En hvid kvinde er blevet en fjende og ikke den solidariske søster, hun var for 40 år siden

Jeg har fået en invitation fra Information. De har inviteret højrefløjen til at skrive om de udfordringer, vi oplever, venstrefløjen giver os. Det føles stadigvæk lidt overraskende at blive kaldt en debattør fra højrefløjen, når jeg samtidig er kritiker af religiøs politik og kæmper for ligestilling og personlig frihed.

De hedengangne 50-årige venstreorienterede mærkesager er i de senere år overtaget af en helt ny og anderledes liberal højrefløj, der prioriterer personlig frihed, frisind og ligestilling ret højt, så invitationen blev budt velkommen.

Bær over med mine generaliseringer og banaliteter, men de kan hjælpe med at forstå, hvorfor sammenhold, solidaritet og ligestilling går tilbage.

Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, krævede de børneinstitutioner, de fik ligeløn for lige arbejde, længere barselsorlov, retten til virksom prævention og fri abort. Uden tvivl de allerstørste politiske sejre for kvinders kamp for ligestilling.

Erhvervsarbejde gjorde kvinderne økonomisk uafhængige og selvstændige, og de blev en ligeværdig ægtefælle og samarbejdspartner. Kvinderne krævede så også af mændene, at de skulle deltage i hjemmets opgaver. Det var til tider en ensom kamp. Men vi havde vores basisgrupper i rødstrømpebevægelsen, hvor vi hjalp og støttede hinanden.

Når kvinderne blev synlige såvel på arbejdspladser som på gader, stræder og i nattelivet, medførte det automatisk et ansvar for at kunne begå sig i et dengang patriarkalsk samfund, både socialt og seksuelt.

Det var ikke altid nemt. Men den seksuelle revolution i 70’erne hjalp os godt på vej, selv om den også fik fatale konsekvenser for ikke mindst børn, der blev seksuelt krænket. Ikke noget at prale af set med nutidens øjne. For de fleste blev kampen for seksuel ligestilling en succes, der gjorde, at unge kvinder ikke behøvede at føle skyld og skam, hvis de levede et seksuelt aktivt liv.

Nye danskere

Kvinder og mænd fik næsten fuldkommen ligestilling, og selv de mest indædte modstandere måtte sande, at Danmark og hele Vesten blev både økonomisk rigere og mere tilfredse, når der blev tjent flere penge. Men andre og meget anderledes små samfund voksede sig imidlertid større.

Vi havde fået de såkaldte gæstearbejdere til landet. Flere kom til, både flygtninge og indvandrere fra Mellemøsten og Afrika. I løbet af nogle få årtier kunne vi konstatere, at vi havde et mindretal, der levede efter helt andre normer og med en helt anden kultur og religion, som mange kun kendte til fra litteraturen og rejsereportager. Ganske anderledes kulturer, som ingen havde tænkt særlig meget over eller forstået, skulle inkluderes og integreres i vores lille homogene land.

I takt med at de nye danskere fik fodfæste og blev flere, så vi, at nogle af dem slet ikke ønskede det samfund og den kvindefrigørelse, kvindekampen havde skabt i løbet af de seneste 100 år og især i 1970’erne.

De fleste af de nye danskere ønskede, at kvinder skulle gå hjemme og lade manden skaffe pengene. Manden skulle bevare den økonomiske, men især den sociale og seksuelle magt over både kvinder og pigebørn som det patriarkalske overhoved, deres kultur påbød ham at være.

Bjørnetjeneste

Katastrofalt nok forlangte myndighederne ikke, at manden så rent faktisk forsørgede familien. Hvis manden ikke arbejdede, lod myndighederne stå til og gav ham penge fra det offentlige. Stort set ingen forlangte, at kvinderne lærte dansk og kom ud på arbejdsmarkedet for at blive selvstændige og selvforsørgende.

Det betød, at tusinder af familier levede i parallelle samfund uden viden om og indsigt i vores ellers ligestillede samfund. Der gik mange år, helt frem til det forrige årti, hvor det endelig gik op for de fleste politiske partier, at samfundet nok havde gjort de nye danskere en bjørnetjeneste.

Den yderste venstrefløj syntes, at det var synd for dem sådan at tvinge dem til at komme i arbejde. De måtte gerne få mere i kontanthjælp, særligt kvinderne, der var blevet skilt, hvilket medførte, at de overgik fra et patriarkalsk forsøgersamfund til et velfærdsforsørgersamfund. 

Det var og er i venstrefløjens øjne synd for de muslimske kvinder, at de ikke havde lært dansk, taget en uddannelse og/eller var kommet i arbejde. Selv om det netop var venstrefløjen, der havde sagt til dem, at de ikke behøvede at lære dansk og komme i arbejde.

Med andre ord forhindrede venstrefløjen kvinderne i at blive ligestillet og straffede dem dobbelt ved at plædere for, at de burde have flere penge fra det offentlige, så de stadig kunne gå hjemme.

Ligestillingsspørgsmålet

Mere grotesk blev det, da nogle meget politisk aktive muslimer – for eksempel Hizb ut-Tahrir, men også andre mindre organisationer – hævdede, at det var deres religiøse overbevisning, der gav dem retten til at lægge afstand til vores samfundsværdier. 

Anden generation af muslimske kvinder og mænd var blevet voksne og begyndte at protestere imod deres egen kulturs patriarkalske undertrykkelse. Men det blev næsten umenneskeligt for dem at bryde med store klanfamilier, miljøerne, hvor de var vokset op, og truslerne og volden, fordi de selv ville bestemme. Kun de stærkeste klarede det.

Mange på venstrefløjen, men også borgerlige, gav udtryk for, at de unge i de muslimske samfund burde lades i fred. Det gjaldt både dem, der kæmpede for deres egen frigørelse, og dem, der var religiøse og slet ikke ville vores ligestilling. Ingen burde, sagde venstrefløjen, tvinge vores ligestillingsværdier ind og ned i de muslimske miljøer.

Således blev en samlet kvindekamp og krav om integration/assimilation placeret på højrefløjen, mens accept og anerkendelse af muslimske kulturreligiøse normer blev venstrefløjens mærkesag.

En naturlig konsekvens af venstrefløjens store tolerance over for de muslimske minoriteter medførte, at spørgsmålet om ligestilling blev redefineret. Er vores ligestillingsmodel den eneste rigtige? Er vores samfundsindretning, vores seksuelle frihed og ligestilling nu også den, der gør kvinderne mest frie?

Den oprindelige kvindekamp for økonomisk, juridisk, social og seksuel ligestilling for alle blev spaltet i fraktioner, der hver især definerede sig selv ud fra etnicitet, hudfarve, religion og seksualitet. Venstrefløjen fik derved forskellige grupper med i den intersektionelle feministkamp. Her var borgerlige ligestillingsforkæmpere ikke velkomne.

Den intersektionelle feminisme

Den intersektionelle feminisme er forankret i den yderste venstrefløj og er indført fra USA. Den forholder sig til ligestillingsbegrebet alt efter, hvor folk kommer fra, deres hudfarve, kultur, religion, køn og seksualitet.

Det har blandt andet betydet, at feminisme i dag også er at underlægge sig en patriarkalsk guds love og befalinger. Feminisme, der udelukker folk med andre hudfarver. Eller feminisme, der går mere op i folks seksualitet og partipolitiske tilhørsforhold. Ganske imponerende for en gammel rødstrømpe, der har kæmpet for en samlet ligestilling.

I dag kaldes hvide feminister ofte privilegieblinde, hvis de ikke forstår og ikke vil kæmpe for den intersektionelle feminisme. En kvinde med hvid hudfarve er blevet en fjende og ikke den solidariske søster, hun var for 40 år siden. Især kritikere af reaktionær kultur og religion ses som fjender af den intersektionelle feminisme, selv om netop kampen imod reaktionær kultur og religion var en af de største kvindekampe.

Religiøs kultur er i sig selv patriarkalsk. Det var sådan set derfor, vi sekulariserede kristendommens kultur her i Danmark.

Splittelse i ligestillingskampen, feminisme under en gud, hudfarveforskelle og en helt uforståelig kamp imellem de forskellige seksuelle orienteringer truer ligestillingen mellem mennesker og mindsker den personlige frihed.

Det er umuligt at skønne, hvordan det ender. Vi havde engang et overordnet mål om menneskers universelle ligestilling og frihed, uanset etnicitet, hudfarve, religiøs overbevisning og seksuel orientering. Målet om universel ligestilling og personlig frihed mellem og for mennesker synes mere fjernt, end det var for 40 år siden.

Karen West er ligestillingsaktivist, debattør og jordemoder.