Læserbrev

DR løber den homofobiske polske præsidents ærinde, når de blot kalder hans politik ’konservativ’

DR bør ikke kalde den polske regerings homofobiske og diskriminerende politik for ’konservativ’ og ’national’ uden at forklare menneskesynet bag. TV Avisen løber utilsigtet regeringens ærinde, når de køber ind på deres retorik, skriver Stine Godsk Skyum i dette debatindlæg
Debat
17. juli 2020

For et par uger siden indsendte jeg en klage til DR på baggrund af en ukritisk dækning af det netop overståede polske valg.

Min kone og jeg sad og så TV Avisen klokken 18.30, da et kort indslag om det nu overståede polske valg tonede frem på skærmen. Da indslaget var færdigt, kiggede min kone og jeg undrende på hinanden. Den siddende og nu også genvalgte polske regerings politik blev blot beskrevet som værende for »konservative, nationale familieværdier«.

Medmindre nyhedsredaktionen på DR er helt sikre på, at samtlige af deres seere har en forståelse for præsident Dudas politik og dermed ved, at han fører en homofobisk og diskriminerende politik, bør de ikke forlade sig på at beskrive hans regering som en, der arbejder for »konservative, nationale familieværdier«.

Som en kvinde, der er gift med en kvinde og bor sammen med to børn vil jeg også mene, at jeg prioriterer familieværdier højt i mit liv. Alligevel er jeg fuldt ud bevidst om, at præsident Andrzej Duda og min familieforståelse af familieværdier så langtfra er den samme.

Neutral bias

Jeg er selvfølgelig helt med på, at nyheder skal forholde sig beskrivende over for politiske agendaer. Men ved blot at beskrive den siddende polske regerings politik som værende for konservative familieværdier uden at forklare det bagvedliggende, homofjendske menneskesyn, løber DR utilsigtet Duda og co.’s ærinde, når de køber ind på den polske præsidents retorik.

Hvis et medlem af Ku Klux Klan stillede op til et valg i USA, ville DR vel heller ikke formidle kandidatens politiske vision som et arbejde for et »rent USA, som Gud havde tænkt det« uden at forklare om den bagvedliggende racisme i kandidatens menneskesyn.

I kølvandet på den fejlslåede, britiske mediedækning af Brexit-valget udtalte CNN-journalisten Christiane Amanpour: »I believe in being truthful, not neutral«.

Jeg ville ønske, at DR havde praktiseret denne journalistik den aften. Da jeg indsendte min klage, lovede DR mig et svar inden for to uger. De to uger er nu gået, og jeg har stadig ikke hørt fra dem.

Jeg havde i det mindste håbet på et svar på min kritiske henvendelse.

Stine Godsk Skyum er læringscentermedarbejder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Løvborg

Det DR bedriver er vist hvad nogen kalder "objektiv nyhedsformidling".

(Jeg ville måske beskrive Duda og hans parti som værende "misogynt, xenofobisk, homofobisk og autokratisk", eller slet og ret "højreekstremistisk". Men det må man nok ikke sige i nyhederne, uanset hvor mange kildehenvisninger man har...)

Tommy Clausen

Jeg troer at DR, er underlagt stats-cencur. Bare se på alt sport der er i tv-avisen, hvor fan laver sporten der? Den skal sendes på sports kanalen , for delen!

Dorte Sørensen

Til anbefaling - hør DR's P1 her der der et mere nuanceret beskrivelse af de polske forhold .

Eva Schwanenflügel

"Hvis et medlem af Ku Klux Klan stillede op til et valg i USA, ville DR vel heller ikke formidle kandidatens politiske vision som et arbejde for et »rent USA, som Gud havde tænkt det« uden at forklare om den bagvedliggende racisme i kandidatens menneskesyn."

Jo, det er jeg næsten bange for at de ville..
DR's TV-Avis er blevet tammere end en tandløs spytslikker efterhånden.
Især når det gælder kritisk journalistik om de nationalneurotiske fundamentalister.
- Sparerunderne er ikke et overstået kapitel.

Carsten Svendsen

DR er blevet skræmt højreorienteret af DF.

Werner Gass, Hans Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar