Georg Metz: Pligten over optugtelse

Endog The New York Times kan begå fejl. Avisens dækning af mordet på Bornholm forleden blev i den henseende en chokerende erkendelse for nogle.

Men at verdens bedste avis dummer sig, er kun overraskende for dem, der deponerer kritikken i polemiske paratfordomme og lader instinktet råde. Racismen går ikke i strækmarch mellem Rønne og Hasle.

Andre konstaterede således fadæsen uden at miste troen på NYT og menneskeheden. Atter andre opfatter historien som en bekræftelse på en hidsig påstand om de amerikanske liberale mediers krise i disse tider, hvor neutralitet og balance i hån mod vælgerne ryger i kloakken: Det sker, hver gang Donald Trump åbner munden.

Denne nu ofte luftede mening, mestendels til højre for midten, at The New York Times, CNN, The Washington Post, NBC og mange andre har pensioneret de journalistiske dyder, er lidt mere kompliceret. De samme mediers grundlæggende og erklærede forestillinger om god journalistik tager jo alle udgangspunkt i forpligtelsen på public service i nyhedsformidlingen.

Det vil sige redelighed frem for gætteri, grundighed frem for hastværk, neutralitet frem for synspunkt, og så videre. Hvordan man nu vælger at fremstille disse og andre klassiske krav til faget.

Sandt er det, at et medie som CNN i de seneste tre år har undergået en forandring i den forstand, at den verdensomspændende tv-station har anlagt en konsekvent Trump-kritisk linje. CNN rapporterer fortsat betryggende i sine korte nyhedsudsendelser og ligner her et traditionelt nyhedsbureau med breaking news.

Men i værts- og kommentatorsporet er det noget andet. Her optræder tjekkede medarbejdere, der efterhånden ikke lægger meget mere end nødtørftigt skjul på, hvordan de vurderer præsidenten.

Det vil igen sige: CNN refererer loyalt Trump med udførlige lyd- og billedklip. Men blot ved at gøre dét og ellers holde overlæben stiv er det svært eller umuligt at rapportere blottet for tendens.

Trump leverer den selv og udviser i sine konsekvente løgne stadig mere lodret ansvarsløshed eller galopperende storhedsvanvid. I nogle programmer antyder værten oven i dagens høst af urimeligheder mere eller mindre egne holdninger. Hvorvidt CNN og de øvrige seriøse medier derved mister troværdighed kan diskuteres.

Tilstræbt neutralitet

Først skal man huske, at de amerikanske medier er private, styret af private kommercielle bestyrelser. Ganske vist med licens til netværket, men altså ikke som her i landet egentlige offentlige men uafhængige medier. På papiret.

Den statslige overhøjhed blev i parentes bemærket under coronaen slået fast af DR’s egen beredvillige, juridiske ledelse. Neutralitet eller tilstræbt neutralitet og uafhængighed er nu både skattebetalt og regeringsbestemt i Danmark.

En sådan konstruktion er trods forsøg på overgreb trods alt utænkelig i USA. Da Ted Turner i sin tid grundlagde CNN for egne penge, lagde han ikke skjul på, hvor i spektret han befandt sig. Den grundtone er aldrig glemt i det efterladte værk. Hvad samtidig står lysende klart er CNN’s og andre liberale mediers stadige forpligtelse på public service og kildekritisk journalistik.

Denne tradition er imidlertid ikke ufølsom for den virkelighed, hvori medarbejderne opererer. Hvis man i et tankeeksperiment forstillede sig, at den danske statsminister flankeret af domstole og Højesteret, flere embedsmænd, dele af politiet samt kongehuset mindst 15 gange om dagen løj offentligheden lige op i ansigtet – Donald Trumps beviselige frekvens – ville formentlig selv det nu statskontrollerede danske hovedmedies journalister i et eller andet omfang reagere og forsøgsvis markere løgnens og bedragets omfang. Også på andre måder end i den formelle dækning.

Selv den mest forsigtige og tilpassede redaktør og journalist ville over for lyttere og seere signalere, at fanden var løs, omtolke neutraliteten i reportagen og ikke indskrænke faresignalerne til kommentar- og debatsektionen. Det behøver man i dette tænkte eksempel ikke være i tvivl om.

En klar tendens

Journalister forsøger, ofte forgæves, at fastholde politikere og andre magthavende lag på de forpligtelser, de pågældende har over for sandheden, retssamfundet og almindelig ordentlighed.

Foretager Inger Støjberg (V) sig ting, som Inger Støjberg uafviseligt har foretaget sig, påviser selv den mest vennesæle avis, at den tidligere minister nærmer sig brud på konventioner og dansk ret. Dette påvirker selvsagt dækningen af sagen, der koncentrerer sig om det ulovlige og lader eventuel sympati med den indklagede hvile. Her taler vi om pligt.

Gang nu dette op på tilstandene i Amerika, hvor den tidligere forbryderiske præsident Nixon ifølge vurderinger dengang bevægede sig faretruende tæt på et statskup. Bob Woodward og Carl Bernstein på Washington Post samt deres chef Ben Bradlee insisterede på at gennemlyse sagen.

Avisens arbejdstese var, at en i forvejen utroværdig præsident og hans tvivlsomme mænd var på afveje i Watergate. The Washington Post mente, at deres opgave foruden den journalistiske historie var at værne om forfatningen og dermed om grundlaget og forudsætningen for, at der overhovedet kan dyrkes og leveres den journalistik, som igen er forudsætningen for et demokratisk samfund.

Tendensen var sådan set klar nok.

Kritikken af CNN, også den hjemlige, synes at mene: at den journalistiske dækning dydigt bør forholde sig neutralt forstående på Trumps vælgeres vegne også på Trumps åbenlyse ambition om at omstyrte den amerikanske frie debat, undergrave institutionerne, samt uden at lægge skjul på det opfordre tilhængere til væbnet selvtægt.

Over for de liberale medier, der nu slås med ryggen mod muren, slår Trumps favoritter tonen an i det udbredte horrible Fox News, hvis førende medarbejdere er faste aktører i Trumps menage og med samme forhold til ret og rimelighed.

Fordi NYT laver fejl på Bornholm, behøver man i disse truende tider ikke opgive tilliden til de liberale amerikanske medier per se. De gør deres pligt og fastholder med åben pande grundlæggende værdier i en markeret tendens vendt mod den farligt destruktive præsident på afveje.