Hvis man tror, repræsentation er løsningen på racismen, bør man studere Malcolm X

Med Black Lives Matter bliver det identitetspolitiske spørgsmål påtrængende: Hvordan skal kampen mod racisme føres? Er det en farbar vej at gøre som i København: De, der er hvide i huden, placeres længst bagude i demonstrationsoptoget? Skal de overhovedet have lov at være med?

Når separatismen som strategi genopstår, er det en god anledning til at læse historikeren Manning Marables hovedværk Malcolm X fra 2012.

Malcolm X fortalte i en tale gladeligt om, at han var lysere i huden end sine søskende, og at forældrene derfor behandlede ham med lidt større respekt. Konklusion: Den hvide mands autoritet er nedarvet, og fordommene findes overalt. Hvem har lært dig at foragte dig selv, spurgte han. Hvem har lært dig at hade din hudfarve, dit hårs struktur, din næses form og dine læber?

Det er en åndeløst genial tale, som indfanger credoet i Malcolm X’ agitation: Stoltheden over at være sort og den hvide mands skyld. I dette spørgsmål gik han aldrig på kompromis, men i alle andre aspekter gik han faktisk undersøgende til værks, om end det er liberal historieforfalskning at påstå, at han blev afradikaliseret.