Kommentar

Politikerne har fået smag for at blande sig i de fleste af livets forhold

Flere har sagt, at staten har fået en øget betydning under coronakrisen. Hvis vi vil forstå denne ændrede rolle, kan klassikere inden for statsteori suppleres med nyere bud, skriver professor Carsten Greve i denne kommentar
27. juli 2020

Coronakrisen har ændret statens rolle for altid. Det hører vi igen og igen. Eksempelvis i Informations kronik den 16. juli 2020 af Tommy Ahlers, der reflekterer over statens øgede betydning under corona.

Men hvordan er statens rolle ændret? Hidtil har kommentatorer grebet tilbage til Hobbes og Keynes. Der findes imidlertid allerede en række aktuelle bud på statens ændrede rolle i forskningen i statskundskab og offentlig organisation.

Stater har sammenhængende strategiske planer, som de styrer efter. Strategier guider politikernes valg. Hvis vi ikke analyserer staters styringsstrategier, går vi glip af meget viden om, hvad vores liv påvirkes af, mener professor Alasdair Roberts i bogen Strategies for Governing.

Trumps ’America First’-strategi har konkrete konsekvenser: tilbagetrækning fra WHO i FN, opsigelse af Parisaftalen om klima, opsigelsen af Iranaftalen om overvågning af atomare anlæg og en skeptisk holdning til corona.

Boris Johnson følger sin ’Get Brexit Done’-strategi, som styrer alt i britisk politik. Kinas strategi om økonomisk fremgang og undertrykkelse af politiske rettigheder samt livtidsudpegning af præsident Xi har en markant strategisk profil, som ikke kan misforstås. Hvordan ser det ud i Danmark med statsminister Mette Frederiksens styringsstrategi?

Aktuelt indeholder strategien elementer om grøn omstilling, en revitalisering af velfærdsstaten samt økonomisk ansvarlighed. Med coronakrisen fik Mette Frederiksen udtrykt en strategisk retning: sikre sundheden for borgerne, beskytte de svageste og holde hånden over dansk økonomi. New Zealand roses ligeledes for sin coronastrategi. Premierminister Jacinda Ardern omtalte sit land som et »Team of five million«.

Forhandlingsbrikker

De amerikanske forskere Orren og Skowronek har skrevet en markant bog om ’politik-staten’ (The Policy State). Politikerne bedriver politik! Hvad nyt er der i det? Orren og Skowroneks pointe er, at politikerne går så meget op i at få deres politik gennemført, at de ser stort på mange af de forhindringer eller blokeringer, som retsstaten eller forfatningen ellers har etableret.

Regler og strukturer, der skal beskytte borgerne mod indgreb fra staten eller hindrer, at staten kan gå ind på nye områder, betragtes som elementer, der skal overvindes snarere end respekteres. Politikere betragter i stigende grad rettigheder som ’forhandlingsbrikker’, der kan forhandles om og findes veje rundt om.

Trumps USA viser, at politik handler om at få sin vilje igennem (»build that wall«) lige meget, hvor mange protester og indvendinger, der måtte være. Da Orren og Skowronek udgav bogen i 2017, var Trump kun lige kommet til magten. Pointen om, at politik trumfer alt andet, virker endnu mere relevant i dag.

Orren og Skowronek kommer overraskende nok ikke med nogen nye forslag til, hvordan politikken kan tæmmes igen. Spagfærdigt påpeger de, at borgerinddragelse og respekt for regler og rettigheder bør sikres. Politikerne har fået smag for at blande sig i de fleste af livets forhold. Det kan have positive effekter, når politikerne vil gøre noget ved klimakrisen. Men det kan også have negative effekter.

Vi skal være forberedt på alt

Inger Støjberg-sagen i Danmark viser, hvor langt en minister vil gå, når gældende regler ikke passer ind i hendes politiske projekt. DF’s kamp mod internationale konventioner er et andet eksempel. Endnu et eksempel er, når Christiansborg blander sig i enkeltsager i kommuner og regioner og vil have nationale regler, selv om ansvaret ofte ligger i regioner eller kommuner.

Politikerne siger ofte, at de vil blande sig mindre, men det er lige indtil det næste doku-drama på TV. Så er politikerne der igen med krav om et ’totaleftersyn’. Politikere lever af at blande sig, og forhindringerne for det, vil de forhandle om, så der til sidst er meget få forhindringer tilbage.

Coronakrisen har lært os, at vi skal være forberedt på alt. Ved at indsamle data, analysere dem og opbygge et beredskab kan mange kriser imødegås forsvarligt og kompetent.

Den newzealandske professor i offentlig politik Jonathan Boston fortæller i bogen Governing for the Future om, hvordan stater indsamler viden for at ruste sig til fremtidige udfordringer. I USA kæmper CDC (Center for Disease Control and Prevention, red.)for at kontrollere coronapandemiens udbredelse i USA og har mange data til rådighed, men har svære vilkår på grund af politikstaten beskrevet ovenfor.

I Danmark opregnede Beredskabsstyrelsen i 2017 i alt 13 fremtidige mulige trusler mod Danmark i et ’Nationalt risikobillede’. Trussel nr. fire hed ’Højvirulente sygdomme’. Beredskabsstyrelsen beskrev risikoen for en hidtil ukendt virus udefra over ni sider. Statsministeren har bebudet bedre koordination i indkøb af værnemidler for fremtiden og har sagt, at privatiseringen af vaccineproduktionen hos Statens Serum Institut i 2016 var en fejl.

Mette Frederiksen lægger op til en mere aktiv statslig strategisk indsats. Debatten om statens rolle i samfundet kan dermed komme videre. Klassikerne inden for statsteori kan suppleres med nyere bud på statens ændrede rolle.

Carsten Greve er professor i offentlig ledelse og styring ved CBS.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu