Klumme

Der findes ikke voksenpoint. ’Dad bod’, til gengæld, dén findes

For nogle år siden begyndte folk at bruge udtrykket ’voksenpoint’ – for eksempel hvis man havde betalt sin elregning eller puttet sit barn. Men det skal man ikke have point for. Til gengæld skal man acceptere de nye præmisser for ens liv, når man kommer op i 30’erne, skriver journalist Christian Bennike i denne klumme
»Udtrykket ’voksenpoint’ rummer en underlig fremmedgjorthed og en distance over for livet,« skriver Christian Bennike. »Som om det ikke er rigtig virkeligt, det er bare et spil, noget midlertidigt – vi leger voksne. Men også en implicit kritik af tilværelsen: Var det virkelig det?« Arkivfoto 

»Udtrykket ’voksenpoint’ rummer en underlig fremmedgjorthed og en distance over for livet,« skriver Christian Bennike. »Som om det ikke er rigtig virkeligt, det er bare et spil, noget midlertidigt – vi leger voksne. Men også en implicit kritik af tilværelsen: Var det virkelig det?« Arkivfoto 

Christian Lindgren

Debat
30. juli 2020

I efteråret spillede jeg en fodboldkamp, hvor en bekendt på 40 år var med for første gang i flere år. Regnen styrede ned, det var aften, og i starten af anden halvleg modtog han bolden midt på banen. Upresset lagde han an til en kort indersideaflevering, da der lød en høj lyd, som når man smælder med tungen, og så lå han i græsset med en sprunget akillessene. Kampen blev afbrudt, fire mand bar ham i omklædningsrummet og kørte ham på skadestuen.

I 30’erne bliver ens krop som »en elastik, der har ligget ude i solen i nogle måneder«, som min gode (35-årige) ven sagde forleden, da vi sad i hans have og drak en øl og talte om den uheldige 40-årige.

Nu er jeg jo ikke gammel-gammel, 34 år, vorherre bevares, men jeg er heller ikke rigtig ung længere.

I ferien var jeg i vandet med en anden ven, og mens vi vadede ud i Øresund, kunne jeg til min store tilfredshed konstatere, at også han slæber rundt med en ti-tolv kilo mere end for et årti siden. Ikke just klar til fodboldsæsonen.

Dad bod (en farkrop, red.) er en ting, må man bare konstatere. Man løber færre ture, når man har været oppe tre gange om natten med en baby. Man æder lidt mere. Det sætter sig ikke kun på maven, men især i ansigtet, har jeg fundet ud af, og det giver fædre i 30’erne sådan et særligt blødt og tungt udtryk. Som trætte, betuttede hunde.

30’erne er i det hele taget en underlig livsfase.

For nogle år siden begyndte folk at bruge udtrykket ’voksenpoint’. Hvis man havde betalt sin elregning eller fået sig en kapitalpension kunne man skrive #voksenpoint på de sociale medier, som en underlig halvironisk kommentar til tilværelsens monotoni.

Da min bror forleden havde købt en ny boremaskine kaldte han det »et rigtigt voksenkøb«. Og jeg hører stadig folk tale om at få sig »et voksenjob«.

Atlantis

Det kan læses som moralsk forfald: Tænk, at en hel generation er så forkælet, at de ikke kan udføre de mest basale opgaver uden at skrive en klynkende opdatering om det. Det ville måske give mening i USA eller Spanien, hvor ’de unge’ aldrig har oplevet økonomisk fremgang, men kun studiegæld, arbejdsløshed og prekære ansættelser. Men sådan er det bare ikke i Danmark. Tag jer sammen!

Men folk under 35 år tager sig allerede enormt meget sammen. De er netop vokset op i et konkurrencepræget præstationssamfund, hvor man hele tiden skal optimere sig selv for ikke at sakke bagud.

Paradokset er netop, at mens de 22-årige løber rundt i evig jagt på høje karakterer og praktikjob, er det, som om ideen om de frie, hedonistiske 20’ere – tiden »før vi fik børn«, som folk i 30’erne siger – er blevet det Atlantis, som søvnberøvede småbørnsforældre drømmer sig tilbage til.

Måske skyldes det, at vores fortællinger om det gode liv er så stærkt knyttet til hedonistisk nydelse og frihed fra begrænsninger.

Måske skyldes det, at 30’erne vitterligt er noget lort. En livsfase, hvor man både skal være gode forældre, gøre karriere, pleje parforhold og venskaber, købe bolig, holde kroppen i gang, læse bøger …

Sprunget elastik

Udtrykket ’voksenpoint’ rummer en underlig fremmedgjorthed og en distance over for livet. Som om det ikke er rigtig virkeligt, det er bare et spil, noget midlertidigt – vi leger voksne. Men også en implicit kritik af tilværelsen: Var det virkelig det?

Men det gør bare det hele værre. Alting er jo hårdt, hvis man gerne vil se på det på den måde. 30’erne bliver først lettere, når man accepterer de nye præmisser for ens liv og tager dem på sig.

Det sværeste er ikke de fede kinder. Det er at erkende, hvilke af tilværelsens mange idealer, man bør stræbe efter at leve op til. Og hvilke der bare er selvdisciplinering.

For selvfølgelig skal jeg ikke have point for at putte min dreng om aftenen eller for at tage mig af hans lillesøster, når hun ankommer om et par måneder. Men jeg er simpelthen nødt til at komme i bedre form. Ellers ender jeg selv med at ligge i græsset som en sprunget elastik. Og jeg er trods alt ikke 40 endnu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Bøggild

Når man kommer op i fyrrerne, skal man pludselig til at ’realisere’ sig selv, kæmpe sig gennem midtvejskriser osv. Burde der indføres livet-begynder-efter-40 point (eller er der allerede den slags)?

Min bedstefar sagde engang (han var på det tidspunkt i 70'rne), at de bedste år i et menneskes liv var årene mellem 30 og 40, fordi "da er man gammel nok til at vide noget, og ung nok til at gøre noget ved det".

Egon Stich, Jane Jensen, Estermarie Mandelquist, Hanne Ribens, Esben Lykke, Eva Schwanenflügel, Birte Pedersen, Carl Chr Søndergård og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

30érne er ikke en underlig livsfase, det er bare dig der endelig er ved at blive voksen. Din ungdom er slut. Der er intet nyt under solen.

Randi Christiansen

Det evige Nu

Maj-Britt Kent Hansen

Nu er jeg næsten dobbelt så gammel som dig, Christian Bennike, og måske af den grund tror jeg, at det hedder: sprængt akillessene. Ligesom sprængt tunge, sprængt kam osv.

Årene mellem 30 og 35, har jeg mærkværdigvis altid syntes, var de bedste. Når jeg ser tilbage på den tid, forstår jeg det ikke helt.

Hanne Ribens, ingemaje lange og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Opgiv fodbold, og gå til yoga istedet.
Så kan jeg love dig elastiske sener i (næsten) uendelighed ;-)

Esben Lykke, Randi Christiansen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar

Glæd dig til du bliver 50, så har du point nok til, at konen forærer dig en motorcykel :-)

Jens Christian Jensen, Jørn S. Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar