Kronik

Vi må handle nu, hvis forskningsfriheden i Danmark skal reddes

Forskere oplever i dag at blive udsat for censur og forsøg på at påvirke eller forhindre offentliggørelse af forskningsresultater. Det er derfor nødvendigt at ændre rammerne for forskning, så forskerne igen får friere vilkår, større tryghed i ansættelsen og større indflydelse på prioritering af forskningsopgaver og ressourcer, skriver Rasmus Willig og Heine Andersen, henholdsvis lektor ved Institut for Samfundsvidenskab, RUC, og professor emeritus i sociologi, Københavns Universitet, i denne kronik
Det er grundlæggende nødvendigt at ændre rammerne, så forskerne får friere vilkår, større tryghed i ansættelser og større indflydelse på prioritering af forskningsopgaver og ressourcer, hvis vi skal sikre den frie forskning, skriver dagens kronikører.

Det er grundlæggende nødvendigt at ændre rammerne, så forskerne får friere vilkår, større tryghed i ansættelser og større indflydelse på prioritering af forskningsopgaver og ressourcer, hvis vi skal sikre den frie forskning, skriver dagens kronikører.

Jakob Dall

4. juli 2020

15 procent af de forskere, der deltager i myndighedsbetjening – det vil sige analyser for ministerier og styrelser – siger, at de har følt sig presset til at ændre deres forskningsresultater. Dette nedslående tal stammer fra en undersøgelse blandt Dansk Magisterforenings (DM) cirka 5.000 medlemmer, der forsker på universiteterne, omtalt i Information den 22. juni. Ti procent svarer, at de er blevet presset til at udskyde offentliggørelsen, og syv procent, at de er blevet presset til helt at undlade at offentliggøre resultaterne. 24 procent af dem, der arbejder med myndighedsbetjening, er blevet udsat for mindst en af de tre nævnte typer for pres, mens det er ni procent af de øvrige forskere. Mest skræmmende er det, at myndighederne ofte har held med at intimidere forskerne til at rette ind. 20 procent svarer således, at presset fik dem til at ændre på forskningsresultaterne, 76 procent, at de udskød offentliggørelsen, og 49 procent har helt undladt at offentliggøre deres resultater.

Formel for fiasko

Der er med andre ord tale om censur, forsøg på at presse forskerne til noget, der kan være videnskabelig uredelighed og koste dem dyrt, hvis det bliver afsløret, om det så er ændring af forskningsresultaterne, udskydelse af offentliggørelse, eller direkte undladelse af offentliggørelse af forskningsresultater. Det er skræmmende tal. Spørgsmålet er, hvordan det er kommet så vidt? Vi er desværre nervøse for, at miseren kan beskrives ved hjælp af en succesfuld formel for fiasko:

1: Vi har ingen alment anerkendt og autoritativ definition af forskningsfrihed i Danmark. Og uden en definition er det af indlysende grunde svært at forsvare forskningsfriheden eller kritisere den beskæmmende situation.

2: Efter at det blev afsløret, at myndigheder i årevis har brugt ulovlige mundkurvskontrakter og lægger pres på forskere, er der aldrig blevet gjort noget for at placere et ansvar og for at få myndighederne til at respektere forskningsfriheden.

3: I universitetsloven står der, at ledelsen skal værne om forskningsfriheden, men hvorfor har vi så løbende sager, hvor det går galt? Hvorfor bliver ingen draget til ansvar? Hvorfor er der ikke udarbejdet og offentliggjort en samlet strategi for værn om forskningsfrihed?

4: Omkring halvdelen af de danske universitetsansatte forskere er uden fast ansættelse og er afhængige af løbende at søge ekstern finansiering til deres forskning fra myndigheder, fonde og virksomheder. Dette er oven i købet fraregnet ph.d.-stipendiater. Det er yderst problematisk, fordi man rimeligvis kan antage, at uden fastansættelse vil man være mere tilbøjelig til om nødvendigt at udøve selvcensur for at få den næste forskningsopgave i hus.

5: Tryghed i ansættelse er en forudsætning for uafhængighed. Tænk for eksempel på domstolene. I de ’gode gamle dage’ kunne universitetsansatte vide sig mere trygge i ansættelsen. Afskedigelser af lektorer og professorer var yderst sjældne. De tider er ovre. Nu afskediges der løbende, og det er der blevet i en årrække på de danske universiteter, også i form af masseafskedigelser. Det betyder en oplevet forhøjet usikkerhed, og vi kan igen med rimelig sikkerhed antage, at det leder til, at flere vil være tilbøjelige til at udøve selvcensur for ikke at stikke ud, ja, for ikke blive afskediget i den næste sparelsesrunde.

6: Universitetsledelsen er ikke længere demokratisk valgt og er blevet centraliseret. Det betyder, at den har fjernet sig fra forskerstandens hverdag og ikke længere har fingeren på pulsen. Det betyder også, at der er sket et kulturelt skifte, hvor måltal, akkrediteringer, dokumentation, reformer, strategi og krav om positiv synlighed fylder mere og mere. Og netop når det kommer til kerneydelsen– undervisning og forskning – er det vigtigt, at der ikke kun prioriteres positive forskningsresultater, men også bringes kritiske analyser, som nok gør ondt, men som er nødvendige, hvis universiteterne skal opretholde deres legitimitet.

7: I dag er forskningsresultater målt i antallet af publikationer og evne til at tiltrække eksterne forskningsmidler. Det indbringer bonusbevillinger på finansloven. Universiteter drives i stigende grad som forretninger. Den forskning, der er kritisk og særligt granskende uden kommercielle potentialer, kan derfor have vanskeligt ved at tiltrække forskningsmidler. Det gælder om ikke at genere potentielle bevillingsgivere. Derved begrænses forskningsfriheden også, om ikke direkte, så indirekte, for de færreste vil vælge en vej, der svækker udsigter til en fast stilling og karriere. Det betyder, at vi går glip af vigtig forskning.

8: Stigende andele af de forskningsmidler, som ellers skulle være frie, beslaglægges til medfinansiering af forskning, som styres udefra. Fonde og andre bidragsydere udefra betaler i mange tilfælde ikke de fulde omkostninger, men forventer medfinansiering fra universiteterne. Det begrænser igen den frie forskning, for pengene kan kun bruges ét sted.

Fatale konsekvenser

Samfundet, Folketinget, offentligheden og borgerne kan ikke være tjent med at få filtrerede og fordrejede forskningsresultater, censur eller helt at være afskåret for at få del i dem. Erfaringer viser nu efterhånden tydeligt, at universiteterne ikke er i stand til at håndtere disse problemer og vende udviklingen. Det er fuldt forståeligt, for en universitetsledelse er aldrig blevet målt og vejet så meget og bundet på hænder og fødder af resultatkontrakter for at nå politiske måltal, som ændrer sig løbende. Nu ser det imidlertid ud til, at grænsen er nået, hvis vi tager DM’s undersøgelse for gode varer.

Det er grundlæggende nødvendigt at ændre rammerne, så forskerne får friere vilkår, større tryghed i ansættelser og større indflydelse på prioritering af forskningsopgaver og ressourcer. Forskerne skal sikres demokratisk indflydelse, så de kan drage ledelsen til ansvar, hvis den ikke bakker op om forskningsfriheden. Det vil give universiteterne og universitetsledelsen langt mere legitimitet, hvis den kunne få lov til at arbejde for sine ansatte og ikke for embedsmændenes og politikernes behov for at legitimere politisk styret forskning. Folketinget må derfor forlange, at ministre og myndigheder respekterer og støtter op om forskningsfriheden. De skal holde armslængde, og hvis det ikke sker, skal de drages til ansvar med konsekvenser.

Der er altid kamp om at definere, hvad der skal tælle som gangbar viden. Blandt forskere indbyrdes, forskere og universitetsledelse og universiteter og embedsmænd og politikere. Der begås også altid fejl, men hverken forskere eller befolkning er tjent med, at der træffes politiske beslutninger på baggrund af pres fra offentlige eller private opdragsgivere.

I en tid, hvor vi står over for en af menneskehedens største udfordringer, nemlig at forsøge at tøjle klima- og biodiversitetskrisen, må vi kunne stole på, at særinteresser ikke farver, presser eller censurerer kritiske forskningsresultater. Alt andet vil være fatalt, både i overført og i bogstavelig forstand.

Rasmus Willig og Heine Andersen, henholdsvis lektor ved Institut for Samfundsvidenskab, RUC, og professor emeritus i sociologi, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jesper Hinze
  • Flemming Berger
  • Thomas Rasmussen
  • Anders Olesen
  • Bjarne Andersen
  • Anders Reinholdt
  • Benno Hansen
  • Dorte Sørensen
  • Søren Cramer Nielsen
  • Hanne Utoft
  • Eva Bertram
  • Lise Lotte Rahbek
Jesper Hinze, Flemming Berger, Thomas Rasmussen, Anders Olesen, Bjarne Andersen, Anders Reinholdt, Benno Hansen, Dorte Sørensen, Søren Cramer Nielsen, Hanne Utoft, Eva Bertram og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Margit Johansen

Nemlig. Noget omstændeligt dog: Reguler de kolde kapitalkræfter til fælles bedste. Stop dumhed og uvidenhed. Jeg vil tilføje: sæt humaniora fri. Humanismen er vores stærke værn mod uretfærdighed, krig, nød og elendighed. Vi klarer os ikke med stærkt beskårne humanistiske fagligheder.

Ete Forchhammer , Lars Løfgren og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Alana Frederiksson

Man kan lige tilføje frihed til objektiv kønsforskning. Hold nallerne fra at tænke “motiver” ind i et forskningsprojekt hvis et resultat ikke viser det jeres politiske overbevisning siger det skal.

Steffen Gliese

Vi havde verdens bedste universitet, styret af forskerne, de studerende, de ansatte, overordnet igennem et valgt konsistorium, på de enkelte fakulteter gennem relevante valg af repræsentanter blandt ligemænd.
I dag står vi i den situation, at ansatte ledere med akademisk baggrund kan være fuldstændig uden faglig kontakt med det område, de skal lede: rektor på Københavns Universitet kommer fra jordbrugsforskningen, den nye dekan for humaniora fra teologi - fordi man ikke forstår, at ledelse blot er en lille hjælpefunktion i en institution, der skal gå ting til at glide, midler til at flyde derhen, hvor der er brug for dem, administrative forpligtelser, især eksternt, overholdes.
Vi må tilbage til det selvejende universitet, vi må danne en universitetsfond til at sikre uafhængigheden, for den gode, gamle lokumsaftale holder ikke længere: at universitetet overlod sin betydelige ejendomsportefølje til staten imod at være sikret igennem tilskud. Som på alle andre områder, nu også kirkens, er dette over tid blevet løbende blevet undergravet af politisk og administrativ herskerlyst fra denne parasitiske pseudvidenskab, der uddanner folk med den misvisende betegnelse cand. scient. pol. - misvisende, fordi politica er skrevet i vand, er op til rene, ofte ideologisk farvede og magtsøgende aspirationer. Det er, hvad der har undergravet troværdigheden i vore offentlige instanser, og her under coronaen var denne selvbestøvende 'logik' tæt på at tage livet af befolkningen, fordi videnskab er blevet statistik i stedet for omtanke og sund fornuft.
Så væk med universitetsloven og tilbage med styrelsesloven, denne gang med en gevaldig saltvandsinsprøjtning i form af en fond stor fond - og selvfølgelig et spark i rumpen til sektorforskningen, der ikke hører hjemme på universitetet.

Flemming Berger, Ole Brauer, Carsten Munk, Ete Forchhammer , Holger Nielsen, Egon Stich og Lars Løfgren anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Dengang de lavede "fra forskning til faktura." Der fjernede man forskningsfriheden. Herregud, det er år siden! Forskere er afhængig af, at lave den type forskning, der behager stat og marked, eller er det "no dineros." Derfor man ser totalt tandløse forskningsrapporter beregnet for borgerskabet! No shit Sherlock!

Ole Brauer, Hans Larsen, Carsten Munk, Steffen Gliese og Lars Løfgren anbefalede denne kommentar
lars ulrik thomsen

Hvordan kan man forlange forskningsfrihed i et samfund der i dag er lig med den korporative stat. Det er monopolkapitalen der styrer politikere, beslutningtagere og medier. Så længe de ikke bliver antastet fortsætter alt i den gamle gænge!

Flemming Berger, Lars Løfgren, Hanne Utoft, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Göran Bergström

Forskning som er afhængig og bliver påvirket af industri og myndigheder burde ikke få lov at kalde sig forskning eller videnskab. Det er simpelthen markedsføring hvad enten det drejer sig om industriens bundlinje eller en politkers "succés. Det virkelig påfaldende ved denne slags artikler om forskningsfusk er at der ikke kommer nogen reaktion fra dem der skal beskytte videnskabskriterierne og sørge for en reel troværdighed. De skyldige burde straks retsforfølges og der burde være strenge straffe

Lars Løfgren, Carsten Munk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Erik Fuglsang

@Mads Kjærgård
04. juli, 2020 - 11:48
"Dengang de lavede "fra forskning til faktura." Der fjernede man forskningsfriheden."

Kan du forklare mig, hvad problemet er i, at forskningen skal være nyttig og gerne på et tidspunkt skulle kaste et udbytte af sig til det samfund, som finansierer gildet.

Vil du hellere, at forskerne blot tildeles milliarder og atter milliarder af offentlige skattekroner, som de kan skalte og valte med efter forgodtbefindende, uden det fjerneste krav om at det skal give samfundsnytte - også i form af et provenue?

Ulrik Hermann

Meget relevant artikel. Problemet er nok størst på energiområdet hvor forskere slet ikke må forske i kernekraft, selv om det er en miljøvenlig og CO2 neutral energiikilde. I Frankrig har de besluttet at bygge 6 nye reaktorer, som tilsammen ville kunne dække næsten det dobbelte af det danske behov for strøm. Samtidig undgår man at plastre landet til i dyre og ekstremt ineffektive vindmøller, der har en virkningsgrad der kun er ca 25 % af det et kernekraftværk præsterer.

Og nye reaktortyper som udvikles i disse år, vil give enorme muligheder for miljjøvenlig energi fra Thorium, hvilket burde være et centralt forskningsområde, men det er det ikke fordi et folketingsflertal helt uhørt fjernede muligheden for mere end 30 år siden. Det er vist på tide at komme igang igen med forskning i kernekraft. Private er igang for mulighederne er store.

Steffen Gliese

Ja, Erik Fuglsang, for de forskere, der står for den frie forskning, modtager langt den mindste andel af forskningsmidlerne - selvom det er deres virke, vi reelt driver samfund for at muliggøre.

lars ulrik thomsen

Det handler i sidste ende om demokrati. Som det fremgår af flere kommentarer er det afløst af topstyring, dikteret af storkapitalen. Det er en forudsigelig udvikling i EU-Danmark, og noget vi kun kan ændre ved at melde os ud - hellere i dag end i morgen!