Den 12. marts 1912 mødtes en lille gruppe arbejdere og fagforeningsfolk på Tømrerkroen i København. De havde en idé. De ville bygge gode og betalelige boliger til arbejderklassen, uden at private spekulanter skulle have fyldt lommerne. Bankkrisen fire år før havde stoppet det private byggeri, og da arbejderklassen i byerne samtidig voksede, steg huslejerne voldsomt, og der var stor bolignød.
Mødet på Tømrerkroen blev starten på den almene boligbevægelse. Allerede året efter blev den første ejendom rejst på Nyelandsvej på Frederiksberg. Siden kom flere byggeforeninger til, og i de følgende år skød almene boliger frem som paddehatte i arbejderkvarterer som Nørrebro og Sydhavnen. Også industribyer uden for København fik hurtigt skabt deres egne bolig- og byggeforeninger.
Da socialdemokraterne kom i regering, fik de almene boliger statens finansielle hånd i ryggen. Men under den betingelse, at lejen ikke var markedsbestemt og alene skulle dække drift og omkostninger ved byggeriet. Siden er det gået stærkt. I 195o’erne og 1960’erne blev der bygget omkring 9.000 boliger om året – og i 70’erne rundede man et gennemsnit på 10.000 nye almene boliger om året. I dag bor en million danskere i almene boliger. I 1970 blev der indført beboerdemokrati i boligforeningerne, som nu selv vælger ledelsen i de almene boligselskaber.
Den almene boligbevægelse blev op gennem det 20. århundrede en integreret og værdsat del af arbejderbevægelsens familie. Blev man, som jeg selv, født i en familie med partibog i et af arbejderpartierne, kunne man være ret sikker på, at man inden konfirmationsalderen var skrevet op i én eller flere almene boligforeninger. Jeg skrev også mine egne børn op, så snart de havde alderen til det.
Når jeg i dag går tur i København, giver det mig en følelse af stolthed at notere mig de almene ejendomme og tænke på, at hver femte bolig, jeg passerer, er skabt og drevet af arbejderbevægelsens almene boligsektor. Ikke for at nogen skal tjene penge, men for fællesskabet.
Skubbet bagerst i køen
Men det er også denne historie, der udstiller ghettoloven som en historisk fejltagelse og et uhørt angreb på de principper og idéer, der ligger til grund for den almene bevægelse.
Der har siden lovens vedtagelse været mest kritik af det kriterie på ghettolisten, der retter sig mod etnicitet. Det er også uden tvivl udtryk for en ubehagelig diskrimination. Hvilket en kommende retssag med stor sandsynlighed også vil konkludere.
Men det er mindst lige så absurd og problematisk, at ghettoloven målrettet diskriminerer ufaglærte, lavtlønnede arbejdere og arbejdere ramt af arbejdsløshed. Ghettolistens kriterier sætter nemlig skarpe grænser for antallet af arbejdsløse, ufaglærte og lavtlønnede arbejdere i hver boligforening. Hvis antallet overskrider grænsen, kan foreningen ende på den hårde ghettoliste med den konsekvens, at boligforeningen skal frasælge eller nedrive op til 60 procent af boligerne.
Det har tvunget boligforeningerne til at frasortere nye beboere, alene fordi de er ufaglærte eller har et job med meget lav indkomst. Også folk på barsel og nyuddannede uden arbejde er blevet afvist.
Det er grotesk og et frontalangreb på den almene bevægelses historiske mission, at netop de mennesker, som var selve målgruppen – de lavtlønnede arbejdere – nu bliver skubbet bagerst i køen, mens den mere vellønnede og højere uddannede middelklasse får en forlomme.
Havde man fortalt boligpionérerne fra Tømrerkroen, at en socialdemokratisk regering 100 år senere ville stå i spidsen for at nedrive eller sælge gode almene boliger, fordi der bor for mange ufaglærte og lavtlønnede arbejdere i dem, havde de troet, det var løgn og latin.
Jeg er sådan set ikke uenig i begrundelserne for ghettoloven. Det er problematisk, hvis socialt udsatte mennesker stuves sammen i særlige kvarterer. Og vi skal have en mere blandet by.
Men ghettoloven er ikke svaret. I stedet burde vi give kommunerne samme anvisningsret til de private udlejningsboliger, som de i dag har til de almene. Og vi burde etablere nye almene boliger i velhaverkvarterne – både ved at bygge nyt og ved at give de almene boligselskaber forkøbsret til eksisterende ejendomme.
Jeg oplever, at vi faktisk har en boligminister, hvis hjerte banker for mere boligretfærdighed. Men hvis ikke han trækker i bremsen og annullerer eller ændrer ghettoloven, så risikerer han at blive den første socialdemokratiske boligminister, som efterlader et Danmark med færre billige almene boliger, end da han kom til.
Pelles position
Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent og medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.
Seneste artikler
Pelle Dragsted: Tak for denne gang, Information. Bliv ved med at udfordre økonomisk mainstream og kapitalisme
6. oktober 2022Information spiller en afgørende rolle i det danske medielandskab, når det gælder den kritiske udfordring af de dominerende økonomiske sandheder og af kapitalismens ideologiske hegemoni. Det har været en ære at være medLaissez faire-liberalismen svigter erhvervsliv og samfundsøkonomi
22. september 2022Alex Vanopslagh er ideologisk konsistent i sin modstand mod statshjælp til de pressede erhvervsdrivende. Det må man give ham. Men det gør ikke ideologien mindre problematiskPensionskasserne skal ikke lege Blackstone og undergrave deres medlemmers tilværelse
8. september 2022Pensionsopsparingerne er lønmodtagernes demokratisk forvaltede kapital, men alt for ofte agerer pensionskasser bare som andre kapitalinteresser. Det er særligt alvorligt på boligområdet
Hvornår kommer Enhedslisten til magten?
Jeg er grundlæggende uenig i, at kommunerne skal have anvisningsret, hele miseren på det almennyttige boligområde stammer fra, at kommunerne afhændede deres egne lejeboliger, som gav dem mulighed for at hjælpe folk i akut bolignød, så det skal vi have tilbage, evt. gennem aggressive opkøb ved tvangsauktioner over private lejligheder og ejendomme, men også gennem byggeri snarere end salg af byggemodnede grunde omkring især de store byer.
Ghettopakken er en skændsel, ikke alene for den forhenværende arbejderbevægelse i S og SF, men i tilgift for Danmarks omdømme.
Hvor jeg dog håber, at den bliver underkendt og trukket i retten igen og igen, indtil boligministeren og regeringen ikke kan lukke øjnene længere !!
Her er da en af de bedste argumenter og begrundelser for at få den lov voldsomt ændret eller fjernet-utroligt at socialdemokraterne i den grad holder fast.
Ghettoloven er højrefløjens desperate symptombehandling på et reelt problem med flygtninge/indvandrere af især mellemøstlig herkomst, som af forståelige grunde har svært ved at tilpasse sig, og hvor derfor nogen af de sværest psykosocialt belastede griber til bl.a. bandekriminalitet.
Jeg har boet mange år på indre nørrebro, og da min søn startede på blågårds skole indkaldte skolen til borgermøde. Bydelen var plaget af børnebander helt ned til 10-12 år, som med jernstænger truede voksne, når de låsede sig ind i deres opgang. Jeg blev selv tyranniseret foran min forretning; den foregående ejer gav op. Dette er kun få af mange eksempler på et dysfunktionelt kulturmøde.
Men problemet stikker jo dybere, end at det kan løses så tåbeligt som ghettoloven er udtryk for. Mit problem blev efter mange forskellige forsøg endelig løst gennem samtale med to lokale fædre af arabisk herkomst.
Foghs og co's ghettolov vedrørende almene boliger er en skandale og et frontalangreb på den sociale sektor. Hvilket flugter fint med alle deres øvrige frontalangreb på den sociale sektor, som andre her i tråden har redgjort så præcist for, og som åbenbart er en del af disse menneskers ideologiske dna.
Randi - det er nu ikke desperat symptombehandling; det er bare en dårlig undskyldning for at gøre livet surt for udsatte og lavtlønnede mennesker, samt ødelægge den almene boligsektor for at gøre deres venner rigere ved privatiseringer.
En del-og-hersk politik, der har holdt de nationalneurotiske fundamentalister og neoliberalisterne på magten ved at udpege syndebukke, som halvdelen af de undertrykte kunne bebrejde den anden halvdel, og udpege som skyldige i deres egne genvordigheder.
Ghettopakken er nedrig, usolidarisk og diskriminerende.
Og det er helt bevidst.
PS. Og hvis Socialdemokratiet og SF ikke vil ende op i historiebøgerne med et lige så blakket eftermæle, burde de se at få fingeren ud, og fjerne den ulækre lov.
Du har ret eva - det er snarere et forsøg på at forklæde deres nedrige intentioner som desperation
Nu viser de ødelæggende virkninger af de lovgivninger der blevet lavet under den populistiske pression som DF udøvede mens det var et magtfuldt støtteparti. Når man presser lovgivning igennem kun ifht. udlændingepolitikken, så mister den det rette hensigt med loven og har mange uhensigsmæssige uheldige urimelige konsekvenser. F.eks. dansker med ulandske kærste måtte bo ufrivilligt i landflygtighed og nu med ghettopakken rammer de mange dansker der har brug for billige boliger. Om nogen må denne regering går forrest i afskaffelsen af de ensporede urimelige love der er baseret på populistiske symbolpolitik og laver bedre love der reelt forbedre borgernes livssituationer i det de er baseret på det universale velfærdsprincipper.
Helt enig i hovedlinjen i debatindlægget, nemlig at Lov38 skal afskaffes.
Du kan skrive under for afskaffelse her: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-04982
Men i forhold til debatindlægget er det vigtigt, at huske at almene boliger er for alle, uden undtagelse.
Det vil sige, at der ikke er en bestemt målgruppe for almene boliger.
Derfor er almene boliger den blandede by, mens de andre ejerformer er det modsatte.
Derfor er det en god ide at bygge almene boliger overalt, også hvor der er mange almene boliger i forvejen.
Derfor bør det private udlejningsbyggeri afskaffes til fordel for flere almene boliger, hvor der automatisk er kommunal anvisning, og hvor alle jo kan bo.
Det ville, over tid, også af sig selv løse problemerne med regeringens tre lister (ja, der er tre).
Det er ikke nok at hver hver femte bolig er almen, som i DK og Københavns kommune i dag.
Dobbelt så mange ville være mere fornuftigt.
De 10 mest almene kommuner i Danmark har ikke et eneste boligområde på et eneste af regeringens tre lister, fordi en stor del af kommunens befolkning bor alment og dermed også en stor del af dem, der trækker boligområderne ud af og væk fra listerne.
På den måde skabes den blandede by ved hjælp af 100 % almene boliger.
@ Jean Thierry
Mange tak for linket til Borgerforslaget, endnu en underskrift er nu i hus :-)
PS. Jeg foreslår, du re-poster forslaget herinde igen, hvis der kommer flere relevante artikler.
God pointe, det er efterhånden en illusion, at man får en lejlighed ved at melde sig ind i et boligselskab og så får man et tilbud når det er ens tur på ventelisten. Specielt i København kommune er den hel gal. Studerene og folk i arbejde kommer foran på listen. Det hedder fleksibel udlejning - vist omkring 16 % af de ledige lejligheder. Så har kommunen sat sig på 25 % eller mere. Det bliver så næsten ialt halvdelen. Hvis man så tror, at så er det folk på den almindelige ventelistes tur, må man tro om igen. For yderlige har man rangordnet de forskellige afdelinger , hvor ansøgere uden arbejde er udelukket, hvis beboersammensætningen viser, at der er over 40% uden arbejde, som jeg husker tallene.
Og hvorfor er det lige, at det kun er den almene sektor som skal bære de boligsociale problemer? Hvorfor kan det private udlejningsbyggeri ikke tage deres del? Og hvad med de private andelsboligforeninger og ejerlejlighedsforeningerne- de ville klæde dem at vise samfundssind og tilbyde lejligheder til samfundets udsatte,
Sjovt nok er det lykkedes at skabe det billede i offentligheden, at folk der bor almennyttigt nærmest bor gratis, når virkeligheden er, at det er beboerne i det private, der får statsstøtte via skattefradrag foruden de kæmpe fortjenester man får i ved salg.
Det problem, vi står med, skyldes, at boligudlejning blev det første område, hvor det offentlige fralagde sig det ansvar, som vi ellers naturligt mente, at de måtte have i et velfærdssamfund: at skaffe folk en bolig, hvis de ikke havde en og manglede midler til at få det! Man fandt ud af, at man kunne sælge kommunernes eget sociale boligbyggeri og i stedet tiltvinge sig adgang i den almene sektor. En analogi kunne være, at man bestemte, at alle på kontanthjælp blev meldt ind i a-kasserne uden at leve op til medlemskravene, men modtage lige fuld understøttelse fra første dag. Det lyder sødt og humant, men det er ikke så pænt overfor dem, der faktisk har optjent en ret, og som nu ikke blot som i lignelsen om den fortabte søn må se, at nogle får noget, de objektivt set ikke har fortjent, men at de i modsætning til broderen i lignelsen faktisk også kommer til at lide et afsavn, fordi flere skal dele ikke en Herrens overflod, men stedse mere beskåret offentlig støtte.
Så kommunerne skal bygge igen - og det skal de almennyttige også. Danmarks sidste ægte socialdemokratiske statsminister, Poul Schlüter, greb fornuftigt ind på området og gjorde bygningen eller oprettelsen af nye almennyttige afdelinger attraktiv for både foreninger og kommuner, så der i begyndelsen af 80erne voksede mange nye afdelinger med bl.a. billige ungdomsboliger frem. Endnu havde man ikke fået den tåbelige idé at sælge sit arvegods på et tidspunkt, hvor byernes boligpriser var på et absolut lavpunkt, det kom først senere - men vi lider under det endnu.
Det er jo historien om det danske velfærdssamfund, at afvikling og opstramning foregik, da det for alvor skulle have vist sit værd. Statens passive rolle som igangsætter blev omlagt til en meget aktiv rolle som en part, der altid krævede sit skålpund kød for at bidrage med de penge, folk selv havde betalt i skat til fornuftig uddeling i fællesskabets interesse - det, vi kalder markedsgørelsen, og som med sit nidkære mikromanagement stadig hærger den offentlige sektor ved ikke helhedsorienteret at hælde pengene ud, hvor de skal gøre nytte, og hive dem ind, hvor man til fordel for betalingsbalancen kan hæmme umådeholdent privatforbrug.