Kronik

Økonom: Danmark har rigeligt råd til at øge tempoet i den grønne omstilling

Gæld er ikke bare gæld i samfundsøkonomien. Nu hvor vi har overskud på betalingsbalancen og ingen gæld i udlandet, skal vi ikke være bange for at investere i samfundets genopretning og den grønne omstilling – heller ikke selv om det forøger statsgælden, skriver professor emeritus i økonomi Jesper Jespersen i denne kronik
Set i lyset af den aktuelle krise og den stigende arbejdsløshed kunne den indenlandske efterspørgsel med fordel stimuleres ganske betydeligt ved for eksempel at øge investeringerne i den grønne omstilling. Her er det byggeriet af Odense Letbane.

Set i lyset af den aktuelle krise og den stigende arbejdsløshed kunne den indenlandske efterspørgsel med fordel stimuleres ganske betydeligt ved for eksempel at øge investeringerne i den grønne omstilling. Her er det byggeriet af Odense Letbane.

Tim Kildeborg Jensen

24. juli 2020

Der bliver talt meget om økonomisk ansvarlighed og offentlig gæld, når regeringer og politikere laver statsbudgetter og i tider som disse diskuterer, hvor mange penge der er til rådighed til coronahjælpepakker eller grøn omstilling. Sammenligningen med et husholdningsbudget er ikke til at undgå, og gæld får altid en klang af uansvarlighed.

Men ’gæld’ er ikke bare ’gæld’, når det kommer til samfundsøkonomien. Den afgørende forskel er, at en stat med egen valuta og centralbank kan dække et indenlandsk budgetunderskud ved enten at sælge statsobligationer til landets egne borgere eller simpelthen ved at trykke penge – i form af nye sedler eller bare digitalt. Det er ikke ligefrem en mulighed, man har som privatperson med underskud på madkontoen.

Statens lette adgang til finansiering betyder naturligvis ikke, at regeringen bare kan trykke penge uden begrænsninger. Forskellige samfundsøkonomiske forhold er bestemmende for, om et statsligt budgetunderskud bør finansieres gennem salg af obligationer eller ved brug af seddelpressen.

Endelig er der også den tredje mulighed, at skatten sættes i vejret. Det vil være nødvendigt, hvis der er fuld beskæftigelse eller et (for stort) underskud på betalingsbalancen. I så fald vil den højere skat sikre, at det private forbrug dæmpes, så der bliver plads i samfundsøkonomien til den ønskede offentlige aktivitet.

Hvis disse realøkonomiske begrænsninger ikke respekteres, og en populistisk regering bare trykker penge til ethvert formål, så skal det nok gå galt. Her er hyperinflationen i Tyskland i 1920’erne stadig det skrækeksempel, der benyttes i de økonomiske lærebøger. Men bortset det er det svært at finde eksempler på, at seddelpressen er løbet løbsk i moderne tid i demokratisk styrede stater.

1980’ernes gæld

Allerede nu vil der være adskillige læsere, der tænker: ’Han har en for kort hukommelse’. Var det ikke i begyndelsen af 1980’erne, at vi her i landet talte meget om en lurende statsbankerot. En diskussion, der var initieret af et tv-interview med den i 1979 netop afgåede socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen, der konstaterede, at vi havde kurs mod »afgrunden«.

Hvori bestod så denne kurs mod afgrunden? Det var ikke statsgælden, som man skulle tro af datidens debat om statsbankerot, men den store udlandsgæld, han havde i tankerne – det fik han efterfølgende pointeret. Og hvorfor det? Fordi udlandsgæld skal forrentes og afdrages i udenlandsk valuta, som staten netop ikke selv kan trykke, så her er ikke samme muligheder for finansiering.

På daværende tidspunkt udgjorde udlandsgælden cirka 100 mia. kroner, hvilket svarede til 25 procent af det danske BNP. Altså penge, der skulle lånes i udlandet. Og ikke nok med det; gælden blev ved med at vokse på grund af et vedholdende underskud på betalingsbalancen. Heinesen havde nemlig selv været udsat for den ydmygelse at skulle lade sig eksaminere af udenlandske, navnlig tyske, kreditorer, når han atter skulle låne store beløb, og acceptere lånevilkår i form af høj rente og en af Tyskland ’anbefalet’ økonomisk politik.

Kursen mod afgrunden skyldtes altså primært den stadigt mere snærende spændetrøje, som de udenlandske kreditorers skærpede krav spændte ud om den danske økonomi. Og endnu værre ville det blive, hvis det internationale lånemarked blev lukket for dansk låntagning, som det var sket for Storbritannien få år før. I så fald risikerede landet at komme under administration af den internationale valutafond (IMF). En situation, som ville have mindet om den, som adskillige sydeuropæiske lande oplevede i forbindelse med eurokrisen.

Men en statsbankerot indtræder altså først, når staten ikke kan betale sine udenlandske kreditorer. Så må håndklædet kastes i ringen, og de internationale kreditinstitutioner kan diktere lånevilkårene og dermed den økonomiske politik.

Stor udlandsformue

Heldigvis har Danmarks økonomi lige netop på dette punkt med hensyn til udlandsgæld og låntagning i udlandet ændret sig 180 grader siden 1980’erne. I dag er der et massivt overskud på betalingsbalancen. Et overskud, der ydermere er vokset år for år siden begyndelsen af 1990’erne og sidste år udgjorde ikke mindre end 160 mia. kroner

Udenlandsk valuta fosser billedligt talt ind i Nationalbankens kælder, og valutareserven udgør i dag cirka 500 mia. kroner i form af knitrende eurosedler og guldbarrer. Men nok så vigtigt udgør det samlede danske tilgodehavende i udlandet, udlandsformuen, cirka 1.700 mia. kroner, hvilket gør Danmark til det næstmest udlandsformuende land i EU. Målt i forhold til BNP er den danske udlandsformue endda godt 75 procent større end Tysklands.

Derfor har dansk økonomi en meget høj kreditværdighed og sammen med Tyskland den laveste rente i EU. De økonomiske vismænds prognose peger ydermere på et uændret stort betalingsbalanceoverskud i både 2020 og 2021, så udlandsformuen vil fortsætte med at vokse også de kommende år.

Den aktuelle økonomiske situation er således helt forskellig fra situationen i 1970’erne og 1980’erne. Her var det hensynet til betalingsbalancen og udlandsgælden, der nødvendiggjorde at holde igen med de offentlige udgifter – ikke på grund af statsgælden, men på grund af den voksende udlandsgæld.

Det spørgsmål, der med disse fundamentalt ændrede vilkår for dansk økonomi burde rejses, er derfor, om det egentlig er meningsfuldt at fastholde et så stort betalingsbalanceoverskud?

Set i lyset af den aktuelle krise og den stigende arbejdsløshed kunne den indenlandske efterspørgsel med fordel stimuleres ganske betydeligt. Det er også nu, der er plads i samfundsøkonomien til at øge tempoet i den grønne omstilling. Det vil medføre den åbenbare fordel, at den ledige arbejdskraft kommer i meningsfuld beskæftigelse, uden at det bringer betalingsbalancen i fare.

Uproblematisk underskud 

Det er uomgængeligt, at disse målrettede investeringer helt overvejende må sættes i gang i form af kommunale og statslige investeringsprojekter evt. i kombination med tilskud til grønne erhvervs- og husholdningsinvesteringer. Det er derfor uundgåeligt, at den offentlige sektors budgetunderskud øges, i det omfang udgifterne ikke kan dækkes af en lige så nødvendig CO2-afgift.

Men skaber dette forudsigelige underskud et finansieringsproblem? Hertil er svaret et klokkeklart nej – ikke så længe der er overskud på betalingsbalancens løbende poster – for det indebærer som nævnt, at valuta fortsat fosser ind fra udlandet.

Bliver det til gengæld et realøkonomisk problem at gennemføre den grønne omstilling? Igen er svaret nej – ikke så længe der er ledig arbejdskraft til rådighed. Det vil dog kræve en betydelig indsats i form af efteruddannelse og omskoling, som ikke er gratis, men nyttig. Men her skal vi huske på, at hvis den økonomiske politik forbliver uændret, så vil arbejdsløsheden ifølge De økonomiske vismænd runde 200.000 personer i løbet af efteråret, hvilket også belaster statsbudgettet.

Gæld er således ikke bare gæld. Der er en afgørende forskel på udlandsgæld og statsgæld. Jo større udlandsgælden er, desto flere krav kan udlandet stille til vores økonomiske politik. Omvendt er et land som Danmark med stor udlandsformue langt friere stillet. Her kan statsbudgettet målrettes den økonomiske udvikling, som befolkningen ønsker, uden at regeringen behøver at frygte krav fra udenlandske kreditorer – de kan bare gå i gang.

Jesper Jespersen er professor emeritus i økonomi ved Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Myrthu-Nielsen
  • Thomas Tanghus
  • Mogens Kjær
  • Torben K L Jensen
  • Rune Mariboe
  • Eva Schwanenflügel
  • Werner Gass
  • Kurt Nielsen
  • Nils Sørensen
  • Marie Vibe
Lars Myrthu-Nielsen, Thomas Tanghus, Mogens Kjær, Torben K L Jensen, Rune Mariboe, Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Kurt Nielsen, Nils Sørensen og Marie Vibe anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Forbilledlig enkel og god forklaring fra Jesper Jespersen.

Lad os håbe, regeringen har mod på at sætte regnedrengene i Finansministeriet stolen for døren, og sætte turbo på de grønne investeringer og omskolingen af de ledige.

Jørn Kristiansen, Torben K L Jensen og Ron Levy anbefalede denne kommentar

Et så radikalt paradigmeskift der bryder med årtiers “austerity-selvsving” er jo ren ønsketænkning..

Torben K L Jensen

En Joker regeringen har i hånden når der skal argumenteres for en hurtig genopretning nu hvor EU i det stille har accepteret den post-keynesianske model Jesper Jespersen beskriver i hans overbevisende indlæg. Han er ikke bare en dygtig økonom - han har sgu også ret.

Susanne Kaspersen, Jørn Kristiansen, Ivan Breinholt Leth og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Et er at låne - noget andet er om långiver overhovedet har noget at låne ud.

Private og statslige bankers pengeskabelse foregår, har man forstået, i vid udstrækning ved, at man debiterer én konto og krediterer en anden, uden, at have dækning i egne midler - hverken indskydernes, aktionærernes eller skatteydernes. Stop en halv - det kan jo slet ikke lade sig gøre, for ifølge fysikkens love kan man ikke udlåne noget der ikke findes. Og, hvordan kan man tage pant i kommende skattebetaling når staten har en ubetalt gæld på godt 400 mia. og - udlandsformuen er jo for størstedelens vedkommende privatejet?

Økonomerne kreerer en teori hvori man får tingene til at gå op. I "gamle dage" blev man straffet for checkrytteri og falskmønteri og det er hvad denne manøvre er.

Ivan Breinholt Leth

Krister Meyersahm
24. juli, 2020 - 17:27
Bankerne udlån af 'luftpenge' er ikke fysik. Det er metafysik - også kaldet økonomi. Bankerne udlåner penge som de ikke har. Deres kapitalbuffere skal udgøre ca. 8 procent af deres udlånskapital. Det er lov, som følger EU-regler. Resten af deres udlånskapital er ren luft, men pengene forsvinder igen ud i ingenting efterhånden som de bliver tilbagebetalt. I stedet for at spørge om pengene bryder fysikkens love, bør man spørge, hvordan man kan skylde penge til en bank, som aldrig har været i besiddelse af de penge, som de påstår er vores gæld til dem. Er gælden overhovedet legitim?

Thomas Tanghus, Krister Meyersahm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar