I skyggen af en verden, der kæmper mod coronapandemien, har den nyetablerede, israelske koalitionsregering indgået en aftale om, at den vil annektere dele af den palæstinensiske vestbred.
Annekteringen er ifølge FN i klar konflikt med international lov, som med menneskeretten og Genèvekonventionen regulerer staters interne forhold for at fremme fred i verden.
Annektering af land gennem krig eller magtudøvelse er med god grund ulovligt. For hvis Israel gennemfører planerne om at annektere dele af Vestbredden, kan det føre til nye konflikter, menneskerettighedskrænkelser og yderligere destabilisering af hele Mellemøsten.
»Chokbølgerne vil vare i årtier,« udtalte FN’s højkommissær for menneskerettigheder den 29. juni.
Derfor er 47 af FN’s specialrapportører, som er en slags ambassadører udpeget til at beskytte udvalgte menneskerettigheder og udsatte befolkningsgrupper eller lande, gået sammen om en fælles udtalelse, der advarer mod de israelske landvindingsambitioner. Rapportørerne peger på, at den israelske besættelse siden 1953 trækker et dybt spor af menneskerettighedskrænkelser efter sig.
Disse tæller blandt andet dokumenteret udbredt brug af tortur, frihedsberøvelse af børn, mangel på fri bevægelighed, udnyttelse af arbejdskraft, forfølgelse af israelske og palæstinensiske menneskerettighedsforkæmpere, diskriminerende planlægningslove og konfiskering af naturressourcer som landbrugsjord samt manglende adgang til vand og elektricitet.
Advarslen fra rapportørerne lyder, at den planlagte annektering vil forstærke menneskerettighedskrænkelserne og føre til en de facto-apartheidstat. Det er stærke ord.
Uhørt opbakning fra USA
Ifølge specialrapportørerne vil de israelske planer føre til en annektering af 30 procent af Vestbredden. Området, som Israel har tænkt sig at indtage, svarer til den del af Vestbredden, som landet vil blive tildelt ifølge Trumps fredsplan for Mellemøsten, som blev offentliggjort i januar 2020 med den amerikanske præsidents svigersøn, Jared Kushner, som topforhandler.
Den aftale har aldrig haft palæstinenserne ved forhandlingsbordet.
I Israel har der også de seneste måneder været store demonstrationer mod annekteringen, hvor både israelske og palæstinensiske fredsaktivister har demonstreret og vist deres modstand mod de israelske planer.
Mange af verdens ledere – heriblandt også den danske udenrigsminister – har taget afstand fra de israelske planer. Men Israels annekteringer af Golanhøjderne og Jerusalem i henholdsvis 1980 og 1981 medførte ligeledes fordømmelse bredt i det internationale samfund, og det gjorde alligevel ingen forskel i praksis. Disse annekteringer står i dag fortsat som brud på international lov.
Det må ikke ske igen. Det handler ikke ’blot’ om ulovlig annektering. Det er første gang, at den israelske regering har USA’s opbakning til at bryde med international lov og herved underminerer man en grundsøjle i international lov om, at annektering af land er ulovligt.
Yderligere destabilisering
Hvis annekteringen lykkes, risikerer det internationale samfund ikke blot ustabilitet i Israel og Palæstina, men destabilisering mange andre steder i verden, hvor der findes stater med ambitioner om at indtage nye territorier.
Sammen med et netværk af palæstinensiske civilsamfundsorganisationer opfordrer Palæstinas Nationale Menneskerettighedskommission til, at verdenstater og civilsamfund påtaler den planlagte annekterings ulovlighed, fordømmer ulovlige bosættelser og anerkender den palæstinensiske stat inden for 1967-grænserne. Derudover bør staterne ikke mindst straffe Israel med sanktioner, hvis landet udfører planerne om annektering.
Den danske regering bør tage initiativ til en fælleseuropæisk front for overholdelsen af international lov og arbejde for at hindre endnu en spiral af konflikt, vold og krig, der vil føre til en yderligere destabilisering af et Mellemøsten, som allerede er stærkt udfordret af krænkelser, konflikter, krige og næsten uoverskuelige økonomiske problemer.
Ammer Dwaik og Karina Pultz er hhv. direktør i Den Nationale Menneskerettighedskommission i Palæstina og strategisk rådgiver i Institut for Menneskerettigheder.
Lørdag den 4 juli gik en demonstration med 1500 deltagere under parolen “nej til annektering” fra Palæstinas Plads (officielt Israels Plads) til Christiansborg slotsplads - med krav til regeringen om sanktioner mod Israel. Over hele verden fandt lignende protestdemoer sted.
Hele EU burde omgående indføre samlede sanktioner mod Israel.
Det er utilgiveligt, hvad Trump (USA) og Israel har gang i.
Hvorfor at Putin ikke ligger sig på palæstinensernes side fatter man ikke. Her er så åbenlys en vindersag som noget kan være og en glimrende måde at udstille amerikansk hykleri på.
EU må stoppe al samhandel med Israel. Det er mindst ligeså uværdigt at handle med den selvudråbte jødiske stat som det er at handle med Iran så bare kom i gang med at afvikle relationerne til Tel Aviv.
Hvis EU stopper al samhandel med Israel mandag, anerkender Israel Palæstina som et selvstændigt land tirsdag. Så simpelt er det. Så kan EU sagtens leve med at diverse historieløse mennesker vil skrige “antisemitisme” som de altid gør når nogen beder Israel efterleve international ret eller behandle palæstinenserne ordenligt.
Israel blev skabt som en jødisk stat. Dens institutioner har altid dannet grundlag for at sikre den fortsatte eksistens for et jødisk flertal og for jødisk dominans. Borgerskab i Israel giver jøder politiske, sociale og økonomiske rettigheder, som andre ikke-jødiske borgere i Israel ikke nyder i samme omfang.
I Sydafrika kaldte man en sådan inddeling af borgere i dette forlængst ophørte land for apartheidstyre. For danskere ville det være et fuldstændigt absurd tankeeksperiment, hvis Danmark var et land for københavnere og sjællændere, og som gjorde alle andre til andenrangs borgere.
For at opretholde denne diskriminerende form for statsdannelse, er det et must for Israel at fastholde et stærkt modsætningsforhold til palæstinensere. Selve skabelsen af landet byggede på uretfærdighed og medførte ufattelige lidelser for hundredtusinder af uskyldige mennesker.
Det er en historisk usandhed af dimensioner, når nogle om Palæstina taler om et land uden folk til et folk uden land. Jeg ved ikke, hvad de 750.000 palæstinensere, som blev fordrevet fra deres hjem i 1948 siger til en sådan udtalelse. Ved at fremprovokere vold er det lykkedes Israel at bortlede opmærksomhed fra apartheidkarakteren i dets statsgrundlag. Israelske jøder er udmærket klar over dette. En undersøgelse fandt, at 58% af dem havde den opfattelse, at Israel allerede praktiserer apartheid mod palæstinenserne.
Med en massiv mediepropaganda er det lykkedes landet, med afsæt i Holocaust, at forplumre alle tilløb til en rimelig og fair debatkultur om områdets komplekse problemer. Med denne, iøvrigt fuldt fortjente empati for jøders tragiske skæbne under Anden Verdenskrig, er det lykkedes landet at erhverve sig en uhindret, straffri “ret” til at besætte store dele af området, ligesom det har gjort det muligt at diskriminere palæstinensere på mangfoldige måder og i et omfang, der er til at se med det blotte øje for alle andre end hard-core tilhængere af Israel. Det gør opgaven med at dæmonisere palæstinensere ulige meget lettere, når man iøvrigt er indstillet på at opretholde en fuldstændig tavshed om ofte grove krænkelser af basale menneskerettigheder, som Israel gør sig skyldig i. Den ene forbrydelse undskylder ikke den anden.
Det turde være åbenbart for alle fordomsfrie mennesker, at det er omsonst at tale om frihed og retfærdighed for palæstinensere, så længe Israel nyder politisk immunitet, finansiel, diplomatisk og militær støtte fra især USAs side til dets militære kampagner og fortsatte besættelser af fremmed jord. Man kan nå langt med 3 mia. $ om året.
Et lille område som Gaza har ikke en jordisk chance for at stille noget op over for en krigsmaskine som Israels, verdens fjerdestærkeste.
Det må siges at være på høje tid, at det internationale samfund lever op til et reelt ansvar for at skabe fred og retfærdighed for palæstinensere, og lader svulstige, højstemte erklæringer uden substans om ligeværdighed for alle mennesker tilhøre en svunden æra.
Palæstinensere er, når alt kommer til alt, også mennesker, med de samme behov for tryghed og sikre rammer for deres liv, med de samme følelser for deres børns skæbne, som alle andre mennesker, herunder israelere, selv om man ofte kan blive i tvivl, når man ser massemediers og markante meningsdanneres behandling af dem.
Erling Jensen, cand.jur.
Jøder er lige så forskellige som alle andre mennesker, også i deres holdninger over for staten Israel og dets politik over for palæstinensere, i Gaza og på Vestbredden.
Listen over fordomsfrie jøder, i mine øjne dybt anstændige mennesker, der blander sig i debatten og udtrykker fordømmelse af Israels forkastelige fremfærd og dybt forargelige etniske udrensning siden fyrrerne over for palæstinensere er længere end min arm.
USAs førende dissident og mest markante kritiker af både USA og Israel, og et menneske, som ikke lader sin nationalitet eller etnicitet påvirke sine analyser af en afskyvækkende udenrigspolitik, som den praktiseres af både Israel og USA, er Noam Chomsky - en af verdens mest geniale tænkere. I halvfemserne var han på en topti liste over de mest citerede personer i menneskehedens historie. Han var den eneste nulevende og kom lige efter Sigmund Freud.
En anden amerikaner og jøde er den afdøde Edward Herman, professor i økonomi på Wharton College, som sammen med Chomsky har skrevet flere fremragende bøger om en vederstyggelig amerikansk udenrigspolitik, der har kostet utallige millioner uskyldige mennesker livet.
Ilan Pappé, israelsk historieprofessor og jøde, forfatter til flere fremragende bøger om Israels etniske udrensning af palæstinensere, hører naturligvis med på listen.
Norman Finkelstein, amerikansk jøde og historiker og indædt modstander af Israels politik over for palæstinensere, som han finder dybt kritisabel, fortjener at stå helt i top på listen over kritikere af Israel. Det sætter hans holdninger i perspektiv, at begge hans forældre sad i koncentrationslejre, og at han mistede alle øvrige slægtninge under Holocaust.
En jøde, der ikke som ovennævnte bør fremhæves for sine menneskelige egenskaber, snarere tværtimod, er David Ben Gurion, Premierminister i Israel fra 1948-1953 og fra 1955-1963, beskrevet som nationen Israels landsfader. Hans dagbøger er en guldgrube af informationer om den kyniske politik, Israel straffrit har kunnet praktisere over for palæstinensere siden 1948; en politik, som han stod som bannerfører for i fyrrerne, og som har været et klart udgangspunkt og mål for statens Israels oprettelse. Det er ikke for ingenting, at palæstinensere er beskrevet som Israels jøder, og som ofre for en politik, der har rødder tilbage til Holocaust og de grusomme jødeforfølgelser i Nazityskland. Intentionen om etnisk udrensning har været den samme.
Et par citater fra ham er symptomatisk for Israels politik over for palæstinenserne: "Hvis jeg var en arabisk leder, ville jeg aldrig underskrive en aftale med Israel. Det er normalt. Vi har taget deres land".
"Vi må bruge terror, drab, intimidering, konfiskation af land og ophør med alle sociale ydelser for at befri Galilæa for dets arabiske befolkning".
Israel fik ved statens oprettelse d.15.5.1948 56% af Palæstina, selv om jøder kun udgjorde et lille mindretal. Det var efter hans mening alt for lidt, hvis Israel skulle overleve som et hjemland for verdens jøder. De skulle besidde mindst 80% og gerne mere, og som dokumenteret til hudløshed, et mål, som helliger alle midler, også de mest modbydelige. I dag besidder de 78 % af Palæstina og med de seneste udspil bliver procenten endnu højere. Ben Gurion ville have roteret i sin grav af glæde over de resultater, Israel har nået, med altafgørende militær, økonomisk og politisk støtte fra USA.
Erling Jensen, Cand.jur.
Jeg støtter helt klart ubetinget palæstinensernes krav om en ordentlig behandling, men jeg tror ikke længere på en to-stats-løsning. Jeg ville virkelig gerne, men jeg tror ikke længere på det. Selv om Israel indgik Oslo-aftalen, så var det aldrig hele landet, som stod bag det. Og da præmiermisisteren Shamir blev myrdet af en jødisk ekstremist, blev der lavet en de facto genbesættelse af alle de palæstinensiske områder. Hvordan den logik hang sammen, er svær at forstå. Men det fik i hvert fald tvivlen til at stige i mit sind. Og nu tror jeg ikke længere på det. Jeg tror, vi må lade Israel overtage det hele, og så støtte palæstinenserne i deres kamp for ordentlige forhold i den stat. I årevis så det heller ikke ud til, at apartheid i Sydafrike ville falde, men det gjorde det, og sådan vil det også gå her.
Betyder det så, at alle palæstinensere kan vende hjem? Jeg tvivler, og dem må USA og EU så betale kompensation til. Det er os, som har skabt problemerne, og nu må vi betale for at få dem løst.
Holocaust er vores fælles arv, men ...
Når Hamas sidder på magten i Gaza, bliver ubefæstede sjæle i vesten ikke betroet, at valgresultatet var en følge af demokratiske valg, overvåget af uvildige, internationale valgobservatører.
Når Hamas bliver beskrevet som en terrorbevægelse i vestlige massemedier, med USA som bannerfører, burde det ikke komme som en overraskelse, at Israel og USA uantastet får lov til at fordømme Hamas for deres angreb på Israel med primitive raketter, af nogle beskrevet som avanceret fyrværkeri, og som kun forårsager en forsvindende lille brøkdel af de drab, som Israels almægtige krigsmaskine gør sig skyldig i.
Fordømmelserne fra vestlig side af Hamas er ikke blevet, og bliver det aldrig, ledsaget af henvisninger til den historiske virkelighed; at undertrykkelsen af og konflikten med palæstinenserne ikke er stoppet en eneste dag siden 1948, flere årtier før Hamas blev en magtfaktor, og at den gik ind i højeste gear i 1967.
Denne fortsatte israelske aggression er aldrig blevet fordomsfrit gjort forståelig for offentligheden i vestlige samfund, selv om dokumentationen er overvældende. Drab på tusindvis af uskyldige mennesker er udtryk for en politik, som Israel har gjort til en tilbagevendende rutine, naturligvis uden at overholde de principper, der kendetegner en retsstat, og som har som et udtrykkeligt grundprincip, at alle er uskyldige, indtil de findes skyldige gennem en domstolsprøvelse. Det skete selv for en Breivik i Norge.
If. alle menneskelige, legale og internationale normer har alle mennesker ret til at få prøvet deres sag ved en domstol. Det overtræder Israel gang på gang bl.a. med deres internering af tusindvis af palæstinensere, uden sigtelser og uden domfældelse. De har også i denne henseende fundet en fortræffelig læremester i USA.
Det eneste svar, som palæstinenserne har over for et almægtigt militært israelsk magtapparat, er primitive raketter, der for 99 % vedkommende opfanges af deres Iron Dome beskyttelsessystem. Israelerne er stolte over at have verdens fjerdestørste militærapparat til deres rådighed, men de fremhæver til stadighed også, at brugen af det er den mest moralske. I lighed med USAs utallige krænkelser af internationale love og regler tæppebomber de verden med hule og svulstige beklagelser over de tragiske drab, som de “naturligvis” ikke har tilsigtet. Vi ved jo alle, at Hamas gemmer sig bag kvinder og børn.
Det burde sige sig selv, at et drab er et drab, om man så har gjort sig alle anstrengelser for at undgå det. I en bandekrig i New York er det ikke en undskyldning, at et barn bliver det tilfældige offer – det er stadig et drab, og man bliver dømt for drab - det sker ikke i Israels tilfælde.
Det burde være tydeligt for alle, at Israels erklærede politik er at skabe et Storisrael fra Jordanfloden til Middelhavet. Under implementeringen af dette mål bliver verdensoffentligheden fyldt med en evindelig strøm af hensigtserklæringer om en to-statsløsning, som Israel vil gøre alt for at undgå. Palæstinenserne får ikke deres egen stat, fordi bl.a. Netanyahu er stærk modstander af denne løsning.
Når man ser på de ambitioner om et Stor-Israel, der driver Israels udenrigspolitik, burde det stå klart for enhver, at den israelske regering vil gøre alt for at gøre de besatte områder til en integreret, permanent del af Israel.
Til opfyldelse af dette er det nødvendigt at tvinge palæstinensere i Gaza og på Vestbredden til at “leve” i forarmede enklaver, der på mange måder ligner de bantustans, som det hvide overherredømme gennemførte i apartheidtidens Sydafrika.
Erling Jensen, cand.jur.
Der er jo nærmest ingen kritiske stemmer i debatten længere. Israel er et land forladt for empati der har udnævnt sig selv til jødisk stat, noget der ligner et forsøg på at retfærdiggøre den frygtelige behandling palæstinenserne har været udsat for i over 70 år. Hvornår har palæstinenserne optjent deres ret til at leve på deres egen jord i fred for israelske jøder?
Man mindes dette væmmelige interview https://www.youtube.com/watch?v=49glcoCvM9E
Krasnik som et perfekt billede på hvor ensidig dækningen er og hvordan der konstant undskyldes for atomstaten Israel selvom den tæppebomber civile områder og hospitaler.
Til listen over Israel-kritiske jøder hører også den afdøde israelske sprogforsker Tanya Reinart (1943-2007). Der er en god præsentation af hende i den engelsk-sprogede Wikipedia.
Hun er en formidabel og velunderbygget skribent.
Blandt hendes publikationer: Israel/Palestine How to end the war of 1948,2005. Kan lånes via bibliotek.dk