Klumme

Da jeg flyttede, indså jeg, at jeg har et problem: Jeg samler på ting

Midt i flyttekasserne gik det op for mig, at jeg fylder hyldemeter efter hyldemeter med ting for selv at få en plads i verden. Men måske er det tid til at vige den plads, skriver kulturjournalist Bodil Skovgaard Nielsen i denne klumme
»Mit problem er, at jeg stadig lever, som om jeg tror, at minder og ting er forgængelige. Og det er ærligt talt idiotisk, når der er plastikøer i Stillehavet på størrelse med tre gange Frankrig. En undersøgelse viser, at en gennemsnitlig amerikansk husstand ejer 300.000 genstande. De forsvinder ikke bare igen.« skriver kulturjournalist Bodil Skovgaard Nielsen.

»Mit problem er, at jeg stadig lever, som om jeg tror, at minder og ting er forgængelige. Og det er ærligt talt idiotisk, når der er plastikøer i Stillehavet på størrelse med tre gange Frankrig. En undersøgelse viser, at en gennemsnitlig amerikansk husstand ejer 300.000 genstande. De forsvinder ikke bare igen.« skriver kulturjournalist Bodil Skovgaard Nielsen.

Jackson Mcmuldren

6. juli 2020

Efter at have båret plastiksæk nummer sytten fyldt til randen med tøj ned ad trapper, smidt den op på bunken af de andre i flyttevognen, for at tage turen efter en ny, kunne min kærestes ven ikke dy sig længere.

»Men altså … hvor har du haft alle de her ting henne,« spurgte han. Og fulgte stille op med det mere principielle: » … Og hvorfor?«

Jeg er netop flyttet ind i en ny lejlighed. Hvad vi stadig mangler af spisebord, sofamøbler og reoler, har vi af dimser og klæder. Eller det vil sige: Jeg har.

Jeg er materialist ind til benet, og selv om jeg tydeligvis ikke gør meget for at ændre på det (givet de mange poser og dertilhørende flyttekasser med bøger, souvenirs, hårprodukter og jeg skal komme efter dig), er det undrende » … hvorfor?« alligevel et spørgsmål, der er et svar værdigt.

For kan man egentlig være imod den store, onde kapitalisme, hvis man stadig fryder sig over at købe ting, og kan man overhovedet tillade sig at elske genstande – mange og nye og flere af dem – i en global klimakrise?

Svaret er nej. Og så alligevel.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Carsten Mortensen
  • Kristian Nielsen
Maj-Britt Kent Hansen, Carsten Mortensen og Kristian Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Makholm

I stedet for røde tråde, hvad så med at skille sig af med de ting, som ikke har været brugt de sidste 5 år, så kunne det jo være at tingene, - måske, kunne gøre nytte & gavn hos andre. I stedet for, bare bevidstløst, at blive ved med, at "slæbe til rede." Det kan ikke være en undskyldning, at amerikanske hjem, har 300.000 ting i gennemsnit, (dem behøver vi vel ikke, at komme til at ligne, mere, end vi gør i forvejen.)

Benta Victoria Gunnlögsson, Claus Gårde Henriksen, Arne Albatros Olsen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Dekadent overforbrug vinder INGEN - gentager INGEN - medaljer i den feministiske kamp, Bodil Skovgaard Nielsen. Og det gør det ikke af den simple årsag, at materialisme og feminisme er væsensforskellige begreber.

I stedet for at (gen)læse Virginia Woolf, kan du med fordel slå begrebet 'Kognitiv Dissonans' op i et psykologi-leksikon: Du vil så forhåbentlig opdage, at du endnu kun er nået halvvejs i dit ellers prisværdige tilløb til et forsøg på at erkende omfanget af den eksistentielle tomhed, du her så modigt stiller offentligt til skue for Informations læsere..

Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, David Zennaro, Peter Nissen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

De ting repræsenterer vel bare din "bamse/sutteklud", din trygge base, i en kompleks og paradoksal verden. PÅ et eller andet tidspunkt skal du så bare blive voksen...

Kenneth Krabat

Noget tid efter at jeg af forskellige årsager - flytninger oa. - skilte mig af med 1000'er af mine bøger, mine LP'er, mine tegneserier - gik det op for mig, at jeg havde mistet de fleste af de omstændigheder, begivenheder, tanker, indskydelser, betydningsdannelser, interesser, mennesker, drømme, længsler, prætentioner, forestillinger, ønsker, forsøgsvise retninger og begyndende interesser, som mine bogrygge og tegneserierygge og mine LP-omslag udgjorde for mig. JEG VIDSTE IKKE, at jeg var så visuelt orienterende. Jeg vidste ikke, at det meste af min erindring var bundet i nogle farvede rygge og nogle illustrationer på musikalbum. Men det er alt samme væk, og kommer ikke igen. Det er smertefuldt at tænke på. Men så forsøger jeg, igen, at tænke at det er bedre at være HER end at være DER. Og det er da også blevet nemmere at være HERE, med årene, men minderne og perioderne og forståelsen af, hvem jeg var og hvad jeg ville i verden og i livet, får jeg ikke igen.

Randi Seeberg Løbger, Kenneth Graakjær, Claus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Elisabeth Andersen, Lise Lotte Rahbek, Lars Løfgren, trine laursen, Carsten Munk, Gitte Loeyche, David Zennaro, Maj-Britt Kent Hansen, Viggo Okholm, Søren Mortensen, Christian De Thurah og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Tja Dan Turell skriver i en af sine romaner, om en der er død, og intet vidnesbyrd efterlader sig om sin eksistens! Hvem han var, og hvorfor, ved han kun selv! Jeg ved ikke, ting er svære at have, og svære, at skille sig af med. Hvor mange år var man ikke om at samle 500 lp'er sammen med den kunstner, der definerede ungdomsårene, og de senere år i form af CD'erne. Hvor mange forunderlige timer, som ikke kommer igen, er ikke forbundet med de pokkers ting? Men okay, jeg har indset at fremtiden er Spotify og en mobil. Men kan man stole på, at den musik man vil høre ikke pludselig bliver fjernet? Og hvad med DVD'er, bøger, tegneserier, skal jeg overlade det til andre, at definere hvem jeg er? Nå man burde nok gøre, som Jerome K Jerome skriver i "Tre mand i en båd" ikke samle for meget i pulterkammeret!"

Lise Lotte Rahbek og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Der er tydeligvis en 'upålidelig fortæller' på spil i denne tekst, hvilket medvirker til at gøre den modsætningsfyldt - og dermed interessant. Endvidere er det så også interessant at bemærke sig, hvorledes tekstens samlede betydning fortolkes vidt forskelligt af vi læsere, der vælger at kommentere på den.

Bodil Skovgaard Nielsen indleder sin - i det mindste på skrømt modigt selvudleverende - tekst med beretningen om en bekendts forbløffelse over omfanget af hendes klædeskabs indhold: Intet mindre end 17 - sytten! - fyldte plasticsække med tøj har den tålmodige sjæl båret ned af trapperne, førend han give udtryk for sin vantro..

En vantro, som i det mindste jeg til fulde kan leve mig ind i.

Dog opløses vantroen hurtigt i et forklarende lys: Vi har i Bodil Skovgaard Nielsen med en materialist ind til benet at gøre.. En forbenet, antikapitalistisk materialist, forstås..;)

Bodil Skovgaard Nielsen vedstår sig i sin tekst en stor glæde ved at købe og dermed eje ting. Hun ligefrem elsker genstande, må vi forstå, ligesom hun ikke lægger skjul på, at en tilegnelse af stadig flere og nye ting bidrager til denne glæde. Som læser kan man endda sidde tilbage med den fornemmelse, at det er tilegnelsen af stadig flere ting, snarere end en kærlighed til den enkelte ting i sig selv, som mestendels driver værket. De mere end 17 med beklædningsgenstande fyldte plasticsække, taler i hvert fald til fordel for en sådan tolkning: For er det vitterligt en sandsynlig tanke, at Bodil Skovgaard Nielsen elsker hvert eneste lille beklædningsgenstand i disse sække?

Bodil Skovgaard Nielsen er ikke blind for, at et sådant dekadent overforbrug af ting er problematisk. Og det af flere grunde: Helt oplagt er hendes konstatering af, at den igangværende globale opvarmning jo egentlig tilsiger en indskrænkning af forbruget snarere end den adfærd, hun selv lægger for dagen. Og samtidig erklærer hun sig som i hvert fald principiel modstander af 'den store, onde kapitalisme' [bemærk den ironiske distance!]. En modstand, som ikke kan tages videre alvorligt, hvis man samtidig er til fals for kapitalismens helt grundlæggende perversion: Forbrugstrang; Dekadent overforbrug!

Så langt så godt. Frem til dette punkt i teksten er der ingen modsigelse af betydning. Tværtimod præsenteres problemet lysende klart: Bodil Skovgaard Nielsen handler ikke i overensstemmelse med hverken tidens nødvendighed, ej heller i overensstemmelse med sin egen principielle overbevisning. Konklusionen tilbyder sig ubønhørligt:

Hykleri!

Det er selvsagt ikke nogen rar tanke, den: "Jeg, en hykler!". For uanset at vel snart sagt ethvert menneske er intimt bekendt med fænomenet, og det i en grad så man med sindsro kan betragte hykleri som en uomgængelig bestanddel af ethvert menneskes adfærd, ja så er der samtidig tale om en for andres agtelse så devaluerende og ødelæggende adfærd, at den for næsten enhver pris må skjules, bortforklares, bortrationaliseres.

Og det er da også præcis hvad Bodil Skovgaard Nielsen bruger resten af teksten på at gøre. Og netop derved fremstår hun som en 'upålidelig fortæller'. For hun er ikke helt ærlig over for sig selv - sandheden er simpelthen for smertefuld og angstprovokerende - og dermed er hun heller ikke helt ærlig over for læseren.

Hvordan skal man ellers forklare den mildest talt overraskende vending, der på dette tidspunkt sker i teksten?

Bodil Skovgaard Nielsen elsker ting, må vi forstå, men ikke for deres brugsværdi eller for den magelighed og status, som man i et kapitalistisk samfund erhverver sig via et overskud af ting. Nej, tværtimod er der tale om et nødværge:

Hun skriver:
"At omgive mig med ting er dekadent, men også en måde at fylde rummet ud med andet end højrøstet stemme og brede skuldre. Fylde den ud med mig. Tvinge vindueskarme, indbyggede skabe og loftsrum til at holde på dele af mig og min lyse stemme, der ikke skærer igennem."

Kvinden, det stakkels kræ, er i eksistensen så klemt af [offer for] 'højrøstet stemme og brede skuldre' [manden;maskuliniteten], at et dekadent overforbrug såmænd må forstås som en ren og skær livsnødvendighed.

Det er et imponerende psykisk selvforsvar, som Bodil Skovgaard Nielsen her fremsætter. Så besnærende, at man som læser næsten glemmer at stille ellers aldeles indlysende spørgsmål til dets sandhedsværdi og rimelighed.

Men der er i sidste ende tale om et (selv)bedrag. At dette er tilfældet kan man forsikre sig om, ved i den resterende tekst at lede efter de 17 fyldte plasticsække med tøj: De er pist forsvundet, og i deres sted træder pludselig det dybt sentimentale: Mormors porcelænsfigur af en solsort! Og hvem har dog ikke i sin besiddelse haft en ting, hvortil der knytter sig dybe minder om en elsket person. Og er det i grunden ikke det samme? Glæden ved at tilegne sig 17 plasticsække fyldt med feticheret ingenting, og så den dyrebare ting, der i sig bærer en dyb betydning og en fortælling om et elsket menneske? Åh jo, bevares ;)...

---

Sådan kan teksten læses. Sådan bør den læses, efter min bedste overbevisning. Som en 'upålidelig fortællers' i sidste ende forfejlede forsøg på at træde et skridt nærmere sig selv. At forsøget ikke lykkes, betyder ikke at det er uden værdi..

lars pedersen, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, David Adam, Trond Meiring og Slott ° anbefalede denne kommentar

En regel ja. Hvis du har mange ting. Så når du får en ny dims, skal en gammel ud. Specielt i køkkenet. Af tøj synes jeg 5 års-reglen er en god idé. Måske burde den kun være 3.

Når man køber ting, frigives endorfiner. Følelse af nyt og glæden ved det. Jeg giver hellere oplevelser i gaver, for selvom det ikke nødvendigvis efterlader et materialistisk minde, så bliver man stadig rigere forhåbentligt, på oplevelser altså

Mads Kjærgård

Man kan købe ting på et loppemarked, så får man glæden, og kan genbruge, hvad andre har opgivet!

Claus Gårde Henriksen

God artikel.
Når man har "ryddet op" efter forældrene tænker man mange gange "hvorfor er dette gemt?". Hvorfor købte de det? Håber selv jeg får ryddet op, så det bliver meningsfuldt.

Randi Christiansen

Hvem kender ikke til at være i sit effektive, usentimentale hjørne og kort tid efter oprydning at mangle eller savne lige netop det, man tvang sig til ud fra en eller anden ide ikke længere at ville eje.

I stort og småt at håndtere materien hensigtsmæssigt er tidens store belæring.

Jeg er vaccineret med en knappenål og elsker samtidig smukt og funktionelt design. Da jeg værdsætter min frihed højere end ting, kom den store genbrugsrevolution i 70´erne som en gave. Endelig kan jeg opleve på den sjove måde at finde lige netop det, som jeg no way har råd til at købe. Samtidig aktiveres min kreativitet ifht ny anvendelse og sammensætning af form, farve og materiale. En winwin.

Dog meget sørgeligt at jordens kostbare ressourcer ikke respekteres af overforbrugssamfundet men konverteres til uspiselige døgnflue brug- og smid væk ting, som vi er ved at kvæles og drukne i. Hvilken stupiditet. Omstillingen haster.

Søren Kristensen

Problemet med at skille sig af med en ting som måske ikke har været i brug i over fem år, er at der går som regel ikke mere end fjorten dage, nogle gange kun få timer, før du får brug for det. Og det drejer som ofte om uerstattelige ting, hvilket jo også er årsagen til at du har gemt dem til at begynde med. Det er derfor det er så vigtigt at have et sommerhus, hvis man bor i en lejlighed.

Randi Christiansen

Eller søren, at øve sig i at være meget skarp med, hvad man tilegner sig. Massehypnosen omkring køb og smid væk understøtter en lille elites finansielle interesser. De tjener styrtende på massernes overforbrug. Verdensøkonomien er baseret på denne sindssyge forvaltning af naturgrundlaget, som jo er fælleseje. Her kommer udtrykket 'en krukke kan gå så længe til vands, atden kommer hankeløs hjem' til sin ret.

Jeg begriber ikke rationalet bag denne kollektive ekstremt uhensigtsmæssige administration af miljø-og socioøkonomien : privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om overlevelsesressourcerne. Det er så vanvittigt, at det kun kan tilskrives en uhellig alliance mellem dumhed og korruption. Og det er så her, jeg må sige : følg pengene - find de ansvarlige. Som gemmer sig i skattely m.v., og mafiøst undergraver og ødelægger fællesejet og dermed alles eksistensgrundlag. Hvad forestiller disse mennesker sig egentlig? Verdensherredømme, aka one world order, som bl.a. den miljø-og socioøkonomiske ulighed samt overvågnings-og kontrolsamfundet peger faretruende i retning af. En koloni på mars?