Kronik

Marie Krarup: Kulturkampen imod islamiseringen er afgørende for vores fremtid

Vi står i dag i en kulturkamp med voldsomme udfordringer. Socialdemokratiet ser den ikke – og det gør Venstre faktisk heller ikke. Men det burde de, for islamisering truer med at indføre en ufri og udansk kultur ad bagvejen, skriver Marie Krarup i kronikserien om, hvad de blå er vrede over
Vi står i dag i en kulturkamp med voldsomme udfordringer. Socialdemokratiet ser den ikke – og det gør Venstre faktisk heller ikke. Men det burde de, for islamisering truer med at indføre en ufri og udansk kultur ad bagvejen, skriver Marie Krarup i kronikserien om, hvad de blå er vrede over

Sigrid Nygaard

Debat
31. juli 2020

Siden valget i juni 2019 har Socialdemokratiet haft magten. Det er ikke godt for Danmark. Selv om jeg vil anerkende, at Socialdemokratiet virkelig har flyttet sig markant på udlændingepolitikken, så er de ikke der, hvor vi i Dansk Folkeparti ville ønske, de var.

Der er på en række områder blevet lempet på udlændingepolitikken siden valget. Og det er sket, selv om Socialdemokratiet før valget bedyrede, at det ikke ville ske. Udover at det er løftebrud, og dermed et svigt fra Socialdemokratiets side, så er det væsentligste problem ved dette selvfølgelig, at Danmark dermed risikerer at modtage for mange flygtninge i fremtiden.

Og da regeringen ikke er konsekvent nok til at få flygtninge udsendt, selv om der er fred i deres hjemegn (for eksempel vil regeringen ikke sende syriske flygtninge, der ikke har grund til at være i Danmark, tilbage til Syrien, selv om der er fred der, hvor de kommer fra), så vil der blive ved med at være massive problemer på udlændingeområdet i fremtiden. Da dette er det vigtigste punkt på Dansk Folkepartis politiske palette, er det naturligvis sørgeligt.

Og når regeringen ikke ser ud til at ville sørge for at mindske antallet af udlændinge alvorligt i Danmark, så burde den i det mindste have et beredskab for at imødegå den kulturelle udfordring, som indvandringen fra muslimske lande udgør. Og det har den ikke. Men det er nødvendigt at imødegå islamisering. Islamisering består i, at islamiske symboler og regler får lov at dominere i et område, hvorved ikkemuslimer påtvinges islamiske regler.

Vi står i dag i en kulturkamp med voldsomme udfordringer. Socialdemokratiet ser den ikke – og det gør Venstre faktisk heller ikke. Så her ville en Venstre-regering desværre ikke gøre det så meget bedre, medmindre Dansk Folkeparti havde mandater nok til at presse regeringen til at gøre det, som vi vil.

Islamisering truer med at indføre en ufri og udansk kultur ad bagvejen. Små bitte skridt fører til mere, der til sidst kan have fjernet den frihed, vi er vant til.

Uerkendt angst

Det er islamisering, når svinekødet forsvinder i menuen på hospitalerne, plejehjemmene og skolerne. Det er islamisering, når alt kød er halal. Det er islamisering, når skoler holder fridag – eller ikke registrerer fravær – ved eidfesten ved ramadanens afslutning.

Det er islamisering, når sygeplejersker og skolelærerinder går med tørklæde og dermed stiltiende missionerer for at følge sharia. Det er islamisering, når vi opgiver juleafslutninger i kirken eller lucia-optog eller at synge julesalmer i skolen af hensyn til muslimerne. Det er islamisering, når vi ikke tør tegne karikaturer af Muhammed og muslimer.

Vi lader ganske langsomt vores egen kulturelle ballast forsvinde over bord, mens islam trænger ind – uden at vi bemærker det og til stor glæde for sekularistiske humanister, der mener, at alle religioner er farlige. De har som regel mod til at kritisere kristendommen og vores egen kultur, men når det kommer til islam, svinder modet.

For kritiserer man islam, bliver der slået igen. Tænk på Muhammedkrisen og dens frygtelige menneskelige konsekvenser for de personer, der turde behandle islam, som man normalt behandler religion i Vesten, og tegne tegninger af Muhammed: mordtrusler og evig mandsopdækning fra PET. Det er i realiteten fængselsdom på livstid. 

Så når man langsomt viger pladsen for islam, er det ikke kun uvidenhed og sjusk over for vores egen oprindelse – det er også angst. Oftest uerkendt. Men vi er nødt til at finde modet til at stå fast.

Ikke nok med forbud

Som sagt har vi endnu ikke set tilstrækkeligt mod hos hverken Venstre eller Socialdemokratiet. Selv om Venstre lige nu lader, som om partiet hele tiden har ønsket at gøre noget for at forbyde islamisk bønnekald i det offentlige rum, så er sandheden den, at Venstre ikke ønskede at gøre noget, dengang man sad med magten – for ganske kort tid siden.

Det er en omgang gratis hykleri, når man lige pludselig på grund af en folkestemning vil se ud, som om man rent faktisk ønsker at bruge lovgivningsmuligheden som våben imod islamisering.

Vi har i DF derfor heller ingen forventning om, at Venstre, hvis de skulle komme til magten, af egen vilje vil gå ind i kampen imod islamisering og foretage de nødvendige reguleringer. Det drejer sig for eksempel om: forbud imod bederum og tørklæder i offentlige uddannelsesinstitutioner, krav om mærkning af halal, krav om traditionel dansk mad – også med svinekød i alle offentlige institutioner – forbud imod bønnekald og imod ændring af helligdage i skolerne, forbud imod kønsadskilt svømmeundervisning og så videre og så videre.

Så uanset en regerings farve forventer vi i Dansk Folkeparti som et nationalkonservativt parti med fokus på at imødegå islamisering på alle områder at skulle tvinge en regering til at gennemføre den form for politik.

Men det er ikke nok med forbud. Vi skal også erkende, hvad vores kulturelle grundlag er og blive ved med at gøde det og videregive det til næste generation. Vores kultur er den frie, kristne, demokratiske danskhed. Men den bliver kun ved med at være sådan, hvis man sørger for, at vi selv og næste generation virkelig kender den.

Her ser vi, at S-regeringen er mindre interesseret i at styrke kristendomsundervisningen i skolerne – et initiativ, der var sat i søen før regeringsskiftet. Dertil kommer en tydelig ulyst til at kæmpe for at give kirkerne mulighed for at virke under coronaepidemien. Begge disse eksempler vidner om en mangel på forståelse af kristendommens betydning netop i en krisetid.

Nationalkonservativ retning

Hvis ikke vi sikrer viden om vores eget kulturelle ståsted, så vinder vi ikke kulturkampen imod islamisering.

Der hvor det vigtigste åndelige fundament for vores kultur skal lægges, er i familierne. Familien er samfundets grundsten. Familien er en enhed, der så vidt muligt skal have mulighed for at tage sig af hinanden, og staten skal kun træde til, når der er behov for hjælp.

Det betyder, at vi i Dansk Folkeparti ønsker, at familier med små børn skal have bedre muligheder for at passe sine egne børn. Det har vi foreslået flere gange, og hver gang har jeg oplevet en betontung ideologisk tilgang fra socialdemokraterne, der går ud på, at børn skal i institution. Færdig, basta.

Det virker, som om Socialdemokratiet virkelig mener, at børnene tilhører staten og ikke familien. Er der noget, der er ødelæggende for vores egen kultur, så er det, når alle børn tvinges ind i en statslig opdragelse. Her er et område, hvor Venstre har langt større forståelse for vores familievenlige synspunkt.

Hvis vi skal ruste os til at vinde kulturkampen imod islamiseringen, skal en regerings værdipolitik oprustes gevaldigt i nationalkonservativ retning. Der er ringe forståelse i både rød og blå lejr for dette synspunkt.

Det lover ikke godt for fremtiden for den frie, kristne, demokratiske danskhed, som vi i Dansk Folkeparti kæmper for – medmindre vi får mulighed for at presse en kommende regering til at gå vores vej. Det er kulturkampen imod islamiseringen, der vil afgøre vores fremtid i Danmark.

Marie Krarup er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti.

Serie

Hvad er de blå vrede over?

Siden valget i juni sidste år har de blå måttet affinde sig med en rolle som kritisk opposition frem for magtudøvere. I denne kronikserie skriver nogle af Danmarks førende højreorienterede stemmer om, hvad de mener, er det absolut værste ved de rødes dominans i Danmark.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Carsten Hansen

Randi Christiansen.

Helt enig i at veganerpartiet går vildt for vidt. Men det er jo deres ret i et demokrati.
De kommer dog aldrig igennem med krav af den kaliber.
Men selvfølgelig kan veganere forlange mad i offentlige institutioner der passer til deres behov.
Præcis som folk der kun vil spise økologisk kød fra fritgående dyr eller sågar kun kød fra fisk der ikke er opdrættet i brug + alle mulige andre ønsker . Der skal jo ikke være forskel på hvem der må ønske specielmad i institutionerne.
Det bliver nogle lange menusedler der kræver meget arbejde og mange penge. Men man kan jo ikke favorisere en bestemt gruppe.

Dan D. Jensen

@ Karsten Aaen
Hvad der er bange for er lidt irrelevant !!!
De er bange ! Er der noget som det er "finere" at være bange for end andet ?
Måske handler det om at sætte sig i andres sted !
Jeg kan se af tråden at det kan være et problem for de som er bange, måske man kunne bringe nogle løsningsforslag og ikke kun hakke på de dumme DF´ere med flere som er bange og har en alm. dansk grisefarvet hud

Steffen Gliese

Carsten Hansen, lighed i et samfund er at give plads til den største grad af indbyrdes forskellighed. Det modsatte af enshed.

Carsten Hansen

Steffen Gliese

Helt enig.
Og derfor skal vi naturligvis tage hensyn, hver dag, til alle der har ønsker om special-mad i offentlige institutioner og dermed selvfølgelig ikke kun tage hensyn til muslimer.

Carsten Hansen

Steffen Gliese

Helt enig.
Og derfor skal vi naturligvis tage hensyn, hver dag, til alle der har ønsker om special-mad i offentlige institutioner og dermed selvfølgelig ikke kun tage hensyn til muslimer.

Carsten Hansen

Jeg fornemmer tydeligt at der er en del meddebattører her på siderne, der mener at det udelukkende er muslimer der skal tilgodeses.
At ikke mange , som jeg, mener at enten skal alle grupperinger eller ingen grupperinger tilgodeses.

Det er mig lidt af en gåde.

Sider