Georg Metz: Wupti, den er klaret

I sidste uge skrev den tidligere partileder en kronik i Berlingeren om racisme. Racisme ligger ikke i det danske dna, konstaterede Pia Kjærsgaard, hvis udtalte skepsis over for alternativ etnicitet i det danske samfund er almen viden.

»Racisme er forfærdeligt,« skrev Kjærsgaard. Det har hun ret i. Racisme er plagsomt. Især for dem, det går ud over. Mere tvivlsom synes den påstand, at racisme »ikke er i det danske dna«. For det første er racisme næppe genetisk bestemt. For det andet – og med flosklen om dna mener Kjærsgaard jo nok dansk mentalitet og historisk tradition – er det næppe en korrekt iagttagelse, at etniske danskere, når det gælder et så universelt fænomen som modvilje mod fremmede, adskiller sig væsentligt fra lignende segmenter i andre folkeslag.

Formentlig er der procentvis flere racister i de amerikanske sydstater end i Gentofte, men konkret stemte godt 63.000 på Stram Kurs, hvis kriminelle formand næppe afskriver sig retten til at opfatte sig selv som funktionel racist – endsige være det. Stram Kurs fik under de 2 procent af stemmerne, der skal til, men var tæt på. Lægges dertil sympatisører i Nye Borgerlige og DF selv, hvor man godt kan regne med, at renskurede racister fylder i et eller andet omfang, antyder denne alt i alt synlige procentdel af danskerne, at racisme trives i Danmark.

Racisme defineres ikke kun, som DF’s ledere i partiets eksistenskamp åbenbart enes om at hævde, ved gamle raceteorier om lang- og kortskaller, mørk hud eller skæve øjne. Racisme beskrives i den relevante litteratur som aktiv diskrimination på grundlag af køn, religion, kultur, herunder adfærdsformer, og selvfølgelig også på hudfarve.

Et sådant fjendebillede i dansk sovs frembærer en ung mand af mellemøstlig baggrund, der går i jakke og pludderbukser om fredagen, hvis søster bærer tørklæde, som ikke spiser gris, og som heller ikke går til julefrokost og drikker sig lam i roen. Det sidste er en klar fordring på danskhed, som MF Marie Krarup i radioen stillede danske muslimer.

Man kan måske afvise dansk racisme i gammeldags forstand, altså som modvilje mod en race eller flere, da race er noget vås. Moderne racister accepterer vistnok den kendsgerning. Endog folk der ikke bryder sig om jøder, er klar over, at hadet må søges begrundet i andet end racebegrebet, da race eller menneskelige racer i det hele taget kun eksisterer i xenofobien og antisemitismens nederste statuslag.

Selvmodsigende logik

Mere interessant i denne sammenhæng er unægteligt, at Pia Kjærsgaard slutter sin kronik med en række opfordringer til indvandrere. Formentlig, som det fremgår af sammenhængen, mest til de indvandrere og flygtninge samt deres efterkommere, der har rødder i islam. Såfremt denne ubestemte mængde, der selvsagt må være meget forskelligartet, følger Kjærsgaards anvisninger: »… Wupti, så forsvinder den såkaldte racisme, som indvandrerne oplever.«

Her erkender Pia Kjærsgaard selvmodsigende, at der alligevel er racisme i Danmark, men med det forbehold, at det kun er den indvandrerne oplever. Således kunne man også sige, at der ikke var – og er – såkaldt antisemitisme i Danmark, kun den antisemitisme, jøderne selv oplever. Og så er vi jo rolige igen.

Men følger jøderne Kjærsgaards gode råd: Wupti denne såkaldte antisemitisme, der ikke er i danskernes dna, forsvinder altså, hvis jøderne gør, som Kjærsgaard siger.

Og hvad er det så, Pia Kjærsgaard siger?

»Døb jeres børn Mads fremfor Muhammed. Og Freja fremfor Fatima … Muhammed, gift dig med Kirsten … og bliv dansk. Aisha: Smid tørklædet. Og Ahmed: Drop pandekagefrisuren, guldkæden og mullah-skægget. Flyt ud af ghettoens parallelsamfund, få danske venner og bliv dansker. Wupti …«

Det skriver Pia Kjærsgaard.

Med andre ord: Fjern ethvert religiøst, kulturelt og personligt særkende, der skaber den racisme, som i Danmark kun er såkaldt, for at fjerne den racisme, der stadig kun er såkaldt, men som så forsvinder.

Med fare for at lyde stuelærd, hvad der i sig selv er en alvorlig forsyndelse i den kulturopfattelse, der ikke kender til anden diskrimination end den, de diskriminerede føler, kunne det måske være interessant for Pia Kjærsgaard, hvis hun for en gangs skyld forsøgte at belægge sine ord med den indsigt og forsøg på dybere forståelse, der, uden at man behøver vride hovedet af led, er at finde i de nedskrevne tankers verden.

Det totale identitetstab

Filosoffen Hannah Arendts hovedværk: Det totalitære samfundssystems oprindelse (1951-68) beskæftiger sig i første del, »Antisemitismen«, med de politiske og sociale vilkår, der lå til grund for de etniske massemord 1938-45.

Arendts nu klassiske værk – til Pia Kjærsgaards orientering – opremser netop de autokratiskes krav til jøderne, som Kjærsgaard nu opstiller som insisterende forslag til danske muslimer: De skal blot give afkald på deres egen forhistorie, deres navn, slægtstraditioner, religiøse tro, påklædning, hårmode, foretrukne bosted samt attråede partnere og sig selv. Så bliver jo disse fremmede som os.

Med tiden.

Hvis de så også gifter sig med Kirsten, og hun og Muhammed, der i mellemtiden har taget navneforandring til Oliver, får børn der gifter sig med fremtidens Kirsten og Oliver, ja så: Wupti, er der ikke noget, der hedder såkaldt racisme i Danmark. Den er assimileret bort.

Arendt taler om netop det totale identitetstab, som man for en overfladisk betragtning skulle tro ændrer flertallets syn på de foragtede. Det forholder sig ikke sådan. Identitetstabet er ingen garanti. Snarere tværtimod. Det lærte jøderne på den hårde måde i Tyskland, hvor de mest integrerede, de der totalt afskrev sig selv, blev foragtet endog mere end dem, der tog egen identitet og oprindelse lige så alvorligt som loyaliteten til landsmændene.

Kjærsgaard og hendes krav til indvandrerne retter igen anslag mod en i øvrigt vellykket integration i Danmark. Hun og DF bidrager – altid uden skelen til viden og omtanke – generøst til fædrelandets diskriminerende fordummelse. Den forsvinder ikke så wupti.

Det kan man derimod nære som forhåbning for hendes parti.