Kommentar

Vi har brug for et besindigt ideal i debatten om kønsidentitet

Måske har vi brug for at spørge os selv og hinanden, hvad en idealiseret figur som Jesus ville gøre i forhold til identitetspolitiske debatter som eksempelvis den om transkønnedes ligestillingskamp, skriver psykolog og seniorforsker Heidi Frølund i dette debatindlæg
8. juli 2020

J.K. Rowling er havnet i en shitstorm, fordi hun har insisteret på, at kvindekønnet er biologisk forankret, og at kvinder derfor deler et skæbnefællesskab, som transkønnede ikke kan få del i. Hun bliver udråbt som transfobisk af det, som måske bedst kan kaldes den identitetspolitiske venstrefløj, og den ophedede debat er beskrevet i en artikel i Information fra den 20. juni.

Ifølge en skuffet fan, der udtaler sig i artiklen, har debatten udviklet sig, fordi Harry Potter-universet hidtil har været et tilflugtssted for mange i LGBT+-miljøet, fordi det er et »fortryllende, magisk, fantastisk, åbent sted, hvor de anderledes bliver inkluderet accepteret og anerkendt, og man sagtens kan være en helt, selv om man ikke er ligesom de andre«.

Det er blandt andet skuespiller Emma Watson, der kritiserer Rowling og siger, at »transpersoner er dem, de hævder at være«. Det er en udtalelse, der på sin vis eliminerer muligheden for debat og diskussion, fordi den insisterer på, at den subjektive oplevelse er det ultimative argument.

Den identitetspolitiske højrefløj argumenterer interessant nok på samme måde, for eksempel domprovst Anders Gadegaard, der i Tidsånd på P1 21. juni siger: »Jeg synes personligt ikke, det er problematisk at kalde en sort person ’neger’, fordi for mig betyder det bare ’negro’.« 

Begge fløje siger altså: Det er MIG, der bestemmer, hvad ordene skal betyde. Det bidrager til en polariseret debat, hvor vi ikke kan eller vil høre, hvad hinanden mener. Og hvad sker der med et samfund, når man ikke anerkender og værner om det fælles?

Moralen og etikkens vogter

I artiklen om Rowling-sagen nævnes hele tre gange frasen »What would Dumbledore do«. En sætning, som florerer i Harry Potter-fora – også i denne debat om transfobi. Det er en pudsig frasering over sætningen »What would Jesus do«, der henviser til titlen på en bog af Charles Sheldon fra 1800-tallet. Det er siden blevet et motto blandt kristne over hele verden, der minder om det moralske imperativ: at handle på en måde, så det afspejler det radikale kristne krav om kærlighed. Og fraseringen er sandsynligvis ikke en tilfældighed.

Dumbledore er i Harry Potter-serien billedet på moralen og etikkens vogter, der sætter sig op mod uretfærdighed og ondskab og endda ofrer sig selv i den store sags tjeneste. En ikke så skjult Kristus-henvisning. Begge fraser tjener samme formål: at skabe en refleksion over, hvordan en idealiseret person, som man oplever som vis, retfærdig, ja, måske endda guddommelig, ville agere i dilemmaer, hvor vi har brug for at tænke os godt om.

Og et besindigt ideal er der brug for i debatten om kønsidentitet. Måske har vi virkelig brug for at spørge os selv og hinanden, hvad en idealiseret figur som Jesus ville gøre i forhold til identitetspolitiske debatter som eksempelvis den om transkønnedes ligestillingskamp.

At starte med et møde

I fortællingerne om Jesus møder han jo hele tiden eksistenser, der lever på kanten af samfundet og ikke har lige adgang og rettigheder som majoriteten. Og hans ordentlighed i møderne kan godt tjene til inspiration.

Han indbyder altid først til fællesskab – eksempelvis med tolderen, der har snydt sine landsmænd for penge, og som holder en stor fest sammen med Jesus og alle byens udstødte. Og kvinden, der har levet i mange forskellige forhold, som Jesus møder alene ved en brønd til en snak i middagsheden, fordi hun vil undgå andres fordømmende blikke.

Det er altid godt at starte med et egentligt møde. At sætte sig sammen og se hinanden i øjnene. At tilbyde fællesskab og accept i stedet for at påpege fejl og uenigheder som det første. Og det budskab, Jesus derefter har til dem, han møder, er altid det samme: at mennesket er kaldet til at leve i fællesskab med hinanden og Gud, og at det er »skabt i Guds billede«. Det betyder, at mennesket har en særlig værdi og et særligt ansvar, og grundlæggende er ligestillede trods sociale forskelle.

Det bringer os tilbage til den skuffede fans tanker om, at Rowlings univers giver rum og plads til alle de anderledes. Det er et ideal, som vi måske kan sukke og hige efter – men tilsyneladende ikke er af denne verden. Indbygget i universet er også skurkene, som vi åbenbart har brug for, ikke kun i underholdningens tjeneste, men også i livet og i diskussion med hinanden.

For vi positionerer os som dem, der har ret, og påkalder os selv heltestatus eller offerstatus. De andre, de ’onde’, det vil sige dem, der ikke mener som os eller misforstår os, bør der ikke være plads til. Men en sag har altid flere sider, og måske kommer vi uforvarende til at spille de onde i andres øjne? Gad vide, hvordan vi ville have brug for at blive mødt af Jesus eller Dumbledore, hvis vi fandt os selv i den position?

Heidi Frølund er psykolog, seniorforsker og medlem af tænketanken Eksistensen.

Ved at insistere på kønnets biologi har J.K. Rowling lagt sig ud med en hel generation af kønsbevidste – og med store dele af sin egen læserkreds.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Nielsen
  • Torsten Jacobsen
  • Eva Schwanenflügel
Kristian Nielsen, Torsten Jacobsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu