Kronik

Det er i en tid som denne, at Danmark skal øge statsgælden

Det er sund økonomisk fornuft for Danmark, at man i en tid med kriser som denne aktivt øger statsgælden. Det kan skabe (grønne) investeringer og gavne både nutiden og fremtiden. Her er en forklaring på hvorfor, skriver professor emeritus på Roskilde Universitet Jesper Jespersen
Når den private opsparing er stor, og arbejdsløsheden er høj, er det fornuftigt at foretage store offentlige investeringer, skriver Jesper Jespersen. I den tilsvarende situation i begyndelsen af 1990’erne gik den daværende regering meget fornuftigt i gang med at etablere Storebæltsforbindelsen, udbygge fjernvarmenettet, elektrificere jernbaner, (udbygge nogle jyske motorveje), rulle bredbåndsnettet ud og opsætte vindmøller.«

Når den private opsparing er stor, og arbejdsløsheden er høj, er det fornuftigt at foretage store offentlige investeringer, skriver Jesper Jespersen. I den tilsvarende situation i begyndelsen af 1990’erne gik den daværende regering meget fornuftigt i gang med at etablere Storebæltsforbindelsen, udbygge fjernvarmenettet, elektrificere jernbaner, (udbygge nogle jyske motorveje), rulle bredbåndsnettet ud og opsætte vindmøller.«

Martin Lehmann

22. juni 2020

Vi hører tit politikerne udtrykke dyb uenighed om betydningen og nødvendigheden af budgetunderskud og statsgæld. Men denne uenighed er lige så stor blandt økonomer.

Uenigheden bliver ikke mindre af de moralske undertoner, der knyttes til ordet ’gæld’, der også forbindes med ordene ’at skylde’. Har ’man’ gæld, så skylder ’man’ nogen noget – det kan være en ’tak’; men på økonomernes kampplads er det penge, ’cool cash’.

Når ’man’ stifter gæld, ’har et underskud’, så er det, fordi ’man’ mangler penge – i hvert fald her og nu. Og som den tyske kansler, Angela Merkel gang på gang har påpeget med henvisning til den fornuftige tyske husmoder (die schwäbische Hausfrau): »Enhver ved fra sit eget husholdningsbudget, at ’man’ kan ikke bruge flere penge, end ’man’ har«.

Vil ’man’ låne til for eksempel et huskøb, så ved ’man’, at pengene skal betales tilbage. Ja, i de kommende 30 år skal der hver måned betales et bestemt beløb i renter og afdrag, der vil reducere de penge, der vil være til overs til andet forbrug.

Disse principper for, hvorledes gæld, underskud og fremtidige forbrugsmuligheder hænger sammen i en husholdning, overføres ikke kun i den politiske retorik, men også af toneangivende økonomer som indiskutable sammenhænge, der også bør gælde for statens budget.

Et forhold der blandt andet er kommet til udtryk i EU-traktaten, der udtrykkeligt fastslår, at EU-landene skal tilrettelægge deres politik med sigte på at sikre ligevægt på statsbudgettet. Gør de ikke det, kan de pålægges en bøde til EU-kassen. Dette EU-krav om, at der skal være strukturel ligevægt på den offentlige sektors budget, er efterfølgende blevet indskrevet i den danske budgetlov, vedtaget af et stort flertal i Folketinget i 2012.

Det lille ord ’strukturel’ ligevægt giver en indikation af, at loven giver mulighed for, at budgettere med underskud på statsfinanserne, når økonomien ikke er i strukturel ligevægt. Herom strides økonomerne.

’Husholdningsøkonomerne’ fastholder, at arbejdsløsheden forsvinder af sig selv, og statsbudgettet derfor skal balances. ’Samfundsøkonomerne’ hævder derimod, at kriser kan trække ud, fordi der mangler tilstrækkelig købekraft hos husholdninger og virksomheder til at skabe fuld beskæftigelse. I så fald må staten mere varigt træde hjælpende til.

Hæng på, nu kommer forklaringen

Allerede her vil nogle læsere muligvis være ved at stå af. Men hæng på: For nu kommer forklaringen på, hvorfor det ikke alene er nødvendigt, men også fornuftigt, at staterne i perioder med betydelig arbejdsløshed underbudgetterer og helt målrettet opbygger en stigende statsgæld, uden den bliver en byrde for fremtiden (der retorisk fremstilles som en byrde for vore børn).

For at forklare disse sammenhænge, er det vigtigt at hæve blikket og ikke kun stirre på statsbudgettet, men på hele samfundsøkonomien samt fastholde nogle grundlæggende bogholderimæssige sammenhænge.

Jeg begynder med hele samfundsøkonomien. Den udgøres overordnet set af den offentlige sektor og den private sektor. Hvorefter den bogholderimæssige sammenhæng kommer ind i billedet: i et sådant samlet samfundsøkonomisk system må det gælde, at et underskud i den ene sektor krone for krone modsvares af et overskud i den anden sektor. Herom kan ikke diskuteres!

Det indledende krisespørgsmål, inden den økonomiske politik fastlægges endsige regelbindes, bør lyde: ’Hvorfor stiger arbejdsløsheden?’

Det kan der naturligvis være mange årsager til, men et fælles træk for depressionen i 1930’erne, finanskrisen i 00’erne og nu coronakrisen var og er en dramatisk stigning i den private opsparing: Husholdningerne reducerer deres forbrug i usikre tider, og virksomhederne (delvis som en konsekvens heraf) deres investeringer i maskiner og bygninger.

Pengene hober sig i stedet op i banker og pensionskasser uden at blive brugt. Det private opsparingsoverskud gør produktion og beskæftigelse i den private sektor mindre – siden marts måned i år er arbejdsløsheden steget med 50.000 personer (de fleste på dagpenge eller kontanthjælp) og cirka 200.000 hjemsendte (med løntilskud). Det koster i øjeblikket staten cirka fem mia. kr. om måneden og kan ikke fortsætte.

Men hvad sker der, når hjælpepakkerne udløber? Det afhænger helt overvejende af, hvorledes husholdninger og virksomheder reagerer. Hvis de fortsætter med at spare op og undlader at forbruge og investere i samme omfang som her i foråret, vil en stor del af de 200.000 hjemsendte melde sig i arbejdsløshedskøen – det vil ikke gælde for dele af hotel- og restaurationsbranchen, men eksportsektoren vil stadig være hårdt ramt.

Nu skal mange af de tidligere hjemsendte have dagpenge og kontanthjælp, der stort set koster statskassen det samme som før – så længe den private (over)opsparing og dermed arbejdsløsheden er høj.

I den tilsvarende situation i begyndelsen af 1990’erne gik den daværende regering meget fornuftigt i gang med at etablere Storebæltsforbindelsen, udbygge fjernvarmenettet, elektrificere jernbaner, (udbygge nogle jyske motorveje), rulle bredbåndsnettet ud og opsætte vindmøller.

Ja, det øgede den offentlige gæld, men nok så vigtigt herved blev noget af den passive private opsparing aktiveret – pensionskasserne (både danske og udenlandske) ville hellere købe statsobligationer til en sikker rente i danske kroner end investere (tilstrækkeligt) i erhvervslivet.

Blev den øgede statsgæld herved en byrde for næste generation? Tværtimod, kan vi i dag (25 år senere) sige med fasthed i stemmen. Disse offentlige investeringer, der aktiverede den private opsparing, skabte både gode arbejdspladser og nyttig infrastruktur, som vi har haft glæde af lige siden.

Alternativet ville jo have været, at der skulle have været udbetalt understøttelse om end i et noget mindre omfang, men så havde vi til gengæld stadig sejlet med de osende færger mellem Halsskov og Knudshoved, og vindmølleeventyret var blevet forsinket (og måske overhalet af kineserne).

Hvad er læren heraf i dag, hvor der er et endnu større overskud på betalingsbalancen? At et statsligt underskud ikke må paralleliseres med privat gældsætning. Statens budget i form af under- og overskud – finanspolitikken – er et vigtigt instrument til at skabe samfundsøkonomisk ligevægt, især når arbejdsløsheden er høj.

Det politiske flertal på Christiansborg kan bestemme, hvorledes den private (over)opsparing bedst aktiveres. Det er naturligvis en balancegang, men lige netop i disse år er det åbenbart, at den grønne omstilling ønskes fremrykket.

Her er der adskillige instrumenter at spille på i finanspolitikken afhængig af, hvor incitamenterne med størst fordel kan styrkes til at fremme grønne investeringer og grønt forbrug. Omstilling af energiforsyning og transportsystemerne: Her må staten tage førertrøjen på ligesom i 1990’erne og finansiere disse gennem salg af ’grønne’ statsobligationer.

Pensionskasserne kan desuden gives et incitament ved at mindske afkastbeskatningen for grønne erhvervsinvesteringer. Husholdningerne (og hjemmemarkedserhverv) pålægges en stigende CO2-afgift, hvor provenuet øremærkes til udbetaling af indkomstgraduerede ’grønne’ checks til forbrug og tilskud til bygningsrenovering.

Herved bidrager statsgælden til at aktivere den private opsparing, fremskynde den grønne omstilling, reducere arbejdsløsheden og fremtidssikre samfundsøkonomien – win-win-win.

Serie

Hvordan betaler vi coronagælden?

Lige nu optager verdens lande gæld i et tempo, vi ikke har set siden de store verdenskrige. Centralbanker trykker penge, regeringer låner. Gæld er blevet præmissen for moderne politik, men hvad betyder det for vores fremtid? Hvad er gæld egentlig? Skal vi overhovedet frygte den, og skal statsgæld altid betales tilbage? Det undersøger Information i denne serie.

Seneste artikler

  • Kritikere kalder det en virkelighedsfornægtende »gældskult«. Fortalerne kalder det den eneste vej ud af krisen

    26. juni 2020
    Vi misforstår gældens natur og pengenes muligheder. For når vi selv sidder på pengeskabelsen, kan vi ikke gå fallit, mener fortalerne for Modern Monetary Theory (MMT). Økonomer er rasende uenige om, hvorvidt teorien tilbyder brugbare løsninger på den økonomiske krise eller blot bunder i en virkelighedsfornægtende »gældskult«. Dette er sidste artikel i Informations serie om, hvad der skal gøres med coronagælden
  • Gæld er ikke gratis. Det er naturen, der betaler

    24. juni 2020
    I dag skabes næsten alle penge som gæld via bankers tryk på en computertast. For anden gang på godt ti år er gælden med rekordfart på vej mod himlen. Det kan måske gå i det virtuelle pengeunivers, men i den fysiske virkelighed låser det os til et vækstpres, der undergraver miljøet, advarer grønne økonomer
  • AE: Danmark har rigeligt råd til højere gæld – alternativet er langt værre

    23. juni 2020
    Danmark har masser af plads i økonomien til at finansiere både coronakrisens hjælpepakker og genopretning med en øgning af gælden. Så længe gælden kun går til at finansiere midlertidige udgifter, er belastningen af de offentlige budgetter meget begrænset, lyder det fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Steen K Petersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Flemming Berger
  • Christian Mondrup
  • Kurt Nielsen
  • Werner Gass
  • Torben K L Jensen
Thomas Tanghus, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Christian Mondrup, Kurt Nielsen, Werner Gass og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Indlysende Jesper - rammevilkårene eller en gennemdigitaliseret infrastruktur med 5G der kan trække et "internet of things" og hvor det hele er elektrificeret med grøn energi - En Show-case for hvordan man gør det rigtigt,billigt og en magnet for investeringer der er ved at gå tabt som "stranded assets".

Steffen Gliese

Men spørgsmålet opstår allerede ved, om det virkelig er opgaven at skabe 'fuld beskæftigelse', eller om det snarere handler om at løse de opgaver, der viser sig i samfundet, herunder at udvikle stadigt bedre metoder til at mindske trækket på alle ressourcer... Det er markedets noget for noget, der tvinger den unødvendige og ligefrem skadelige materielle produktion op, selvom vi allerede langt ville kunne dække folks inderligste behov, hvis det ikke var for prestige-effekten i at fremvise, 'hvad man er værd'.
Det er selvfølgelig aldeles uværdigt at være reduceret til sin evne til forbrug fremfor sin evne til at bidrage som suverænt individ i samfundet og verden.

Steen K Petersen, Hans Houmøller, Bjarne Bisgaard Jensen, jens christian jacobsen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Er det her ikke bare endnu et bidrag til det pyramidespil, der ramler en dag? Jeg har svært ved at se, at noget løser sig ved at alle lande optager gæld. Pengene bliver brugt til store indhug på naturens ressourcer. Det er ikke sådan, at man optager gæld for at gå ned i forbrug. Jeg er udmærket klar over, at tanken hedder: Nu opfinder vi den helt store ressource og energi besparende maskine. Det svarer til, at alle problemer løses, når Jesus kommer igen (det tror de nok også).

Carsten Svendsen, Erik Winberg og Krister Meyersahm anbefalede denne kommentar
Peder Munch Hansen

Så fik vi vist Keynes på plads igen. Tak for det. Jeg var ellers ved at tro, at økonomer var ved at bryde med al tidligere forståelse – også af Keynes – efter også at have læst overvismand Carl-Johan Dalgaard her i Informations serie. Men så forklarer overvismanden i Berlingske Tidende med flere ord, hvad han mener om kriser og optagelse af lån og kommer ligesom Jesper Jespersen ind på, hvad der er konstruktivt. Carl-Johan Dalgaard siger: Det er potentielt sundt, hvis man fremlægger ideer, der giver et respektabelt samfundsøkonomisk afkast, at finansiere det med gæld. Særligt når gælden tilmed er så billig, som den er for tide. Men forudsætningen er, at man troværdigt kan argumentere for, at det giver et afkast, for ellers er det i realiteten bare forbrug. Det er den afvejning, man skal lave, og det skal vurderes i de konkrete tilfælde.
Information har næppe fejlciteret overvismanden, men han er mere forståelig, når han ikke skal bruges til blot at støtte idéen og åbenbart seriens udgangspunkt, at lande og EU bare kan optage lån, for i dag betyder landes gældsætning ikke noget.

Steffen Gliese

Men, Peder Munch Hansen, spørgsmålet er jo, hvad det vil sige, at der er et afkast. Realiteten i verden er, at der er mere at købe, end der er penge at købe for, overproduktionen er katastrofisk, og den eneste måde at overkomme problemet på synes at være, at der kastes midler i grams til dem, der ikke har nogen selv, hvis systemet skal opretholdes.
Det er aldrig lykkedes at skabe en evighedsmaskine rent fysisk, selvom teknologien i dag er så tæt på, at man er nødt til at indbygge nedbrud i maskiner; men økonomisk tror man, at man kan holde sig selv oppe ved hårene, og man stiver selvtilliden af med bonmoter, der dog vender virkeligheden på hovedet: at udbud skaber sin egen efterspørgsel, f.eks.

Eva Schwanenflügel og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Man skal kun respektere økonomer, der laver beregninger, som om de selv havde børn og var klar over, at isen smelter. Der kan laves nok så fine regnestykker, men de er intet værd, hvis de får vandstanden til at stige.
Enhver beregning skal fortælle til sidst, at så og så meget stiger temperaturen ved skabelsen af ‘dette projekt’.

Peder Munch Hansen

Niels-Simon og Gliese. Nu er både Jesper Jespersen og Dalgaard jo netop nogle af dem, der tager miljøet med i det, der kan give afkast - og som der kan investeres i med lån. Det gode er vel, at de rådgiver, og politikerne så skal diskutere, hvad de gode, rigtige afkast er.

Niels-Simon Larsen

Peder Munch Hansen: Det er et ældgammelt problem, du rører ved der. Man kan med fuld ret sige, at ‘jeg skulle jo bare’ lave de der udregninger, jeg fik besked på. Nu er vi dog så tæt på kanten, at enhver må kunne se, at det er ens egne børn eller børnebørn, det går ud over. Jeg ved godt, at nogle mener, at vi er på den sikre side og bare skal gå frem og frem og frem, men jeg er forbi det punkt.
Jesper Jespersen er absolut en af de ‘mildere’ økonomer, men jeg tror selv ikke han er klar til at tage det store opgør.
Spørgsmålet er også, hvad vi skal sætte i stedet. Der er ingen planer, og ingen har åbenbart følt et behov for at fremsætte nye tanker. Intet kan knalde kapitalismen og forbrugerismen, som ødelægger alt. Alternative ideer miskrediteres, så der er ikke andet at gøre end at ødelægge børnenes fremtid - smelte isen og udrydde dyrearter.

jesper jespersen

Kære alle, Tak for jeres absolut relevante kommentarer til min korte artikel. Min pointe er, at offentlig gældsætning ikke måstille sig i vejen for den grønne omstilling. Altså at tilbagevise de dominerende 'husholdningsøkonomers' argument, at staten ikke må stifte gæld. Hvis I tillader mig endnu en gang at citere Keynes: 'What we can do, we can afford'.
Hertil kommer, at det er vigtigt i et retfærdigt og demokratisk samfund, at der er job til alle, der kan og vil - hvilket bestemt ikke nødvendigvis betyder 37 t/ugen. Da jeg var dreng, var arbejdsugen 48 t.og far havde én uges ferie.
Det haster både med den 'grønne omstilling' og med nedsat arbejdstid, der ikke er hinandens modsætninger; men kræver at 'vi' (de velhavende) bl.a. holder op med at flyve og i stedet begynder at sætte pris på den natur vi endnu har tilbage.
Det er heri, at win-win-win ligger og venter på de politikere og vælgere der vil en bæredygtig fremtid i praksis og ikke kun i munden!
Hold op hvor er det her vigtigt at få talt om.
Kærlig hilsen
jesper

Claus Mortensen, Hans Houmøller, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Niels Bent Johansen anbefalede denne kommentar