Bæredygtighed skal ind i uddannelsernes formål. Det bør en national strategi sørge for

I Danmark er der bred politisk opbakning til FN’s verdensmål. Regeringen og dens støttepartier har profileret sig som grønne, og med en klimalov og andre initiativer forsøger den at fremme bæredygtig omstilling.

Ét område glimrer imidlertid ved sit fravær: uddannelsesområdet.

Stort set alle verdens lande har forpligtet sig til at arbejde for at opfylde FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling inden 2030. Opgaven er vanskelig, fordi en bæredygtig omstilling hænger sammen med udviklingen i teknologi, produktion, forbrug, infrastrukturer, økonomi, sociale og kulturelle forhold. Derfor er der brug for helhedsløsninger, hvor alle dele af samfundet bidrager.

Uddannelse kan umiddelbart synes at være en detalje i en stor plan, men det skal snarere ses som en nøgle, idet uddannelse er indskrevet i alle verdensmålene.

Uddannelse skal altså medvirke til løsningen af alle verdens store udfordringer. Desuden markeres det i det fjerde verdensmål, Kvalitetsuddannelse, at »inden 2030 skal alle elever have tilegnet sig den viden og de færdigheder, som er nødvendig for at fremme bæredygtig udvikling«. Det har Danmark forpligtet sig til.

Men hverken Danmarks uddannelses- eller bæredygtighedspolitik rummer planer eller incitamenter til at sikre, at det sker.

Det er vi et netværk af forskere og undervisere, som mener, at det er på høje tid at få gjort noget ved. Vi har udarbejdet et forslag til, hvordan vi i et samarbejde mellem alle relevante aktører i Danmark kan udvikle en national strategi for uddannelse for bæredygtig udvikling.

Det er i tråd med UNESCO’s anbefalinger og inspireret af indsatserne i Tyskland og Irland, der drives frem af sådanne nationale strategier.

36 uddannelses- og bæredygtighedsorganisationer har bakket op om vores henvendelse til de politiske partier. I efteråret 2019 havde vi en række positive møder om initiativet – både med partierne i Folketinget på nær Liberal Alliance og Nye Borgerlige og med embedsmænd fra Børne- og Undervisningsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet. Siden har vi ventet på ministrenes og dermed regeringens svar.

Uanset nogle måneders coronakrise må det siges at være fodslæbende og måske ligefrem modvilligt.

Afhængig af uddannelse

Det er svært at forestille sig bæredygtig omstilling uden undervisning og læring. Og uddannelsesområdet er om noget det mest oplagte sted for denne læring. Så hvorfor er der ikke sket noget i Danmark, som ellers bryster sig af at være frontløber? Det ser vi mindst tre forklaringer på:

For det første er mange skoler og uddannelsessteder faktisk allerede begyndt at arbejde med verdensmålene og bæredygtighed, hvorfor der kan rejses spørgsmål ved behovet for en national strategi.

For det andet er meget af uddannelsespolitikken fokuseret på at fremme faktuel (naturvidenskabelig) viden og kvalifikationer, mens et emne som bæredygtighed ses som et etisk og politisk spørgsmål, som nogle mener, ikke er uddannelsers opgave at beskæftige sig med.

For det tredje kan der være en modvilje mod en national strategi af frygt for, at den vil komme til at underminere kommunernes, uddannelsesstedernes og undervisernes råderum til at bestemme indholdet af undervisningen.

Vi er enige i, at der allerede findes mange gode eksempler på undervisning i bæredygtig udvikling i Danmark. Vi er også enige i, at uddannelser ikke skal missionere bestemte politiske og etiske holdninger. Og vi er enige i at fastholde uddannelsernes autonomi.

Men vi er uenige i, at det er nok med gode, ildsjælsdrevne eksempler, og at de vil overleve og vokse af sig selv under de nuværende betingelser.

Vi er uenige i, at bæredygtig dannelse er indoktrinering. Tværtimod er det et værn mod det, i og med at det handler om at fremme engagement, deltagelse og selvstændig stillingtagen på et alsidigt grundlag til tidens – og fremtidens – store spørgsmål.

Vi er også uenige i, at respekt for uddannelsernes autonomi overflødiggør behovet for en national strategi for uddannelse for bæredygtig udvikling.

Det, vi har brug for, er ikke ’top-down’-regulering, men en understøttende strategi udarbejdet i samarbejde med alle relevante parter.

En national strategi

En national strategi skal arbejde for, at bæredygtighed kommer ind i uddannelsernes formål. Derudover skal den ikke lægge yderligere krav på underviserne og institutionerne, men snarere slække på den politiske styring, så de får bedre muligheder for at fremme tværfaglighed og at udvikle deres pædagogik i forhold til bæredygtighed. Det skal den nationale strategi hjælpe dem med at gøre.

For at det kan lade sig gøre, skal strategien anvise veje frem mod realisering af bæredygtig omstilling af uddannelse og pædagogik, og i den forbindelse skal den forholde sig til ressourcer, ansvarsfordeling og organisation samt fjernelse af barrierer og udnyttelse af muligheder.

Hvis de nuværende initiativer rundt om på skoler og uddannelsessteder skal løftes, styrkes, udbredes og forankres, er der et stort behov for understøttende strukturer. Det handler om strukturer, der sikrer koordinering inden for og på tværs af uddannelsesområder, og en medieplatform til synliggørelse og udbredelse af indsatsen.

Det kræver også forskning og evaluering, der giver overblik over udviklingen og indblik i barrierer og muligheder, og udviklingsprojekter til at fremme innovationen. Derudover er videndeling, efter- og videreuddannelse og rådgivning til at kvalificere den bæredygtige omstilling i uddannelserne nødvendig.

Det hele bør bindes sammen af et nationalt råd, som skal arbejde med at fremme progressionen og opdatering af strategien. Det indebærer både etablering af partnerskaber og dialog med regeringen om overvindelse af barrierer. Desuden bør det nationale råd understøttes af fagfora for de forskellige uddannelsesområder.

Tidssvarende uddannelse

Bæredygtig dannelse handler blandt andet om kritisk kompetence, men også om kompetence til at forestille sig anderledes fremtider, forholde sig til egne og andres normer, begribe sammenhænge, reflektere over egen situation og evnen til at skabe helhedsløsninger.

Disse kompetencer er afgørende, når man skal håndtere de komplekse udfordringer med bæredygtighed. Det handler således om en opdatering af uddannelsernes dannelsesopgave, så den matcher vores verden i dag, og hjælper de lærende med at kunne forholde sig kritisk og konstruktivt til de voldsomme forandringer, vi er vidner til. Ikke mindst coronakrisen har lært os, at disse kompetencer er nødvendige i fremtidens samfund.

Efter mange års manglende opmærksomhed på dannelsessiden af uddannelserne, er der brug for at understøtte og styrke den nytænkning, der så småt er spiret frem som reaktion på klimaforandringerne og usikkerhed om fremtiden. De er drevet af håb og skaber håb.

Skal de ikke ende i desillusion, men tværtimod i en revitalisering af den ånd af nytænkning og demokratisk udvikling, som tidligere har drevet samfundsudviklingen fremad i Danmark, så er det nu, vi skal have en understøttende national strategi for bæredygtighed og uddannelse.

Det er ikke utopi. Se til Tyskland og Irland, hvor de gør det. Se til 1990’ernes Grønne Fond, og se de seneste mange års politiske initiativer til fremme af naturfagsundervisning. De viser, at det er muligt, at staten bidrager til udviklingsprocesser inden for uddannelse og folkeoplysning.

Tænk, hvis ministerierne på uddannelsesområdet ikke blot ser en national strategi for bæredygtighed og uddannelse som ren udgift, men som en investering i en demokratisk og dynamisk bæredygtig omstilling i Danmark.

Jeppe Læssøe og Niels Larsen er hhv. professor MSO emeritus og ph.d.-konsulent. Begge er tilknyttet RCE-Denmark, som er en del af et globalt netværk om uddannelse for bæredygtig udvikling.