Kinas overgreb på uighurerne møder kun tavshed fra verdens muslimske stater

Da Kina i 2010 nedkaldte sanktioner over Norge for tildelingen af Nobels fredspris til dissidenten Liu Xiaobo, skete det under påberåbelse af et ord, man ikke skulle vente at høre fra et ateistisk kommunistisk regime: »Det er blasfemi,« udtalte en talsmand for partiledelsen.

Engang handlede blasfemi om at profanere de troendes guder, symboler og skrifter. Nu bliver kritik af verdens største diktaturstat sidestillet med vanhelligelse.

Men måske bør vi ikke undre os. Skellet mellem det religiøse og det sekulære har aldrig været så absolut, som religiøse sentimentalister og multikulturalister har villet bilde os ind siden fatwaen mod Rushdie i 1989. Argumentet lød, at det i bedste fald var dårlig smag og i værste fald decideret racisme at krænke troendes følelser. Så sparkede man nedad imod fattige muslimske folkegrupper, hed det.

Vi var flere, der undrede os: Var disse kritikere bevidst blinde? Så de ikke, hvordan mænd med enorm magt og kyniske hensigter spillede på oppisket religiøs vrede for at afstive deres dominans over elendiggjorte befolkninger?

Da Jyllands-Posten i 2005 trykte en række overvejende harmløse Muhammed-karikaturer som principforsvar for retten til at latterliggøre religion, satte diktatorer som Hosni Mubarak og Bashar al-Assad sig i spidsen for en global kampagne mod Danmark for at bortlede opmærksomhed fra deres egne misregimenter som endnu et eksempel på, at autoritær politik og autoritær religion kun er to sider af samme fordærvede mønt.

Kina har nu skrællet de religiøse begrundelser væk. Det, som før var halvt skjult, fremstår nu som usminket, uhæmmet magt. I mange lande er kritik af Kina den nye blasfemi.

Ingen steder ser vi dette udstillet klarere end i lande med muslimske folkeflertal. Engang opfordrede de til drab på en blasfemisk romanforfatter og svor at forsvare deres profet imod den mindste hån. I dag klapper de i, mens Kina optrapper sin grusomme kampagne imod sin overvejende muslimske uighuriske befolkning i den vestlige Xinjiang-provins.

Genopdragelse

Et af det 21. århundredes største forbrydelser er under fuld udfoldelse. Vi hører om det, men vi registrerer ikke, hvad der reelt er et kulturelt folkemord. For at reducere antallet af Xinjiangs muslimske uighurer er Kina nu, ifølge Kina-ekspert Adrian Zenz, begyndt at tvangssterilisere uighuriske kvinder.

Modsætter de sig dette, sætter regimet dem i ’genopdragelseslejre’. Her sidder der allerede en million mennesker fra den uighuriske og andre muslimske minoriteter. En BBC-undersøgelse har afdækket eksempler på, at Kina skiller uighuriske børn fra deres familier for at hindre dem i at vokse op i muslimske miljøer.

Med andre ord: De samme lande, som ikke tålte Rushdies magiske realisme, lever fint med massesteriliseringer af muslimske kvinder.

Det er en billig pointe, men hvis noget vestligt land udviste en brøkdel af den brutalitet, som Kina udviser mod sit muslimske mindretal, ville den globale venstrefløj eksplodere i forargelse. 

Tavshed

Hvis man vil være venlig, kan den aktuelle tavshed forklares ud fra logistiske vanskeligheder. Endnu kan journalister frit dække Kinas undertrykkelse af Hongkongs demokratibevægelse, hvorimod Xinjing er lukket land. 

Den afgørende grund til, at muslimer i Xinjiang må lide i stilhed, er dog, at de samme lande med muslimske flertalsbefolkninger, som rasede imod Rushdie, Jyllands-Posten og Charlie Hebdo, har besluttet sig for at tie. 

For et år siden gik Pakistan, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Algeriet og andre lande med muslimsk flertalsbefolkning, der gerne poserer som troens forsvarer, endda så vidt som til at blokere for et forslag rejst af 22 vestlige lande om at pålægge Kina at tage imod »uafhængige internationale observatører« i Xinjiang.

Mange af disse lande er selvfølgelig købt til tavshed. Kina er blevet en stærk stemme i FN, fordi så mange nationer drager fordel af kinesiske milliardinvesteringer i infrastrukturprojekter. Som Norge konstaterede i 2010, og Australien måtte sande, da de tidligere i år opfordrede til en international undersøgelse af oprindelsen til COVID-19, må de, som begår blasfemi imod Kina, se sig udsat for cyberangreb og økonomisk straf.

»Forestillingen om det hellige er ganske enkelt en af de mest konservative i nogle kulturer, fordi den vil gøre andre ideer – kritik, fremskridt, forandringer – til forbrydelser,« sagde Rushdie, da han i 1990 måtte frygte for sit liv. Han talte om konservativ islam.

Det kinesiske regime vil nu gøre kritik af dets brutale fremfærd imod muslimske minoriteter til en forbrydelse. Og de mennesker, som skulle protestere mest højlydt, bøjer nakken i ærbødig tavshed.

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen