Kommentar

Riv statuerne af koloniherrer og slavehandlere ned – og send dem på museum

Information påstår på linje med mange andre, at aktivisterne, der vil have nedrevet statuer, ønsker at udviske fortiden. Det er helt forkert. De ønsker netop en øget bevidsthed om de vestlige landes fortid som slavehandlernationer, skriver Frederik Schack og Lotte Schack i dette debatindlæg
Hans Egede-statue i København er blevet bemalet af aktivister, mens statuer af slavehandlere og koloniherrer i andre lande er blevet revet ned. ’Nedrivningen af monumenterne er, som mange ellers påstår, ikke med til at ’slette historien’. Vi har tværtimod lige nu nogle vigtige samtaler om historien, som forhåbentligt kan bidrage til den antiracistiske kamp,’ skriver forfatterne i dette debatindlæg.

Hans Egede-statue i København er blevet bemalet af aktivister, mens statuer af slavehandlere og koloniherrer i andre lande er blevet revet ned. ’Nedrivningen af monumenterne er, som mange ellers påstår, ikke med til at ’slette historien’. Vi har tværtimod lige nu nogle vigtige samtaler om historien, som forhåbentligt kan bidrage til den antiracistiske kamp,’ skriver forfatterne i dette debatindlæg.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

2. juli 2020

I forbindelse med den seneste tids antiracistiske demonstrationer har flere aktivister krævet, at statuer, der forestiller slavehandlere og koloniherrer, fjernes. Nogle har taget sagen i egen hånd og simpelthen selv fjernet dem. I Bristol fjernede aktivister en statue af slavehandleren Edward Colston og smed den i havnen.

Informations korrespondent i London, Jakob Illeborg, kritiserer i en leder den 12. juni aktivisterne for at forsøge at »viske fortiden ud« og foreslår, at man i stedet sætter forklarende inskriptioner på statuernes fundament.

Illeborg er ikke alene med sin kritik. Denne kritik bygger dog på en manglende forståelse for monumenternes væsen og den rolle, de spiller i vores samfund.

En monumental statue af navngivne enkeltpersoner opsættes sjældent som fysiske historietimer, men derimod som hyldester til de afbildede enkeltpersoner. De bliver opstillet af bystyrer eller rige velgørere til minde om de portrætteredes positive bidrag til samfundet.

Når den portrætteredes bidrag til samfundet består af deres indflydelse på slavehandlen som med Colston-statuen eller kampen om retten til samme, som med Robert E. Lee-monumentet i Virginia, fremstår monumenterne mindre som en påmindelse om vores problemfyldte fortid og mere som en hån af efterkommerne af de personer, den portrætterede undertrykte. Det gælder både historisk, men også når der opføres statuer i nutiden.

Når der foreslås rejsning af statuer, gøres det sjældent ud fra et argument om, at vi skal lære af deres fejltagelser. Søren Pinds ønske om, at København skal have en statue af Ronald Reagan, handler næppe om, at københavnerne skal lære om hans dødspatruljer i El Salvador.

Illeborg sammenligner nedrivningen af statuer med den måde, Stalin fjernede politiske modstandere fra fotografier på. Men historiske fotografier og monumentale statuer kan ikke sammenlignes en til en. Hvor sidstnævnte som sagt opstilles som en hyldest til enkeltpersoner, kan historiske fotografier bedre sammenlignes med historiske tekster. Ingen foreslår at fjerne slavehandlerne fra de historiske kilder. Tværtimod.

De samme aktivister, der ønsker statuerne revet ned, kritiserer ofte manglen på kritisk undervisning om de vestlige landes fortid som kolonimagter og slavehandlernationer.

Løsningen på vores manglende viden på dette område ligger ikke i de monumentale skulpturer, men i øget fokus i historieundervisningen. Det er ikke, fordi skulpturer slet ikke kan spille en rolle i historieundervisningen: Et godt eksempel er Jeanette Ehlers og La Vaugh Belles værk I am Queen Mary, der afbilder Mary Leticia Thomas, som var med til at lede opgøret med de danske plantageejere. Da den opførtes, opstod en samtale om Danmarks kolonier – ikke som en national stolthed, men som en voldelig proces, der gik ud over rigtige mennesker med navne og historier.

Var ikke sket uden trusler

Illeborg skriver, at beslutningen om fjernelsen af monumenterne skal tages af demokratiske repræsentanter. I mange tilfælde har aktivister i årevis forgæves forsøgt at gå den vej: Det gælder blandt andet Colston- og Robert E. Lee-monumenterne.

Men på de få uger siden George Floyd-protesterne begyndte, er der alene i USA blevet fjernet eller planlagt fjernelser af over 100 monumenter, der hylder fortidens racister. Dette var ikke sket uden truslen om, at befolkningen tog sagen i egen hånd.

Nedrivning af monumenter er ikke noget nyt fænomen. Det har fundet sted i lige så lang tid, som vi mennesker har rejst dem. Fra det gamle Egyptens ødelæggelser af Akhenaton-statuer til nyere tids nedrivninger af Stalin-monumenter i Sovjet og statuer af Saddam Hussein i Irak.

Disse handlinger skal ikke betragtes som en ødelæggelse af kulturarven, men en berigelse af den, og en videreudvikling af monumentets symbolske betydning.

Flere byer står nu med en historisk mulighed for at udvikle det monumentale bybillede og lægge romantiseringen af deres imperialistiske fortid bag sig. Lad for eksempel soklerne stå med de ’vandaliseringer’, de har lidt under protesterne – som den antiracistiske graffiti på Robert E. Lee-monumentets sokkel.

Hvis skulpturen ellers har nogen kunstnerisk og historisk værdi, kan den jo forholdsvis let flyttes ind i nye rammer på museer, hvor de kan kontekstualiseres og få ny betydning: fra hyldest til historielektion.

Vi ser lige nu en vigtig global bevægelse imod hundredvis af års racisme, der foregår på gaden, men også i vores opfattelse af os selv, vores historie og vores kultur. Opgøret med den monumentaliserede del af vores fortid spiller en central rolle i denne bevægelse.

Nedrivningen af monumenterne er, som mange ellers påstår, ikke med til at ’slette historien’. Vi har tværtimod lige nu nogle vigtige samtaler om historien, som forhåbentligt kan bidrage til den antiracistiske kamp.

Frederik Schack og Lotte Schack er hhv. klassisk arkæologistuderende og antropolog.

Søren Pinds ønske om at hædre Reagan med en statue er et godt eksempel på, at det blå Danmark mangler et selvopgør med de forbrydelser, som deres ’hold’ begik under Den Kolde Krig, og med Vestens støtte til regimer og bevægelser, der stod bag omfattende og uhyggelige forbrydelser mod menneskeheden i antikommunismens navn, skriver Pelle Dragsted. Her ses en statue af Ronald Reagan ved den amerikanske ambassade i Berlin.  
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Ellen Jeppesen
  • Per Klüver
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Werner Gass
  • Kristian Nielsen
Thomas Tanghus, Ellen Jeppesen, Per Klüver, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Werner Gass og Kristian Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sven-Åge Westphalen

Tak for en klar og velovervejet artikel om, hvorvidt statuer skal rives ned. Jeg har selv været lidt uklar omkring det, men det er jeg ikke længere.

Ingrid Døssing, Ellen Jeppesen, Søren Dahl, David Zennaro, Gitte Loeyche og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Et af argumenterne imod nedrivelse af statuer i USA's Sydstater er netop at det vil 'udviske' historien.

Men dette postulat er i sig selv ahistorisk, idet mange af statuerne er opført i 1950-60, hvor den sorte borgerrettighedsbevægelse talte, marcherede og demonstrerede imod den voldsomme segregation og racisme.

Statuerne skulle minde de undertrykte om, hvem der sad på magten, og om at borgerkrigen ikke i virkeligheden var tabt.

Også derfor skal de selvfølgelig ned.