt helbred. Der lyder helt andre toner hvor corona florerer i højere grad. Og det er måske også et spørgsmål om livsstil.

Jan Weber Fritsbøger

arbejdsløshed er blevet et socialt problem for mange mennesker, ikke fordi de må undvære at gå på job, men alene på grund af myndighedernes klapjagt og hetz imod dem,
og for nogle også på grund af det manglende forsørgelsesgrundlag, min nu afdøde lillebror gik ledig, og da han var gift fik han ikke en krone, men måtte lade sig forsørge af sin kone,
dette og så klapjagten med løbende dokumentation af hans søgning efter job mm. gav ham permanent stress,
undervejs i forløbet forsøgte han sig med at få en uddannelse, men ugunstige forhold ( bla ordblindhed ) og rejsetid med mere medførte at forsøget i første omgang kuldsejlede, han forsøgte så med en anden uddannelse tættere på hjemmet som desværre også måtte opgives,
men min pointe er at han godt ville kunne trives uden job, hvis han havde kunnet få kontanthjælp, og da hans død med stor sandsynlighed var udløst af mange års stress, vil jeg tillade mig at mene at politikerne er medskyldige i hans død,
blot for at stimulere økonomien ved at lægge pres på lønnen og på de ledige som en del af denne strategi, og desværre har den nye regering forsømt at tilbagerulle de borgerliges klapjagt på ledige, de bliver stadig stigmatiseret af det offentlige, måske en smule mindre nidkært, men stadig nok til at de føler sig pressede og uden håb.

Pia Nielsen, Ebbe Overbye, Jens Ole Mortensen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

@bestyrelsen for Akademiet for Social Innovation

"Ligesom med klimapartnerskaberne er der behov for, at vores folkevalgte sætter ambitiøse mål – så står vi klar til at skabe løsningerne"

I får jeres løn. Hvad venter i på ?

David Joelsen

Det er uforstående at man kan påstå at klimakampen tændtes af Greta. For det er vist kun, når samtalen er begrænset til de sociale medier og håndtryk med kendte folk. For mig at se findes der personer og organisationer som har gjort sig langt mere fortjent til titlen, bl.a. Greenpeace og Al Gore - og det er uanset om man kan lide dem eller ej.