Læserbrev

Det kræver politisk handlekraft at sætte teknologiforståelse på skoleskemaet

46 folkeskoler har i et treårigt forsøg fået teknologiforståelse på skoleskemaet, og de foreløbige resultater er positive. Dog kræver et nyt fag på skemaet ikke bare ny faglighed, men også politisk vilje, fællesskab og opbakning fra skoleledelsen, skriver forlagschef hos Gyldendal Mikael Pedersen
13. juli 2020

Hvordan sætter vi teknologiforståelse på skoleskemaet, hvis politikerne trykker på knappen i morgen?

Forsøget med teknologiforståelse på 46 folkeskoler er nu nået halvvejs, og de første erfaringer er udgivet i en midtvejsevaluering. Konklusionen er kort sagt, at lærerne generelt er positive, men at størstedelen oplever, at det er svært at forstå faget og fagligheden.

Det er naturligvis ikke så godt, hvis det er svært at forstå et fag, der grundlæggende handler om forståelse. Men forståelsen af både fag og teknologi bliver først forankret, når man arbejder meningsfuldt med det i praksis. Og det afhænger af lærerne. Det er dem, der kommer til at føre faget ind i klasselokalerne.

Teknologiforståelse er ikke endeligt defineret som fag og faglighed endnu, så der er selvsagt en stor usikkerhed forbundet med, hvilke kompetencer det kræver at løfte opgaven. Men det er netop arbejdet med det ubekendte, der kendetegner teknologiforståelse, som i sin dna er et eksperimenterende fag, hvor eleverne (ud)dannes i at forstå teknologien. Her behøver man ikke kende svarene på forhånd, og ofte er der slet ikke en facitliste.

Det er vigtigt at understrege, at man hverken behøver en baggrund som webudvikler eller maskiningeniør for at undervise i teknologiforståelse. Men de nye lærere i faget får brug for at tænke i helt nye undervisningsmetoder. Læreren skal ikke bare turde kaste sig ud i det ukendte, men også evne at styre og skabe en retning i kaos, når eleverne udvikler, undersøger og afprøver. I den her sammenhæng kan dansklæreren være lige så godt klædt på til at undervise i faget som matematik- eller naturfagslæreren.

Hos Gyldendal Uddannelse foretog vi i 2019 en undersøgelse blandt lærerne og spurgte: »Føler I jer klar til at undervise i teknologiforståelse?«. Her lød svaret, at hver tredje lærer følte sig klar til at undervise i faget allerede nu. Det er positivt, at så mange lærere brænder for at komme i gang. Men der er brug for opbakning hele vejen rundt.

Der mangler politisk handlekraft og vilje til at afsætte de nødvendige ressourcer til en faglig opkvalificering. Og der mangler skoleledelser, som bakker op med efteruddannelse, og plads til at etablere faglige fællesskaber, så de nye lærere i teknologiforståelse kan sparre, udveksle erfaringer og opdyrke den nye faglighed.

Mikael Pedersen er forlagschef hos Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Houmøller

Mon Mikael Pedersen på Gyldendal har læst Jesper Balslevs bog og afhandling om teknologi og IT?
Jeg tvivler.