Kommentar

Drop nu den evindelige snak om drømmestudiet

Ideen om ’drømmestudiet’ er ikke bare en fæl kliché, men en skadelig en af slagsen, fordi den spinder et i forvejen svært valg ind i et kulturelt narrativ, hvor alt står og falder med den enkelte, og hvor horisonten er den enkeltes indre verden, skriver lektor Martin H. Brunsgaard i denne kommentar
Debat
25. juli 2020

Den 28. juli får mere end 94.000 unge svar på, om de er blevet optaget på en videregående uddannelse. Dagen efter vil man så sikkert som amen i kirken kunne læse avisoverskrifter som: »Kom du ind? Her er karakteren til drømmestudiet« eller »Så mange fik afslag på drømmeuddannelsen«.

På grund af coronakrisen er der i år ekstraordinært mange ansøgere, og uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen har derfor opfordret de unge til at søge bredt både fagligt og geografisk. Opfordringen til pragmatisme kunne med fordel følges op med en formaning til alle, der engagerer sig i eller skriver om unges uddannelsesvalg: Drop nu den evindelige snak om drømmestudiet.

Det er ikke bare en fæl kliché, men en skadelig en af slagsen, fordi den spinder et i forvejen svært valg ind i et kulturelt narrativ, hvor alt står og falder med den enkelte, og hvor horisonten er den enkeltes indre verden. For at vikle studievalget ud af dette drømmespind må vi først tage et kig på den kulturelle og uddannelsesmæssige kontekst for de unges valg.

Unges uddannelsesvalg finder stadig sted i en kontekst af det, som den tyske pædagogikprofessor Thomas Ziehe for år tilbage navngav kulturel frisættelse. Hermed refererer Ziehe til en aftraditionaliseringsproces, som frisætter individet fra traditionens bånd og giver det magten til at forme sit eget liv. Friheden til at vælge uddannelse og levevej er et centralt aspekt af denne formbarhed. Landmandssønnen er ikke determineret til at overtage den fædrene gård, og lægedatteren kan vælge at følge i forældrenes fodspor – eller lade være.

Frisættelsen er ifølge Ziehe en gevinst, som har sine omkostninger i form af tvivl og usikkerhed. Denne pris hæves i det aktuelle uddannelseslandskab, hvor antallet af studier og kombinationsmuligheder er eksploderet, og hvor de unge er genstand for en taxameterdreven rekrutteringskamp mellem uddannelsesinstitutionerne.

Påbudskultur

Den største udfordring for de unges frisatte uddannelsesvalg kommer dog fra det, som Svend Brinkmann i bestselleren Stå fast kalder for en påbudskultur. Brinkmanns pointe – som han har fra Zygmunt Bauman – er, at samfundets moral har udviklet sig fra at være forbudsorienteret (du må ikke!) til at være påbudsorienteret (du skal!).

Det er her, klichéen om drømmestudiet sætter ind med sit implicitte påbud: Du skal ikke bare vælge en uddannelse, men dit valg skal være udtryk for lige præcis din drøm. Herved forhøjes både indsatsen og oddsene i det store uddannelsesbet. Det er selvet, der sættes på spil, og spillet handler om at vælge den eneste ene.

Slår man ordet ’drømmestudie’ op i Den Store Danske Ordbog, kan man læse, at det er »det bedste studium som en (ung) person kan forestille sig som sin uddannelse«. Definitionen peger på, at ’drømme’ både kan anvendes om noget meget godt og om en forhåbningsfuld forestilling om noget fremtidigt.

At hævde at en uddannelse er den bedste, er egentlig en meningsløs påstand, så længe man ikke har prøvet kræfter med dem alle. Eller rettere: Påstanden giver primært mening med reference til en indre forestillingsverden. På et tidspunkt må forestillingen om drømmestudiet dog konfronteres med den brogede og prosaiske virkelighed, som en videregående uddannelse også er. I denne situation kan en snigende tvivl let overdøve påbuddet om at tro på sin drøm: Er dette nu også mit drømmestudium? Hvad er min drøm egentlig? Hvem er jeg overhovedet?

En foreløbig retning

Der findes sikkert studerende, som vil sige, at de udlever deres uddannelsesdrøm. For dem er drømmepåbuddet tilsyneladende ikke noget problem. Ikke desto mindre vil jeg hævde, at diskursen om drømmestudiet generelt skaber et usundt klima for unges valg af uddannelse. Dels fordi den gør valget til en alt for risikabel affære, hvilket er særligt udfordrende for de mere usikre og famlende blandt de unge. Dels fordi den i alt for høj grad henviser de unge til deres egen indre verden – både når valget skal træffes, og når tvivlen melder sig.

Hvis vi skal skabe et sundere klima for unges uddannelsesvalg, bliver vi nødt til at finde en anden måde at tale om det på. For det første må vi tage luften ud af risikoballonen ved at tale om valget som noget, der angiver en foreløbig retning, der kan og vil blive justeret undervejs.

For det andet må vi tale om denne retning som noget, der skal pege ud over den unges indre verden. I stedet for at se ind i sig selv bør valget handle om at kunne se sig selv i noget. Vores spørgsmål til den unge skal derfor ikke være ’Hvad er din drøm?’, men derimod: Hvad vil du gerne virke for?

Journaliststanden kan begynde ved at lade drømmestudiet blive i klichéskuffen, når de om lidt skal skrive om optaget på de videregående uddannelser.

Martin H. Brunsgaard er lektor på pædagoguddannelsen, UC SYD.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Birgitte Lamb

Tak til Martin H. Brunsgaard for at gøre opmærksom på det problematiske i 'drømmestudiet'-diskursen. Jeg har længe været irriteret over den opskruede retorik, der ikke er til gavn for nogen. Som gymnasielærer oplever jeg hvilket usundt pres der hviler på mange unge. De skal have høje karakterer så de kan komme ind på drømmestudiet, så de kan være til nytte og gøre sig fortjent til at være en del af samfundet. Det er hverken godt for de unge eller for samfundet, at der lægges et sådan pres på dem allerede på ungdomsuddannelserne. Mange af dem tror at der kun er én enkelt og lige vej gennem tilværelsen, og hvis de ikke kan leve op til at følge denne vej, bryder deres forestilling om tilværelsen sammen. Diskurser om drømmestudie og om at være til nytte for samfundet, fodrer disse forestillinger på en uhensigtsmæssig måde.
Vi voksne ved jo godt, at livet ikke er en lige, ensrettet landevej, så ja - drop den evindelige snak om drømmestudiet.

Carsten Hansen

Skal man læse i 5-6 år på universitetet er det af yderste betydning at man har stor interesse for studiet. Det betyder så for langt de fleste ikke at man kun har èn mulighed, men snakken om at tage en uddannelse for samfundets skyld er svær at gennemføre..
Er ens drømmeuddannelse f.eks. pædagog, så er der ikke så mange boglige uddannelser der er mulige i fald man ikke opfylder kravene for optagelse , som stadig kan virke tillokkende. Så er kruser, udlandsrejse og højskoleophold en "omvej til optagelse, fremfor at vælge noget man vil hade resten af livet.

Der er mange uddannelsesmuligheder; Men også mange forkerte. man er nødt til at mærke efter indeni, uden at dette reduceres til "dagdrømmeri".

Young-suk No

Alle er forundt at realisere sin drømme, også når de unge vælger studiet. Men når de unge har ikke fået den ballast i form af bredt almenviden og evnen til at reflektere over sig selv og omverdenen, er de usikker på sig selv og det valg de tager. Samtidigt er de unge bombarderet med socialmedia der kommer med den ene og det andet moderigtige valg i alle livets situationer og dette påvirker i den grad de usikker unges definition af 'drømme'. Det er ikke deres egne drømme men andres.
De voksne generation har fejlet big time. De har selv realiseret deres drømme, men har ikke rustet de unge generation til at drømme deres drømme.