Med Black Lives Matter bliver det identitetspolitiske spørgsmål påtrængende: Hvordan skal kampen mod racisme føres? Er det en farbar vej at gøre som i København: De, der er hvide i huden, placeres længst bagude i demonstrationsoptoget? Skal de overhovedet have lov at være med?
Når separatismen som strategi genopstår, er det en god anledning til at læse historikeren Manning Marables hovedværk Malcolm X fra 2012.
Malcolm X fortalte i en tale gladeligt om, at han var lysere i huden end sine søskende, og at forældrene derfor behandlede ham med lidt større respekt. Konklusion: Den hvide mands autoritet er nedarvet, og fordommene findes overalt. Hvem har lært dig at foragte dig selv, spurgte han. Hvem har lært dig at hade din hudfarve, dit hårs struktur, din næses form og dine læber?
Det er en åndeløst genial tale, som indfanger credoet i Malcolm X’ agitation: Stoltheden over at være sort og den hvide mands skyld. I dette spørgsmål gik han aldrig på kompromis, men i alle andre aspekter gik han faktisk undersøgende til værks, om end det er liberal historieforfalskning at påstå, at han blev afradikaliseret.
Dybt moralkonservativ
Malcolm Little, født 1925 i Nebraska og opvokset i Boston, var ikke så stor en gangster, som han selv påstod, men han var dog tilstrækkeligt kriminel til at blive idømt seks års fængsel. Her blev hans interesse for at uddanne sig vakt og samtidig engagerede hele hans familie sig i Nation of Islam. Han tog bogstavet X; han bar ikke længere et slavenavn. I 1954 blev han leder af moské nummer 7 i Harlem.
Nation of Islam var en dybt moralkonservativ bevægelse bygget op omkring ideen om sort separatisme. Den hvide mand er djævelen, USA skulle deles op mellem racer. De forhandlede sågar med Ku Klux Klan om territorier. De var enige i ideerne bag den racistiske struktur; hvide og sorte skal ikke leve sammen. Begge anså deres egen race som højerestående. Nation of Islam var militant, decideret hadefuld, i sin agitation mod hvide.
Borgerrettighedsbevægelsen samlede både hvide og sorte, men Nation of Islam holdt sig hårdnakket på afstand. Ifølge Malcolm X repræsenterede Martin Luther King det sorte småborgerskab – advokater, lærere, læger – som kun kæmper for repræsentation af deres egen klasse. De tog ikke ansvar for »ghetto niggers«. Han havde til dels ret. For at blive accepteret af de liberale blev det sociale spørgsmål lagt til side. Men Malcolm X undervurderede samtidig borgerrettighedsbevægelsens betydning som en afgørende motor for reformer.
Nu blev han farlig
Efter en rejse i Mellemøsten lærte han, at islam er ’farveblind’ – ingen race står over andre, og samarbejde er en dyd. Inspireret af både Nassers panafrikanisme og den tredje verdens marxistiske bevægelser forsøgte han at skabe en bred bevægelse. Han opgav den separatisme, som placerede hele identiteten i race. Han nærmede sig borgerrettighedsbevægelsen, men hævede samtidig blikket ved at tale om klasse.
Nu blev han først rigtig farlig, for dette foregik samtidig med, at tusindvis af arbejdere på Detroits bilfabrikker – de fleste af dem sorte – gik i strejke. Malcolm X søgte pludselig at samarbejde med alle hvide, som ville støtte den sorte sag, men vidste endnu ikke hvilket ben, han skulle stå på. Den ene dag kaldte han Martin Luther King for Onkel Tom, den næste dag ønskede han, at de skulle arbejde sammen.
Ikke løsningen for alle
Malcolm X koblede langt om længe racismen med kapitalismen, men havde ikke nået at finde sin ideologiske formel, før han blev myrdet i 1965. Selv Martin Luther King begyndte at tænke klassepolitisk og nærmede sig forsigtigt socialistisk tankegods, før han selv blev myrdet tre år senere.
Repræsentationsspørgsmålet er vigtigt, men positiv særbehandling er ikke en metode, der egner sig til fordeling af ejendom, skabelse af fuld beskæftigelse eller social lighed. Den truer ikke kapitalismen. Det er derfor, Joe Biden ikke repræsenterer noget håb.
Kvælningen af George Floyd viser, hvor sprængfarligt racespørgsmålet er, og at det på ingen måde blev løst, da Obama blev præsident, tværtimod: Den afroamerikanske under- og arbejderklasse fik det værre. Det er, hvad der sker, når kapitalismen ikke bliver mødt med organiseret klassekamp. Repræsentationsspørgsmålet er ikke løsningen på alt. I hvert fald ikke for alle.
© Oversat af Nina Trige Andersen
Åsa Linderborg er journalist på Aftonbladet
Malcolm X var sexistisk patriark, men derudover havde han nogle skarpe ideer og var en glimrende og levende taler. En skam hans politiske islam endte med at koste ham livet. Flere frygtløse agitatorer som ham. De er en kæmpe inspiration for gadens krigere.
Hvordan skal kampen mod racisme kæmpes? Hvorfor er det et identitetspolitisk spørgsmål? Det er vel bare et ganske almindeligt spørgsmål, som ikke forudsætter en bestemt identitet.
Når man først indser, at racisme historisk set er en falsk forklaringsmodel, der skal retfærdiggøre en gruppes udnyttelse, undertrykkelse og sågar udryddelse af en anden gruppe for at opnå en form for økonomisk gevinst, så kan man se, at det ikke handler om hudfarve. Man kan eliminere den falske forklaringsmodel men man fjerner ikke udnyttelsen, undertrykkelsen eller udryddelsen. Det er her klassekampen kommer ind i billedet.