Kommentar

Satser man på at udvinde råstoffer, vil Grønland fortsætte med at være på støtten

Udvinding af råstoffer er ikke vejen til økonomisk selvstændighed for Grønland, for minedrift vil stille sig på tværs af udviklingen for erhverv som fødevareproduktion og turisme. De grønlandske ministre manipulerer offentligheden, skriver fire ngo-repræsentanter fra Grønland og Danmark i dette debatindlæg
Råstofskolen i den grønlandske by Sisimiut afholder øvelser i olie og kerneboringer. Arkivfoto.

Råstofskolen i den grønlandske by Sisimiut afholder øvelser i olie og kerneboringer. Arkivfoto.

Tine Sletting

9. juli 2020

Tre grønlandske ministre med ansvaret for henholdsvis Finanser, Erhverv og Mineralske råstoffer og Arbejdsmarked, Forskning og Miljø havde den 4. juli et svar på vores kronik, der blev bragt i Information i sidste måned. I kronikken påpeger vi, at dele af Grønland er på vej til at udvikle sig til et økologisk katastrofeområde.

Der er foreløbig blevet uddelt mere end 70 større mineralefterforsknings- og udvindingslicenser, som omfatter mange tusind kvadratkilometer, og efter sigende er tallet markant stigende. De største mineprojekter finder man i Sydgrønland, der har landets rigeste biodiversitet og stort set alt det grønlandske landbrugsland. At åbne hele Grønland op for olie- og gasudvinding og minedrift i stor skala vil have en ødelæggende virkning på landets sårbare arktiske miljø.

Derfor anbefaler vi, at Grønland, Færøerne og Danmark i samarbejde med EU udvikler en strategi for Arktis, der tager sigte på at frede så meget af området som muligt. Vi foreslår også, at den grønlandske befolkning bliver fuldt kompenseret økonomisk i den udstrækning, Grønland giver afkald på råstofudvinding. For EU (og selv for Danmark) vil pengene kun være et greb i lommen.

Endelig påpeger vi, at en sådan strategi er fuldt forenelig med det ønske om selvstændighed, man finder hos mange af de grønlandske partier.

To forskellige sæt tal

Ministrenes svar er et lærestykke i, hvordan dele af det politiske miljø i de senere år har forsøgt at manipulere med offentligheden. Først antydes det, at hvis man er fisker, fanger, landmand, ansat i servicesektoren, industri eller byggeri – alle de brancher, der udgør rygraden i den grønlandske økonomi – går man rundt i folkedragt og ønsker, at Grønland skal være et frilandsmuseum. Det eneste, der øjensynligt kan afhjælpe det, er olie- og gasudvinding og minedrift i stor skala.

Derefter tyr de tre ministre til en dobbelt strategi, som de store mineselskaber har haft succes med at bruge rundt omkring i verden: Over for investorer, aktionærer og interessenter fremlægger man ét sæt opgørelser af de ressourcer, man agter at udnytte, og over for offentligheden og pressen et andet sæt, der er lavere, for i miljøsammenhæng at berolige befolkningen.

Så når vi citerer De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS – rådgiver for den grønlandske regering i råstofspørgsmål – der vurderer, at Grønland råder over 38,5 millioner ton sjældne jordarters oxider, henviser ministrene til en amerikansk undersøgelse, der sætter tallet femogtyve gange lavere. Og når vi citerer ejeren af Kvanefjeldsprojektet, det australske mineselskab Greenland Minerals Ltd., for, at Kvanefjeldet indeholder den næststørste beholdning af uran i verden, og den tidligere leder af de geologiske undersøgelser i Sydgrønland for, at thoriumforekomsten ved Narsaq kan være større end de i 2006 opgjorte globale reserver, henviser de til en undersøgelse fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) med langt lavere tal.

Minedrift redder ikke økonomien

Den største misforståelse er imidlertid påstanden om, at råstofudvinding skulle være vejen til økonomisk uafhængighed for Grønland. Talrige erfaringer fra andre lande viser, at minedrift i stor skala og særligt uranminedrift stiller sig på tværs af udviklingen af de sektorer, der er centrale for den grønlandske økonomi, nemlig fiskeri og fangst, turisme og industri, herunder fødevareproduktion. At satse på råstofudvinding er ikke udtryk for økonomisk rationalitet.

Selv om ideen om økonomisk kompensation fra EU er hypotetisk, kan det på forhånd konstateres, at der i modsætning til, hvad ministrene hævder, ikke vil være tale om støtte, men en gensidig transaktion: EU betaler et beløb for en ydelse (fredning, ikkeudnyttelse), der formentligt vil være større end den indtægt, Grønland ville kunne få ved at udnytte sine råstofressourcer både på kort og langt sigt, særligt hvis man indregner miljøomkostningerne og ikke som nu sætter dem til nul. Værdien af ydelsen for EU ligger i, at store dele af Arktis vil kunne reddes for et i EU-perspektiv ubetydeligt beløb, og at EU selv bliver en arktisk aktør.

I særdeleshed er det besynderligt, at regeringsrepræsentanterne opfatter det som uværdigt, at man forvalter den natur, man har fået overleveret af tidligere generationer, så godt, at man kan give den videre til kommende generationer i samme tilstand. At være »kustode« i sin forvaltning af naturen – hvoraf der er rigtigt meget i Grønland – er vel en positiv ting?

Én ting kan man tage for givet: Hvis det grønlandske miljø ødelægges på grund af olie- og gasudvinding og minedrift i stor skala, vil Grønland fortsat være på støtten.

Erik Jensen er talsmand for URANI NAAMIK (Uran nej tak) i Nuuk

Niels Henrik Hooge er medlem af NOAH Friends of the Earth Denmark

Mariane Paviasen er forkvinde for URANI NAAMIK i Narsaq

Hans Pedersen er biolog i VedvarendeEnergi

'Hver dag arbejder vi benhårdt på at blive økonomisk selvbårne, så vi kun oplever kustoder, når vi går på landets mange interessante museer. Vores råstoffer er en af mulighederne', skriver tre ministre fra den grønlandske regering i dette debatindlæg.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Werner Gass
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Werner Gass og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

08/jul/2020

Jeg er helt enig,
Grønland skal ikke forurenes til
døde gennem udvinding af giftige
metaller og/eller kemikalier i un-
dergrunden ... de skal, efter min
mening, leve af den natur og den
fangst, de har i deres natur ... og
selvfølgelig alverdens turister :-) ...

Venlig hilsen
Claus