Kommentar

Højrefløjens retorik om kriminelle indvandrere har gjort retssystemet hævngerrigt

På bare 20 år er straffen for den samme forbrydelse i Danmark mere end fordoblet. Vores danske retssystem minder mere og mere om det amerikanske, og det skyldes blandt andet højrefløjens dramatiserede fortællinger om kriminelle indvandrere, skriver Elias Rama i dette debatindlæg
På bare 20 år er straffen for den samme forbrydelse i Danmark mere end fordoblet. Vores danske retssystem minder mere og mere om det amerikanske, og det skyldes blandt andet højrefløjens dramatiserede fortællinger om kriminelle indvandrere, skriver Elias Rama i dette debatindlæg

Khan Tariq Mikkel

22. juli 2020

I Danmark er de fleste strafferammer blevet nedjusteret over de seneste 100 år. Vi har nemlig lært, at det giver mening at give de indsatte et håb om en bedre fremtid.

I modsætning til det danske retssystem sørger USA’s system for, at man let kan komme til at tilbringe halvdelen af livet bag tremmer.

Ser man på det seneste århundrede, er man ikke i tvivl om, hvilket af disse systemer der har resulteret i en bedre rehabilitering og dermed mindsket skaden på sigt. USA er i dag det dårligste land i verden til at rehabilitere indsatte.

Den dømte har faktisk en chance for at kunne gøre op for sine fejl i Danmark. Denne realitet har imidlertid været underlagt et massivt pres de seneste 30 år.

I 1997 blev et Hells Angels-medlem, Kim Jensen, idømt otte års fængsel for dobbelt drabsforsøg. I 2018 blev et medlem af bandegrupperingen Loyal to Familia idømt hele 20 års fængsel for præcis samme forbrydelse. Anklageren krævede endda livstid, hvilket aldrig er set før i en sag om drabsforsøg.

I Danmark bevæger vi os langsomt mod hårdere straffe, hvor man i USA bevæger sig mod mildere straffe.

I kølvandet på mordet på George Floyd diskuterer amerikanerne, hvorvidt man skal ’defund the police’– flere ønsker at mindske politiets budget og bruge pengene på at investere i socialt forebyggende arbejde.

Lyder det bekendt? Det bør det. Det er den danske model, amerikanerne stræber efter. Men hvorfor går vi i USA’s retning, når de ser op til os?

Medierne har et ansvar

Et godt bud er retorikken. I den offentlige debat skelnes der ikke mellem en person, der vanemæssigt begår kriminalitet, og en, der ikke begår kriminalitet vanemæssigt. Der tages hverken højde for den kriminelles fortid eller vedkommendes potentielt gode fremtid.

Når man reducerer alle dømte til at være intet andet end kriminelle, modarbejder man rehabiliteringsprocessen. Det giver ikke ligefrem den dømte motivation til at gøre op for sine fejl.

Et eksempel på denne retorik er, da Dansk Folkeparti foreslog, at kriminelle indvandrere skal kunne udvises, såfremt der var tale om ’personfarlig kriminalitet’, hvilket dækker over en strafferamme på alt fra en enkelt bøde til og med domme, der giver livstid.

Et andet eksempel er Pernille Vermund og Nye Borgerliges ufravigelige krav om, at kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent efter første dom

Medierne bærer et stort redaktionelt ansvar. De dramatiserede fortællinger om kriminelle har nok resulteret i flere læsere, men det er også den dramatiserede fortælling, som nogle politikere kapitaliserer på ved at foreslå hårdere straffe.

Hårdere straffe er kontraproduktive på sigt, de er skadelige for rehabiliteringsprocessen, og de er decideret udanske.

Vi går baglæns

Retorikken omkring ’kriminelle indvandrere’ har haft store konsekvenser for vores retssystem. Højrefløjen har i højere grad haft en tendens til at slå̊ hårdere ned på indvandrere i den offentlige debat. Her er der et mønster. Jo mere mod højre, man går, desto hårdere straffe ønskes der generelt, og det modsatte gør sig gældende for venstrefløjen, som oftere viser sig at være mere tilfredse med de nuværende strafferammer.

Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti kapitaliserer eksempelvis på fortællingen om Jimmi Levakovic, der er kendt for sine famøse portrætteringer som kriminel i medierne. Står det til DF, er al slags vold tilstrækkelig for at kunne udvise indvandrere.

Det er dog ikke eksemplerne med simpel vold, som DF anvender, når der argumenteres for hårdere straffe – det er de dramatiserede fortællinger om kriminelle som for eksempel Levakovic.

Når man læser om amerikanernes håndtering af minoritetsgrupper – særligt dem, der kategoriseres som socialt udsatte – bekræftes man i, at vi i Danmark længe har gjort det rigtige. Vi skal holde fast i at tænke på retssystemet som en rehabiliterende proces og ikke et hævngerrigt system.

I praksis betyder det, at vi fortsat skal investere i sociale projekter og kulturprojekter. Vi skal ikke investere mere i politi, domstolene og fængsler.

Allerede omkring 1800-tallet begyndte vi at arbejde mod rehabilitering af dømte. Hvorfor er vi begyndt at gå̊ baglæns? Vi kan i dag se på USA for at blive bekræftet i det, vi allerede har.

Retorikken om kriminelle har påvirket vores forståelse og opfattelse af retssystemet. Gør vi ikke noget ved det, vil det føre til enden på det rehabiliterende retssystem, som vi kender det.

Det er på tide, at retorikken i den offentlige debat bliver sat på anklagebænken.

Elias Rama studerer historie med tilvalg i film- og medievidenskab på Københavns Universitet

I denne uge blev den kroatiske statsborger Jimmi Levakovic (ses på billedet med solbriller) på trods af 22 domme for kriminalitet ikke udvist af Danmark. Højesteret vurderede i sin begrundelse, at udvisning ville være i strid med Menneskerettighedskonventionen og dermed også EU-retten.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Ib Gram-Jensen
  • Thomas Tanghus
  • Hans Larsen
  • Anker Heegaard
  • Chris Ru Brix
  • Marie Vibe
Eva Schwanenflügel, Ib Gram-Jensen, Thomas Tanghus, Hans Larsen, Anker Heegaard, Chris Ru Brix og Marie Vibe anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alana Frederiksson

Jeg mener nu nok at 8 år for drabsforsøg er lidt lavt taget i betragtning at offerets liv også skal tillægges en værdi. Rehabilitation er ingen dårlig idé men der skal være grænser for hvor lavt personfarlig kriminalitet kan straffes.