Klumme

Begrænsning af ytringsfriheden udgør en trussel for alle, ikke kun en magtfuld kulturelite

Jeg ville have skrevet under på det åbne brev til forsvar for ytringsfriheden, hvis jeg havde fået chancen. Progressive må aldrig forfalde til at placere meningsmodstandere i udvisningsboksen, for ytringsfriheden skal være for alle, skriver klummeskribent Åsa Linderborg i dette debatindlæg
At Trump er en trussel mod demokratiet, er ikke overraskende. Mere foruroligende er det, at også venstrefløjens lejr rummer udemokratiske og antiliberale tendenser. Og det er i denne kontekst, opråbet skal læses: Som en formaning til humanister, progressive og demokrater om ikke at forfalde til at placere meningsmodstandere i udvisningsboksen, skriver Åsa Linderborg i denne klumme.

At Trump er en trussel mod demokratiet, er ikke overraskende. Mere foruroligende er det, at også venstrefløjens lejr rummer udemokratiske og antiliberale tendenser. Og det er i denne kontekst, opråbet skal læses: Som en formaning til humanister, progressive og demokrater om ikke at forfalde til at placere meningsmodstandere i udvisningsboksen, skriver Åsa Linderborg i denne klumme.

Marcus Ericsson

Debat
14. juli 2020

Jeg plejer aldrig at skrive under på fælleserklæringer. Men havde jeg fået chancen, ville jeg uden at tøve skrive under på det åbne brev, A Letter on Justice and Open Debate, som i sidste uge blev offentliggjort i webudgaven af Harper’s Magazine.

150 forfattere, skribenter og journalister er her gået sammen om et glødende forsvar for ytringsfrihed og en lige så klar modstand mod ’tavshedskultur’ og den repression, som rammer dem, der ikke er rettænkende.

»Som forfattere har vi behov for en kultur, der giver os plads til at eksperimentere, tage chancer og endda begå fejl,« skriver de.

De prominente underskrivere tæller navne som Salman Rushdie, Anne Applebaum og Margaret Atwood. Både muslimer og jøder og forskellige seksuelle præferencer er repræsenteret, og ideologisk er der tale om et bredt spektrum fra den intellektuelle venstrefløjs nestor, Noam Chomsky, til neokonservative Francis Fukuyama.

Noam Chomsky har i årtier været en konsekvent forsvarer for ytringsfrihed – selv når det har været mest ubekvemt. Sidst i 1980’erne forsvarede han Robert Faurissons ret til at benægte Holocaust.

Ytringsfriheden er nemlig ikke bare til for at beskytte flertallets holdninger, men for dem, som tænker helt anderledes. Der blev naturligvis et helvedes hyr, det slår aldrig fejl: Ytringsfriheden som princip bliver altid mest ømtåleligt, når princippet testes konkret. Havde Chomsky gjort det i dag, var han sikkert blevet frataget sit professorat.

Opråbet i Harper’s Magazine anfører ikke konkrete eksempler. En af underskriverne er dog et eksempel i sig selv: J.K. Rowling, som anklages for at være imod transpersoner. Selv mener hun blot, at hun forsvarer sin ret til at hævde, at der findes biologiske køn. For at fremføre det synspunkt er hun blevet beskyldt for at ville udrydde en hel menneskekategori.

Fra Faurisson til Rowling – det sammenfatter ganske godt, hvad der er sket de seneste 30 år.

Opråbet er blevet mødt med heftig kritik. Timingen bliver kaldt uheldig, fordi brevet kan tolkes som et angreb på Black Lives Matter. Men initiativtageren, Thomas Chatterton Williams (forfatter og skribent ved The New York Times Magazine og søn af en sort far, hvis dette ellers spiller nogen rolle), forklarer, at han igennem længere tid er blevet foruroliget over den relativisering af ytringsfriheden, som pågår.

Kampen for den sorte (og ofte fattige) befolknings ret til ikke at blive chikaneret eller rent ud sagt myrdet af det statslige voldsmonopol kan ikke samtidig indebære begrænsninger af kunstens og ordets frihed, insisterer underskriverne.

Går ud over alle

At Trump er en trussel mod demokratiet, er ikke overraskende. Mere foruroligende er det, at også venstrefløjens lejr rummer udemokratiske og antiliberale tendenser. Og det er i denne kontekst, opråbet skal læses: Som en formaning til humanister, progressive og demokrater om ikke at forfalde til at placere meningsmodstandere i udvisningsboksen.

Jeg har diskuteret spørgsmålet i årevis. Nogle gange kan jeg komme i tvivl, om jeg overdriver problemet. De seneste dages debat i Sverige har manet min tvivl i jorden. Jeg er nemlig selv blevet udsat for massiv kritik for et interview med Ivar Arpi, konservativ lederskribent på Svenska Dagbladet, om hans opvækst. Han er dum og skal derfor ikke have taletid.

Det er drømmen om paradiset, jagten på den rene duft. Om et samfund, hvor man aldrig behøver at blive krænket, ked af det eller modsagt.

Opråbet i Harper’s Magazine kritiseres også for at være et udtryk for privilegeredes kværuleren. Kritikerne forstår ikke, at diskussionen har betydning for alle sektorer af samfundet. Ingen steder er ytringsfriheden mere truet end blandt ’almindelige mennesker’. Med stadig mere usikre ansættelsesforhold vover nemlig kun de færreste at sætte sig op imod deres arbejdsgivere.

En hvid forfatters ret til at skrive en roman med en sort hovedperson havner dermed på det samme principielle plan, som når Espresso Houses lavtlønnede medarbejdere protesterer over for chefen over utålelige arbejdsvilkår.

Så længe kampen for at forsvare ytringsfriheden raser i fuld offentlighed, er der trods alt et vist håb om at forhindre den slags foranstaltninger, der vil lukke munden på os alle.

© Åsa Linderborg og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tommy Clausen

I Danmark skulde ytringsfriheden være grundlov sikrest, men er den det?
Jeg syndes at cencur forekommer....

Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Det er fint med ytringsfrihed, men så længe har jeg dog arbejdet i private virksomheder, at ytringsfriheden har aldrig beskyttet medarbejdere mod chefers/virksomhedsejeres urimelige arbejdsvilkår.
Ytringsfriheden har åbenbart blevet brugt til at beskyttet holocostbenægtere, og hvor vigtigt er det lige, at bruge sin energi på at beskytte historieforfalskere og løgnere.

Poul Erik Hornstrup

@Henning Kjær. Det spørgsmål du der stiller synes jeg, artiklen besvarer ret godt. Prøv at læse den igen.

Mads Hagen, Flemming Olsen, Oluf Husted, Eva Schwanenflügel og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar

De har ytringsfrihed, ikke konsekvensfrihed.
De må sige hvad de har lyst til, men de skal dermed også acceptere at folk reagerer på deres ytringer, f.eks. ved at slukke for dem.

"Det er drømmen om paradiset, jagten på den rene duft. Om et samfund, hvor man aldrig behøver at blive krænket, ked af det eller modsagt."

Ergo har det intet med venstreorientering at gøre - der er tale om småborgerlig pladderhumanisme; identitetspolitiske sværmerier som intet har at gøre med socialisme og kommunisme.

Neoliberalismens og neokonservatismens forfladigelser af de (kultur)politiske debatters dimensioneringer og mangfoldighed (herunder ekskommunikationen af strukturel analyse og klassebevidsthed m.m.) og indskrænkningen af den ideologiske akse til blå (borgerlig) og rød (socialliberal) bidrager til en vikarierende debat, hvor den egentlige venstreorienterings analyser/vurderinger og visioner ignoreres ... hvormed et pinligt, ubegavet og meget lidt fremsynet slagsmål mellem identitetspolitiske, konservativt-liberale og totalitært sindede højreradikale strømninger/grupperinger kan dominere dansk politik. Intet under at hovedparten af danskere afskyr at diskutere politik - men i virkeligheden anses dette måske for at være det letteste for blå og rød bloks i det store og hele ret banale bananstatsparlamentarisme. .

Kenneth Krabat

er der overhovedet nogen, som forstår hvad begrebet "ytringsfrihed" betyder?!

50% taler som om det betyder, at enhver kan sige hvad som helst uden at stå til ansvar for sine udtalelser.

https://da.wikipedia.org/wiki/Ytringsfrihed

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Artikel 10 i Europarådets konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder af 1950 (Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller blot menneskeretskonventionen) indeholder følgende definition:

"Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Denne artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling.
Stk. 2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.”

Bjarne Toft Sørensen

@ Kenneth Krabat
Ytringsfriheden er oprindelig et princip anvendt til beskyttelse af enkeltpersoner og ideologiske grupperinger, som statsmagten ikke bryder sig om.

I dag drejer problemstillingen sig i højere grad om, at lovgivningen fra tidligere tider ikke tager højde for medieudviklingen (specielt de sociale medier) og den øgede økonomiske liberalisering af kunstens, forskningens og uddannelsernes institutioner (f.eks. afhængighed af fondsmidler).

Medieudviklingen og den økonomiske liberalisering af institutionerne har gjort det muligt for rabiate grupperinger, med brug af smædekampagner, "shit - storme" og trusler om boykot at tvinge kunstens, forskningens og uddannelsernes institutioner til at opsige samarbejder med kunstnere, forfattere, forskere og undervisere, som disse rabiate grupperinger af forskellige årsager ikke bryder sig om.

Ofte af meget usaglige grunde, fordi de f.eks. ikke, holdningsmæssigt, bryder sig om det, som disse personer står for. Helt galt går det ofte, hvis personer inden for f.eks. kunst, forskning og uddannelse tillader sig at udtrykke bestemte holdninger inden for emner, som har med race (etnicitet), køn og seksualitet at gøre.