Klumme

Astrologerne kommer. Og erstatter både fadervor og psykolog

Når mine bekendte snakker om vandmænd i ascendanter, jordtegn og Saturns måner, minder det lidt om det sprog, de snakker i crossfitcentrene; indspist og fyldt med neologismer. Men hvorfor denne stræben efter himmellegemerne, spørger Bodil Skovgaard Nielsen i denne klumme
På en måde er det typisk for min generation at omfavne det mest moderne, internettet, for at krydre det med det mest middelalderlige deterministiske, stjernernes magt, skriver Bodil Skovgaard Nielsen.

På en måde er det typisk for min generation at omfavne det mest moderne, internettet, for at krydre det med det mest middelalderlige deterministiske, stjernernes magt, skriver Bodil Skovgaard Nielsen.

The Granger Collection

Debat
24. juli 2020

Engang rejste jeg i en dal i det nordlige Chile, hvor himlen havde det klareste stjerneskær og den mest ostede, fyldige måne, jeg nogensinde har set. Det var midt ude i en ørken, og lysforureningen var minimal, så mælkevejen lignede virkelig en fed stribe af saft.

En hel uge betragtede vi stjernerne glimte og månen først vokse sig fuld for så at aftage igen. 

Hvis månen kan styre tidevand og få oceanerne til at skvulpe, hvorfor skulle den så ikke også kunne påvirke os, tænkte jeg. Hvorfor skulle vi ikke bare være en lille smule mere triste, når den aftager, og en lille smule modigere, når den vokser?

De seneste par år er flere og flere af mine bekendte begyndt at gå op i astrologi, læren om himmellegemernes angivelige forbindelser til det jordiske liv. De diskuterer stjernetegn, ascendanter og måner, ringer deres mødre op for at få fødselstidspunkter.

Jeg er altid lidt i tvivl om, hvorvidt de virkelig mener det.

De indviedes sprog

Internettet vrimler med jokes, såkaldte memes, om astrologi – væddere som persontype, afbildet som hunde, der elsker at blive klappet, jomfruer som storsvedende mænd, der lader sig gå på af mikroskopiske problemer. Lige nu handler en af Netflix’ mest populære dokumentarer, Mucho Mucho Amor, om den puertoricanske astrolog Walter Mercado, der blev en rig og verdensberømt spåmand på tv. 

Nu beder selv borgerrettighedsaktivister, hvis kloge budskaber jeg følger på Instagram, folk om at være gode ved sig selv, for Merkur er i retrograd.

Den astrologe taler et sprog, der på den ene side favner de indviede i én stor spåkoneklub, og på den anden side markerer skarpe skel til alle dem, der ikke har sat sig ind i, hvad det betyder, at deres måne står i skytte. Det minder i øvrigt om den måde, mikrobrygsentusiaster og ivrige crossfitdyrkere taler nyopfundne ord til hinanden. 

Jeg har det, som om jeg står udenfor og kigger på en leg, hvis regler jeg ikke helt forstår. Min generation er indfødt digitale og holder førhen private emner som menstruationssmerter eller skamfølelser ud i ironisk strakt arm for hele internettet at le ad. 

En bekendt har et bijob, hvor hun lægger horoskoper for folk online. Over for mine rynkede bryn siger hun, at hun ikke helt tror på stjernetegnene. Men, siger hun, alligevel, det er jo en fin måde at arbejde med sig selv på: at erkende, at man ikke er perfekt, og prøve at ændre sine vaner.

En anden bekendt kunne fortælle mig, at astrologien for ham var et alternativ til religion, der havde det med at blive for dogmatisk. Et spirituelt legerum. 

Det er ikke kun for sjov og for memes. For en generation, der er vant til at udtrykke sine følelser online, er terapi og religion også rykket derhen – men hvorfor lige i astrologiens sprog?

Følelser er banale

Som en god skeptiker har jeg downloadet appen Co-StarHer kan man få lagt sit eget personlige horoskop og tilmed tjekke sine venners. 

Jeg forstår længslen efter store fortællinger, efter at høre til, efter at forklare det ubærlige. Men nu får jeg altså notifikationer, hvor der står, at jeg i dag vil have en »stærk kerne«. Uheld i kærlighed. Kinesiske lykkekagefraser som »You don’t need to see the end to keep running forward«. 

Jeg kender godt længslen efter at give form og system til det, der ellers er svært at prikke til: Hvem er jeg, hvorfor opfører jeg mig, som jeg gør?

På en måde er det typisk for min generation at omfavne det mest moderne, internettet, for at krydre det med det mest middelalderlige deterministiske, stjernernes magt. Altid så optaget af at krydse broer, forene modsætninger. 

Men astrologien er også demokratisk på den måde, at den ikke ser hudfarve, køn, etnicitet eller accent. I stjernernes øjne er alle blot et af de 12 tegn. Det giver et fællesskab, hvor alle erfaringer gælder, og under de samme (ret banale) overskrifter kan indføres under krebsens eller skyttens træk. Det er alligevel særligt i en generation, der er så optaget af den individuelle historie, af at realisere deres eget potentiale, af at skille sig ud. 

Måske handler det ikke så meget om stjerner, men om at komme andre ved. Om at være en gruppe af jomfruer eller vandmænd forenet i himmellegemerne mod verdens udfordringer. 

Jeg er for skeptisk og for meget individualist til at kunne være med. Som mine astrobekendte siger: Det er også bare typisk for en stenbuk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian de Thurah

Astrologien bygger på et geocentrisk verdensbillede, hvor alt, hvad vi ser på himlen, er anbragt der for at “servicere” os her på jorden. Abonnerer man på et lidt mere moderne verdensbillede, ifølge hvilket jorden er et fnug i en afkrog af universet, giver astrologien ikke megen mening. Når nogle i vore dage alligevel går op i astrologi, skyldes det måske, at de har erstattet det geocentriske verdensbillede med et egocentrisk?

Jan Henrik Wegener

Men er vi da ikke beboere af en del af "himlen"?
Jo da. Jorden er langt fra et isoleret rum, og det "udenfor" vores nærmeste omgivelser har i høj grad virket ind på Jordens liv og mennesket.
At det så ikke er på den måde astrologerne tilsyneladende forestiller sig det er vel sandt.

Maj-Britt Kent Hansen

Tror, at en del mennesker - også i tidligere tider - havde en forbigående interesse i astrologi. Og bemærk: en forbigående interesse.

Tvivler på, at særligt mange tager astrologien med sig senere i livet - og holder fast i den.

Steffen Gliese

Desværre er der ganske meget, der kan genkendes hos folk med bestemte fødselsdage. Er det så, fordi de møder en socialisation, der fører dem i den retning - f.eks. at bestemte vilkår er gældende i deres tidlige barndom? Næppe.
Derimod er det forkert at tro, at astrologi som nyttigt værktøj til en bred forståelse af andre skulle komme i afgørende modsætning til andre tros- og tankesystemer. Det ville jo rive dens evne til at artikulere sporadiske sandheder i stykker.

odd bjertnes

Ja fantastisk som det passer lige i hak altsammen https://sebpearce.com/bullshit/

Ole Schwander

Enig med både Christian De Thurah og Steffen Gliese. Men min personlige erfaring er, at der er for meget, der ‘passer’ til forskellige folks personligheder. Desværre, for jeg ville helst affærdige det som vrøvl og overtro, da jeg ikke selv tror på højere magter, da jeg føler mig som et rationelt menneske og er overbevist om, at vi, her på Jorden, kun er en perifær del af universet.

Ole Schwander

... men om man kan bruge astrologi ligefrem til at forudsige fremtiden, dét tror jeg ikke på.

Morten Reippuert Knudsen

Astrologi = religion - lige som havenisser.