Klumme

At blive hjemme en hel sommer er en løbende konfrontation med virkeligheden

Sommerens årlige badeferie repræsenterer en virkelighedsflugt, som i år er de færreste forundt. Og når vejret så også er dårligt, er det svært at undgå fornemmelsen af, at der slet ikke var nogen sommer, slet ikke var nogen pause fra det virkelige liv, skriver litteraturanmelder Mathilde Moestrup i denne klumme
Der er ikke længere nogen geografisk flugt fra den danske sommers gråmelerede virkelighed: piskende regn mod en utæt sommerhusrude, oprørte have og, en sjælden gang imellem, en opklaring i vejret, sol på det vrede hav, skriver litteraturanmelder Mathilde Moestrup i denne klumme.

Der er ikke længere nogen geografisk flugt fra den danske sommers gråmelerede virkelighed: piskende regn mod en utæt sommerhusrude, oprørte have og, en sjælden gang imellem, en opklaring i vejret, sol på det vrede hav, skriver litteraturanmelder Mathilde Moestrup i denne klumme.

Sille Veilmark

Debat
16. juli 2020

Det er tidligt i juli, jeg står på Gniben, Sjællands Oddes yderste punkt, i voldsom blæst. Herfra strækker et stenrev sig ti kilometer ud i Kattegat. Det er derfor, der til venstre for mig ses et vildt og skummende hav, mens vandet til højre er roligt.

Vi er en lille gruppe, der er vandret herop fra sommerhuset, fire voksne og en baby, vi prøver at nyde udsigten, den heftige sol, men blæsten flår i os, gør vores ører ømme. Et øjeblik er jeg bange for at blive blæst ud over det fremspring, vi står på. Så fejer en tung sky hen over himlen. Det begynder at regne.

Da vi kommer tilbage til sommerhuset, er jeg kold og træt. ’Blæst igennem’ som man siger. Det suser for mine ører. Jeg kværner kaffe, står i mine egne tanker. Turen til Gniben var dagens aktivitet. Nu er vi overladt til det tidsfordriv, sommerhuset afslører sig som, når det ikke længere er omgivet af en solbadet, summende have.

At være overladt til vind og vejr: Det er man på et skib, på en telttur eller under en pandemi, hvor hele verden befinder sig i en eller anden grad af lockdown. Der er ikke længere nogen geografisk flugt fra den danske sommers gråmelerede virkelighed: piskende regn mod en utæt sommerhusrude, oprørte have og, en sjælden gang imellem, en opklaring i vejret, sol på det vrede hav. Folk styrter ned til strandene, bader.

Samtidig er der en tryghed i det dårlige vejr, i at tale om det dårlige vejr. At gå ud til havet, stikke fingrene ned i vandet mellem nogle glatte sten, konstatere noget om vandets temperatur, om klarheden. Det er en luksus at stå her. Mens verden er i brand. Spise madder med røget makrel og kapers, mens demonstrationerne mod racisme folder sig ud i hele verden, mens folk dør af coronavirus, og hongkongerne mister deres rettigheder.

Højtsvævende virkelighedsflugt

Det er svært at tale om politik i sommerhuset, sværere end hjemme i lejligheden. Som om vi forsøger at få sommerhuset til at repræsentere noget uvirkeligt eller afkoblet. Livet her er en smutsten, der gentagende gange strejfer havoverfladen og så synker til bunds med et plop.

Men det er intet i sammenligning med den højtsvævende virkelighedsflugt, som badeferien sydpå plejer at repræsentere. Den rejse, som ingen af os tog på i år. Udskiftningen af ét land med et andet, ét klima med et andet, én livsstil med en anden: sommerferiens livsstil, den totale, påkrævede afslapning.

Den rejse plejer at få virkeligheden til at fortone sig så fuldkomment, at den siden kan ramme én med et hårdt slag, når man kommer hjem igen: vasketøj, besværlige relationer, politiske kriser.

I år er konfrontationen med virkeligheden i stedet spredt ud over hele sommeren. Der er ingen egentlig pause, intet, der kan erstatte det tabte badeferieritual.

Oplevelsen er – ironisk nok – både surreel og uvant. Jeg synes ikke, jeg laver andet end at vaske tøj og pleje mine besværlige relationer, læse lange nyhedsartikler om verdens tilstand. Hvad plejede sommeren at gå med?

En snydesommer

Jeg forsøger mig med min standardløsning på rastløshed: Jeg læser.

Jeg har medbragt en smuk lille hvid bog, jeg havde glemt, at jeg ejede: Sommeren 80, ti klummer af den franske forfatter Marguerite Duras, skrevet ugentligt for avisen Libération i løbet af sommeren 1980.

Duras befinder sig på en badeanstalt på Frankrigs nordkyst, hun betragter havet og regnen, feriegæsterne. Sommeren 1980 er en kold sommer, en snydesommer ligesom sommeren 2020. »Sommeren er ikke kommet,« konstaterer Duras tørt, mens regnen siler ned.

I sommeren 1980 strejkede værftsarbejderne i Gdansk mod den kommunistiske regering, en strejke der bredte sig til resten af landet og markerede begyndelsen på enden for Polens kommunistiske styre.

I Duras’ tekster findes det politiske som et ekko, noget både fjernt og påtrængende. Gdansk dukker stadig hyppigere op i klummerne, men altid uventet, som noget underligt og rodet midt i teksten og sommerens virkelighedsfjerne, poetiske orden.

Duras blev også snydt for en sommer, tilbragte sommeren plaget af regn og kulde; og den politiske virkelighed slap ind gennem alle sprækker. Når solen og rejsen ikke er der til at franarre folk opmærksomheden, banker virkeligheden på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anker Heegaard

Ja og tænk …. nogen bliver så forskrækkede over at møde sig selv, at de må i Fakta og købe sangria på karton.

Eva Schwanenflügel

Vil bare lige minde om, at for nogle mennesker er hele året gråmeleret.
Nogle kommer nemlig aldrig på ferie, end ikke i et utæt sommerhus eller en faldefærdig campingvogn.

De er nemlig stavnsbundne af 'rådigheds-reglerne', der betyder, at de hver dag, årets 365 dage, potentielt skal være parate til at tage imod et hvilketsomhelst arbejde, virksomhedspraktik eller kursus.

Desuden skal de logge på jobindex, og sende to ansøgninger om ugen til en vilkårlig arbejdsgiver.
Nogle skal sågar skaffe sig mindst 225 timers arbejde årligt, ellers går de 1000 kr ned i ydelse om måneden.
Og de må ikke forlade deres kommune.

Nå ja, så har de heller ikke råd til ferie.
Alene priserne på transport vil de ikke kunne betale.

Derfor går mange børn i skole efter sommerferien, uden at kunne berette om spændende oplevelser.

Og de voksne..?
De må bare være glade, hvis de kan betale de stigende huslejer, eller ikke bliver smidt ud af deres almennyttige bolig, fordi den er på ghetto-listen.

Carsten Svendsen, anne lindegaard og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Flemming Alleslev

Jamen så lad os da mødes i virkeligheden, i stedet for i den indbildte forestilling om den. Og så kan vi jo spørge hinanden: “Hvordan går det, egentligt?” Det er første skridt til at komme et misbrug til livs.

anne lindegaard

Så blir det næppe mere "First World".

Steffen Gliese, Carsten Svendsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

I år skal jeg for første gang holde en ferie, der ikke er kombineret med erhverv, og det gruer jeg ærlig talt for. Heldigvis er det ikke rigtigt, der er et par koncerter i ugens løb.