Læserbrev

Aldrig har en statsminister i nyere tid ment så lidt om verden omkring os

Statsministeren har aldrig haft større interesse for eller indsigt i dansk udenrigspolitik. Hun mener intet om frihedskampen i Hongkong, politibrutaliteten i USA eller palæstinensernes trøstesløse situation i Mellemøsten, skriver Erik Boel i dette debatindlæg
2. juli 2020

Mette Frederiksen er og bliver indenrigspolitiker. Som ung interesserede hun sig ganske vist for Afrika – især bekæmpelsen af apartheid i Sydafrika.

Sammen skrev vi et indlæg i Jyllands-Posten under overskriften »Hjælp de fattige« den 3. december 2001, hvor vi slog til lyd for, at Danmark burde engagere sig mere i udviklingen af Afrika – et engagement, der ville være i overensstemmelse med »vore værdier og humanistiske holdninger«.

Men Mette Frederiksen har aldrig haft større interesse for eller indsigt i kerneområderne i dansk udenrigspolitik, europapolitikken og sikkerhedspolitikken. Statsministeren har desuagtet med sin rastløse energi sat sig på det udenrigspolitiske med udenrigsministeren på et sidespor.

Resultatet er, at EU-politikken ligger i ruiner, vi hopper med bind for øjnene med på nye militaristiske eventyr uden prioritering, og Grønland er vi ved at tabe på gulvet.

Aldrig har Danmark i vor nyere historie ment så lidt om verden omkring os: Vi mener intet om unge menneskers kamp for frihed i Hongkong, undertrykkelsen i Saudi-Arabien, palæstinensernes trøstesløse situation eller politibrutaliteten i USA.

Uden strategi og farveløs

Statsministeren nøjes med at vride hænder og fastslå, at Danmark blander sig udenom. Dette er i al korthed Mette Frederiksen-doktrinen i udenrigspolitikken.

Mette Frederiksens udenrigspolitik er uden strategi og både initiativ- og farveløs.

Vi skal i stedet tænke offensivt. Danmark har interesser at varetage. Men uden en klar udenrigspolitisk profil bliver det svært.

Udenrigspolitikken kan i stedet med fordel overlades til den energiske og kompetente udenrigsminister.

Den legendariske amerikanske udenrigsminister Dean Acheson blev engang spurgt, hvordan det kunne være, at han og præsident Truman kom så godt ud af det med hinanden. Acheson svarede: »Fordi jeg aldrig glemmer, at det er Truman, der er præsident, og mig, der er udenrigsminister. Og fordi det glemmer han heller ikke«.

Disse ord burde statsminister Mette Frederiksen lade sig inspirere af.

Erik Boel er tidligere landsformand for Europabevægelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johnny Christiansen
  • Thomas Tanghus
  • David Breuer
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Larsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Tommy Clausen
Johnny Christiansen, Thomas Tanghus, David Breuer, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Tommy Clausen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tommy Clausen

Et fint indput, vi savner en klar holdning i Udenrigspolitiken , en større afgangstagen fra de mennske brud der finder sted rundt omkring.

Ete Forchhammer

Ak ja! og det er nok ikke den minimale interesse for verden uden for andedammen der har hevet stemmer tilbage fra DF til S, og som snart skal forsøge en gentagelse, i skarp konkurrence med V, over for NB.
Det projekt fylder og skygger!

Mere end ærgerligt at støttepartierne ikke står samlet her...

David Breuer, Anina Weber, Poul Erik Pedersen, Hans Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Freddie Vindberg

Og hvis det forholdt sig sådan, ville kritikken lyde noget i retning af:
"alt imens det hele sejler herhjemme"

Det er ikke let, at være Mette Frederiksen.