Læserbrev

De borgerlige må da have mere til fælles end at hade 'de røde'

De borgerlige skribenter i Informations nye kronikserie er mildest sagt forskellige, men de er fælles om at hade venstrefløjen. Forhåbentlig kommer der også nogle bud på en sund borgerlighed, der handler om andet end had, skriver Stine Preston i dette debatindlæg
Debat
14. juli 2020

Det er virkelig interessant at læse Informations serie med højrefløjens kritik af venstrefløjen – måske kan den lære mig noget om, hvad højrefløjen står for.

Eva Selsing og Sørine Gotfredsen har foreløbig bragt deres opfattelser, der mildt sagt er forskellige udtryk for borgerligheden, men de er fælles om hadet til venstrefløjen.

Selsing angriber de røde for at stå for det, hun selv mener, den står for, og har ikke rigtig nogen argumenter. Teksten kunne kort udtrykkes: De røde er dumme og farlige, for de vil ødelægge Danmark og nedbryde moralen.

Gotfredsen derimod argumenterer for sine holdninger, men hun gør det med udgangspunkt i sin egen opfattelse af 68’erne og med beskrivelser af venstrefløjen, som hun ikke viser belæg for. Venstrefløjen er i hendes optik materialistisk, åndløs og akulturel, mens de konservative står for ånd, kultur og sågar religion.

Som jeg husker 68-tiden, var netop det åndelige og filosofien af stor vigtighed, og opgøret med materialismen var afgørende. Man kritiserede religiøse dogmer – ikke religiøsitet som sådan. Kulturen blomstrede og har siden blomstret med rod i den tids bevægelser.

Hvad er sund borgerlighed i dag?

Historisk set har det altid været borgerskabet, der har modarbejdet økonomisk, politisk, religiøs, seksuel og kulturel lighed, og der findes rigeligt belæg for at påstå, at de, der befinder sig i de øvre hierarkiske lag i samfundet, altid har kæmpet en indædt kamp for at bevare positionerne og forhindre ændringer i status quo.

Når så lighed er opnået, bliver den integreret i de borgerlige værdier, sådan som kvindernes stemmeret og ligeberettigelse, seksuel ligeret, velfærdsstat, religionsfrihed, fri abort og ytringsfrihed er blevet, men det kostede kamp fra venstrefløjen og fra fremsynede borgerlige at opnå det.

Den højt besungne ytringsfrihed bliver brugt som retten til at mobbe nedad, mens retten til at kritisere magthavere og vedtagne normer fortrinsvis varetages af en intellektuel elite fra såvel højre som fra venstre side.

Jeg savner nogle bud på, hvad sund borgerlighed er i dag. De liberale og de konservative må da have en fællesmængde, og foreløbig har jeg kun kunnet læse om et fælles had til ’de røde’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Du kommer nok til at lide afsavn et godt stykke tid endnu, for de borgerlige har sat sig på en umulig opgave. Deres magtbase, økonomien, har de nærmest kørt ud i landsforræderi med skattely og hvidvask. Deres samlingspunkt, Dronningen, er klimabenægter ligesom alle dem hun fester sammen med. Religionen er eroderet ned til tomme ritualer. Militæret, hvor man indtil for nylig kunne afrette unge mænd, har været ude i en række håbløse aktioner. Vælgerne falder fra, tomheden breder sig. Det er højrefløjen i dag.

Eva Schwanenflügel, Ove Junne, Hans Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar