Kommentar

Lad en gruppe af vores samtidskunstnere bearbejde nogle af de omstridte monumenter kreativt

Vi skal ikke fjerne krænkende kunst eller ødelægge anstødelige monumenter. Lad i stedet kunstnere få løn for at bearbejde gamle monumenter. Konkurrencer kan udskrives for at sikre en høj kunstnerisk kvalitet, skriver kunsthistoriker Pia Høy i dette debatindlæg
En statue af Lenin på Rathaus-Bridge i Zurich i 2004 var en del af kunstværket ’Lenin on Tour’ af den tyske kunstner Rudolf Herz.

En statue af Lenin på Rathaus-Bridge i Zurich i 2004 var en del af kunstværket ’Lenin on Tour’ af den tyske kunstner Rudolf Herz.

Steffen Schmidt

Debat
23. juli 2020

Skal malerier, skulpturer og monumenter fjernes fra museer, kirker og det offentlige rum, hvis de fremstiller personer eller scener, som vi i dag opfatter som forkastelige eller krænkende? Det spørgsmål er blevet debatteret på det seneste.

Spørgsmålet er særligt blevet påtrængende i kølvandet på mordet på den sorte amerikaner George Floyd, idet denne ugerning har sat ekstra skub i demonstrationer imod racisme, sexisme og kolonialisme verden over. Og jagten er gået ind på statuer og monumenter, der heroiserer hvide mænd, der har gjort sig skyldige i disse synder.

Jeg mener dog ikke, at det er den bedste udvej at fjerne den krænkende kunst fra museernes vægge, og det er heller ikke godt at gøre kort proces og ødelægge de anstødelige monumenter, der står i det offentlige rum. Det betyder ikke, at jeg synes, at alt skal bevares, som det er til tid og evighed.

Men hvis al omstridt kunst skal fjernes fra museerne og det offentlige rum, vil der ikke være meget tilbage på væggene eller på byernes pladser. Jeg synes heller ikke, at det er en god idé at forsyne denne slags kunst eller monumenterne med forklarende tekster, der oplyser publikum om årsagen til værket, den historiske sammenhæng og holdningen til sagen i dag. Jeg frygter, at sådanne pædagogiske tiltag vil kunne gøre skade på publikums egen evne til kritisk tænkning og reflektion.

Jeg vil foreslå, at vi lader en gruppe af vores samtidskunstnere bearbejde nogle af de omstridte monumenter kreativt. Det kan gøres på måder, der ikke beskadiger det historiske monument uopretteligt.

Historisk dokument

Det er gjort før med succes. I 1993 omskabte kunstner Hans Haacke den tyske pavillon i Venedig, da han brækkede hele gulvet i det store udstillingsrum op og smadrede det. Samtidig kunne man se navnet Germania med store bogstaver af bly på bagvæggen af lokalet. Germania var Hitlers navn til hovedstaden i det kommende stortyske rige. Inden man nåede ind til denne del af værket, havde man passeret et stort sort-hvidt fotografi på rød baggrund af Hitler, der var taget under hans besøg i den tyske pavillon i 1938.

Med til historien hører, at den tyske pavillon i Venedig blev omarbejdet under nazismen, hvor den tidligere pavillons slanke ioniske søjler blev erstattet af kraftige kantede doriske søjler, der bedre kunne afspejle nazisternes foragt for al form for følsomhed eller blødsødenhed.

Hans Haackes værk var en såkaldt stedspecifik installation, den var knyttet til dette bestemte sted og dets historie, og den var meget vellykket. Med et enkelt greb viste Hans Haacke os, at nazismen ødelagde selve fundamentet for den tyske kultur i årene fra 1933-1945. Pavillonens ødelagte gulv kunne efterfølgende genetableres.

I Tyskland diskuterer man til stadighed, om pavillonen skal rives ned eller bevares. Den er et historisk dokument for nazismens kulturpolitik, der så et forbillede i nyklassicismens dyrkelse af det ideale menneske. Men samtidig slører den også den tidligere pavillon, som afspejlede en forudgående og venligere epokes kultur.

Bearbejdelse af monumenter

De russisk-amerikanske kunstnere Vitaly Komar og Alexander Melamid har også argumenteret imod, at sovjettidens statuer af Lenin og Stalin og andre diktatorer bliver ødelagt. De vil bevare statuerne, men bruge dem kunstnerisk i omarbejdet form.

I deres Project for Lenin’s statue fra 1993 ser man en statue af Lenin, der hænger svævende i luften mellem himmel og jord. Den er ophængt ved hjælp af et hejseværk, der er monteret på en bil. Bilen og kranen indgår i den nye æstetiske helhed, der er overraskende virkningsfuld. Dette kunstneriske greb giver publikum stof til eftertanke, samtidig med at det oprindelige monument bevares.

For nogle år siden kunne man i København se et antal statuer og ryttermonumenter af mænd forsynet med lyserøde og pink nederdele eller skørter. En uhøjtidelig kommentar til den alvorlige mangel på monumenter, der heroiserer kvinder.

Lad os se mere af den slags. Lad kunstnere, der har lyst til denne praksis – mænd og kvinder – få løn for at bearbejde gamle monumenter i begrænsede tidsperioder. Konkurrencer kan udskrives for at sikre en høj kunstnerisk kvalitet.

Nogle gange kan en simpel omplacering af et monument måske konfrontere det kritisk og anspore til ny refleksion. Man kunne for eksempel starte med at flytte et upopulært ryttermonument ud til en af de små ubeboede øer, som Danmark har så mange af. Der kunne rytteren så herske over et meget lille landområde.

Om ikke andet kan et uønsket monument forvises til kunstnerduoen Elmgreen & Dragsets park for uønskede skulpturer i Tyskland.

Pia Høy er kunsthistoriker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Hansen

Jeg gad ikke se et værk, omskabt af en kunstner på offentlig overenskomst. Hvilken kunstner vil iøvrigt medvirke til at omskabe en statue, skabt af en kollega i en anden tid og kontekst. Man kan ikke udlicitere kunst eller lave en konkurrence for at sikre den 'kunstneriske kvalitet'. Det er noget der hører arkitektkonkurrencer til. En kunstners integritet er dennes originalitet (læs kunst) og kan ikke bestilles til at løse problem, hvor den ene eller anden gruppe føler sig krænket pga. race eller seksualitet.
Jeg synes en statue af Stalin er et stærkt og frygtindgydende symbol som sagtens kan stå uændret og minde os om vildfarelser og ondskaben i denne verden.

Allan Nørgaard Andersen

Fortidens koryfæer fremstilles stort set altid heroiseret og idealiseret, når det er afbildet i samtidens kunst. Det anstødelige for nutiden består i at de så begribeligvis stadig fremstår sådan.
Ikke mindst nutidens højrefløj, fx Kasper Støvring, synes at mene at fortidens slaver, udbyttede og undertrykte ikke behøver blive repræsenteret i det offentlige rum, da deres lidelser jo ikke var nogen anstødssten for fortidens magthavere, men tvært i mod blev opfattet som noget naturligt og - for dem selv - gavnligt. Så hvorfor skulle vi så pludselig begynde at føle ubehag ved ufortrødent at hylde datidens bødler? Synes højrefløjen at spørge.
Selvfølgelig skal vi ikke fjerne eller ændre monumenter af stor kunstnerisk værdi (ikke mange!). Men hvorfor i alverden hæge om de utallige af fortidens rædselsfulde, æstetisk ligegyldige og magtforherligende skulpturer og mindesmærker, der er drysset ud over landet (og verden)?
Lad dem dog indgå i nye spændende installationer, som Pia Høy, foreslår.
Forresten grinagtigt at bemærke, hvordan den åh så kunstnerisk bevidste højrefløj, som ellers vrider hænder over den omsiggribende kulturforfladigelse, straks er parat til at forsvare fortidens magtforherligende makværker.