Kronik

Eva Selsing: De røde har tilranet sig et kulturelt magtmonopol, der truer Danmark

Vi konservative er vrede over det institutionelle, kulturelle magtmonopol, venstrefløjen har tilranet sig, når den da ikke har fået det foræret af en angst og behagesyg borgerlighed. Uddannelsessystemet, pressen og kunsten er domineret af venstreorienteret tænkning, skriver Eva Selsing i den første kronik i en ny serie, hvor Information har bedt højreorienterede stemmer skrive om, hvad de mener, der er værst ved de rødes dominans i Danmark
'Vi borgerlige er ganske rigtigt vrede. Eller det er måske primært konservative, som er det. De glade grise i den liberale lejr har jo mange fællessager med den herskende venstrefløj, mammon eller ej,' skriver Eva Agnete Selsing i dagens kronik.

'Vi borgerlige er ganske rigtigt vrede. Eller det er måske primært konservative, som er det. De glade grise i den liberale lejr har jo mange fællessager med den herskende venstrefløj, mammon eller ej,' skriver Eva Agnete Selsing i dagens kronik.

Thomas Lekfeldt

Debat
7. juli 2020

Det er kun de fladeste ånder, der går op i Christiansborg-politik. Derfor er der da heller ingen borgerlige intellektuelle, der for alvor interesserer sig for Borgens skærmydsler – i hvert fald ikke som andet end den lille spejling af verden udenfor, hvis realitet bliver stadig tungere.

Tung som en koranklods. Tung som de ord, man ikke må sige. Tung som den historie, vi skal slette, glemme, skamme os over og erstatte. Tung som skammen og arvesynden, vi åbenbart skal svøbe vores børn i, fordi de har den forkerte hudfarve. Tung som udsigten til at gentage århundredernes værste fejltagelser.

Men vi borgerlige er ganske rigtigt vrede. Eller det er måske primært konservative, som er det. De glade grise i den liberale lejr har jo mange fællessager med den herskende venstrefløj, mammon eller ej. Man elsker det grænseløse, det frigjorte, det overnationale, det overskridende, det nye.

Men den konservative vrede, den kan altså ikke reduceres til Christiansborg-taktik.

Den handler derimod om det institutionelle, kulturelle magtmonopol, venstrefløjen har tilranet sig, når den da ikke har fået det foræret af en angst, kompleksramt, behagesyg, ’progressiv’ borgerlighed.

Et monopol, der gør, at livsvigtige områder for et samfund som uddannelsessystemet, retsvæsnet, pressen og kunsten er meget eller totalt dominerede af venstreorienteret tænkning. En udvikling, der mærkeligt nok accelereres for tiden af venstrefløjens gamle fjende, kapitalismen, hvis wokeness har vist sig nyttig for kulturrevolutionen anno 2020.

De fleste lærere er venstreorienterede eller meget venstreorienterede. Er det et problem? Ikke hvis man er venstreorienteret af den pluralismehadende æt.

Men kunne man forestille sig, at der var perspektiver på 9/11, på Israel-Palæstina-konflikten, på samarbejdspolitikken, på EU, på næstekærlighedsbegrebet, som ikke blev inddraget eller ligefrem blev udeladt, som en følge af denne markante bias? Eller emner som det nationales betydning, indvandringens konsekvenser, familiens status, valget af Trump – hvordan behandles de? Jo, i samme ånd som Ole Bornedals rædselsserie 1864.

Røde journalister

Fra folkeskole til akademia: Historien er den samme. Dygtige, akademisk tænkende borgerlige intellektuelle kan ikke få ansættelse på universitetet. De meget få offentligt erklærede borgerlige, som bestrider faste universitetsstillinger, er enten meget, meget forsigtige med at sige noget borgerligt i offentligheden, eller også venter de helt med at tale, til de når pensionsalderen.

Tænk på historikeren Uffe Østergaard, som måske ikke er klassisk borgerlig, men som dog havde gjort sig ikkevenstreorienterede tanker om indvandringen i sin forskning og først kunne tale frit om emnet, da han indledte sit otium.

Hvordan mon det påvirker ideernes kampplads i det brede samfund, at de definerende tanker, som jo altid kommer fra elfenbenstårnet, stort set udelukkende er røde? Er der så overhovedet længere tale om en kampplads?

Medierne er ikke bedre. Fire ud af fem journalister stemmer til venstre eller langt til venstre for midten. Er vi ikke Jordens største løgnere, hvis vi påstår, at det ikke påvirker nyhedsdækningen?

At det ikke har afgørende betydning for, hvilke historier der bliver fravalgt?

At det ikke har afgørende betydning for, hvilke oplysninger der systematisk bortfiltreres af politisk sensitive årsager?

At pressen ikke de facto er et taknemmeligt redskab til at modellere bløde sind henimod de rigtige meninger – om Trump, om klima, om indvandring?

Rød kulturmagt

At kunsten er rød, er også åbenbart. Kan man overhovedet komme ind på Kunstakademiet, hvis ikke man hader alt traditionelt? Abstraktion, grimhedsdyrkelse, vulgarisme, opløsning, ødelæggelse – det er skabelonen for dagens kunst og har været det i årtier efterhånden.

Det sjove er, at det sælger – ikke mindst til dem, der gerne vil tilkøbe sig en fernis af dannelse. Det er ’stiv pik og håret tilbage’-rigmanden, der skal bruge det vulgære eller prætentiøst-abstrakte til at tegne sig som én, der rummer mere end nye penge. Ham – og så underklassen.

Det er dem, der hænger på alt det grimme, og som bliver skadet af det – nogle for livet. De bor i det, omgives af det, injiceres med det af systemet, der også elsker opløsning, især af familier. Mens kulturradikalerne selv har god smag, bor sjælfuldt og omgiver sig med skønhed. Det er klassebevaring.

Og så er der jo retssystemet. Befolket af mennesker, som bruger fem års studietid på at lære at elske forbryderen og se med procedural ligegyldighed på offeret.

En jurist vil altid, med overbærenhed, kunne forklare dig, hvordan man jager et uhyre og fanger et utrolig menneskeligt menneske, som det er meget synd for, og hvis barndom var hård. Som lider under omgivelsernes onde fordømmelse. Og så virker straf i øvrigt heller ikke. Undtagen når det handler om cigaretpriser og overtrædelse af racismeparagraffen.

Nej, der er ingen ende på de (ofte kvindelige) paragrafister, hvis hjerter og munde formelig strømmer over med karnovske pikanterier til belæring af masserne om det forkerte i strengere straffe. Åh, feinschmeckeriet i at kæle for den serielle forbryder. Douze points til at bruge i dydsbutikken.

Dér har I magten. Og den er ikke borgerlig.

En konservativ tendens

En klog bekendt spurgte forleden, om ’tidsånden’ egentlig overhovedet havde været konservativ, sådan som vi er mange, der har gået og sagt det de seneste år. Han var nok ramt af et øjebliks defaitisme, men jeg forstår hans spørgsmål.

Sagen – og svaret – er, at ’tidsånden’ ikke er én strømning, men mange hoved- og bifloder, som i en periode flyder sammen for atter at skilles og tykne andetsteds under andre overskrifter.

Der er en tydelig kulturrevolution i gang, som er antikonservativ, antiborgerlig, antinational. Ja, og dens globalitet, dens disruptive virkemåde, huer i noget omfang den mest moderne liberalisme, der også ser farlig ’nationalisme’ alle vegne. Bøhmand Orbàn og dét.

Men der er også en tydelig, modsatrettet tendens, som blot er blevet styrket de senere år. En national, konservativ, traditionsbevidst én.

Den forfægtes af ordentlige mennesker, som elsker deres land. Som er taknemmelige og ydmyge over for de ofre, vores forfædre har givet for, at vi kunne vokse op på dette skønne sted. Gode, fredelige folk, som er trætte af at blive udgrænset og udskammet, fordi de vil give deres børn et fredeligt Danmark i arv.

Som ikke vil finde sig i den vold, indvandringen – som er venstrefløjens og liberalismens fælles projekt – ubestrideligt medfører.

Som ikke vil finde sig i at blive kaldt racister (sic!), fordi de tillader sig at sætte ord på ugerningerne. Farlige ord, fordi de er sande.

Venstrefløjens fortsatte hegemoniske kulturmagt forudsætter, at disse ord og de mennesker, de bor i, kan undertrykkes for evigt. Det kan de ikke.

Heldigvis.

Eva Selsing er filosof og borgerlig debattør

Serie

Hvad er de blå vrede over?

Siden valget i juni sidste år har de blå måttet affinde sig med en rolle som kritisk opposition frem for magtudøvere. I denne kronikserie skriver nogle af Danmarks førende højreorienterede stemmer om, hvad de mener, er det absolut værste ved de rødes dominans i Danmark.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Falstoft

I stedet for denne gang klynk burde Selsing 'komme ind i kampen'. Hun kunne jo starte med at spørge sig selv om, hvorfor det går så dårligt for de borgerlige. Af ’filosof’ at være er hun forbavsende dårlig til at argumentere for sin sag. Hvis dette er det bedste de borgerlige kan præstere af politisk analyse, forstår jeg godt de har problemer.

Marina Kasimova, Lone Hansen, kjeld jensen, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Carsten Munk, Steffen Gliese, Flemming Berger og Søren Fosberg anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Så længe det er en folkevalgt regering der understøtter alt denne påståede elendighed er jeg ikke så bange - og vred, det er jeg slet ikke. Omvendt, og kigger man rundt i verden, så virker det ikke som om demokrati i sig selv er garant for noget som helst og ikke mindst derfor synes jeg det er fint, at der bliver luftet nogle kritiske tanker om nationens tilstand, omend de måske i dette tilfælde er båret mere af intuitive fornemmelser end egentlige facts. Men den slags udtryk skal der også være plads til i et ægte demokrati, især hvis de er så dybtfølte som denne artikel antyder.

Peter Andersen

Hvorfor skal vi nu høre mere til clickbait-akrobaten Selsing? Hun har intet at byde ind med andet end ledige standpunkter.

Chris Ru Brix

KAMMERATER, TIL ANGREB!!! :-)

Selvom jeg synes det er noget gudsjammerligt vås, inspireret af de værste retninger af amerikansk konservatisme, så er sproget i det mindste flot.
Jeg kunne godt se Fru Selsings fremtid, som den Berlingske George Metz.

Her må vist meldes hus forbi!

Mange af de venstreorienterede Eva taler om er i bund og grund neoliberale. F.eks. journalister, og efterhånden det meste af toppen og mellemlagene(akademikerne) af det offentlige. De er græsk-katolske om vi får mere eller mindre bedringer i sociale vilkår eller om vi for skattelettelser. Men at afhænde de lavtlønnedes job til fattigere lande er der bare fjong. Og så passer amerikanerne så godt på os, når de sådan jager terrorister.

For det andet er der nok dele af den offentlige mening som er venstreorienteret f.eks. socialområdet. Men der er flere borgerlige meningsområder f.eks. sikkerhedspolitik, økonomisk og industripolitik. Og var det ikke netop kulturområdet som fik en kanon......

Kan godt lide at den traditionelle konservative opdeling i Frederiksberg-konservativ og Nordpå/industri-konservativ her bliver til Team-Eva Selsing og ’stiv pik og håret tilbage’-rigmanden.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Per Torbensen og Chris Ru Brix anbefalede denne kommentar
Torben Siersbæk

Jeg har et eller andet sted set forfatterinden til ovenstående uglegylp betegnet som .... filosof!?!
På mig virker det som et - dårligt - afstøvet arkivfund fra Aktive Lyttere Og Seere, altså Erhard Jacobsens tankespind.
Men er det virkelig kun MIG, der bliver sendt tilbage til 1970'erne?

Eva Schwanenflügel, Jan Fritsbøger, Søren Fosberg og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Peder Linneberg

Nej, så hellere 2% "besparelser"...

olivier goulin

Gad vide, hvilken karakter filosofikandidaten fik i Retorik?
Må jeg spå, at hun ikke får nogen stor plads i filosofihistorien?

/O

Lone Hansen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Tobias Hvam Mikkelsen

Måske er der biologiske faktorer der gør at den yderste højrefløj ikke bliver folkeskolelærere, akademikere og kunstnere. Måske har de bare ikke evnerne eller viljen. Måske har de andre interesser.
Det er jo ikke så mærkeligt at folk af lavere intelligens ikke får arbejde i kulturinstitutionerne.
I skulle prøve at tage ansvar for jeres eget liv, istedet for det klynk om strukturel diskrimination.

Hvis der var nogle der mente de havde sværere ved at få et specifikt job, fordi de var kvinder eller havde en anden etnisk herkomst ville I jo heller ikke tage det seriøst, vel? VEL?
Hvorfor skulle vi så tage jer seriøst?

Jens Thaarup Nyberg

Hellere rød end død.

Ib Christensen

Syntes det minder om de her manifester vi somme tider finder hos folk vi ellers kan blive enige om er radikaliserede.

Chris Ru Brix, Ole Meyer, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

07/jul/2020

@Eva Selsing ...

Du godeste, sikke dog en spand ord :-( ...

Kunne du ikke - i al enkelthed - sige/skrive,
hvad du ønsker dig/gerne vil have, frem for
al lukke en endeløs række af brok-ord ud ?

Venlig hilsen
Claus

Søren Ferling

Det mest gennemgående i kommentarerne er vist at mange ikke opdagede at liberalisme og socialisme konvergerede i forbindelse med Murens fald.

Når man derfor anser liberalisme som 'borgerlighed' og medier som 'borgerskabets', har man slet ikke forstået tiden vi lever i, men taler ind i en for længst forsvundet fortid.

Selsing er omkring tyve år forud for tænkningen her.

Jan Fritsbøger

Søren Fosberg, når jeg insisterer på en nedsættelse af forbruget så skyldes det at det faktisk er uomgængeligt,
at tro at problemet bare handler om co2 og at et ensidigt fokus på nedsættelse af forurening vil være løsning nok, er desværre et udtryk for at man slet ikke har forstået omfanget af problemet,
og jeg ved da selvfølgelig godt at vi også skal gøre alting mere miljø / klimavenligt, for mig er nedsættelse af forbruget ikke bare "den rigtige strategi" men jeg ved at klimaproblemet aldrig vil kunne løses uden,
og desuden er mit fokus meget bredere da klimaproblemet jo ikke er det eneste problem som bør løses, der er også fattigdom som er en følge af andres grådighed og den generelle ulighed både på lokalt og især på globalt plan,
og der er krig og krigstruslen som forhindrer menneskets trivsel og som jo også handler om grådighed,
faktisk er det ikke svært at definere det maximale forbrug som er acceptabelt og bæredygtigt og det er langt overskredet i vores del af verden,
definitionen er : det forbrug som ALLE mennesker i hele verden kan have samtidig, og som ikke belaster naturen og klimaet,
og som vil kunne opretholdes i al fremtid uden at nogen resurser slipper helt op uden at kunne erstattes af andre,
for vi kan jo ikke tillade os at dømme fremtidige generationer til at leve uden det vi selv mener vi har ret til,
og vi kan heller ikke tillade os at mene vi har mere ret til forbrug end andre mennesker i andre (fattigere) lande.
og lige nu er det forbrug vildt overskredet i forhold tal samtlige kriterier i vores del af verden, så mindre forbrug er absolut et uomgængeligt must.

Viggo Okholm, Niels-Simon Larsen, Ruth Sørensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

i forhold til , ( ikke tal ) næstsidste linie,
og så må mulighed for at efterredigere altså snart indføres her

Arne Albatros Olsen

Det er det man kalder en typisk projektion i psykologisk forstand.
Den slags projektioner fortæler faktisk mere om personen , end vedkommende
nok selv er klar over.
Måske skulle hun snakke lidt med sin psykolog om det.
Forudsat ,at hun faktisk har en, og hvis så må hun selvfølgelig måske lige sikre sig at psykologen ikke er for rød. Ellers går det jo slet ikke.

Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Steffen Gliese og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

Ole K , tjah man kan måske konkludere at velinformerede mennesker som ikke selv er dybt involveret i grådighedens regime primært stemmer rødt,
simpelthen fordi de kan se hvad der faktisk foregår i samfundet som helhed,
er man derimod selv involveret og måske handelsuddannet ( indoktrineret til at tro på markedets og kapitalismens "velsignelser" ) eller selv tilhører den overprivilegerede klasse ( eller forestiller sig man gør det ) stemmer man primært borgerligt feks. for at bevare sine privilegier, men det ændrer jo altså ikke på det faktum at medierne over en bred kam udbreder borgerlighedens ideer.

Viggo Okholm, Egon Stich, Steffen Gliese, Arne Albatros Olsen og Palle Jensen anbefalede denne kommentar
Søren Buggeskov

Tak for at kunne læse kronikken uden at blive mødt af betalingsmur - bliv ved med det - også med de øvrige kommende bidrag i serien.

Torben Siersbæk, Erik Winberg, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Ole K. Ersgaard

Jeg betragter, sammen med en hel del andre, der er uddannet på universitet! og tilhører centrum-venstre, aldeles ikke hverken Socialdemokraterne, eller Det Radikale Venstre, som tilhørende venstre-fløjen! De radikale har aldrig hørt til venstrefløjen - mener jeg - deres politik har altid været borgerlig på det økonomiske område, mens Socialdemokratiet altid har allieret sig med den til enhver tid herskende kapitalisme her i landet, lige fra grosserer-kapitalismen i 1920'erne over handels og fabrikant-kapitalismen i 1950'erne til konkurrence-kapitalismen i 1990'erne, og 2010'erne! især på det økonomiske område! hvor alle, selv syge, nu skal stå skoleret på jobcentrene og i aktivering - og det også med Socialdemokratiets stemmer (hvis jeg ikke husker helt forkert?), se den her artikel fra Fagbladet Foa:

https://www.fagbladetfoa.dk/Artikler/2019/01/29/Forsker-Syge-borgere-er-...

hvor der er det her citat:

"Egentlig ville forsker Tina Bømler have interviewet sagsbehandlerne i kommunerne. For da kravet om aktivering i 2010 også kom til at omfatte sygemeldte borgere, måtte det nødvendigvis kaste sagsbehandlerne ind i etisk svære dilemmaer, mente hun. Som for eksempel at skulle ringe til alvorligt syge borgere på hospitalet. ”Jeg var dybt overrasket over, at de slet ikke havde overvejet det. De var mere optagede af dokumentation, kontrol og rettidig opfølgning,” siger Tina Bømler, der er lektor i socialt arbejde ved Aalborg Universitet og aktuel med sin nye bog ’Når de syge skal arbejde’."

Og det tyder altså på, at højrefløjen i DK har vundet værdikampen her i landet! Netop fordi nu er S også slået ind på den linje, der hedder, at (næsten) alle arbejdsløse, med og uden dagpenge, syge mennesker mm. og mv. nok ikke er rigtig syge, derfor må vi kontrollere dem - og sende de syge i aktivering, så de kan få et job, hjælpe konkurrence(stats)kapitalismen! hvor alle mennesker ses som objekter, der kun er til for en ting: at være god arbejdskraft for kapitalen!

ps: Alternativet er bestemt heller ikke venstrefløj; dette parti (som siden FV-2019) er gået helt i opløsning!) har stemt sammen med de borgerlige nogle gange; Alternativet er, som jeg ser det, et borgerligt midterparti, som samler nogle strømninger op i det borgerlige hav, hos de borgerlige stemmer i det her land, hvor man er bekymret for miljøet, og for fremtiden .- samtidig med, at man vil lave grøn omstilling - på kapitalen, og på kapitalismens præmisser.

nb: Jeg ved ikke, hvem der har fundet på, at Socialdemokratiet, og De Radikale (partiet altså) i det her land hører til rød blok; det gør de ikke! De er begge to dybt borgerlige i den økonomiske politik; De Radikale, fordi de næsten altid har været det, og Socialdemokratiet, fordi det altid har været et pragmatisk parti, der aldrig rigtig er gået ind for at afvikle kapitalismen, men i stedet for har villet udvikle den, så samfundet, staten, mm. og mv. (også) kunne konkurrere med andre stater; i det lys skal man se, mener jeg de reformer, som S, lavede, sammen med de borgerlige i 2013-2014, på beskæftigelsesområdet! Her handlede det igen om at få så mange som muligt ud på arbejdsmarkedet! Uanset om de havde svær skizofreni, dyb urinsyregigt, adhd, og en smule autisme i form af Aspergers !

Og igen dette:

De Radikale, og Socialdemokraterne, og Alternativet, også er aldeles ikke en del af venstrefløjen, ja SF er det vel knap nok nu - efter min mening altså...

Chris Ru Brix, Lise Lotte Rahbek, Per Christiansen, Jane Doe, Ebbe Overbye, David Adam, Egon Stich, Erik Winberg, Steffen Gliese, Arne Albatros Olsen, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Ole K. Ersgaard, du skriver det her:

"...Indlægget giver nemlig et godt udgangspunkt for en efterfølgende konstruktiv dialog, der jo gerne skulle berige og gøre de involverede parter klogere. Men efter at have læst de første kommentarer må dette være tilgode."

Hvilken dialog mener du vil være konstruktiv her? Når Eva Selsing, efter min mening, rammer ret meget ved siden af skiven, og når hendes argumenter for, hvorfor hun mener, som hun gør, mest består af stråmandsargumenter, glidebane-argumenter samt af, at pege på problemer, hvor der ingen er, og af det, der på engelsk hedder 'misdirections', altså snyde os til at se et andet sted hen, mens hun, E. Selsing, påviser et eller andet - i den tomme luft...!

Og bare fordi man stemmer (for nu at fortsætte lidt fra mit seneste indlæg) stemmer på SF, eller Enhedslisten som folkeskolelærer kan man altså godt være fair, reel og og objektiv (så godt som man nu kan) som lærer i folkeskolen, eller som lærer i gymnasiet mm. og mv.!

Chris Ru Brix, Viggo Okholm, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

Politisk befinder jeg til venstre for Enhedslisten, som jeg meldt mig ud af den 18. marts 2011. Intet, forstået som absolut intet, af det jeg læser i denne kronik, får mig til at føle andet end medynk. Det er en martret sjæl der skriver og hun bør derfor mødes med omsorg.

Ole Falstoft

Selsing påstår at venstrefløjen har 'tilranet' sig magten. Det indikerer at der er foregået noget illegitimt. Hvad mener hun? Har venstrefløjen brugt ulovlige metoder? Har de truet sig til magten? Har de indoktrineret folk? Har de brugt udemokratiske metoder?
Selsing opfører sig som en dårlig taber.

Chris Ru Brix, Eva Schwanenflügel, Ib Gram-Jensen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henrik Okkels

Eva Selsing indleder Informations sommerserie med en gang usammenhængende vrøvl, som man skal lede meget længe efter at finde magen til. Det er så dumt, så faktuelt forkert, så fordomsfuldt, så forvrænget, at det er fuldstændig umuligt at pille vrøvlet fra hinanden - altså, hvis man ikke vil bruge fem gange så mange ord på at udstille hendes grænseløse uvidenhed og monumentale fordomme.
Jeg har sjældent set et menneske så effektivt begå et altomfattende karakterselvmord.

Chris Ru Brix, Karsten Aaen, Jane Doe, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Det med blokke og farver er journalist påfund, og så har vælgerne og andre taget det til sig. Mange har forsøgt at bryde ordene blok politik, rød og blå, men nej mediernes fastholder det ordvalg. Men det er fejlagtigt. Idag er næsten alle vigtige beslutninger med bredt flertal, fordi det er mest politisk holdbart.
NU har vi snart så mange partier i folketinget, og flere kommer til. Få ligger på eller lige over spærregrænsen. Jeg synes man skulle hæve de 2% til 5. Det giver alt for meget mudder med 10-12 partier i så lille et land som Danmark.

Steffen Gliese

Anders Fogh Rasmussen instrumentaliserede liberaliseringen af Danmark ved at skabe en blokpolitik, vi aldrig har kendt magen til, ved at umyndiggøre journaliststanden, der altid er til fals for de nyeste tendenser, som de forveksler med avantgarde; ved at afskaffe den interesseløse sektorforskning og bagdem kontaminere alle videregående uddannelsesinstitutioner med denne langsomt virkende gift; ved at slå en handel af med den oplyste og derfor fordomsfulde del af befolkningen, som ved at få sit skålpund kød åd alle velfærdsforringelser, som de for størstedelen ellers nød bedst af, men som grundet i lige dele manglende selvværd og masser af misundelse var klar til hævne egen manglende evne til at tilkæmpe sig bedre vilkår ved at fratage andre, ringere stillede deres - i stedet for at stille krav igennem de partier, som de imidlertid undlod at melde sig ind i og gøre deres indflydelse gældende igennem.
Det er dér, vi står - men heldigvis svinger pendulet igen, og den dehumanisering, som borgerligheden altid har forstået at sætte i system, viger igen.

Chris Ru Brix, Jeppe Lindholm, Jens Thaarup Nyberg, michael andersen, Jan Fritsbøger, Karsten Aaen, Ebbe Overbye, David Adam, Egon Stich og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Ja,ja men Selsing har da fået en del til tasterne. Det er vel også en del af en demokratiske tradition. Jeg har vist ikke set én der støtter hende. Det er da også tankevækkende.

Steffen Gliese

der skal selvfølgelig stå 'uoplyste'.

June Beltoft

Der gik Eva i selvsving...

Sorry, den lå lige til det vittige højreben ;-)

olivier goulin

@jens peter hansen

Nej, det kan vel ikke komme bag på nogen, herunder hende selv - at hendes skrblerier ikke har nogen større genlyd blandt Informations læsere.

Man må nærmest kalde det en litterær Kamikaze-handling

/O

jens peter hansen

Måske ville det blive lidt kedeligt hvis der kun blev skrevet af og til menigheden.

Ib Christensen

Jeg giver J.P.H ret.

Der var en artikel om hvordan "eliten" https://www.information.dk/moti/2020/06/stoerste-ekkokammer-eliten

Vi kan og må ikke bare lukke ørene for hvad vi er uenige i. At hun er villig til, at dele hendes tanker, også udenfor sin egen boble, er noget vi bør værdsætte.

Vi kan ikke hjælpe hinanden, hvis vi ikke kender hinanden. Så jeg syntes det er helt fint at Information giver rum til at vidensdeling kan foregå bobler imellem.

Nogen løsning på den gordiske knude vi står med i dag, kan jeg dog ikke levere. Jeg leder stadig efter enderne på rebet.

Chris Ru Brix, Per Torbensen, Erik Fuglsang, Lise Lotte Rahbek og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ jens peter hansen

Jeg har nu set tre-fire støtter.

Tror, Nye Borgerlige har delt avisabonnementer ud til deres medlemmer, så de kan sprede det glade budskab blandt folk, fæ og ræverøde..

De tager det meget seriøst med det kommende kommunalvalg, og er i fuld gang med at underminere bl.a. DF's byrødder i det ganske land.

Hver en stemme tæller - også i 'den mindst ringe'.

Ib Christensen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Det er mig aldeles ubegribeligt - et forklarende lys kaster for deprimerende skygger! - at der efterhånden viser sig en del medunderskrivere på det synspunkt, at Eva Selsings tekst kan virke fremmende for den offentlige debat i Danmark, og at det dermed er at betragte som et gode, at Dagbladet Information bringer hendes indlæg i trykken.

Det er mig ganske og aldeles ubegribeligt. For jeg er af den overbevisning, at ethvert rettænkende menneske - ganske uafhængigt af politisk ståsted og ideologisk overbevisning - bør kunne indse, hvorfor Eva Selsings indlæg ikke fremmer denne offentlige debat, men tværtimod søger at underminere den. At der er tale om et bevidst forsøg på således at kortslutte enhver form for debat, kan jeg naturligvis ikke føre bevis for. Men teksten taler i og for sig også for sig selv..

Det kan være svært at finde en passende indgang til så overspændt en tekst. Hvordan egentlig sandsynliggøre med eksempler hvorfor teksten repræsenterer en afslutning på enhver form for debat, og ikke blot et 'friskt pust' fra den 'anden lejr', og ind i 'ekkokammeret', når det i og for sig er teksten i sin helhed, der efterlader dette indtryk? Når det snarere er ophobningen af urimeligheder og affekt-forvredne postulater ned gennem teksten, end det enkelte postulat i sig selv, som gør snart sagt enhver videre samtale formålsløs?

Og dog har teksten ved nærmere eftersyn sin 'bundskrue', netop dette enkle, fritstående postulat, som eksemplificerer Eva Selsings selvpåførte diskvalifikation fra al videre, opbyggelig samtale:

Hun skriver:
"Den ['National-konservatismen'] forfægtes af ordentlige mennesker, som elsker deres land. Som er taknemmelige og ydmyge over for de ofre, vores forfædre har givet for, at vi kunne vokse op på dette skønne sted. Gode, fredelige folk, som er trætte af at blive udgrænset og udskammet, fordi de vil give deres børn et fredeligt Danmark i arv."

En opbyggelig samtale og diskussion fordrer - som et minimum - at man har respekt for sin samtalepartner. Og dermed at man som et minimum anerkender den andens positive intention. At man uanset ellers uopløselige politiske og ideologiske forskelle finder sig selv i stand til at anerkende den andens positive motiver og hensigter.

Eva Selsing er i sin tekst ikke i stand til at leve op til en sådan grundlæggende fordring. Hun synes fuldstændig blind for den tanke, at de mennesker, som hun i teksten indkapsler i sine mange 'fjendebilleder', skam også kan være 'ordentlige mennesker'. At de skam også kan være i besiddelse af 'fædrelandskærlighed', 'taknemmelighed' for og 'ydmyghed' over at have del i dansk arv og historie. At kredsen af 'gode, fredelige folk' ikke begrænser sig til hende selv og hendes meningsfæller.

En sådan dæmonisering af den anden, her udtrykt i form af en fremhævelse af egne positive karakteristika, er giftig! Som selv et overfladisk kendskab til det 20. århundredes historie bør give bevidsthed om.

Samme dæmonisering af den anderledestænkende kan man, uden at anstrenge sig, for tiden finde eksempler på hos radikale, primært identitets-fikserede grupperinger. Også her synes muligheden for opbyggelig samtale afskåren ved roden. Men dette forhold gør jo ikke just Eva Selsings anslag mod den opbyggelige samtale mindre katastrofal, mere forståelig eller nødvendig. Snarere tværtimod..

Chris Ru Brix, Jens Thaarup Nyberg, Ebbe Overbye, Pietro Cini, Jeppe Lindholm, Freddie Vindberg, Jan Fritsbøger, Jørgen Larsen, Steffen Gliese, Frederikke Nielsen, Palle Jensen, Ib Christensen, Trond Meiring, Jørgen Mathiasen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ole K. Ersgaard

Jan Weber Fritsbøger:
Dit afsæt er besynderligt!
Det kan nemlig henføres til det bibelske begreb, hvor man har fokus på splinten i næstens øje, mens man ikke har kunnet få øje på bjælken i sit eget.

…(…)..”skulle man alligevel kunne opretholde forestillingen om, at markedsbegejstringen er højrefløjens karakteristikum, bør man måske kaste et blik i ræverøde Adam Smiths Wealth of Nations fra 1776, hvor det fri marked beskrives som den direkte vej til ophævelse a privilegier for de få og til forbedring af de mindre bemidledes livsvilkår” (citat/kilde: bogen Højre eller Venstre p.14).

Medierne udbreder borgerlighedens idéer?
Et “fatum” baseret på en ønsketænkning el. en tro på, at der er tale om en borgerlig journalistisk dominans i medierne, gør det ikke mere rigtigt.

Forskellen på rigtigt og forkert er jo netop videnskab versus tro.

Ole K. Ersgaard

Karsten Aaen:

Man kan være enig el. uenig i et indlæg.
Og er man uenig kan det jo imødegås med argumenter - ledsaget af den fornødne dokumentation.
Dermed gør man jo sit til at trække debatten ind på rette spor.
Men det er ikke sket i dit tilfælde.
Eller for langt, langt hovedparten af de andre bidragsydere i tråden.

“I” ødelægger derfor Informations gode inititativ med jeres destruktive tilgang. Det er ikke alene trist, men en skam.

“I” kunne givetvis lære en del af eksempelvis “venstrefløjspolitikeren” Pelle Dragsted* - som bl.a jeg har haft flere gode dialoger med på fx twitter.com, hvor “voldsomme uenigheder” er blevet drejet og vendt - og så er der ofte kommet et noget andet perspektiv frem, der har gavnet både læsernes og de involverede parters indsigt.
Så mere “Pelle Dragsted”. Tak.

Farve-/blok- fløjbegrebet:
Omkring hvilke partier, der hører til rød blok/ venstrefløjspartier socialistiske el. liberale/konservative/blå blok - er jo historisk.
(Omkring den første gruppe skriver Rune Engelbreth Larsen (født 20. august 1967 i Glostrup cand mag. i idehistorie ved Aarhus Universitet i 1998):

“Venstrefløjens karakteristik er nu engang de partier, hvis ideologiske rødder historisk stammer fra socialismen” (Kilde: Højre el. Venstre i kapitlet “farvel til socialismen og liberalismen” p.24).

Og når Det Radikale Venstre generelt henregnes til “rød blok” skyldes det, at partiet traditionelt stemmer (meget tit) med de partier, der ligger til venstre for talerstolen.

“De socialistiske partier sidder til venstre for talerstolen i Folketinget. De liberalistiske og konservative partier sidder til højre for talerstolen. (© DR Ligetil)”

https://www.dr.dk/ligetil/folketinget-er-delt-i-roed-og-blaa-blok

Folkeskolelærerne/gymnasielærerne:
Nu var det IKKE et spørgsmål om, hvordan lærerne agerer i deres profession, men udelukkende et spørgsmål om, hvorvidt de stemte/stemmer “rødt” (inkl. nuancer heraf) eller ej.
Og som dokumenteret stemmer/stemte hovedparten “rødt”.

Karsten Aaen - hold fokus en anden gang.

*
https://da.wikipedia.org/wiki/Pelle_Dragsted

Morten Simonsen, Jørn Rasmussen, Chris Ru Brix og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Det ironiske er jo - at alene den omstændighed at dette venstreorienterede dagblad har bragt konens rædderlige læserbrev - netop dementerer hendes anklage.

Godt gået - Information!

/O

Sven Elming, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Ib Christensen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Torsten Jensen da jeg skrev vi skal værdsætte at hun deler sine tanker, er ikke fordi jeg værdsætter de tanker.
Jeg værdsætter den indsigt det giver.
Og bare mængden af kommentarer til artiklen, syntes jeg, tyder på, jeg ikke er den eneste der ser det samme som jeg.

Og det jeg ser skræmmer mig. "Et barn ingen kan nå"

Der var stor diskussion ang. TTIP for nogle år siden. Hvor Pia Olsen Dyhr var ude og fortælle os hvor vigtigt det var for Danmark at vi bakkede op om TTIP.
Nogen sendte barnet i byen.
https://www.information.dk/indland/2016/05/pia-olsen-dyhrs-rejse-ttip-be...

Heldigvis voksede barnet før det var for sent dengang. Men vi har brug for mere end held.
Og der er det at Eva Schwanenflügel
08. juli, 2020 - 13:46 rammer hovedet på sømmet.

Afsenderen er jo nok ikke Eva Selsing.
https://en.wikipedia.org/wiki/Judas_goat

Torsten Jacobsen

Ib Christensen,

Jeg ved ikke med sikkerhed, hvad der er gået forud for offentliggørelsen af Eva Selsings giftige betragtninger i denne avis. Dog kan man have sine (bange) anelser:

For der er jo åbenbart tale om en 'kronik-serie', udtænkt og igangsat af de lyse hoveder på Dagbladet Informations redaktion. Endnu en 'sommer-serie', med andre ord (vi har ellers allerede serier om Hegel og en 'disruptiv' gentænkning af begrebet 'klassekamp' at underholde os med).

Når det er sommer, sendes medarbejdere på ferie. Derfor kan der såmænd være både forretningsmæssig og - et noget søgt argument, bevares - journalistisk værdi i at overlade produktionen af tekst til 'andre aktører' end den af sommerferien decimerede stab af medarbejdere.

Eller sagt med andre ord: Det forekommer mig lidet sandsynligt, at Eva Selsing skulle have forfattet sin tekst til Dagbladet Information på baggrund af andet end en opfordring fra bladet selv. Mon ikke hun kender sit publikum? I sammenhæng forekommer det mig derfor sandsynligt, at man på Informations redaktion pludselig har fundet sig selv i lidt af et dilemma. Hvorledes, med æren i behold, kan man trække hånden tilbage, når man selv i begyndelsen rakte en lillefinger frem?

Samtidig må man ikke underkende - hvilket du da også gør opmærksom på, at 'tryk' har det med at skabe 'modtryk' (i form af klik og kommentarer), hvilket for enhver publikation - i disse for publikationer så trængte tider - alt andet lige må betragtes som ikke blot en succes, men såmænd også som en eksistentiel nødvendighed.

Nej, årsagskæden er såmænd forstemmende nok, uden man af den grund behøver indtænke konspiratoriske forestillinger om geder..;)

Trond Meiring, Ib Christensen, Jan Fritsbøger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Ib Christensen

Det var støtterne, jeg hentydede til, ikke skribenten.

Torsten Jacobsen har sandsynligvis ramt fuldstændig plet.

Jeppe Lindholm

Hold da op en gang vrøvl. De blå har Det Kongelige Teater, Operaen, Tivoli, TV2, National Museet, kultur kanon i skolerne, Bertel Haarder og ikke mindst Ringridning i Sønderjylland. Og så meget meget andet. Det er faktisk det blå hold som sidder tungt på kulturen i Danmark om nogen.

Jan Fritsbøger

tjah når man kan kalde Adam Smith (liberalismens ideologiske fader) for ræverød, så har man da i den grad bevist at man selv befinder sig på den aller-yderste højrefløj,
og dermed er alt jo ræverødt med den rendyrkede nazisme som eneste mulige undtagelse, og dog for det er jo almindeligt kendt at nazisme betyder nationalsocialisme altså er selv nazismen vel rød, og med den vinkel er verden jo som helhed rød og dermed også pressen,
men set udefra uden egen bias er medierne altså borgelighedens talerør og giver stort set ingen reel plads til venstreorienterede synspunkter,
og alle er selvfølgelig dermed helt enige om at verden har brug for mere vækst og gang i hjulene, den slags kan slet ikke betvivles.

Det har ligget og murret i underbevidstheden et par dage....

Hvad er det Fru Selsings retorik minder mig om ...

Så kom jeg i tanke om ”jøde testen”.
Prøv at udskifte ”venstreorienteret” med ”jøde”...

Retorikken ligner i den grad om ”Det Tredje Rige”s mest floskel omvunde had taler.

Det er både beskæmmende og skræmmende...

Marianne Jespersen

Kære redaktører.
Hvordan kan det være at I opfordrer højrefløjsrepræsentanter til i løbet af sommeren at skrive om "Den røde dominans"
Først tænkte jeg det var satire og at I ikke kunne være bekendt at fremstille Eva Selsing så rablende. Desværre gik det så op for mig, at I virkelig var så ubarmhjertige og hjerteløse at I lokkede hende til at udlevere sin indre paranoia helt uhæmmet.
Dernæst kom jeg til den konklusion, at I har sendt alle journalister m.fl. på sommerferie og derfor ikke har nogen til at fylde spalterne og underholde læserne. Hvilket er grunden til valg af temaet "højrefløj om de røde". De skriver så noget som hensætter jeres læsere i vantro og ophidselse, hvorefter det vælter frem med kommentarer og debat. I dag med omkring 40 kommentarer plus en masse,der anbefaler kommentarerne. Kunne I ikke bare invitere jeres læsere til at skrive og debattere med hinanden direkte i sommerens aviser i stedet at forvise dem til kommentarerne - evt kan I da den næste ugestid bringe de mere end 40 kommentarer i avisen.

Det burde i øvrigt ikke være Informations opgave,at bestyrke højrefløjen i dens absurd fejlagtige opfattelse af "de røde" dominerer i Danmark, bare fordi der lige nu er en socialdemokratisk mindretalsregering, som bygger på bl.a. to" røde" partier, men som samarbejder mindst lige så meget med de borgerlige partier.
Siden 2001 har Danmark rent faktisk i stort som i småt været domineret, regeret og reformeret af en hæmningsløs borgerlig højrefløj, der bl.a. har underkuet, jagtet og chikaneret de fattigste i landet ( arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere m.fl.), økonomiskt og i forhold til deres ret til privatliv, menneskerettigheder og værdighed. (dvs. deres borgerlige rettigheder). Privatiseret, belønnet kapitalejere, ødelagt skattevæsenet og derved lettet mulighederne for svindel, skattetænkning og umådeholden egennytte. Fremmet elendige arbejdsforhold med mangelfuld kontrol samt tvunget kommunerne ind i at spare og byde ældre, børn og andre sårbare dårlige og uværdige forhold,og ofte tillige ulovlige afslag på bistand. Presset effektiviteten i sundhedsvæsenet ud til grænserne for ordentlig human behandling. På kultur- og forsknings -områderne har man gang på gang undertrykt armslængdeprincippet, sørget for at give politiske venner positiv særbehandling og sikret dem særligemidler, politisk censureret forskningsrapporter, og generelt undermineret mulighederne for uafhængig forskning og den forskningsmæssige frihed bl.a. ved reducere universiteternes økonomi, indsætte bestyrelser med politisk udpegning, "fra forskning til faktura " osv.. Og sådan kan man blive ved område for område. Dokumentation kan findes til overmål i Informationsarkiv. Måske kan man endda håbe på en journalistisk bearbejdning og fremstilling, så disse borgerlige myter og forestillinger kan erstattes med sober analyse og evidens.

Det er i øvrigt på den historiske baggrund strengt taget utroligt, at det danske samfund har kunnet holde til det uden at forfalde helt. At vi stadig har en vis solidaritet og stor opbakning til velfærdsstaten er set i det lys næsten mirakuløst.

Chris Ru Brix, Viggo Okholm, Jens Thaarup Nyberg, Carsten Svendsen, Trond Meiring, Carsten Munk, Peter Wulff, Ole Falstoft, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye, Randi Christiansen, Torsten Jacobsen, Ib Christensen, Pietro Cini og John Larsen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

I stedet for at gætte sig frem til hvorfor mon denne artikel har fundet vej til Information, så kunne man glæde sig over at lige præcis her vil nok ingen bide på den krog.
Hellere lidt kvababbelse fra en højrefløjkurér end ideligt at klappe af meningsfæller.

Carsten Hansen

Jeg glæder mig allerede til næste artkel.
Den skal nok sætte gang i debattørkorpset.
Jeg frygter ikke at svage sjæle vil lade sig lokke af tosserier fra højrefløjen. dem nå skrabe sympatisører sammen andre steder.

Hvis venstrefløjsskribenter fik samme opfordring fra den borgerlige presse, så ville de sikkert også gribe chancen. Og får de aldrig den, så siger det mere om den borgerlige presse end om Information. Der er nu engang forskel på voksne og på pattebørn.

Carsten Hansen

"den må skrabe sympatisører sammen andre steder" skulle der stå.

Torsten Jacobsen

Tak, Marianne Jespersen!

Carsten Svendsen, Peter Wulff, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Eva rammer virkelig meget ved siden af skiven. Hun ænser tydeligvis ikke de reelle magtforhold, Ser slet ikke de egentlige magthavere, de egentlig ansvarlige for alle ulykkerne omkring os. Tænk engang, hun tror, det er ´de rødes skyld`. Neej altså, hvor ignorant og overfladisk har man som universitetsuddannet filosof lov at være. Eva, læs piketty, så falder ti øren måske. Men jeg tvivler, der skal nok mere til at vække dig af din tornerosesøvn..

Ole K. Ersgaard

Jan Weber Fritsbøger
Din fornægtelse af virkeligheden ændrer den nu en gang ikke.

Nikolaj Lykke Nielsen

Bliv folkeskolelærer, fru Selsing. Du kan stadig nå det.

Sider