Kronik

Jeg er begyndt at se en langsom død som en gave. Som en mulighed for at sige farvel

Sygdom er en tragedie. Demens er en familietragedie. Men det er også mere end det. Det er samtidig en mulighed for at tale om det, der er svært og uhåndterbart. Hvis ikke min bedstefar var blevet dement og sendt på plejehjem, havde jeg aldrig nogensinde engageret mig i, hvem han var, skriver Søren Korsholm i denne kronik
Søren Korsholm flyttede ind til sin bedstemor, efter hans bedstefar fik konstateret demens.

Søren Korsholm flyttede ind til sin bedstemor, efter hans bedstefar fik konstateret demens.

Astrid Dalum

1. august 2020

»Jeg savner, at der er stemmer i huset. Der er ingen, der kommer og siger godmorgen,« siger min bedstemor til mig, mens vi følger med i morgenfladen på TV 2. Hun sidder stille foran fjernsynet og spiser en halv bolle med ost. Jeg sidder i den stol, der engang var min bedstefars. Nu er den for det meste tom.

Efter min bedstefar har fået konstateret demens og er flyttet på plejehjem, er der ikke mange lyde i huset. Der er ingen til at lave dem, ingen der rumsterer i bryggerset. Hun hører stadig hans åndedræt, når hun lægger sig klar til at sove om aftenen. Også selv om hun har fjernet hans seng fra soveværelset.

Jeg har aldrig haft noget forhold til mine bedsteforældre. Jeg var kun på besøg hos dem et par timer om året hen over julen. Om sommeren var jeg selv på ferie – og jeg havde heller ikke tid, når der var familiefødselsdag.

Nu har noget forandret sig, efter jeg gennem to år har fulgt mine bedsteforældre med en mikrofon. Jeg har produceret en radiodokumentar om, hvordan det er for min bedstemor at sende sin ægtemand gennem 65 år på plejehjem.

Lyden af uret, der tikker

Efter min bedstefar er flyttet, er der kommet en anden stemning i hjemmet. Hans seng er rykket ind på gæsteværelset. Nu er det blevet til min seng. Jeg er ikke længere kun gæst i huset.

I efteråret overnattede jeg hos hende for første gang, efter vi var gået i gang med radioprojektet. Det var i oktober. Jeg bilder mig selv ind, at det regnede udenfor, da jeg vågnede ved nitiden. Huset var koldt og mørkt. Min bedstemor var ikke til at finde. Jeg råbte. Hun plejer at sove fire timer om natten, plejer at stå op klokken fem eller seks om morgenen. Jeg kaldte, men fik intet svar. I et kort øjeblik troede jeg, at hun var død. 

Er det sådan, det føles at blive gammel? Frygten for at vennerne er døde, når de ikke tager deres telefon.

Men min bedstemor var ikke død. Hun havde sovet længe. For første gang i fem år havde hun sovet til klokken ni.

At se min bedstemor med tunge, trætte øjne om morgenen, vækker noget i mig. Der er pludselig en ømhed i vores relation, som kun opstår, når man ser hinanden med morgenhår i et par slatne underbukser. Nu låser jeg ikke længere døren, når jeg er på toilettet hos hende. Det gør hun heller ikke.

Jeg taler langsommere, når jeg er hos hende. Det fortæller mine venner mig, når jeg taler i telefon med dem. Mine fødder slæber langs gulvtæppet i stuen. At spise en halv bolle med ost tager gerne 25 minutter ved spisebordet. Lyden af et ur, der tikker, er lyden af min bedstemors hjem.

På hendes fødselsattest står der 1934, og nu er hun er begyndt at halte. 84 år og hoften driller, så hun skal have en ny. Hun vil ikke i fuld narkose under operationen, men får lokalbedøvelse og musik i ørene. Hun skal selv tage en cd med. De fleste af hendes cd’er er af Hansi Hinterseer. Det er ikke ligefrem operationsmusik. Hun kan kun bevæge sig rundt i huset, fordi hun kender alle hjørnerne. Og så har jeg ikke engang nævnt hosteanfaldene, som er værst om morgenen.

Et hjerte af guld

Jeg sidder på det, der nu er blevet ’mit værelse’ i min bedstemors andelsbolig. Det står i citationstegn, for det er, hvad hun nu kalder det rum. Jeg har fået ejerskab i huset. Min bedstefars seng er også blevet ’min’. Hun har også købt en tandbørste med dertilhørende tandpasta, selv om hun selv har gebis. Hun vil have, at jeg skal skrive en seddel på de møbler, jeg vil arve.

Nu er jeg der bare for min bedstemor. Bogstavelig talt tager hun mig under armen, når vi går. Jeg er blevet til en rollator. Den støttende arm på gåturen bliver hurtigt øm. Det er hårdt at være stabil. Det ville have været meget lettere at blive i København, feste med vennerne og gå op i min skole. Det ville være lettere ikke at gå ind i min bedstefars demenssygdom.

Alligevel har jeg en fornemmelse af, at der er en højere magt, der driver mig. Der må da være en mening med, at jeg sidder her og skriver disse ord. En mening med, at jeg må ind på toilettet og tørre øjnene med toiletpapir, mens jeg håber på, at min bedstemor ikke ser, at jeg er rørt.

Det er hårdt at se det gamle menneske tage sine stille skridt ned ad den stige, der leder mod mørket. Jeg tror, det hele bliver sort, når man dør. En tung, tung søvn. Kan det være andet?

Min bedstefar ville ikke tage stilling til sin egen død. Derfor har min bedstemor nu valgt deres gravsted. Vi tog sammen derhen en dag, og jeg så det for første gang. »Det er her, vi skal ligge«, sagde hun til mig, da hun stolt pegede på den golde, tomme gravplads. 

Astrid Dalum

På hendes egen gravsten har hun overvejet, om der skal stå:

»Et hjerte af guld«.

Men det skal kun stå der, hvis hendes børn og børnebørn synes, at hun har haft ét. Guld er det mest formbare materiale, der findes. Et enkelt gram af metallet kan hamres ud til en kvadratmeter bladguld. Min bedstemors hjerte som en stor formbar masse. Jeg ville kunne dække hele kirkegården med et lag.

Vi stillede os over på den brune plet, der snart skal være mine bedsteforældres gravsted. Her slog det mig, at min bedstemor snart dør. Om et øjeblik er hun her ikke længere til at sige »kom ind, store dreng«, når jeg banker på hendes dør. Så ligger hun i jorden, og der bor andre mennesker i hendes andelsbolig. Nye gulvtæpper, nye møbler.

Syv gode råd om livet

Nu sidder jeg i toget. Jeg er på vej mod København. Min bedstemor vil lave en liste med syv gode råd om livet. Hun har allerede fundet på det første: Inden man skal sove, skal man ikke samtale for meget. Man må ikke have lange snakke, og man skal helst undgå at grine. At tale i telefon er strengt forbudt. Jeg tænker over hendes råd. Det får jeg svært ved at efterleve.

I samme øjeblik får jeg en sms fra hende:

»Det er meget ensomt da du er kørt håber ikke du er alt for træt af turen kh beste«.

Vi er i familie. På den måde er vi begge tilskuere til hinandens liv. Det vækker et ansvar i mig. Jeg er født i 1995 og er nu virkelig blevet til en rollator. Se, hvor jeg ruller. Min ømme arm.

Ugerne går i København. Jeg drikker øl med mine venner og går på dates. Jeg er tilbage. I går røg jeg en joint med mine venner og fik ondt i hjertet. Er det nu, jeg skal dø? Tænkte jeg. Vågner jeg op i morgen, når jeg har lagt mig til at sove?

Jeg ved, at hun stadig er på sin daglige gåtur i Vestjylland. Ved mit sidste besøg optog jeg hende på gåturen. Jeg tog mikrofonen helt op til hendes mund og satte tempoet op. Så kunne hun bare følge med. Det hvæsede. Hendes lunger hvæsede virkelig. Som når en luftmadras pumpes op. Mine lunger er også begyndt at hvæse. De hvæser i Fitnessworld, når jeg skruer tempoet op på løbebåndet. Det kan være, jeg også har fået KOL som min bedstemor.

Der er mange undersøgelser, der viser, at kor hjælper på KOL-lunger. Det hjælper at synge. Det kaldes lunge-kor. Jeg forestiller mig koret som en stor lunge, der trækker vejret. Jeg forestiller mig et par vindtørre kvinder, der står og pipper. Måske synger man siddende. Vandpauserne. Smalltalken. Sammenholdet. Skal jeg starte til kor? Aldrig har jeg ramt en tone i mit liv. Jeg starter til kor.

Jeg føler mig gammel. Jeg er gammel. Jeg har forvandlet mig til en gammel mand af at være sammen med min bedstemor. 

En langsom død

Sygdom er en tragedie. Demens er en familietragedie. Personen dør ad to omgange. Først når sygdommen konstateres. Og så igen. Men det er også mere end det. Det er samtidig en mulighed for at tale om det, der er svært og uhåndterbart. Hvis ikke min bedstefar var blevet dement og sendt på plejehjem, havde jeg aldrig nogensinde engageret mig i, hvem han var. Han var sovet stille ind. Jeg havde ikke mærket alderdommen på min egen krop.

Jeg var taget til hans begravelse og havde følt mig svagt berørt. Jeg ville have tænkt: Et stille liv var forbi. Og min bedstemor ville også dø snart. Jeg havde måske sat spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg ikke følte noget over den erkendelse. 

Nu er jeg begyndt at se en langsom død som en gave. Som en mulighed for at sige farvel. Jeg er taknemmelig over, at det ikke skete natten over. Taknemmelig over, at det har bragt familien nærmere sammen. Givet os en chance for at tale om det svære, de sider af tilværelsen, der kan føles uhåndterbare.

Den langsomme død er ligesom at stå i entreen. Alle er klar til at sige farvel. Alle har taget sko og jakker på. Klar til at gå, men døren vil ikke åbne. Så står vi bare der og bliver nødt til at tale sammen. Iført halstørklæder og handsker, så vi alle sammen begynder at svede. Det er sådan, det føles. I min familie har min bedstefars demenssygdom skabt dette rum. 

Bare have en pille

For halvandet år siden spurgte jeg min far, hvad jeg skulle gøre, hvis han fik konstateret demens. Han skulle bare have en pille. Han ville køres til Holland. Der er aktiv dødshjælp lovligt. Kan man forestille sig køreturen? De lange tyske motorveje, der leder ned mod mørket. Jeg ville sidde alene med min far i bilen og vide, hvor vi var på vej hen. Men han ville have glemt det og spørge:

»Hvor er vi på vej hen?«

Hvad skulle jeg svare?

Nu er der gået halvandet år, siden jeg stillede det spørgsmål til min far. »Vil du stadig bare have en pille?« spørger jeg ham en dag i sofaen. Han tager en dyb indånding og siger så:

»I behøver ikke give mig den dagen efter, at jeg er blevet konstateret dement.« 

For mig er det et tegn på, at der alligevel er noget at bevare i den langsomme død.

Jeg tror ikke, at vi skal frygte den. I stedet skal vi se den langsomme død som en mulighed for at tage afsked. Mærke alderdommen på egen krop. En chance for at lære de gamle mennesker at kende, som vi kalder mormor. Som vi kalder farfar eller farmor. Vi skal se det som et langstrakt kram, hvor alle ord kan hviskes i øret. Eksempelvis: »Jeg elsker dig«. Hvornår er det sidst blevet sagt?

Hvad vil jeg sige til dig, bedstemor?

Vores optagelser er slut. Jeg sidder i bilen foran dit hus og er klar til at dytte farvel, som jeg har gjort det så mange gange før. Du står i indkørslen, som du plejer. I dag står du under halvtaget, fordi det regner. Jeg har glemt noget. Jeg trækker håndbremsen, åbner bildøren og løber ud i regnen.

»Jeg glemte noget«, råber jeg.

»Hvad har du glemt,« spørger hun.

»Jeg har glemt at sige, at jeg elsker dig. Det har jeg aldrig sagt til dig før.«

Nu kigger jeg hende i øjnene. Hun blinker og siger stille og roligt: 

»Det ved jeg da godt, Søren.« 

Bildøren står stadig åben, og regnen vælter ind på førersædet.

Søren Korsholm er journaliststuderende på RUC og har produceret radiodokumentaren ’Kan min bedstemor føle sig fri’ for Ældresagen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Gade Liebach
  • Erik Karlsen
  • Thomas Overbye
  • Estermarie Mandelquist
  • Anker Heegaard
  • Steffen Gliese
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Kurt Nielsen
  • Ervin Lazar
  • David Zennaro
  • Freddie Vindberg
  • Lillian Larsen
Morten Gade Liebach, Erik Karlsen, Thomas Overbye, Estermarie Mandelquist, Anker Heegaard, Steffen Gliese, Maj-Britt Kent Hansen, Kurt Nielsen, Ervin Lazar, David Zennaro, Freddie Vindberg og Lillian Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

01/aug/2020

Mmm ... altså som jeg læser det, er
der tale om en uselvisk beskrivelse
af kærlighed til sin familie :-) ...

Det er smukt :-) ...

Kh. Claus

Birte Pedersen, Søren Korsholm, Karoline Mønsted, Ole Henriksen og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Åh, det skærer ærlig talt i hjertet, at forfatteren ikke har haft en almindelig relation til sine bedsteforældre, mens de var relativt raske og rørige. Det ville jeg virkelig ikke have undværet for guld.

Dennis Jørgensen, Birte Pedersen og Ruth Gjesing anbefalede denne kommentar
Morten Hansen

Dejligt at du har fundet en forbindelse med din bedstemor. Men jeg kan slet ikke genkende billedet af en lang død kan være forbundet med noget positivt. Jeg har selv oplevet den lange død flere gange, og den er ganske uværdig og pinefuld. Det varierer naturligvis fra person til person, og den bedstemor lader fortsat til at have en masse livskvalitet. Det er noget ganske andet, når måned efter måned blot skal opleve sine nærmeste afmagt og ulykkelighed over at døden ikke vil lade sig indfinde. Det er vigtigt at huske på, når vi skal forholde os til vores nærmestes ønsker om en hurtigere afsked.