Kronik

Hvis du lykkes med at bekæmpe patrioten i mig, så vil integrationen for alvor mislykkes

Både de, som har været danskere gennem mange generationer, og vi, som er første- og andengenerationsdanskere, skal sænke paraderne og anerkende, at vi kun bliver stærkere af at smelte sammen. Vi skal turde stå ved, hvem vi er, og hvad vi kommer af, skriver politiker Samira Nawa i denne kronikserie om, hvornår man er velintegreret
Det er først, når vi tør sige fra over for andre, der diskriminerer, at minoritetsbefolkningen kan stole på, at i Danmark har vi hinandens ryg, skriver dagens kronikør.

Det er først, når vi tør sige fra over for andre, der diskriminerer, at minoritetsbefolkningen kan stole på, at i Danmark har vi hinandens ryg, skriver dagens kronikør.

Anders Rye Skjoldjensen

25. juli 2020

»Hvor er du velintegreret. Virkelig godt gået.«

»Hold da op. Du må være noget af en mønsterbryder.«

Mange velmenende bekendte såvel som fremmede har med deres spørgsmål og konstateringer om mig provokeret mere, end de formentlig aner. Jeg har i hvert fald tillid til, at hvis de lå inde med en viden om, hvor mange skår der skal klinkes, og sår, der skal slikkes i kølvandet på sådanne konstateringer, så havde de undladt at sætte ord på deres fordomme.

For selv om bemærkningerne er velmente komplimenter, så kommer de af fordomme. Den underliggende indstilling er jo, at man ikke havde forventet noget så flot af en person med minoritetsetnisk og muslimsk baggrund. Og selv om komplimenter varmer, så kan det aldrig kompensere for den fremmedgørelse, der ligger i de underliggende fordomme.

Det hele handler om et dybfølt ønske om ’blot’ at ville opfattes som et menneske – med alt hvad det indebærer af følelser, succeser, nederlag, kriser og bekymringer. Og uden at spørgsmålet om etnicitet eller religion på mere eller mindre ubevidst facon får lov til at fylde det mindste. Det stræber vi da alle efter. Altså at blive dømt og bedømt ud fra egne handlinger og ikke skulle stå til ansvar for alle andres ugerninger.

Har du med dine velmenende ord ramt mig en dårlig dag, har du fået et olmt blik retur. Har du derimod ramt mig på de gode dage, har du formentlig fået et falskt smil og et overfladisk tak. Jeg skal være den første til at beklage begge reaktioner, for hverken på de gode eller de dårlige dage er det lykkedes mig at beskrive det, som endnu en gang gik itu inde i mig. Og derfor har du formentlig udtalt dine velmenende ord igen og igen til andre end mig.

Vi skal blive bedre til at sige fra, når vores grænser bliver overtrådt, og vi mases ned i netop de kasser og stereotype fortællinger, som vi forsøger at bryde fri af. Siger vi fra på ordentlig og respektfuld vis, kan alle parter skrive brobygger på CV’et. For pointen med at give et medmenneske kritik er vel, at hun netop skal lære af det. Den læring finder ikke sted – og broen lider under alvorlig ustabilitet – hvis kritikken fremføres på aggressiv vis. Eller hvis den slet ikke fremføres.

Modersmål og fædrelandet

Men hvad er det så, som går itu under presset fra velmenende bemærkninger – og hvad har det med vellykket integration at gøre?

For at kunne besvare det skal præmissen om, at modersmålet kan være ét og fædrelandet et andet, anerkendes. Din moders tunge blev formet længe før, du blev til. Fædrelandet er det sted, du lever, og som du med dit liv og dine gerninger selv er med til at forme.

Mit og mange andre efterkommeres fædreland er Danmark. Vores modersmål kan være alt fra farsi og urdu over russisk til arabisk og tyrkisk.

Kærligheden til fædrelandet er uafhængig af modersmålet. Den kan være så dyb og voldsom, at smerten ved konstant fremmedgørelse gør fysisk ondt. Tårerne presser sig på, og smerten i maven og trykken for brystet er så stort, at man må snappe efter vejret. Det er i alt fald sådan, jeg har det. Ja, jeg er patriot. Skulle det nu være kontroversielt?

Som dansker med minoritetsetnisk baggrund er det hverdag at balancere i grænselandet mellem de to verdener, man allerhelst så forenet. Og bestræbelserne på at få begge verdener til at anerkende, at kærligheden til modersmålet og fædrelandet ikke tager noget fra hinanden, men blot bygger hinanden stærkere, er et langt opslidende træk.

Jeg køber ikke præmissen i spørgsmålet om, hvornår ’man’ er velintegreret. Af indvandrere, flygtninge og efterkommere er det retteligt blevet krævet, at man tilegner sig viden og uddannelse. At man øver og dygtiggør sig. Men det kan aldrig blive godt nok. For uanset hvad finder fremmedgørelsen fortsat sted.

Der sættes nemlig stadig spørgsmålstegn ved tankerne, sindet, og til hvilket land man bekender sin loyalitet. Det forstår jeg faktisk godt rimeligheden i. Men hvad jeg ikke begriber er, hvorfor efterkommere, som er født og opvokset i Danmark, rundet af den danske folkeskole, og som ikke kender andre hjemegne eller fædrelande end Danmark, også skal mødes af fordomme og fremmedgørelse? Og hele tiden have betvivlet loyaliteten og kærligheden til Danmark.

Tvivlen smerter. Men kærlighedens ild slukkes ikke nemt. Og så længe kærligheden til fædrelandet fortsat består, så længe lever patrioten. Og så længe vil håbet om en vellykket integration bestå.

Men kvæler du patrioten, da forsvinder alt håb – for akkurat som ugengældt kærlighed til et andet menneske kan ugengældt kærlighed til dit fædreland i et godt stykke tid være din motivation og drivkraft. Men stille og roligt ebber gejsten og kærligheden måske ud.

Så i spillet om at være velintegreret ligger bolden ikke alene hos mig eller de, der minder om mig.

Den ligger også hos dig, du danske journalist, politiker, direktør, kollega, nabo og ven.

Tag afstand fra diskrimination

I Danmark har vi det svært med mennesker, der kender deres rødder – hvis rødderne vel at mærke ikke er danske. Jeg har aldrig forstået det rationelle i at frygte et menneske, der kender sine rødder. For hvorfra opstår denne frygt? Svaret må være, at man tilskriver danskheden en meget lav selvtillid og et endnu lavere selvværd. Og derfor mødes det fremmede og ukendte med mistro.

Men man har godt nok ikke megen tiltro til dansk kultur og historie, hvis man ikke stoler på, at den nok skal klare sig. At den hviler så meget i sig selv, at den sagtens kan være nysgerrig på og rumme andre kulturer, traditioner og sprog. Det er en hån mod fædrelandet at frygte for dets ve og vel. Alene på grund af forandring.

Både de, som har været danskere gennem mange generationer, og vi, som er første- og andengenerationsdanskere, skal sænke paraderne og anerkende, at vi kun bliver stærkere af at smelte sammen. Vi skal turde stå ved, hvem vi er, og hvad vi kommer af. At ville os selv gør os stærke, men at ville hinanden gør os større og styrken bæredygtig.

Hvad betyder det så helt konkret? Det betyder, at Danmark i det store hele skal tage afstand fra racisme, fordomme og diskrimination. Det offentlige Danmark skal gøre det i debatten, og vi skal hver især gøre det i hverdagen. Det er ikke nok, at vi på individuel og strukturel basis holder op med at udøve diskrimination. Det er først, når vi tør sige fra over for andre, der diskriminerer, at minoritetsbefolkningen kan stole på, at i Danmark har vi hinandens ryg.

Jeg kunne have skrevet et langt indlæg, hvor jeg fremhæver alle de positive tal og statistikker for danskere med minoritetsetnisk baggrund i forhold til uddannelse og beskæftigelse.

Jeg kunne også have skrevet om de fordomsfulde bemærkninger, der ikke er velmenende, men hadefulde, aggressive forsøg på at marginalisere muslimer og andre minoriteter.

Eller jeg kunne have skrevet vredt om, hvordan det altid er systemets skyld. Eller omvendt hvor stort et ansvar der ligger hos den enkelte for at blive integreret.

Men hvis man oprigtigt er nysgerrig på, hvordan nye mennesker og gamle lande forenes, så er det mere komplekst end som så. Det handler om følelser. Og her fik du mine. Jeg har med indlægget gjort mig sårbar over for endnu mere smerte. Men jeg stoler på, at du ikke vil bruge mine ord imod mig.

Samira Nawa er medlem af Folketinget for De Radikale.

Serie

Hvornår er man velintegreret?

Hvad skal der til for, at integrationen er en succes? Handler det udelukkende om at deltage på lige fod på arbejdsmarkedet og overholde lovene? Eller er vi først i mål, når patriarkalske strukturer er nedbrudt, racisme er udryddet og Aisha og Emil gifter sig? Det afsøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Social kontrol handler ikke om islam, men om kultur. Det ved jeg som kristen efterkommer

    21. august 2020
    Som ung dansk-serber med kristen baggrund har den sociale kontrol fyldt lige så meget i mit ungdomsliv som for mange danske muslimer og etniske danskeres vedkommende. Alligevel reducerer politikerne altid integrationsdebatten til at handle om islam og muslimer, skriver Zaklina Rajovic i kronikserien om, hvornår man er velintegreret
  • Luk ghettoskolerne – de taber nydanske børn på gulvet og forhindrer integrationen

    17. august 2020
    Inden jeg begyndte i gymnasiet, var jeg gemt væk i ghettoen. Jeg havde aldrig flirtet med en pige og end ikke rørt en øl. Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg fandt ud af, at det var helt almindeligt for unge på min alder. Ghettoskoler taber både børn og integrationen på gulvet, og derfor bør de lukkes, skriver Adam El-Matari i kronikserien om, hvornår man er velintegreret
  • Jantelovspolitiet har sat en grænse for, hvor integreret man har lov at være

    12. august 2020
    Mange pladdernationalister kan ikke tro, at jeg betaler topskat og samtidig ikke spiser svinekød. I deres samfundsopfattelse kører indvandrere taxa eller sælger grøntsager. Men det skal være meritterne, vi interesserer os for, skriver jurist Safia Aoude i kronikserien om, hvornår man er velintegreret
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Frank Borchorst
  • Viggo Okholm
  • Pietro Cini
  • Lisbeth Glud
  • Magnus Bravo
  • Eva Schwanenflügel
  • erik pedersen
  • Gunilla Funder Brockdorff
  • Ervin Lazar
  • Freddie Vindberg
  • Kurt Nielsen
  • Werner Gass
Dorte Sørensen, Frank Borchorst, Viggo Okholm, Pietro Cini, Lisbeth Glud, Magnus Bravo, Eva Schwanenflügel, erik pedersen, Gunilla Funder Brockdorff, Ervin Lazar, Freddie Vindberg, Kurt Nielsen og Werner Gass anbefalede denne artikel

Kommentarer

Young-suk No

Jeg mærker din smerte, den smerte at være evig ingen person.
Du er kun en fra en minoritet og der er mange meninger om dig. Nyhedsoverskrifterne er de negative og folk roser dig fordi du er undtagelsen og ikke normen i den minoritet du tilhører.
En digter reagerede så voldsomt og han overlevede ikke.
For at være undtagelsen og sensationen fra minoritets gheottoen. Man bliver desparat. For at være usynlig og ikke eksisterende som person og det menneske du er.

Pietro Cini, Inger Jensen, Gitte Loeyche og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Freddie Vindberg

Hamrende god kronik. Wauw.

Søren Cramer Nielsen, Pietro Cini, Inger Jensen, hannah bro, Lisbeth Glud, Gitte Loeyche, Holger Nielsen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

jamen, der mangler ord i sproget til at beskrive, hvor tudetosset i det hele taget integrationen foregår - i dag og i går og desværre sikkert også i morgen. Et enkelt eksempel: alle med nogenlunde indsigt i hvordan vi udvikler sprog som børn - og som børn midt i flere sprog - måske taler forældrene også forskellige sprog - så er der en ting der er klokkeklar evidens for: vi skal lære eet modersmål rigtigt godt for at kunne lære andre sprog bedre. Altså for at skære det ud i pap: modersmålsundervisning kunne spare mange menneskelige lidelser og økonomiske ressourcer. Alligevel kører vi på med danskundervisning fra vuggestuen og op. Penge ud af vinduet, så på banen med humanisterne, der ved hvad de taler om og ud med regnefejlsdrengene.

Flemming Berger, Dorte Sørensen, Carsten Wienholtz, Werner Gass, Pietro Cini, Herdis Weins, Eva Schwanenflügel, Holger Nielsen og Gunilla Funder Brockdorff anbefalede denne kommentar
Poul Simonsen

Jeg forstår nu godt, at Martin Henriksen, Inger Støjberg, Marcus Knuth m.fl. har mindreværksfølelser overfor et menneske som dig.

Erik Winberg, Carsten Wienholtz, Søren Cramer Nielsen, Viggo Okholm, Werner Gass, Mogens Holme, Rikke Nielsen, Inger Jensen, Lisbeth Glud, Gitte Loeyche, Holger Nielsen, Jørgen Mathiasen og erik pedersen anbefalede denne kommentar

Tak til dig og tak til dine modige forældre! Den kultur, du er født i, er det mest dyrebare,du ejer, og samtidig en berigelse for det land, du bor i. Den er vækstfremmende - både åndeligt og materielt.