Læserbrev

Her er fem råd til, hvordan socialrådgivere skal tage de svære samtaler med udsatte unge

Sagsbehandleres samtaler med udsatte unge er vanskelige, men børnene er blandt andet præget af omsorgssvigt, en loyalitet med deres forældre og en mistillid til systemet. Denne viden om de udsattes udfordringer er en del af løsningen på de svære samtaler, skriver klinisk børnepsykolog i dette debatindlæg
Debat
27. juli 2020

Kommunerne får stadig i vidt omfang ikke inddraget børn og unge i deres egne sociale sager, som Serviceloven kræver, fremgår det af en artikel i Information den 9. juli. Cecilie K. Moesby-Jensen, der er sociolog ved Aalborg Universitet, peger i artiklen på, at børnesamtaler er vanskelige samtaler.

Hvis det skal blive bedre, som socialminister Astrid Krag (S) og regeringen ønsker, er der brug for at konkretisere, hvilke vanskeligheder der eksisterer, og hvordan sagsbehandlerne kan håndtere dem.

De børn og unge, der er tale om, er for det første ofte præget af omsorgssvigt. De oplever andre mennesker som modstandere og har mistillid til dem. I børnesamtalen kan det vise sig ved, at de ikke åbner sig for deres sagsbehandler, men snarere giver hende fingeren.

For det andet er nogle af børnene loyale med deres forældre. De siger ikke, hvad de selv mener, men hvad forældrene vil synes om.

For det tredje har børn, der vokser op med omsorgssvigt, typisk ikke kendt andet. Nogle af dem ser det derfor som det normale og ønsker ingen forandringer.

For det fjerde ved børnene, hvad de har, men ikke hvordan for eksempel en anbringelse vil blive for dem. Forventningen er ofte, at det ukendte er værre end det kendte – også selv om det kendte er svært omsorgssvigt.

Endelig har nogle af børnene for det femte allerede dårlige erfaringer med systemet. Det kan gøre dem mistillidsfulde over for alt, som kommer derfra.

Viden om disse vanskeligheder er kun en del af løsningen. Skal der blive flere og gode børnesamtaler, tror jeg, at der desuden er brug for træning af sagsbehandlerne i metoder, der fungerer, når børn er imod, kun er af få ord eller slet ikke vil give sig til kende.

Som Moesby-Jensen også nævner i artiklen, kræver det desuden tilstrækkelig med tid. Dertil vil jeg føje arbejdsforhold i øvrigt, som giver sagsbehandlere lyst til at blive i samme job længere end et halvt års tid.

Klarere lovregler vil næppe forbedre situationen, da de allerede er klare. Skærpelse af reglerne vil næppe heller hjælpe – for en kniv for struben sikrer ikke det engagement og den vedholdenhed, som er forudsætningen for gode samtaler og for socialt arbejde i det hele taget.

Lars Rasborg er klinisk børnepsykolog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for det indlæg med fem råd fra en klog mand. Givetvis ikke altid man tænker på disse ting.