International kommentar

COVID-19-økonomien vil være hos os længe endnu

Udsigten til et hurtigt opsving efter pandemien fortoner sig – nu må nye statslige tiltag for at bringe økonomien på fode kombineres med stærkere politiske prioriteringer af et mere grønt, sundere og socialt retfærdigt samfund, skriver den nobelpristildelte økonom Joseph E. Stiglitz i dette debatindlæg
’Vanskelige beslutninger forestår. Der er for eksempel ikke grund til at redde firmaer – eksempelvis i detailhandel – der også var ramt af nedgang før krisen. Dette vil skabe ’zombier’ og i sidste ende stække vækst og dynamik. Ej heller bør man redde firmaer, der var for gældstyngede til at modstå noget chok,’ skriver økonom Joseph E. Stiglitz i denne kommentar.

’Vanskelige beslutninger forestår. Der er for eksempel ikke grund til at redde firmaer – eksempelvis i detailhandel – der også var ramt af nedgang før krisen. Dette vil skabe ’zombier’ og i sidste ende stække vækst og dynamik. Ej heller bør man redde firmaer, der var for gældstyngede til at modstå noget chok,’ skriver økonom Joseph E. Stiglitz i denne kommentar.

AFP/Ritzau Scanpix

7. juli 2020

Det er nu flere måneder siden, at økonomier verden over måtte lukke ned som modtræk til COVID-19-pandemien. I krisens første fase forventede de fleste, at vi ville se et V-formet opsving: Godt hjulpet frem af rundhåndede stimuluspakker ville økonomien, efter en kortvarig timeout, komme hurtigt op i samme høje gear som før krisen.

Nu skriver vi juli og kan se, at et V-opsving var en ønskedrøm. Verdensøkonomien efter pandemien tegner mat, både i de lande, der som USA har håndteret pandemien ringe, og i lande, der har inddæmmet den. Ifølge IMF vil USA’s og EU’s økonomier ved udgangen af 2021 være fire procent mindre end i udgangen af 2019.

Makroøkonomisk kan det forudsiges, at forbruget fortsat vil falde som følge den svækkede økonomi i husholdninger og virksomheder, bølgen af fallitter, der har destrueret store mængder organisations- og informationskapital, og en mere forsigtig økonomisk adfærd, der igen skyldes uvished om pandemiens videre udvikling og de politiske svar på denne.

Strukturforandringer

Mikroøkonomisk fungerer virussen som en afgift på de aktiviteter, der er betinget af tæt menneskelig kontakt. Konsekvenserne er store forandringer i forbrugs- og produktionsmønstre, der på sigt vil medføre en omfattende strukturel transformation.

Vi ved fra økonomisk teori og fra historien, at isolerede markeder står ringe rustet til at håndtere så bratte omstillinger. Det er ikke så let at omskole luftfartsmedarbejdere til Zoom-teknikere, og selv hvis det var muligt i større stil, er de sektorer, som nu vokser, mindre arbejdskraftintensive og mere kompetencekrævende end dem, de fortrænger.

Selv om sektorer uden behov for tæt menneskelig kontakt nu kan ekspandere som en afspejling af deres relativt højere attraktionsværdi, kan det hermed forbundne øgede forbrug ikke kunne opveje det aftagende forbrug, der følger af de svindende indkomster i de skrumpende sektorer.

Hertil kommer en tredje effekt af pandemiøkonomien: stigende ulighed. Da maskiner ikke kan smittes af virus, vil de blive mere attraktive for arbejdsgivere, især i de skrumpende sektorer, der bruger relativt mindre ufaglært arbejdskraft. Og da lavindkomstborgere må bruge en større andel af deres indkomst på basale fornødenheder, vil enhver automatiseringsforårsaget vækst i uligheden få kontraktive effekter.

Der er to grunde mere til pessimismen: For det første kan pengepolitiske tiltag nok hjælpe  virksomheder til at klare sig gennem midlertidige likviditetsproblemer. Men de kan ikke løse solvensproblemer eller stimulere økonomien, når rentesatserne er tæt på nul.

For det andet vil ’konservativ’ modstand i USA og flere andre lande mod stigende underskud og gæld stille sig i vejen for nødvendig finanspolitisk stimulans. De samme politiske kræfter var ganske vist mere end villige til at lette skatterne for milliardærer og virksomheder i 2017 og give store selskaber en hjælpende hånd i år. Men det er noget helt andet at bruge offentlige penge på arbejdsløshedsforsikringer, sygesikring og øget støtte til samfundets mest sårbare.

Prioriteterne på kort sigt har stået klare fra krisens begyndelse. Som det mest indlysende må sundhedskrisen afhjælpes (for eksempel med tilstrækkelige værnemidler og hospitalskapacitet), for uden nedkæmpelse af virussen får vi ikke et reelt økonomisk opsving. Derudover er der fortsat behov for politikker, der beskytter de mest udsatte, sikrer likviditet til at afværge unødvendige konkurser og fastholder forbindelser mellem virksomheder, arbejdstagere og arbejdsgivere.

Zombier

Men vanskelige beslutninger forestår. Der er for eksempel ikke grund til at redde firmaer – eksempelvis i detailhandel – der også var ramt af nedgang før krisen. Dette vil skabe ’zombier’ og i sidste ende stække vækst og dynamik. Ej heller bør man redde firmaer, der var for gældstyngede til at modstå noget chok.

Med udsigten til, at COVID-19 vil lamme vores samfund i nogen tid frem, bør vi tage os den nødvendige tid til at sikre, at vi bruger pengene, så de fremmer de rette politiske mål. Da pandemien kom, var det amerikanske samfund martret af racediskrimination og økonomisk ulighed, forringet folkesundhed og destruktiv afhængighed af fossil energi.

Nu da regeringen har åbnet for pengekasserne, må offentligheden kræve, at de virksomheder, som skal undsættes, også bidrager til social og racemæssig retfærdighed, bedre sundhed og omstilling til en grønnere, mere vidensbaseret økonomi.

En fornuftigt målrettet brug af statsmidler, især gennem investeringer i grøn overstilling, vil både imødekomme akutte behov, være arbejdskraftsintensitiv og virke stimulerende. Den vil give os mere valuta for pengene end skattelettelser. Der findes ikke økonomiske grunde til, at lande som USA ikke skal iværksætte store og vedholdende vækstprogrammer, som bringer dem tættere på at blive de samfund, de ønsker at være.

Joseph E. Stiglitz er nobelprisvindende økonom og cheføkonom ved Roosevelt Institute.
© Project Syndicate og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen

Vi samler, sorterer og prioriterer de vigtigste historier om coronavirus. Hver mandag eftermiddag
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Arne Albatros Olsen
  • Poul Anker Juul
Arne Albatros Olsen og Poul Anker Juul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lindholm

I et pseudo demokratisk land som USA spiller en lille magtfuld elite ping-pong med store dele af den amerikanske befolkning som må løbe frem og tilbage i et hurtigt tempo for overhovedet at overleve. Dette ping-pong spil trækker ALLE ressourcer ud af folk på bunden af USA, som dermed ikke har et bare lille håb om forbedring af deres tilværelse. Det er langt være end slaveri. Det er terror mod egen befolkning.

Susanne Kaspersen, Holger Nielsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen, Thomas Tanghus, Rolf Andersen, Birte Pedersen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Man kan altid sætte et præfix på en økonomisk periode som feks. covid19 - i sidste ende en fortælling om at man har en cyklisk krise-kapitalisme hvor kriserne kommer oftere på tidslinjen end før. Sidst 2008 -2011 gældskrisen i EU der har udviklet sig til en gældsboble der ikke imploderede men eksploderede da pandemien ramte hele kloden inden for få måneder. En gældsinflation der ikke har nogen begræsninger når hele verdens centalbanker skaber penge efter mottoet : "Whatevet it takes" og hvorfor det ? Fordi hele verden ikke kan gå fallit - kun kapitalejere.

Holger Nielsen, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, Rolf Andersen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar