Klumme

Alle de flagrende vinger i haven er både til stor fornøjelse og frustration

Tårnfalkene og deres unger spiser sneglene, men måske har de også snuppet nogle af svaleungerne. Man kunne ønske sig, at de i stedet ville spise larverne, der spiser vores kål, skriver Karen Syberg i denne klumme
Karen Sybergs have er stadigvæk næsten sneglefri, men julis rigelige regn har dog lokket tre store og to mindre snegle frem.

Karen Sybergs have er stadigvæk næsten sneglefri, men julis rigelige regn har dog lokket tre store og to mindre snegle frem.

Christian Sørensen

15. juli 2020

For tiden begynder solsortene at synge lidt i fire. Der lyder en dårende trille fra toppen af det højeste birketræ. Og ovre fra pæretræet i hegnet svarer en anden, hvorefter en tredje falder ind fra den anden side af vejen.

Vidste man ikke bedre, kunne man tro, at de var enige om at opføre en vekselsang af vellyd, men det er territoriemarkering, er det! Det er hannerne, som synger: »Her vogter jeg«, og til svar får: »Og her vogter jeg!«

Men omkring klokken fem er det slut med skønsang. Nu mister alle solsortene på én gang kontenancen og giver sig til at skræppe vækvækvækvækvækvækvæk – i ét væk. Det er tårnfalkens teenageunger, der er kommet på vingerne, og deres forkærlighed for vores matrikel fornægter sig ikke. Så sidder én på stuehusets tag, så lyder deres skrig fra valnøddetræet, og en enkelt gang stryger et par spidse vinger endda lige forbi soveværelsesvinduet, der vender ud mod gårdspladsen. Farvel morgensøvn!

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Freddie Vindberg
  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
Thomas Tanghus, Freddie Vindberg, Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer