Kronik

En hvid kvinde er blevet en fjende og ikke den solidariske søster, hun var for 40 år siden

Efter at ’gæstearbejderne’ kom til landet, så vi, at nogle af dem slet ikke ønskede det samfund og den kvindefrigørelse, vi havde skabt. Men venstrefløjens tolerance over for de muslimske minoriteter medførte, at ligestillingsspørgsmålet blev redefineret og den oprindelige kvindekamp spaltet i fraktioner, skriver Karen West i denne kronik
Kvindefestival i Fælledparken. Den oprindelige kvindekamp for økonomisk, juridisk, social og seksuel ligestilling for alle er blevet spaltet i fraktioner, mener kronikøren.

Kvindefestival i Fælledparken. Den oprindelige kvindekamp for økonomisk, juridisk, social og seksuel ligestilling for alle er blevet spaltet i fraktioner, mener kronikøren.

Sonja Iskov

22. juli 2020

Jeg har fået en invitation fra Information. De har inviteret højrefløjen til at skrive om de udfordringer, vi oplever, venstrefløjen giver os. Det føles stadigvæk lidt overraskende at blive kaldt en debattør fra højrefløjen, når jeg samtidig er kritiker af religiøs politik og kæmper for ligestilling og personlig frihed.

De hedengangne 50-årige venstreorienterede mærkesager er i de senere år overtaget af en helt ny og anderledes liberal højrefløj, der prioriterer personlig frihed, frisind og ligestilling ret højt, så invitationen blev budt velkommen.

Bær over med mine generaliseringer og banaliteter, men de kan hjælpe med at forstå, hvorfor sammenhold, solidaritet og ligestilling går tilbage.

Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, krævede de børneinstitutioner, de fik ligeløn for lige arbejde, længere barselsorlov, retten til virksom prævention og fri abort. Uden tvivl de allerstørste politiske sejre for kvinders kamp for ligestilling.

Erhvervsarbejde gjorde kvinderne økonomisk uafhængige og selvstændige, og de blev en ligeværdig ægtefælle og samarbejdspartner. Kvinderne krævede så også af mændene, at de skulle deltage i hjemmets opgaver. Det var til tider en ensom kamp. Men vi havde vores basisgrupper i rødstrømpebevægelsen, hvor vi hjalp og støttede hinanden.

Når kvinderne blev synlige såvel på arbejdspladser som på gader, stræder og i nattelivet, medførte det automatisk et ansvar for at kunne begå sig i et dengang patriarkalsk samfund, både socialt og seksuelt.

Det var ikke altid nemt. Men den seksuelle revolution i 70’erne hjalp os godt på vej, selv om den også fik fatale konsekvenser for ikke mindst børn, der blev seksuelt krænket. Ikke noget at prale af set med nutidens øjne. For de fleste blev kampen for seksuel ligestilling en succes, der gjorde, at unge kvinder ikke behøvede at føle skyld og skam, hvis de levede et seksuelt aktivt liv.

Nye danskere

Kvinder og mænd fik næsten fuldkommen ligestilling, og selv de mest indædte modstandere måtte sande, at Danmark og hele Vesten blev både økonomisk rigere og mere tilfredse, når der blev tjent flere penge. Men andre og meget anderledes små samfund voksede sig imidlertid større.

Vi havde fået de såkaldte gæstearbejdere til landet. Flere kom til, både flygtninge og indvandrere fra Mellemøsten og Afrika. I løbet af nogle få årtier kunne vi konstatere, at vi havde et mindretal, der levede efter helt andre normer og med en helt anden kultur og religion, som mange kun kendte til fra litteraturen og rejsereportager. Ganske anderledes kulturer, som ingen havde tænkt særlig meget over eller forstået, skulle inkluderes og integreres i vores lille homogene land.

I takt med at de nye danskere fik fodfæste og blev flere, så vi, at nogle af dem slet ikke ønskede det samfund og den kvindefrigørelse, kvindekampen havde skabt i løbet af de seneste 100 år og især i 1970’erne.

De fleste af de nye danskere ønskede, at kvinder skulle gå hjemme og lade manden skaffe pengene. Manden skulle bevare den økonomiske, men især den sociale og seksuelle magt over både kvinder og pigebørn som det patriarkalske overhoved, deres kultur påbød ham at være.

Bjørnetjeneste

Katastrofalt nok forlangte myndighederne ikke, at manden så rent faktisk forsørgede familien. Hvis manden ikke arbejdede, lod myndighederne stå til og gav ham penge fra det offentlige. Stort set ingen forlangte, at kvinderne lærte dansk og kom ud på arbejdsmarkedet for at blive selvstændige og selvforsørgende.

Det betød, at tusinder af familier levede i parallelle samfund uden viden om og indsigt i vores ellers ligestillede samfund. Der gik mange år, helt frem til det forrige årti, hvor det endelig gik op for de fleste politiske partier, at samfundet nok havde gjort de nye danskere en bjørnetjeneste.

Den yderste venstrefløj syntes, at det var synd for dem sådan at tvinge dem til at komme i arbejde. De måtte gerne få mere i kontanthjælp, særligt kvinderne, der var blevet skilt, hvilket medførte, at de overgik fra et patriarkalsk forsøgersamfund til et velfærdsforsørgersamfund. 

Det var og er i venstrefløjens øjne synd for de muslimske kvinder, at de ikke havde lært dansk, taget en uddannelse og/eller var kommet i arbejde. Selv om det netop var venstrefløjen, der havde sagt til dem, at de ikke behøvede at lære dansk og komme i arbejde.

Med andre ord forhindrede venstrefløjen kvinderne i at blive ligestillet og straffede dem dobbelt ved at plædere for, at de burde have flere penge fra det offentlige, så de stadig kunne gå hjemme.

Ligestillingsspørgsmålet

Mere grotesk blev det, da nogle meget politisk aktive muslimer – for eksempel Hizb ut-Tahrir, men også andre mindre organisationer – hævdede, at det var deres religiøse overbevisning, der gav dem retten til at lægge afstand til vores samfundsværdier. 

Anden generation af muslimske kvinder og mænd var blevet voksne og begyndte at protestere imod deres egen kulturs patriarkalske undertrykkelse. Men det blev næsten umenneskeligt for dem at bryde med store klanfamilier, miljøerne, hvor de var vokset op, og truslerne og volden, fordi de selv ville bestemme. Kun de stærkeste klarede det.

Mange på venstrefløjen, men også borgerlige, gav udtryk for, at de unge i de muslimske samfund burde lades i fred. Det gjaldt både dem, der kæmpede for deres egen frigørelse, og dem, der var religiøse og slet ikke ville vores ligestilling. Ingen burde, sagde venstrefløjen, tvinge vores ligestillingsværdier ind og ned i de muslimske miljøer.

Således blev en samlet kvindekamp og krav om integration/assimilation placeret på højrefløjen, mens accept og anerkendelse af muslimske kulturreligiøse normer blev venstrefløjens mærkesag.

En naturlig konsekvens af venstrefløjens store tolerance over for de muslimske minoriteter medførte, at spørgsmålet om ligestilling blev redefineret. Er vores ligestillingsmodel den eneste rigtige? Er vores samfundsindretning, vores seksuelle frihed og ligestilling nu også den, der gør kvinderne mest frie?

Den oprindelige kvindekamp for økonomisk, juridisk, social og seksuel ligestilling for alle blev spaltet i fraktioner, der hver især definerede sig selv ud fra etnicitet, hudfarve, religion og seksualitet. Venstrefløjen fik derved forskellige grupper med i den intersektionelle feministkamp. Her var borgerlige ligestillingsforkæmpere ikke velkomne.

Den intersektionelle feminisme

Den intersektionelle feminisme er forankret i den yderste venstrefløj og er indført fra USA. Den forholder sig til ligestillingsbegrebet alt efter, hvor folk kommer fra, deres hudfarve, kultur, religion, køn og seksualitet.

Det har blandt andet betydet, at feminisme i dag også er at underlægge sig en patriarkalsk guds love og befalinger. Feminisme, der udelukker folk med andre hudfarver. Eller feminisme, der går mere op i folks seksualitet og partipolitiske tilhørsforhold. Ganske imponerende for en gammel rødstrømpe, der har kæmpet for en samlet ligestilling.

I dag kaldes hvide feminister ofte privilegieblinde, hvis de ikke forstår og ikke vil kæmpe for den intersektionelle feminisme. En kvinde med hvid hudfarve er blevet en fjende og ikke den solidariske søster, hun var for 40 år siden. Især kritikere af reaktionær kultur og religion ses som fjender af den intersektionelle feminisme, selv om netop kampen imod reaktionær kultur og religion var en af de største kvindekampe.

Religiøs kultur er i sig selv patriarkalsk. Det var sådan set derfor, vi sekulariserede kristendommens kultur her i Danmark.

Splittelse i ligestillingskampen, feminisme under en gud, hudfarveforskelle og en helt uforståelig kamp imellem de forskellige seksuelle orienteringer truer ligestillingen mellem mennesker og mindsker den personlige frihed.

Det er umuligt at skønne, hvordan det ender. Vi havde engang et overordnet mål om menneskers universelle ligestilling og frihed, uanset etnicitet, hudfarve, religiøs overbevisning og seksuel orientering. Målet om universel ligestilling og personlig frihed mellem og for mennesker synes mere fjernt, end det var for 40 år siden.

Karen West er ligestillingsaktivist, debattør og jordemoder.

Serie

Hvad er de blå vrede over?

Siden valget i juni sidste år har de blå måttet affinde sig med en rolle som kritisk opposition frem for magtudøvere. I denne kronikserie skriver nogle af Danmarks førende højreorienterede stemmer om, hvad de mener, er det absolut værste ved de rødes dominans i Danmark.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Erik Karlsen
  • Nike Forsander Lorentsen
  • Peter Knap
  • Cristina Nielsen
  • Kurt Nielsen
  • Poul Anker Juul
ulrik mortensen, Erik Karlsen, Nike Forsander Lorentsen, Peter Knap, Cristina Nielsen, Kurt Nielsen og Poul Anker Juul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Young-suk No

1. Jeg tror ikke nogen har gjort en hvid kvinde en fjende.
2. Jeg kunne ikke forestille mig venstrefløjen har ligefrem opmuntrede de traditonelle levevis som nogle af indvandre familier praktiser her i Danmark og heller ikke var med til forhindre dem i at få ligestillingen.
3. Jeg synes det har været godt at venstrefløjen har udvist accept, anerkendelse og tolerance overfor de nye borgere for ellers ville det have været uudholdeligt leveforhold de har haft her i Danmark på grund af den fremmedhad som DF fremmede.
4. Jeg tror der har hele tiden været forskellige retninger og uenigheder indenfor kvindebevægelsen.
5. Jeg er helt sikker på alle kvinder går ind for ligestilling, frigørelse og personlige frihed.
6. Jeg tror på at vejen til at de nye borger frigøre sig fra normer og værdier der forhindre dem i ligestilling og personlige frihed er at hjælpe dem til at få uddanelse og job, præcis som os andre.
Men det tager bare længere tid for de nye borger til at nå disse på grund af sprogvanskeligheder og deres vante traditionelle værdier og normer.
7. Jeg mener ikke det fremmer ligestillingen ved at male fanden på væggen og skabe fjendebillede af hinanden og give al skylden til venstrefløjen. Tværtimod.
8. Jeg er fortsat med på: "universelle ligestilling og frihed, uanset etnicitet, hudfarve, religiøs overbevisning og seksuel orientering", hvis du er. Er du, Karen West?

David Zennaro, Gunilla Funder Brockdorff, Dorte Schmidt-Nielsen, Eva Schwanenflügel, David Adam, Marie E. Rasmussen, nils valla, Henning Haugaard, Steffen Gliese, Poul Erik Pedersen, Lise Lotte Rahbek, Birthe Gawinski, Inge ambrosius, Lillian Larsen og Marie Vibe anbefalede denne kommentar

Læs kommentaren ovenfor. Den har det hele. Længe leve mangfoldigheden. <3

David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Henning Haugaard, Steffen Gliese, Poul Erik Pedersen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

God kronik. Jeg underviste indvandrere i mange år, bl.a. mange muslimske kvinder. Det var en god og lærerig tid, fordi jeg kom tæt på dem. Jeg inviterede dem hjem, og jeg var hjemme hos dem. Sådan var det tit.
Jeg kan ikke med min bedste vilje se en tilsløret kvinde som fri. Det er mere end kultur at dække sig til. Religionen står bag og dvs den højestes repræsentanter, præsterne, og når præsten ikke er i rummet, så den næste i rækken, manden. Gud står også over demokratiet, dvs præsten, manden. Den demokratiske samtale, hvor meninger brydes, eksistere kun i henhold til den gudgivne lov i den hellige bog. Det er som i det gamle Danmark. Frihed kommer efter Guds lov. Alt gør i øvrigt.
Når vi ikke selv har gjort os fri af religionen og skilt stat og kirke, kan vi ikke stille krav til andre om at adskille familieliv og religiøst liv. Selvom et land som Tyrkiet er en sekulær stat, er samfundet det ikke. Sjovt nok har mange tyrkere netop påpeget, at deres land på det religiøse område er længere fremme end Danmark.
Først den dag, hvor vi har adskilt religion og stat, kan vi sige til de fremmede, at der ikke er noget der hedder: Gud har sagt.
Ud af det offentlige rum med religiøs argumentation. Derefter kan friheden komme ind.

Steen Obel, ulrik mortensen og Arne Ebbesen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Den fortid, Karen West beskriver, fandtes aldrig! Jo, måske isoleret set for en jordemoder, men ikke for fabriksarbejderen eller rengøringsassistenten.
Kvindernes frigørelse blev en efterligning af den frihed, mændene levede under, og det er kun blevet værre med den form for social tvang.

David Zennaro, Eva Schwanenflügel og David Adam anbefalede denne kommentar

@ Niels-Simon Larsen.

Muslimske kvinder af i dag, som har levet deres liv i Danmark, vælger alligevel beholde sløret på.

Er på sin vis ikke uenig i dit synspunkt med præsten formidler Allahs ord og dermed reelt ham der har magten. Men bortset fra det ikke er præsten der styrer, er vi også her i landet underlagt en lille elitær befolkningsgruppe, politikerne.
Her i landet har politikerne skruet systemet sammen således de besidder kontrollen og magten.
Der står intet i din DNA om politik er din måde fungere på. Næh, det udelukkende noget politikerne har fundet på. De laver forordninger, love og regulerer DIT liv uden du har nogen reel form for indflydelse på det.
Således bliver det store flertal bundet om arme og ben af politikere uanset om de vil eller ej.
Selv folk der overhovedet ingen politisk interasse har, er tvunget til at leve livet som politikerne har bestemt.
Ikke nok med det, for man kan vænde sig til lidt og hvert, men er reglerne vi skal leve efter stabile?. Nej, det er de i den grad ikke. Vores leveregler skifter med hver regering og baseres på hvad politikerne personligt syntes, hvilket vel reelt set ikke er bedre end muslimske præster baserer deres personlige synspunkter på hvad de mener "Herren" syntes. :-)

John Poulsen

nlls valla,
at sammenligne en demokratisk valgt forsamling med nogetsomhelst under islam er godt nok langt ude.
Husk, der findes kun 1 form for islam, kun 1.
Derimod vil et demokratisk styret land altid være foranderligt, i takt med flertallet af befolkningens ønsker.

Niels-Simon Larsen

Nils valla: Du siger, at præsten formidler Allahs ord og derfor har magten og lige efter, at det ikke er ham, der styrer. Hvis man har magten, styrer man som regel også.
Vi diskuterer, hvem der bør have det sidste ord: Den demokratisk valgte forsamling eller en eller anden overjordisk instans gennem en præst. Det burde ikke være nødvendigt at diskutere her.

@ Niels.Simon Larsen.
Nej, jeg skrev, bortset fra det ikke hos os er præsten der styrer er vi ligeledes underlagt en lille elitær gruppe, politikerne. :-)

@ John Poulsen.

Du tager fejl. Der er ikke kun en form for Islam. Jeg tror faktisk der er flere end der er former for Kristendom.

Vi har muligvis noget vi danskere kalder demokrati, men det er ikke Demokrati i egentlig forstand. For i såfald skal flertallet tage hensyn til mindretallet. (hvilket jo i virkeligheden kun kan betyde forholdet imellem flertallet og mindretallet fordeles 50/50.

At vores demokrati er foranderligt skyldes ikke politikerne der så at sige fastholder os i deres
dagsorden. At politikernes dagsorden følger tiden skyldes hverken dig og mig, men opstår i en gensidig påvirkning folket og politikerne imellem.
At du måske føler vores form for demokrati er retfærdig kan skyldes du er født ind i den og ikke kender alternativer. Altså ren og skær in- "bildning" (dannelse).

gregers hoff

Karen West skriver alt for generaliserende og forvrøvlet.Hendes udgangspunkt er at der kom gæster til "vores lille homogene land". Danmark har aldrig været homogent, der har været splittelse på alle leder og kanter: by/land, rige/fattige, mænd/kvinder, venstreorienterede/højreorienterede, jeg kunne blive ved: hvor har du dog den ide om at Danmark var homogent? det er en myte.

David Zennaro, Fam. Tejsner, nils valla og Herdis Weins anbefalede denne kommentar