Hvis anden coronabølge rammer, så husk på, at vi sygeplejersker også har familier at passe

Sygeplejerskerne stiller op, når det gælder. Det kommer vi også til at gøre, hvis anden bølge af coronavirussen rammer os. Men selv for sygeplejersker er der grænser for fleksibiliteten, og det er vigtig viden at tage med, hvis vi om lidt skal stå klar igen.

I bakspejlet er der en tilbøjelighed til at se coronakrisen i lyset af, at det aldrig blev helt så slemt, som alle frygtede. Sygehusene blev ikke lagt ned, og heldigvis gik det meste da vist meget godt. Men det er ikke uden grund, at mange sygeplejersker lige nu føler sig godt og grundigt slidte.

Afdelinger skulle bygges op fra bunden, og der blev arbejdet i døgndrift i nye funktioner på nye adresser. Rigtig meget blev lavet om for at være klar og for at forebygge smitte.

Hverdagen blev markant anderledes for de fleste sygeplejersker. Nogle af os fik længere til arbejde, andre skulle også lige jonglere med hjemsendte børn, og rigtig mange har skullet indrette sig efter konstant ændrede vagter.

Et langt stykke hen ad vejen var det nok også sådan, det måtte være i en helt ny situation, hvor meget skulle gøres anderledes på meget kort tid. Men midt i kampånden og stoltheden har rigtig mange også savnet flere individuelle hensyn.

Samtidig fløj retningslinjerne om ørerne på alle, der var mangel på værnemidler, og i mange kommuner kom de ansatte ud til borgerne uden beskyttelse. Det var en svær usikkerhed at være i, fordi sygdommen endnu var så ukendt. Mange havde mest lyst til at hoppe i heldragter og tage gasmasker på. Sådan burde det helt sikkert ikke have været.

Når det lykkedes at omstille hele sundhedsvæsenet så hurtigt, skyldes det først og fremmest, at sygeplejersker og deres kolleger stillede op i frontlinjen og var fleksible, da mange andre blev sendt hjem.

At sygeplejersker stiller op, når huset brænder, er en del af vores dna. Derfor vil vi også gøre det igen. Men det betyder ikke, at man kan byde os hvad som helst. Og det er den anden vigtige lære, hvis man ønsker komme godt igennem en næste bølge.

Der er grænser for, hvor fleksible vi kan være, hvis vi fortsat skal være tilfredse og stolte over vores arbejde, og hvis vi også skal have vores privatliv til at hænge sammen.

Snigende daglejerprincip

Nu er det igen blevet hverdag på sygehuse og i kommunerne, men hverdagen har nogle steder været for længe om at indfinde sig. Mest fordi det var belejligt af andre grunde end coronakrisen. For mange arbejdsgivere har den store fleksibilitet været en kæmpe gave – og man kunne overveje, om de ikke selv skulle have betalt lidt til den.

Som fællestillidsrepræsentanter sidder vi flere steder med en fornemmelse af, at arbejdsgiverne omkostningsfrit ønsker at fortsætte med at bruge fleksibiliteten til at løse hverdagsproblemer. Det er bekymrende.

Derfor vil vi gerne advare imod, at man forsøger at bruge coronakrisen som afsæt til at snige et daglejerprincip ind ad bagdøren. Det løser måske konkrete udfordringer her og nu, hvis man kan sende sygeplejersker rundt mellem afdelinger, afhængigt af hvor der er personalemangel og sygdom. Men der er grænser for sygeplejerskers fleksibilitet. På den måde begynder mange sygeplejersker at miste arbejdsglæden og søge væk.

Der er ofte en grund til, at sygeplejersker har valgt at arbejde et bestemt sted – både fagligt og privat. Vi yder fagligt specialiseret sygepleje, og der er stor forskel på, om man for eksempel har erfaring fra en lungeafdeling eller en kirurgisk afdeling.

På den korte bane ved vi alle, at coronavirussen igen kan sætte huset i brand. Beredskabet i kommuner og på sygehuse bliver nødt til at være klar, og alle steder sker det med et ønske om, at det bliver frivilligt.

Reelt vil mange af os dog opleve, at det er frivillighed med armen vredet om, hvis arbejdsgiverne ikke kan gøre det mere tydeligt, hvad det er for nogle vilkår, vi skal stå til rådighed under.

Hvor længe? Med hvilke vagter? Og får man overhovedet noget for det? Sidste gang blev vagtplaner ændret fra dag til dag, ekstra timer røg på, og mange af os begynder at spørge os selv, hvordan vi egentlig bliver honoreret for det.

Vi forventer klare svar på spørgsmålene.

Kommentaren er underskrevet af nedenstående fællestillidsrepræsentanter for sygeplejersker i kommuner og på sygehuse: Pia Jødal Næss-Schmidt, Aalborg Universitetshospital, Bente Marianne Yder, Regionshospital Nordjylland, Vinnie Larsen, Horsens Kommune, Jacob Gøtzsche, Aarhus Universitetshospital, Birgit Lind Pedersen, Slagelse Sygehus, Lotte Friis, Vordingborg Kommune, Trine Eg Kruse, Odense Universitetshospital, Ina Klinkwort, Ballerup Kommune og Charlotte Vallys, Rigshospitalet