Læserbrev

De Radikale, Venstre og Konservative forhaler klimaløsninger med naturgasstøtte

En sort alliance af borgerlige danske stemmer i Europa-Parlamentet forsinker den grønne omstilling. Senest har de Radikale, Venstre og Konservative stemt for at bevilge flere EU-penge til fossil energi, og det er den helt forkerte retning at gå i, skriver medlemmer af Europa-Parlamentet Margrete Auken (SF) og Niels Fuglsang (S) i dette debatindlæg
3. juli 2020

Mandag stemte både EU’s miljø- og energiudvalg om den såkaldte Fond for Retfærdig Omstilling. Der er tale om en EU-fond på cirka 300 milliarder kroner, som skal hjælpe de mest udsatte medlemslande, regioner og erhverv med den grønne omstilling. Her blev det – igen – tydeligt, at flere af vores danske kolleger ikke har indset klimakrisens alvor. De har måske et grønt selvbillede, men De Radikale, Venstre og Konservative stemte alle for at tillade, at fonden kan støtte naturgas.

Lad os lige få noget på det rene: Vi snakker om en spritny EU-fond, der skal omstille Europas energiforsyning til at blive bæredygtig. Og så vil man bruge pengene på at bygge yderligere fossil energi? Det er den helt forkerte retning.

Husk, at EU skal være klimaneutral i 2050. Investeringer i gasinfrastruktur rækker årtier ind i fremtiden. Derfor vil vi spilde europæernes penge og gamble med kommende generationers helbred med nye rørledninger til endnu mere fossil energi. Det er jo for søren det, vi skal bruge mindre af!

De borgerlige gasvenner forsvarer sig med, at naturgas er et nødvendigt overgangsbrændsel. Det er klart, at naturgas i nogle tilfælde kan være bedre end kul og olie og i enkelte tilfælde give geopolitisk mening, men den her tilgang er hop på stedet i en krise, hvor vi burde sprinte fremad med al den fart, vi kan mønstre. Dels udledes der CO2 ved forbrændingen, men mange overser, at der i hele forsyningskæden lækkes metan – en drivhusgas der er 86 gange kraftigere end CO2. Resultatet er, at gas ikke altid er meget bedre end kul og olie.

Når det kommer til jobskabelse, et andet af EU-fondens formål, er naturgas også en dårlig løsning for borgerne. Investeringer i vedvarende energi er nemlig tre gange så jobskabende som investeringer i gas. 

Klimakrisens største udfordring er ikke længere de gammeldags klimafornægtere, der kategorisk afskriver menneskeskabt global opvarmning. Nutidens klimafornægtere kalder sig ’grønne realister’. ’Realisterne’ holder gerne flotte, grønne skåltaler og citerer FN’s Klimapanel og Greta Thunberg på sociale medier. Men når den grønne retorik skal omsættes til handling, nøler de, og så taber vi allesammen. 

De borgerlige gasvenner må ikke få held til at forme en omstillingsfond, der bygger på fossil energi. Så skal vi jo om nogle år have en ny omstillingsfond, der kan omstille os væk fra det, vi lige har postet penge i. Det har vi ikke tid til. Vi skal handle, og det skal være nu.

Margrete Auken (SF) og Niels Fuglsang (SF) er medlemmer af Europa-Parlamentet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Brian Nocis Jensen
  • Mikael Aktor
Thomas Tanghus, Brian Nocis Jensen og Mikael Aktor anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Hvem var det der gav Mærsk en "blanco-check" under alle forhandlinger om olien fra Nordsøen ?
Den værste var nok de 80 milliarder RV gav Mærsk mod at Marianne Jelved fik et guldur.
Grønne er de fjer der er blevet skiftet ud med de ravnesorte som de pt. pynter sig med.