Kommentar

Sagsbehandlerne er sat på en umulig opgave, når de skal vurdere handicapsager

Sagsbehandlerne skal leve op til så håbløse dokumentationskrav, når de behandler handicappede menneskers ansøgninger om tilskud til merudgifter, at det skader både samarbejdet mellem borger og kommune, tilliden til systemet og arbejdsglæden, skriver formand for KL’s Socialudvalg, Thomas Adelskov, i dette debatindlæg
11. juli 2020

Hvordan skal en sagsbehandler vide, om palmefedt »sædvanligvis« indgår i forproducerede fødevarer? Eller afgøre, om det er lægen, skolen eller indklagerens vurdering, der skal vægtes højest for at afgøre, om ortopædiske kondisko er en nødvendig merudgift? Og skal en sagsbehandler virkelig stoppe en medicinsk behandling mod katteallergi for at vurdere, om medicinen forhindrer varig og væsentlig funktionsnedsættelse?

Det her er eksempler fra virkelighedens verden på nogle af de klagesager vedrørende merudgifter, kommunerne får retur fra Ankestyrelsen. Det er eksempler fra sagsbehandlernes hverdag. Og det er en del af forklaringen på, hvorfor mange klagesager hjemvises til kommunerne til fornyet behandling.

En væsentlig del af dem handler om merudgifter. Det er et klart signal om, at noget ikke fungerer. Og det koster. Både på den menneskelige og økonomiske konto.

Umulig vurdering

Når en kommune skal vurdere en sag om merudgifter, skal en række krav følges:

Kommunen skal afdække borgerens funktionsevne, vurdere om de udgifter, borgeren søger dækket, er nødvendige, er en konsekvens af funktionsnedsættelsen og at udgiften ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven. Så skal kommunen vurdere rigtigheden og størrelsen af de merudgifter, borgeren mener, de har, samt vurdere, hvad normaludgiften for ydelsen ville være for mennesker uden handicap på samme alder og i samme livssituation. Derefter skal forskellen beregnes og ydelsen udbetales.

Det er en administrativt tung, tidskrævende og til tider umulig opgave.

De omfattende krav til sagsbehandlingen tærer også gevaldigt på samarbejdet mellem borger og kommune. Konsekvensen er mistillid, vrede og frustration. Det er ganske enkelt ødelæggende for dialogen.

Det suger også ressourcer ud af socialområdet. Tid, penge og kræfter, vi ikke har råd til at spilde.

Der er alvorligt brug for ændringer, der kan styrke borgernes retssikkerhed og frigøre tid og ressourcer. Både i kommunerne og i Ankestyrelsen.

Noget må gøres

Vi har brug for et standardkatalog, hvor borger og sagsbehandler kan se, hvad den gennemsnitlige udgift er for mennesker uden handicap inden for de områder, der ofte søges og bevilges merudgifter for. Det ville lette arbejdet for sagsbehandleren og samtidig gøre det langt mere overskueligt for familierne at se, om de er berettiget til at få dækket deres merudgifter og i hvilken størrelsesorden.

Vi skal væk fra kravet om, at kommunerne skal vurdere et barns funktionsevne uden medicinsk behandling. Det er farligt og etisk helt uansvarligt at standse en medicinsk behandling for at kunne vurdere et barns funktionsevne.

Lovgivningen om merudgifter træder kun i kraft, når anden lovgivning ikke er gældende. Og der er allerede muligheder for få særlige tilskud efter sektorlovgivningerne på området. For eksempel medicin, husleje og handicaptransport. Vi har brug for, at det entydigt fastslås, at der ikke kan ydes merudgifttilskud på områder, hvor der allerede er mulighed for at søge tilskud.

Og så er vi nødt til at sætte grænser for, hvad man som borger kan forvente at få tilskud til. Det vil både styrke borgernes retssikkerhed og lette administrationsbyrden, hvis der laves en udtømmende bekendtgørelse over de 15-20 forskellige kategorier, der er de mest almindelige. Det ville også gøre det muligt at fastsætte en takst inden for hvert udgiftsområde, så borgerne ved, hvad de kan forvente at få.

Uanset hvad vi vælger at gøre, så skal noget gøres.

Hver eneste sag, som påklages, og som Ankestyrelsen hjemviser til kommunen for at blive behandlet igen, skader samarbejdet mellem borger og kommune, tilliden til systemet og arbejdsglæden for sagsbehandlerne. Der er behov for, at vi hjælper både borgere og medarbejdere med forenklede regler og retningslinjer. Det vil både gavne retssikkerheden og frigøre tid og kræfter. Det er der hårdt brug for på socialområdet.

Thomas Adelskov, Formand for Kommunernes Landsforening - KL’s Socialudvalg og borgmester i Odsherred Kommune

’Hvis man i Danmark bliver mistænkt for røveri eller voldtægt, så er det en grundlæggende rettighed for den sigtede altid at få beskikket en advokat til at hjælpe sig. Denne rettighed har handicappede børn (og voksne) desværre ikke, når de får afslag på støtte fra kommunen. En støtte, som ellers i mange tilfælde er fundamental for, at hverdagen for den handicappede og dennes familie kan hænge sammen,’ skriver Thomas Taguchi i denne kronik.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Jeppesen

Af Mette Jeppesen
Vi er helt enige om at noget ikke fungerer, når jeg blot ved at flytte 20 km til netop Odsherred kommune, kan ophøre med at modtage pgf. 100 ( merudgifter pga. handicap ).som jeg tidligere har modtaget i 3 andre kommuner gennem ca 14 år, da jeg flytter til Odsherred i 2017, bliver ydelsen taget fra mig, uden at jeg er blevet rask, og uden at der er sket lovændringer på området ( som var jeg flyttet til et helt andet land )
Jeg er kronisk syg, med flere diagnoser, af fysisk karakter.Mit liv ændrede sig fuldstændigt efter piskesmælds ulykke i 2002, da var jeg ellers var godt i gang med mit elskede fag som afspændingspædagog, i dag er det et helt andet liv med smerter 24/7, og førtidspension.
Det gik så fint her i kommunen, med at søge rengørings hjælp, hjælpemidler, boligændringer mm. Da vi valgte at købe hus i det skønne Odsherred, havde jeg ikke forestillet mig at jeg skulle miste 2200 kr pr md, så jeg enig, noget er helt galt, ihvertfald i Odsherred kommune.
Min situation er velbelyst, alle udgifter dokumenteret, lægepapirene bekræfter min situation, der er intet at være i tvivl om, jeg tror vi nu har været omkring Ankestyrelsen 3 gange, forbi borger rådgiveren, 2 besøg hos borgmester, og har nu været nød til at hyre en privat social rådgiver som kender lovgivningen, og kan påpege hvor den ikke bliver overholdt, for DET er jo netop det man kan starte med at gøre,overholde den gældende lov, i sager hvor der ikke er tvivl.
Det har nu taget mig 3 år og 3 mdr og sagen er endnu ikke afklaret, så min parts repræsentant / socialrådgiver og jeg venter stadig.
I Odsherred har man valgt at sætte " specialist" til at behandle sagen, det er mit indtryk at dette ikke er en uddannet socialrådgiver, og så kan det jo blive vanskeligt. Og ja medføre både vrede og frustration og mistillid som du beskriver, ihvertfald hos borgeren.
Kan man mon hos den kære kommune forestille sig hvordan det stresser og påvirker de kroniske smerter at køre sådan en sag.......og hvad bliver det næste....at man skal have sin advokat med til møder hos kommunen, så kun de velstillede får hvad de i følge loven har ret til ???